Jeppe paa Bierget
Indledning
Hvor Holberg omtaler Opførelsen, i Teatrets første Sæson, af denne Komedie, priser han Titelrollens Indehaver, der hed Johan Wibe Gram, fordi han saa naturligt spillede en sjællandsk Bonde. Holberg henviser desuden til Kilden for den Historie, som han - med saa stort Mesterskab - har dramatiseret. Det er den tyske Jesuit Jacob Bidermanns fingerede Rejsebeskrivelse paa Latin, Utopia (1640). I den Morale, som Holberg afslutter Komedien med, lyder det:
Af dette Eventyr vi, kiære Børn, maa lære -
Ordet Eventyr sigter her til de mærkelige Hændelser, som Jeppe i Komediens Løb kommer ud for. Det er nu morsomt, at de virkelig hører hjemme i de klassiske Eventyrs Verden, en vidt udbredt Fortælling om en Hersker, som for en Stund sætter en Undersaat i sit Sted, uden at denne véd hvordan. I Tusind og én Nat fortæller Eventyrfortællersken Scheherezade, fra 622.-653. Nat om en ung og lystig Mand, Abul-Hassan, som en Dag inviterer en tilfældig Mand hjem til sig, uden at vide, at det er den forklædte Kalif Harun Al-Raschid. Da den Fremmede spørger, om Abul-Hassan har et Ønske, siger Værten, at han gerne vilde afstraffe Distriktsforstanderen og nogle andre gamle og onde Folk. Ved Hjælp af et Sovepulver faar Kaliffen Abul-Hassan i dyb Søvn; han vaagner op i Kaliffens Seng. Efter denne Opvaagnens klassiske Forvirring føres Abul-Hassan til Tronsalen for at holde Rettergang, og skønt han aldrig havde haft Lejlighed til at høre om saadanne Sager, var han ikke et Øjeblik i Forlegenhed, men udtalte sig med saa megen Takt og Retfærdighed, at Kaliffen, der var skjult til Stede, var fuld af Beundring og Forbavselse. Abul-Hassan glemmer heller ikke, som de Troendes Behersker, at sende 1000 Guldstykker til sin Moder og lade den slemme Distriktsforstander og hans Fæller martre til døde. Efter et pragtfuldt Maaltid og Dans af skønne Haremsdamer vender Abul-Hassan tilbage til sin Virkelighed. Men her slutter det østerlandske Eventyr ikke. Abul-Hassan tror haardnakket, at han stadig er Kaliffen, spærres inde som sindssyg og piskes med Okseremme. Kaliffen tager ham da atter til Hoffet, gør ham til sin Broder og stadige Ledsager. Abul-Hassan ægter en smuk Hofdame, men da Kaliffen glemmer at bevilge de Nygifte Apanage, finder Abul-Hassan paa, at de skal agere skindøde for at minde Herskeren om hvad de betyder for ham! Den muntre Plan lykkes - og saa slutter Eventyret om Abul-Hassan i Kaliffens Seng. Det er egnet til at udvide Synet paa vor egen Jeppes Vid, Uforstand og Brutalitet.
Litteratur.Bogen om Tusind og én Nat. Paa Dansk ved C. E. Falbe-Hansen, Bind XV, 1949, S. 18-92. - Kare Foss: Konge for en Dag, Oslo 1946.

ACTUS I SCEN. 1. NILLE
Jeg troer neppe, at der er saadan doven Slyngel i det heele Herret, som min Mand; jeg kand neppe faae ham vaagen, naar jeg trækker ham efter Haaret af Sengen. I Dag veed nu den Slyngel, at det er Torv-Dag, og dog alligevel ligger og sover saa længe. Hr. Poul sagde nyelig til mig: Nille! du est alt for haard mod din Mand, han er og bør dog være Herre i Huset; men jeg svarede ham: Nej! min gode Hr. Poul! dersom jeg vilde lade min Mand regiere i Huset et Aar, saa fik hverken Herskabet Land-Gilde eller Præsten Offer, thi han skulde i den Tid drikke op alt hvad der var i Huset; skulde jeg lade den Mand raade i Huset, der er færdig at sælge Boeskab, Kone og Børn, ja sig selv, for Brændeviin? hvorpaa Hr. Poul tiede gandske still, og strøg sig om Munden. Ridefogden holder med mig og siger: Moerlille! agt du kun ikke hvad Præsten siger. Der staaer vel i Ritualen, at du skal være din Mand hørig og lydig, men derimod staaer der i dit Fæstebrev, som er nyere end Ritualen, at du skal holde din Gaard ved lige, og svare din Land-Gilde, hvilket du umueligt kand giøre, dersom du ikke trækker din Mand hver Dag efter Haaret og prygler ham til Arbeide. Nu trækkede jeg ham af Sengen, og gik ud i Laden at see hvordan Arbeidet gik for sig; da jeg kom ind igien, sad han paa Stolen, og sov med Buxerne, reverenter talt, paa det ene Been, hvorudover Crabasken strax maatte af Krogen, og min gode Jeppe smørres, til han blev fuldkommen vaagen igien. Det eeneste, som han er bange for, er Mester Erich (saa kalder jeg Crabasken.) Hej Jeppe! er din Fæhund endnu ikke kommen i Klæderne? har du Lyst at tale med Mester Erich end engang? hej Jeppe! her ind!

