Emne: Psykoanalysen

i. Gør rede for forskellen mellem de tre forskellige terapimetoder, Freud benytter i starten af sin karriere:

Hypnose-terapi:
Den franske neurolog Jean-Martin Charcot (1825-1893) besluttede sig for i 1800’tallet, at han ville studerer de forskellige neuroser nærmere. Han fik i løbet af 1800’tallet særligt øjnene op for den hysteriske-neurose, der bar’ nogle besynderlige symptomer. – disse symptomer kunne f.eks. vise sig ved lammelser, føleforstyrrelser, blindhed eller kramper, uden at der lå nogen neurologisk lidelse bag neurosen. Freud begyndte at følge den terapi Charcot benyttede sig af, og fandt det fascinerende, hvordan han kunne fremkalde nye legemlige symptomer hos sine hysteriske patienter, eller ’kurere’ dem, ved at få deres symptomer til at forsvinde.
I løbet af 1800’tallet tog Freud til Paris for at besøge Charcot, og ved at møde de kvinder som var i terapibehandling hos den franske neurolog, blev Freud overbevist om at kvinderne ikke led af en nervelidelse, men af en psykisk betinget lidelse.
Med sine nye erfaringer på hånden, rejste Freud hjem til sin klinik i Wien, og begyndte at prøve sig frem med hypnoseterapien selv. Freud var ikke god til hypnose-terapien i starten da det var et helt nyt område, men han forsøgte sig frem med behandlingen og anbefalede sine patienter at opgive / ”give slip” på deres symptomer. Freud oplevede at det i nogle tilfælde gav et positivt resultat, men alligevel blev han aldrig helt tilfreds, da det ikke var alle af hans patienter som var modtagelig over for terapibehandlingen, og i værste tilfælde kunne lidelserne vende tilbage til en / flere patienter.
Han blev med tiden klar over, at det ikke var nok at behandle symptomerne, men finde årsagen der lå bag lidelsen og bearbejde den først.

Katarsis-terapi:
Freuds kollega den østrigske neurolog Josef Breuer (1842 - 1925), var med til at udvikle Katarsis-terapien. Ordnet katarsis stammer fra græsk, og betyder ’renselse af sjælen’. Ligesom Freud, havde Breuer også havde interesse for hypnose-terapien, og var også inspireret af Charcots teorier.
Katarsis-terapien handlede om at få kvinderne lagt i hypnose, og få dem så langt tilbage i tiden, at de ville kunne erindre de situationer, som havde fået hysteriet til at opstå.
Breuer havde i en længere periode haft arbejdet med 21-årige kvinde som led af hysteri, hun blev senere kendt under navnet Anna O.
Freud begyndte i år 1890 at benytte sig af katarsis-terapi, og i samme periode fik Freud og Breuer fik de deres mest kendte patient, - nemlig den 21-årige kvinde som Breuer tidligere havde arbejdet med. Symptomerne hos patienten Anna O var overraskende, og hun frembrød en rimelig mængde af dem. Det kunne være alt lige var ekstreme hysteriske hosteanfald, synsproblemer og lammelser som kunne fremme forskellige dele af kroppen.
Freud og Breuer opdagede, at hvis de med en hypnose kunne få hende til at huske de situationer der lå til grund for at de hysteriske symptomer var startet. Resultaterne efter en katarsis-terapi var positive, og når den 21 årige patient havde fået ”talt ud” om de problemer/situationer som knyttede sig til de hysteriske symptomer, endte hun ud med at være en mere glad og livlig person.

Den terapi Breuer benyttede sig af, blev kaldt hypnotisk talekur / katarsis-terapi, og som nævnt tidligere tog Freud katarsis-terapien til sig i år 1890. Kollegaerne Freud og Breuer indledte et samarbejde, hvor de sammen ville fastslå en helhedsopfattelse af hysteriens baggrund.
Sammen fik de to kollegaer udgivet værket ”Studien über Hysterie”, som udkom i år 1895, men deres samarbejde varede ikke specielt længe, en af grundene til at Freud og Breuer valgte at splitte op, skyldes at Freud blev mere overbevist om, at de hysteriske symptomer kvinderne havde, skyldes seksuelle traumer som patienterne havde gennem årene havde fortrængt, men det ville Josef Breuer ikke lægge navn til.

