3. At række hånden frem

Jeg kunne tydelig huske, hvordan dagene altid var noget lort. De dage, der fik mig til at tage den beslutning, som jeg var på vej til at fuldføre ude på en af skolernes toiletter. Mor og far råbte og skreg af hinanden derhjemme, og jeg sad på mit værelse med techno musikken kørende i baggrunden, selvom jeg hadede techno musik. Det var bare for at få mine tanker over på noget andet end den elendighed, der hele tiden hang over mig som et tæppe. Jeg stirrede ud af vinduet på de mørke, grå skyer, der passede perfekt til hele stemningen. Jeg magtede ikke noget. Alt, hvad jeg brugte min tid på, var at synke længere og længere ned i det dybe hul, der havde skabt sig omkring mig, og jeg kunne ikke gøre en skid for at komme op igen.
Mine veninder opdagede min hemmlighed, og jeg var blevet sendt til psykolog, selvom jeg havde skreget og råbt i protest. Hele skolen kendte til mig nu, og alt var blevet værre.
Jeg havde fået så mange haters, der sendte grimme beskeder til mig dagligt, som om de, jeg fik i forvejen, ikke var nok. Hvad var der helt galt med verdenen, siden folk ikke kunne respektere hinanden?
Psykologen fortalte mig efter min ufuldførte beslutning, at jeg havde fået en svær depression. Ha, hvordan kunne en depression føles som ingenting? Burde man ikke kunne mærke en smerte i sin bryst eller noget? Det eneste, jeg mærkede, var, at jeg ikke havde lysten til det her mere.
Hvorfor kunne jeg ikke bare få det overstået dengang?
Jeg borede neglene ned i mine håndflader og kunne mærke, hvordan den følelse af ingenting sneg sig ind på mig igen. Og hvad snakkede jeg om? Jeg havde lige sagt, at jeg ikke kunne mærke noget, og nu kunne jeg mærke ingenting? Forvirret rynkede jeg på panden og kneb øjnene sammen. Mine tanker var et stort virvar. Min mave knurrede, men jeg ville ikke have noget mad.
Jeg nægtede at gøre noget, der var godt for mig selv, for det fortjente jeg ikke.
Jeg havde mistet min bror, jeg var fed, jeg havde ingen venner, mine forældre skulle skilles, jeg havde åbenbart en depression, og måske var jeg ved at udvikle en spiseforstyrrelse.
Hvordan kunne jeg få lov til at have det godt, når alle de ting var sket? Jeg var begyndt at tro på, at det var Guds vilje, at jeg skulle lide sådan. Fuck Gud.
Irriteret trak jeg en hånd igennem mit hår, der hang og slaskede ned af mine skuldre. Den flotte, skinnende blå farve var forlængst blevet mat, men det gjorde mig ikke noget. Lige meget hvad ville jeg være for dårlig til alle andre, så hvorfor overhovedet prøve?
Jeg forstod ikke, hvordan det hele kunne ændre sig så drastisk. For bare to år siden havde jeg haft det helt igennem fantastisk, men så kom krigen og min brors fald. Ud af ingenting fik jeg hadebeskeder, og så var det hele bare fortsat ud af kontrol.
Det eneste, der overhovedet havde afholdt mig fra at tage den nemme løsning i første sted, var, at jeg havde en fremtid foran mig, som jeg engang håbede på ville blive lys, og så var det mit største idol, der altid havde været et forbillede for mig. Hun havde været igennem så mange forskellige ting, men alligevel fik hun styr på det og viste verdenen, at hun ikke bare kunne slås ned.
Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så modig som hende, men der var ikke noget for mig længere, og jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg skulle hen på det der sindssyge hospital. En eller anden dag ville jeg finde en måde at komme væk på, det skulle jeg nok vise dem alle sammen.
Det gav et sæt i mig, da en banken lød på døren. Jeg lod være med at svare, men min far stak hovedet ind alligevel.
”Vi skal køre nu, skat,” sagde han med en alt for sukkersød stemme, jeg havde lyst til at brække mig over. Jeg kiggede væk fra ham og sørgede for, at mit hår dækkede for mit ansigt, så han ikke kunne se på mig.
Et suk lød, og døren blev lukket i igen. Se selv, han var ligeglad. De var ligeglade. De havde ikke engang snakket med mig om det ordentligt, men bare lagt arbejdet over på psykologen. I virkeligheden skulle man tro, at de heller ikke ønskede mig her. Det var altid Simon, der havde været guldklumpen, og efter hans død, var det som om, at intet kunne få dem til at blive mor og far igen.
Jeg bed hårdt ned i min underlæbe, indtil jeg kunne smage blod og rejste mig så op fra sengen. I en trance trak jeg min jakke på, hev fat i min taske og forlod så værelset uden at kigge tilbage på det. Jeg ville ikke engang savne det, og de hvide vægge, det indebar. Jeg ville ikke savne min computer, mine blade, mine bøger. Det var ligemeget. Ligesom mig.
Min mor rakte en arm ud efter mig, da jeg passerede hende nede i entréen, men jeg undveg og fortsatte ud på gårdspladsen, hvor bilen holdt.
Jeg kunne mærke de små sten under sålen på mine converse sko, da jeg krydsede den. Heller ikke det ville jeg komme til at savne. Jeg smed mine ting ind bagi og satte mig så ind på bagsædet af bilen. Jeg gad ikke kigge ud i frygt for, at min idé om, at jeg ikke ville savne det, ville ramle sammen om mig, og jeg ville begynde at tude.
Min mobil hev jeg op af lommen, og uden tøven åbnede jeg Twitter. Straks gik jeg ind på Demi Lovatos profil og oprettede et nyt tweet.
”I’m going to the hospital now, I tried to kill myself a week ago. Don’t know if I can stay strong anymore, I love you x”
Selvom jeg vidste, hun ikke ville svare mig, var hun noge af det eneste, der måske kunne afholde mig for at prøve igen. Hvis hun bad mig om at lade være, ville jeg prøve så godt, jeg overhovedet kunne.
Mine forældre slog sig også ned i bilen, og inden længe trillede vi afsted. Jeg hev mine høretelefoner op, satte musik på og prøvede at mærke noget. Jeg kunne kun finde det tomme hul, inden i mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg langsomt følte mig mindre og mere ubetydeligt.
Tonerne til min yndlingssang ”Cut” nåede ud i mine øre, og ordene satte sig fast.
”I do not want to be afraid. I do not want to die inside just to breathe in. I’m tired of feeling so numb, relief exist I find it when I am cut.” Hele sangen beskrev min situation ret godt, men selvom ordene var der, kunne jeg ikke føle nogen ordentlig smerte. Det var ligefør, det irriterede mig.
Jeg skulle lige til at lukke øjnene i, da min telefon vibrerede. Overrasket slog jeg øjnene op, da jeg normalt aldrig fik beskeder fra nogle. Mine øjne løb i vand, da jeg kiggede ned på den lysende skærm, og for første gang længe kunne jeg mærke noget.
”Stay Strong honey, do it for me. I know everything is rough right now, but you’ll get through it. #StayStrongHolly,”
Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg følte, hvordan en smule glæde spredte sig i min krop. Det føltes som om, hun rakte sin hånd ud til mig og hev mig tilbage til noget af den glæde, man burde føle ved livet. Selvom det lød surrealistisk, var det, som om hun hev mig et trin op af stigen, der førte op fra det sorte hul, jeg ellers var så langt nede i.