SCEN. 2
Jeppe. Nille.
JEPPE: Jeg maa jo have Tid at klæde mig, Nille! jeg kand dog ikke gaae som et Sviin foruden Buxer og Trøje til Byen.
NILLE: Har du, Skabhals, ikke kundet tage ti par Buxer paa dig, siden jeg vækkede dig i Maares?
JEPPE: Har du lagt Mester Erich fra dig Nille?
NILLE: Ja jeg har, men jeg veed strax hvor han er at finde igien, dersom du ikke er hurtig. Her hid! see hvor han kryber. Her hid! du skal til Byen at kiøbe mig to Pund grøn Sæbe; see der har du Penge dertil. Men hør! hvis du inden fire Timer ikke er her paa Stedet igien, da skal Mester Erich dantze Polsk Dantz paa din Ryg.
JEPPE: Hvor kand jeg gaae fire Miil i fire Timer, Nille?
NILLE: Hvem siger, du skal gaae? du Hanrej! Du skal løbe. Jeg har engang sagt Dommen af, giør nu hvad dig lyster.
SCEN. 3
JEPPE
alleene. Nu gaaer den Soe ind, og æder Froekost, og jeg stakkels Mand skal gaae fire Miil og faaer hverken Vaat eller Tørt; kand nogen Mand have saadan forbandet Kone som jeg har? jeg troer virkelig, at hun er Søskende Barn til Lucifer. Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa een Dag af den slemme Qvinde. Hun slaaer mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej. Maa jeg da ikke vel drikke? maa jeg da ikke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? Var jeg en Taasse, saa gik saadant mig ikke saa meget til Hierte, saa drak jeg ej heller ikke; men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og drikke. Min Naboe Moons Christoffersen siiger tit til mig, saasom han er min gode Ven: Fanden fare i din tykke Mave, Jeppe! du maatte slaae fra dig, saa blev Kiellingen nok god. Men jeg kand ikke slaae fra mig for tre Aarsagers skyld. Først, fordi jeg har ingen Corasie. For det andet, for den forbandede Mester Erich, som hænger bag Sengen, hvilken min Ryg ikke kand tænke paa uden han maa græde. For det tredie, efterdi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegot Gemyt, og en god Christen, som aldrig søger at hevne mig, endogsaa ikke paa Degnen, som sætter mig et Horn paa efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 Hellige-Dage derfor oven i Kiøbet, da der er ikke den Ære i ham at give mig et Kruus Øll det heele Aar. Intet gik mig meer til Hierte end de spidige Ord, som han gav mig forgangen Aar; thi, da jeg fortaalte, at en vild Tyr, som aldrig frygtede noget Menneske, engang blev bange for mig, svarede han: Kandst du ikke begribe det Jeppe? Tyren saae, at du havde større Horn end den selv havde, og derfor ikke holdt raadeligt at stanges med sin Overmand. Jeg kræver jer til Vidne got Folk, om ikke saadane Ord kunde trænge en ærlig Mand til Marv og Been. Jeg er dog saa skikkelig, at jeg har aldrig ønsket Livet af min Kone. Tvert imod, da hun laae syg af Guulsot i Fior, ønskede jeg, at hun maatte leve; thi som Helvede er allereede fuld af onde Qvinder, kunde Lucifer, maa skee, skikke hende tilbage igien, og saa blev hun endda værre end hun er. Men om Degnen døde, vilde jeg glæde mig, saa vel paa mine egne Vegne som paa andres; thi han giør mig kun Fortræd og er Meenigheden til ingen Nytte. Det er en u-lærd Diævel; thi han duer ikke til at holde ringeste Tone, end sige støbe et ærligt Voxlys. Ney da var hans Formand, Christoffer, anden Karl. Han tog Troen over fra tolv Degne i sin Tiid, saadan Stemme havde han. Engang sat jeg mig dog for at bryde over tverts med Degnen, som Nille selv hørte derpaa, da han skieldte mig for Hanrej, og sagde: Fanden være din Hanrej, Mads Degn! Men hvad skeede? Mester Erich maatte strax af Veggen, og skille Trætten, og blev min Rygg saa brav tærsket af min Hustrue, at jeg maatte bede Degnen om Forladelse, og takke ham, at han, som en velstuderet Mand, vilde giøre mit Huus den Ære. Siden den Tid har jeg aldrig tænkt paa at giøre Modstand. Ja! ja! Moons Christoffersen! du og andre Bønder har got ved at sige, hvis Koner har ingen Mester Erich liggende bag Sengen. Havde jeg et Ønske i Verden, saa vilde jeg bede, at min Kone enten ingen Arme havde, eller jeg ingen Rygg; thi Munden maa hun bruge saa meget som hun gider. Men jeg maa gaae til Jacob Skoemager paa Vejen, han tør nok give mig for en Skilling Brændeviin paa Credit; thi jeg maa have noget at ledske mig paa. Hej! Jacob Skoemager! er du opstaaen? luk op, Jacob!