Psykoanalytisk-terapi:
Freud besluttede sig for at gå væk fra katarsis-terapien, selv om heldet var med ham under hypnosen, da hans patienter begyndte at tale ud om situationer og traumer, som lå til grunde bag deres hysteriske symptomer. Men resultatet var ikke positivt, da terapien ikke havde en helbredende effekt, og da patienternes symptomer vendte tilbage.
Det Freud gjorde, var at han startede forfra med at få dem lagt i hypnose, for efterfølgende at give dem en chance for at ’give slip’ på deres problemer/traumer.
Freud erfarede med katarsis-terapien at patienten ikke blev bevidst om de situationer som havde fremkaldt hysterien og symptomerne, da patienterne blev afdækket under behandlingen. Efter at patienterne var vågnet igen, forklarede Freud hvad han havde observeret under hypnosen, og han oplevede som oftest at hans patienter valgte at afvise, hvad de blev fortalt. Så i år 1892 valgte Freud at gå væk fra katarsis-terapien og stoppede helt med at bruge den behandlingsform i år 1896.

Freud begyndte hurtigt at lede efter en ny behandlingsform som ikke omhandlede hypnose, men en metode der kunne hjælpe ham og patienten, med at komme til bunds i situationerne/traumerne, som var skyld hysterien og symptomerne.
Det var her Freud fik startskuddet til de frie associationers metode, - en metode som på længere sigt skulle hjælpe patienterne. Behandlingsformen gik ud på, at patienten fuldstændig frit under terapien skulle associere, og fortælle alle de ting, som de kunne huske.
Behandlingsformen gav for eller senere pote, da de ting som patienterne havde fortalt om, gav en forbindelse til situationer/traumer som patienten havde været udsat for. Terapeutens opgave var nu at (psyko)analysere på de associationer, og efterfølgende tilbyde patienten en tolkning af deres problemer, sådan at patienten selv kunne blive bevidst om dem.

ii. Diskuter hvilken sammenhæng der kan være mellem barndommens narcissisme / symbiose, og voksenlivets forelskelse og kærlighed:
Freud snakker om, at menneskets ”lyst-jeg” er narcissistisk, hvilket man særligt mener at barnet er i den orale fase, hvor det endnu ikke har lært at tage hensyn til andres behov og lyster, - men kun tænker på hvornår den kan få opfyldt en af sine egne behov/ønsker.
Barnet vil gennem sin opvækst danne en symbiose omkring et idol, det kunne fx være en veninde, søster eller lignende. Når symbiosen er dannet, begynder de at ’leve’ gennem dem, på den måde at barnet identificerer sig med og efterligner de ting personen gør.

De samme ”regler” gør sig gældende for voksenlivet mht. kærlighed og forelskelse. Under voksenlivets forelskelse, danner man igen en symbiose, og mennesket vil gøre mest muligt for at identificerer sig med modparten, så de kan blive et match..

iii. Hvad mener Freud egentlig når han siger ”hvad mennesket projicerer frem for sig som sit ideal, er erstatningen for dets barndoms tabte narcissisme”:
Ifølge Freuds teori omkring spædbarnet, er spædbarnet det mest narcissistiske væsen, det begynder allerede i barnets fødsel, hvor dets tanker kun kredser om den selv og på at få tilfredsstillet sine egne behov, fx søvn og mad.. Kortere fortalt, så kender barnet ikke til det at være empatisk.
Barnet vil på vej mod teenagealderen lærer at tage højde for, at andre mennesker omkring ham/hende, også har behov og ønsker.

iv. Diskuter Freuds syn på homoseksualitet og overvej hvorfor han mener, at identifikationen med den modsatkønnede forælder kan føre til homoseksualitet:
Freud postulerede at man som barn kunne gå hen og blive homoseksuel, pga. et psykologisk fjernt forhold i familien. Han havde forestillinger om at et følelsesmæssigt fjert forhold til faren, ville forhindre en dreng i at kunne identificerer sig med det maskuline, og på den måde ville det resulterer i, at drengen endte med at blive homoseksuel.