SCEN. 4
Jacob Skoemager i blotte Skiorte. Jeppe.
JACOB: Hvo Pokker vil her ind saa tilig?
JEPPE: God Morgen, Jacob Skoemager!
JACOB: Tak Jeppe! du est saare tilig paa færde i Dag.
JEPPE: Lad mig faae for en Skilling Brændeviin, Jacob!
JACOB: Ja nok, flye mig Skillingen.
JEPPE: Du skal i Morgen faae den, naar jeg kommer tilbage.
JACOB: Jacob Skoemager skienker ikke paa Borg; jeg veed du har jo sagte en Skilling eller to at betale med.
JEPPE: Skam der har, Jacob, uden nogle Skillinger, min Hustru flyede mig at kiøbe noget for i Byen.
JACOB: Jeg veed du kand jo tinge to Skilling af paa de Varer du kiøber. Hvad er dit Kiøbmandskab?
JEPPE: Jeg skal kiøbe to Pund grøn Sæbe.
JACOB: Ej kandstu ikke sige, at du gav en Skilling eller to meere for Pundet end du gier?
JEPPE: Jeg er saa bange min Hustru faaer det at vide, saa faaer jeg en Ulykke.
JACOB: Snak! hvor skulde hun faae det at vide? Kandst du ikke sværge paa, at du udgav alle Pengene? Du est saa dum som et Fæe.
JEPPE: Det er sandt nok, Jacob, det kand jeg endelig giøre.
JACOB: Flye hid din Skilling da.
JEPPE: See der! men du maa give mig en Skilling tilbage.
JACOB: kommer med Glasset, drikker ham til. Singot, Jeppe.
JEPPE: Du drak som en Skielm.
JACOB: Ej! jeg veed, det er jo Sædvane, at Verten drikker Giesterne til.
JEPPE: Jeg veed det nok, men Skam faae den der først fandt paa den Sædvane. Din Skaal, Jacob.
JACOB: Tak, Jeppe! Du kommer til at tage for den anden Skilling med, du kand dog ikke bringe den tilbage; uden du vil have et Glas Brændeviin til gode, naar du kommer igien. Thi jeg har min Troe ingen eeneste Skilling.
JEPPE: Skam der giør! skal den fortæres, saa skal det strax skee, paa det jeg kand føle, at jeg faaer noget i Maven; men drikker du ogsaa deraf, saa betaler jeg intet.
JACOB: Singot, Jeppe.
JEPPE: Gud bevare vore Venner, og Skam faae alle vore U-venner. Det giorde got i Maven. Ach! Ach!
JACOB: Lykke paa Reisen, Jeppe!
JEPPE: Tak, Jacob Skoemager.
SCEN. 5
JEPPE: alleene. Blir lystig og begynder at synge: En hvid Høne og en broget Høne, De satte sig op mod en Hane etc.