Freud er især blevet kendt på personlighedsopdeling.
I hverdagen møder man mange forskellige mennesker, og hvert eneste menneske opfører sig på en bestemt måde og reagerer forskelligt.
Freuds personlighedsmodel kan bl.a. bruges til at læse andre mennesker, til at finde ud af hvorfor de gør som de gør, samt hvordan beslutninger de træffer, ofte har betydning for ens egne motiver.
- hans oprindelige personlighedsmodel kaldes ægget. | v. Diskuter hvor stor betydning vores barndom har for vores måde at være på som unge og voksne:
I Freuds arbejde med psykoanalysen kommer han bl.a. ind på de tre faser, den orale, den anale og den ødipale, som vi alle går igennem i barndommen. Hvis barnet kommer godt gennem alle faser, er der et sikkert grundlag for, at man kommer til at vokse op inde for nogle trygge rammer.
Hvis der opstår et problem midt i en af faserne fx den orale fase, kan det ende ud i at barnet ikke kommer sikkert igennem de resterende faser. Et problem i en af faserne eller alle faserne, vil senere komme til udtryk i personens teenageår samt ens voksenår. – Kortere fortalt, så kan der under hver fase opstå et eller flere problemer, som på længere sigt er med til at sætte et præg på personligheden.

- Jeg har svært ved at tro på, hvordan en problemkonflikt(er), kan have en indflydelse på vores voksne liv, personlighed og adfærd. Vi er allerede fra fødslen vidt forskellige, der er nogle der udadvendte, mens andre er indelukkede og tilbagetrukne, men på trods af vores ’forskelligheder’ allerede fra en så tidlig alder, er hjernen ikke færdigudviklet, - dvs. at vi alle har mulighed for at blive farvet af de sociale begivenheder vi indgår i.
Hjernen er hele tiden under udvikling, og er derfor også modtagelig for at kunne blive påvirket af ting i dagligdagen. For at kunne få ”mærket” sin personlighed på længere sigt, kræver det at der skal være tale om gennemgående sociale mønstre, fx mobning.
- En af mine bekendte er gennem hele folkeskolen, hver gang personen har haft idræt, blev han/hun bundet til et rør, bruseren blev tændt og nogle af mobberne holdte benene, mens andre hældte sand/sand i øjnene på vedkommende.

I den orale fase (0 – 18 mdr.), er barnet udelukkende styret af det’et, som er det store ubevidste i barnets personlighed. Her bliver de udelukkende styret af impulsive drifter og af lystprincippet, der kun tænker på at søge lyst og undgå ulyst. Hvis der skulle opstå en eller flere konflikter i denne fase, det kunne fx være fysisk eller psykisk vold, - ville det på længere sigt kunne præge barnets personlighed i retning af grådighed, afhængighed og selvoptagethed.
I den anale fase (18 mdr. – 3 år), er barnets primære interesse knyttet til endetarmen.

I den anale fase kommer også over-jeg’et til syne, og i takt med forældrenes opdragelse, begynder barnet langsomt at blive indoptaget af de normer og regler forældrene har. Det er en fase der oftest er præget af problemkonflikter i forbindelse med barnets ønske om at fungerer som ”selvstændig”, og forældrenes ønske om at fungerer som vejledere og være der for barnet til at kunne sætte grænser.
Oftest pga. en alt for krævende og autoritær opdragelse, ville en konflikt i den anale fase på længere sigt, præge barnets personlighed i retningen af, angst for spontanitet, tilbageholdenhed, stærk selvkontrol og nærighed.
Det er bl.a. i den anale fase at barnet begynder at udvikle en selvstændighed, og jeg’et begynder at komme til syne. I denne fase begynder barnet at kunne få forståelse for realitetsprincippet, og begynder stille og roligt at tage del i det, - dvs. at barnet nu begynder at lærer, at kunne udskyde de øjeblikkelige behov, med henblik på, at der senere kommer en lystopnåelse..