Ach! gid jeg turde drikke for en Skilling endnu. Ach! gid jeg turde drikke for en Skilling endnu. Jeg troer jeg giør det. Nej! der blir en Ulykke af. Kunde jeg kun først faae Kroen af Sigte, saa havde jeg ingen Nød, men det er ligesom een holder mig tilbage. Jeg maa der ind igien. Dog hvad er det du giør, Jeppe? Jeg seer Nille ligesom staaer mig for Vejen med Mester Erich i Haanden. Jeg maa vende om igien. Ach! gid jeg torde drikke for en Skilling endnu. Min Mave siger, du skal, min Rygg, du skal ikke; hvem skal jeg nu giøre imod? Er ikke min Mave meere end min Rygg? jeg meener jo. Skal jeg banke paa? Hej! Jacob Skoemager, herud! Men den forbandede Qvinde kommer mig igien for. Vilde hun kun saaledes slaae, at Rygg-Beenene fik ingen Skade, skyttede jeg Fanden om det; men hun slaaer som -- --- Ach, Gud bedre mig arme Mand! hvad skal jeg giøre? Tving din Natur, Jeppe! Er det ikke en Skam, at du skulde styrte dig i Ulykke for et lumpen Glas Brændeviin? Ney! det skal ikke skee denne gang, jeg maa fort. Ach! gid jeg torde drikke kun for en Skilling endnu. Det var min Ulykke, at jeg først fik Smag derpaa, nu kand jeg ikke komme afsted. Fort Been! Drollen skal splide jer ad, om I ikke gaaer. Ney de Carnalier vil saa mari ikke. De vil til Kroen igien. Mine Lemmer fører Kriig med hinanden: Maven og Beenene vil til Kroen, og Ryggen til Byen. Vil I gaae I Hunde! I Bestier! I Skabhalse! Ney Pokker fare efter dem, de vil til Kroen igien; jeg har meere Møye med mine Been at faae dem til at gaae fra Kroen, end med mit broget Hors at faae det fra Stalden. Ach! gid jeg torde kun drikke for een eneste Skilling endnu. Hvem veed, om Jacob Skoemager ikke tør borge mig for en Skilling eller to, naar jeg beder ham meget derom. Hej Jacob! nok et Glas Brændeviin for to Skilling.
SCEN. 6
Jacob. Jeppe.
JACOB: See Jeppe! est du kommen tilbage? Jeg tænkte nok, at du fik for lidt. Hvad vil en Styver Brændeviin forslaae? det kand jo ikke komme neden for Halsen.
JEPPE: Det er sandt Jacob! Lad mig faae end for en Styver.Sagte. Naar jeg først har drukket, saa faaer han vel at borge mig, enten han vil eller ey.
JACOB: Her er en Styver Brændeviin, Jeppe! men Pengene først.
JEPPE: Du kand jo sagt borge mig, mens jeg drikker, som der staaer i Ordsproget.
JACOB: Vi agter ingen Ordsprog, Jeppe. Vil du ikke betale forud, saa faaer du ikke en Taar; vi har forsvoret at borge nogen, ikke engang Ridefogden selv.
JEPPE: grædende. Kand du ikke sagte borge mig? jeg er jo en ærlig Mand.
JACOB: Ingen Borgen.
JEPPE: Der har du en Styver da, din Prakker! Nu er det giort; drik nu, Jeppe! Ach det giorde got.
JACOB: Ja det kand bage en Skielm indvortes.
JEPPE: Det er det allerbeste med Brændeviin, at man faaer saadan Corasie derefter. Nu tænker jeg ikke meere hverken paa min Hustrue eller Mester Erich, saa blev jeg forandret af det sidste Glas. Kand du den Viise? Jacob!
Liden Kirsten og Hr. Peder de sat over Bord, Peteheia!
De talte saa meget skiendeligt Ord, Polemeia!
Om Sommeren synger den lystige Stær, Peteheia!
Fanden ta Nille den Akker-Mær, Polemeia!
Jeg gik ud i grønnen Lund, Peteheia!
Degnen det er en Rakker-Hund, Polemeia!
Jeg satte mig paa min abelgraae Hest, Peteheia!
Degnen det er en Rakker-Beest, Polemeia!
Om I vil vide min Hustrues Navn, Peteheia!
Da heeder hun: faae Last og Skam, Polemeia!
Den Viise har jeg selv giort, Jacob!
JACOB: Du har Fanden heller.
JEPPE: Jeppe er ikke saa taabelig som du meener; jeg har ogsaa giort en Viise om Skoemagerne, som gaaer saaledes:
Skoemageren med sin Bass og Fiol, Philepom, Philepoml
JACOB: Ej du Nar! den er giort over Spillemænd.
JEPPE: ja, det er sandt. Hør, Jacob! giv mig nok for en Styver Brændeviin.
JACOB: Got! nu kand jeg see, du er en smuk Mand, som under mit Huus en Skilling.
JEPPE: Hej Jacob! giv mig kun for fire Skilling.
JACOB: Ja vel.
JEPPE:
siunger igien.
Jorden drikker Vand,
Havet drikker Soel,
Soelen drikker Hav,
Alting i Verden drikker:
Hvorfor maa jeg daa
Ey drikke ligesaa?