I den falliske/ødipale fase (3 – 6 år), begynder barnet at blive bevidst om forskellen på de to køn.
Fasen har fået sit navn fra den græske sagnkonge Kong Ødipus, - som efter sigende, skulle have slået sin far ihjel, for at gifte sig med sin mor. Det væsentlige og personlighedsdannende i denne fase er ødipuskomplekset. Inde for psykoanalysen, bliver ødipuskomplekset brugt som en betegnelse for en ubevidst, seksuel betonet kærlighed til forælderen af modsatte køn, - hvor had til forælderen af samme køn samtidig spiller ind. Den situation der opstår / kan opstå i den ødipale fase kan beskrives som et ’trekantsdrama’, da drengen har sine seksuelle ønsker rettet mod moderen, mens pigens seksuelle ønsker bliver rettet mod faderen. I starten bliver faderen fra drengens side, opfattet som konkurrent, efterhånden vil han identificerer sig med ham og det maskuline, indtil de feminine sider er fortrængt, - mens pigen opfatter moderen som sin konkurrent, men efterhånden identificerer hun sig med moderen og slutter sig til hende, mens de maskuline sider fortrænges.
En konflikt i denne fase, vil på længere sigt kunne resulterer i milde / store problemer omkring ens kønsidentitet.

vi. Kender du primærprocestænkningen fra din egen dagligdag/drømme, fantasier eller oplevelser du har haft:
Jeg tror at alle før eller senere oplever den primærprocestænkning i deres drømme el. lignende.
I mine drømme oplever jeg at jeg kan gøre alt muligt og være alt muligt, der er ikke nogle grænser.
Jeg kan gå fra at være en stor fisk i havet, til at være en fugl der svæver frit på himlen, og lader vinden føre mig hen hvor end den vil.
Jeg kan fx være et sted jeg aldrig har været før, - men med personer jeg har set før og folk jeg kender, - og kort efter være et helt andet sted, flere tusinde kilometer fra min tidligere destination.

vii. Hvad er forskellen på en karakterneurose og en symptomneurose:
En karakterneurose er en neurotisk personlighedsforstyrrelse.
Man antager at karakterneurosen/personlighedsforstyrrelsen opstår i barndommen og ifølge Freud skulle det være forårsaget af seksuelle, aggressive eller lignende traumatisk hændelse eller konflikt, som man har oplevet tidligt i barndommen eller i en af udviklingsfaserne.
Den ’ramte’ er i et konstant fortrængningsarbejde, men hændelserne vil præge den vedkommendes adfærd, personlighed og karakter, i nogle tilfælde ses det at personen kan gå hen og blive hæmmet i sin adfærd. Bestemte situationer eller følelser kan virke krænkende, som oftest resulterer i at vedkommende forsøger at undgå situationer som ikke er til skade for ham/hende.

Resultaterne for en karakterneurotisk person, som bliver udsat for store belastninger, eller som ikke har mulighed for at undvige en ubehagelig / bestemte situationer, udviser akutte neurotiske symptomer, i dette tilfælde taler man om at vedkommende har udviklet en symptomneurose. Det kan fx være symptomer som viser sig i form af angst, tvangshandlinger eller lign.
Baggrunden for de akutte symptomer, skyldes at det vedkommende kæmper med at fortrænge truer med at bryde igennem neurotikerens beskyttelsesmur.

viii. Hvorfor kan det ofte være svært at behandle et menneske for en neurose?
- overvej flere grunde:
I Danmark indførtes i 1992 WHO’s klassifikationssystem kaldet ICD-10. ICD-10 klassifikationssystemet indførtes med henblik på at få diagnosekoder for hver enkelt sygdom og lidelse – hver kode angiver henholdsvis overordnede sygdomsgruppe, undergren af forskellige organsystemer og slutteligt den specifikke sygdom. Som en del af klassifikationssystemet hører diagnostiske kriterier for hver enkelt sygdom. Klassifikationssystemet har bragt både fordele og ulemper med sig: det har givet mulighed for et fælles sprog blandt sundhedsfaglige ift. diagnoser og diagnosekriterierne mindsker det subjektive aspekt i relation til udredning, hvorved patienterne sikres samme standard og kvalitet.
Med indførelsen af ICD-10 ophørte brugen af diagnosen ”neurose” og begrebet har således ikke eksisteret som enestående/selvstændig diagnose siden 1992. Begrebet neurose dækker i dag over flere selvstændige diagnoser og er inddelt efter forskelligartede hovedsymptomer. Nogle af de tidligere type-inddelinger af lidelsen neurose: angst-, tvangs-, hysterisk- og karakterneurose, går således nye betegnelser i dag, hvor fx angstneurose i dag kaldes panikangst, mens tvangsneurosen kendes under diagnosen OCD (obsessive-compulsive-disorder).

At forklare hvorfor det kan være svært at behandle et menneske for (og med) en neurose, er derfor et meget svært spørgsmål at besvare, da tilstanden neurose i dag dækker over mange individuelle diagnoser og derfor også over meget forskellige tilstande. Samtidig må man hertil sige at behandlingen af psykiske lidelser altid vil være meget individuel, til trods for standardmetoder og procedurer. For at kunne besvare spørgsmålet er det nødvendigt at tage udgangspunkt i den oprindelige definition og forståelse af diagnosen neurose.

Symptomerne på en neurose, set bort fra typeinddelingen, ligger i et spænd fra angstanfald med hjertebanken, åndenød og kvælningsfornemmelser, til tilbagevendende tvangshandlinger der gentages sygeligt mange gange på baggrund af ubehagelige tvangstanker.
Det kan være svært at behandle et menneske for en neurose idet det er en psykisk lidelse, dvs. at lidelsen har sit udspring i psyken og at symptomerne overvejende er psykiske. Psykiske lidelser er langt fra ligeså håndgribelige og konkrete som somatiske lidelser, og ofte er det lidelser personen må leve med, i højere eller mindre grad, resten af livet. Behandlingsmetoderne kan fx være samtaleterapi, gruppeterapi eller miljøterapi, ofte suppleret med forskellige typer medicin.
Det svære ved behandlingen kan knytte sig til selve behandlingsmetoden og disse metoders begrænsninger – man fikser det ikke på samme måde som man kan med fx et brækket ben, hvorefter man ser tydelig bedring og helbredelse. Derudover kan det svære ved behandlingen også knytte sig til selve lidelsens symptomer, deres udformning ved patienten og deres påvirkning af patientens liv og dagligdag. Eksempler gives nedenfor:

Hvis en patient lider af angstneurose (ICD-10 : panikangst), så vil patienten på et tidspunkt have oplevet én eller flere pludseligt opståede episoder med meget udtalte fysiske symptomer på angst såsom hjertebanken, åndenød, svimmelhed, smerter i brystet, uvirkelighedsfølelse og kvælningsfornemmelse. Episoden er opstået pludseligt og i en situation der ikke i sig selv var angstprovokerende (fx mens de er ude og handle eller på arbejde). * Det svære: Det er meget individuelt hvordan et menneske reagerer på denne type oplevelse(r), men det kan resultere i at personen isolerer sig selv af frygt for at det skal ske igen. Denne frygt kan eksempelvis besvære behandling idet patienten måske ikke ønsker at bevæge sig udenfor eget hjem.

Hvis en patient lider af tvangsneurose (ICD-10 : obsessive-compulsive-disorder (OCD)), så vil patienten være påvirket af tvangstanker og af tvangshandlinger. Tvangstanker er ideer, tankebilleder eller indskydelser der dukker op i bevidstheden gentagne gange. Tankerne er generede og svære for patienten at modarbejde og de omhandler ofte frygt for at skade sig selv eller nærmeste, frygt for smitte eller kemikalier, eller et overdrevent behov for symmetri/orden. Tvangshandlingerne knytter sig ofte til tvangstankerne idet patienten ofte udfører bestemte handlinger i overdreven grad på baggrund af tvangstankerne fx udføre en handling for at undgå at ens familie dør. Tvangshandlingerne indebærer ritualer med tællen, kontrol eller tjek. Såfremt patienten er plaget af denne type symptomer besværes dagligdagen enormt. Mange helt almindelige handlinger tager lang tid og tankerne kan forhindre patienten i at fuldføre opgaver og passe et arbejde. * Det svære: det svære ved tvangstanker- og handlinger er at patienten ofte selv har en erkendelse af problematikken, men frygten for fx at såre sig selv eller andre overskygger logikken bag erkendelsen.

Terapien må derfor rette sig mod en omstrukturering af tankeindholdet, når forståelse/erkendelse ofte allerede forekommer. For patienten der lider af en tvangsneurose besværes almindelige dagligdagsfunktioner og opgaver helt enormt. Mange handlinger tager unormalt lang tid og tvangstankerne kan være så ubehagelige og presserende at fx kan forhindre patienten i at fuldføre opgaver og være social – ligevel kan det besvære patienten i at overholde behandlingstider og tage medicin. Hvis der derudover er en paranoid komponent der eksempelvis knytter sig til kemikalier så besværes medicinsk behandling måske yderligere. På grund af både den medicinske og den teknologiske udvikling sker der gradvist et skift i behandlingsmetoderne i psykiatrien.

ix. Diskuter Freuds drømmeteori i lyset af dine egne drømme. Er drømme sikkerhedsventiler som Freud mener, og fungerer drømmearbejdet som han beskriver det?:
Man har gennem tiderne forsøgt at finde frem til hvad drømme egentlig er, - men der har aldrig rigtig været forklaringer på det, som har været identiske, men der har til gengæld til stor enighed i mange af teorierne omkring drømme.
Freud besluttede sig for at studerer drømmende lidt nærmere og finde betydningen af drømme for hvert individ, og hans søgen resulterede i en masse teorier om hvad drømme betyder for os mennesker. Ifølge Freud fungerer drømme som et slags sikkerhedsnet for os mennesker, de er vigtige for at vi kan opretholde balancen i livet.

Jeg ved ikke om jeg er enig eller uenig med Freud på det punkt.
Jeg vil gerne give ham ret i at drømme er vigtige, og for mig fungerer de som en slags flugtvej, - men bestemt ikke som et ønske. Jeg har tit mareridt om at jeg bliver lænket fast og tortureret på de mest bizarre måder, bliver voldtaget eller brændt, - uanset hvad jeg bliver udsat for, dør jeg ikke, så drømmen kører på repeat hele natten. Og så er der de nætter hvor jeg vågner op og har drømt noget som for mig, er fuldstændig ubetydeligt.

Ligestilling: Børn har ikke brug for mænd
Artikel fra Politikken ⎸08.11.1999 ⎸

”Mandlig kønsforsker gør op med ideen om, at børn ikke har behov for mandlige pædagoger, - bare fordi de er mænd..” uddrag fra teksten.

I en artikel fra Politikken d. 08.11.1999, tager Steen Baagøe Nielsen emnet op om, at der skal være flertal af det mandelige køn i daginstitutioner, da drengebørn har brug for det.
Men hvorvidt den påstand holder stik, kan diskuteres. I artiklen giver han udtryk for at mandelige pædagoger ikke spiller en stor rolle i forhold til udviklingen af børnenes dannelse og kønsidentitet, - men mener samtidig at det er vigtigt, at der også bliver taget højde for mændenes faglige dygtighed. Han sætter det meget firkantet op, og mener at hvis man fastslår at drengebørn i daginstitutioner og at mandelige pædagoger vil løse problemerne i forhold til dannelse og kønsidentitet, går man væk fra hvad meningen med institutionerne egentlig er.

” Sandheden er jo, at mænd er forskellige og opfører sig forskelligt, og derfor er mænd ikke gode nok som pædagoger, bare fordi de er mænd. Hvis der skal være flere mænd i institutionerne, skal det ikke være pga. en forventning om, at de kan give noget andet, end kvinderne gør, men fordi det er mænd med gode pædagogiske egenskaber og en sund interesse for børn.” uddrag fra teksten.

Torsten Balslev er delvist enig med Steen Baagøe Nielsen, men står fast på at den mandelige pædagog ikke kun skal ansættes, pga. de skal fungerer som rigtige mænd, - siger han og fortsætter ”Når det så er sagt, så mener jeg ikke at man skal afskrive betydningen af biologiske forældre.. Det kan godt være at der ikke er et tilstrækkeligt forskningsmæssigt belæg for, at børn har brug for samvær med begge køn. - Men jeg synes alligevel man skal lade tvivlen komme børnene til gode (...) ” uddrag fra teksten

Det er her den psykoanalytiske-teori som tages i brug.
- Freud ville være uenig, da det ifølge ham er vigtigt for barnet at det får samvær med begge forældre/ at barnet har valgmuligheden for at kunne identificerer sig med det mandelige - og kvindelige køn.
Det er især i barnets falliske/ødipale fase, hvor barnet er 3 - 6 år, at det har behov for nærkontakt med begge køn, da det er i den falliske/ødipale fase, barnet bliver bevidst om den seksuelle orientering.
Hvorvidt det er forældre eller pædagoger der skal være der som ”støtte”, kan diskuteres, - for hvis ikke mor eller far er ”seje nok”, så ville de typisk blive ”erstattet” af en med en faderlig/moderlig karakter i institutionen, hvor at den nye ’rolle’ leverer det barnet søger.
En problemkonflikt i den falliske/ødipale fase, kan for barnet resulterer i en seksuel forvirring i teenageårene og voksenårene.

Psykologi: Vejledning i at straffe børn
Artikel fra Jyllands-Posten ⎸24.05.2002 ⎸

”En kommunal vejledning til familieproblemer i hvordan børn kan straffes, vækker forargelse blandt eksperter..” uddrag fra teksten.

I artiklen ’Vejledning i at straffe børn’, fortælles der om børneopdragelsen i Brørup Kommune.
Der bliver bl.a. lagt vægt på, at forældrene skal straffe deres børn, hvis de har en upassende, dårlig eller uacceptabel opførsel.

Den operante indlæringsform blev opdaget af behavioristen B.F. Skinner (1904 - 1991).
Det er en indlæringsform som udelukkende går ud på, at menneskets adfærd, er afhængig af hvilke konsekvenser adfærden får. Hvis en adfærd resulterer i belønning (positivt), forstærkes den, hvilket betyder at der er sandsynlighed for at adfærden vil komme til syne, på andre tidspunkter. Hvis en adfærd ikke resulterer i ingenting vil den ignoreres, og med tiden forsvinde/ blive aflært.
Hvis en adfærd resulterer i straf (negativt), vil den som oftest blive aflært, men det ses også i mange tilfælde at der kan forekomme uhensigtsmæssige reaktioner, som fx undgåelsesstrategier, nervøsitet/usikkerhed samt undladelse af handlinger, opgaver, bestemte situationer el. lign.

I artiklen kommer Jette Aaes ind på, at det i Brørup Kommune efterhånden er en ”almindelighed” og at det er blevet anvendt længe.
Forældrene anvender ikke kun straffe i forbindelse med en ubehagelig/upassende adfærd, men også hvis barnet ikke gør sit hjemmearbejde ordentligt, ødelægger ting, roder med legetøj på gulvet, gør køkkenet beskidt og lign. ting. I nogle familier ses det at forældrene bruger korrektion til at rette op på deres børn. ”Fx kan et barn, der smækker med en dør når han kommer ind i huset, blive bedt om at gå tilbage, komme ind i huset fem gange, mens han omhyggeligt lukker døren roligt.. Det barn som har spildt mælk, kan blive bedt om at gøre hele køkkenet rent, udover at tørre det spildte mælk op ...” - uddrag fra teksten.

Erik Sigsgaard som er børneforsker reagerer stærkt på det.
Han synes at tankegangen er gammeldags og strider imod alle almindelige holdninger om børneopdragelse herhjemme. ” Mennesker skal respekteres og må ikke behandles uværdigt eller nedsættende - uanset alder..” - citat fra Erik Sigsgaard
Alle mennesker begår fejl, og selvfølgelig kan man komme til at overreagerer ind imellem, - det sker jo for os alle.. Men synspunktet ændrer sig så snart veluddannede mennesker begynder at rådgive forældrene om, hvordan børnene skal straffes, da det er den ”korrekte” opdragelsesmetode.

Psykologen Grethe Kragh-Müller synes at ”Korrektion mod børn der gør noget inkorrekt”, er en dårlig spøg. ”Notatet er et udtryk for det menneskesyn, at vi bliver formet gennem straf og belønning”

Chefpsykologen i Brørup Kommune Erland Østergaard er dybt uenig,
Da det ikke er et materiale som de lader alle benytte sig af, og at der derfor er grund til at kritikken omkring opdragelsesmetoden bliver berettiget. Det er kun få familier i Brørup Kommune som får lov til at tage metoden i brug, og her understreger han at det kun er familier med problemstillinger, - men at materialet bruges i forbindelse med personlige møder, rådgivning, opfølgninger og lign.