JACOB: Singot, Jeppe.
JEPPE: Mir zu.
JACOB: Godtaar med Halvparten.
JEPPE: Ich tank ju, Jacob! drik man dat dig di Dyvel haal, dat ist dig vell undt.
JACOB: Jeg hører, at du kand snakke Tydsk, Jeppe!
JEPPE.: Ja vist, det er saa gammel dat; men jeg snakker det ikke gierne, uden jeg er fuld.
JACOB: Ja saa snakker du det dog i det ringeste eengang om Dagen.
JEPPE: Jeg har været 10 Aar under Malicien, og skulde ikke forstaae mine Sprog?
JACOB: Jeg veed det nok Jeppe! vi har jo været i Companen sammen i to Aar.
JEPPE: Det er sandt, nu erindrer jeg det. Du blev jo hengt engang, da du løb bort ved Wismar.
JACOB: Jeg skulde henges, men jeg fik Pardon igien. Saa nær hielper saa mangen Mand.
JEPPE: Det var Skade du blev ikke hengt, Jacob. Men var du ikke med i den Auction, som stod paa den Heede, du veedst vel selv?
JACOB: Ej! hvor har jeg ikke været med?
JEPPE: Jeg glemmer aldrig den første Psalme Svensken skiød. Jeg troer der faldt paa eengang 3000, om jeg sagde 4000 Mænd. Das ging fordyvled zu, Jacob! du kanst wol das ihukommen. Ich kan nicht negten, daß ik jo bange var in dat Slag.
JACOB: Ja, ja! Døden er haard at gaae paa; man er saa Gudsfrygtig, naar man gaaer imod Fienden.
JEPPE: Ja det er sandt; jeg veed ikke hvoraf det kand komme. Thi jeg laae og læste den heele Nat, førend Auctionen skulde staae, i Davids Psaltkar.
JACOB: Jeg undrer mig over, at du, som har været Soldat tilforn, lader dig cujonere af din Hustrue.
JEPPE: Jeg! gid jeg kun havde hende hid, saa skulde du see hvor jeg skulde bastenere hende. Nok et Glas, Jacob! jeg har endnu 8 Skilling tilbage, og naar de ereopdrukne, drikker jeg paa Borg. Lad mig faae et Kruus Øll ogsaa.

In Leipsig var en Mand,
In Leipsig var en Mand,
In Leipsig var en Læderen Mand,
In Leipsig var en Læderen Mand,
In Leipsig var en Mand,
Die Mand han nam en Fru etc.

JACOB: Singot, Jeppe.
JEPPE: Hej! He- --- j! He--- Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal, He - - - He - - - j!
JACOB: Vil du ikke drikke Rifogdens Skaal?
JEPPE: Jo nok, giv mig for en Skilling endnu. Rifogden er en skikkelig Mand; Naar vi stikker ham en Daler i Næven, giør han sin Saligheds Eed for Herskabet, at vi ikke kand betale Land-Gilde. En Skielm der nu har fleere Penger; du borger mig nok for en Styver eller to.
JACOB: Nej Jeppe! du taaler ikke at drikke meer nu. Jeg er ikke den Mand, der vil, at Giæsterne skal overvælde sig i mit Huus, og drikke meer end de har got af. Jeg vil heller miste min Næring; thi det er en Synd.
JEPPE: Hej! nok for en Styver.
JACOB: Nej Jeppe, nu skiænker jeg ikke meer; tænk, at du har en lang Vej at gaae.
JEPPE: Hundsvot, Caronie, Beest, Slyngel, Hej, He--- i--i.
JACOB: Far vel Jeppe! Lykke paa Reisen.

SCEN. 7
JEPPE: alleene. Ach Jeppe! du est fuld som et Beest. Mine Been vil ikke bære mig. Vil I staae eller ey I Carnalier? Hej saa! Hvad er Klokken? Hej Jacob Hundsvot Skuster! Hej! nok for en Styver! Vil I staae I Hunde! Ney Drollen far efter mig om de vil staae. Tak, Jacob Skoemager! lad os faae en frisk. Hør, Cammerat! hvor gaaer
Vejen til Byen? Staae, siger jeg; see! Beestet er fuld. Du drak som en Skielm, Jacob! er det for en Styver Brændeviin? - - Du maaler som en Tyrk.
Medens han saa taler, falder han om og bliv liggende.

SCEN. 8
Baron Nilus. Secreteren. Cammer-Tiener. 2 Laqveier.
BARONEN: Det lader sig ansee i Aar til et frugtbar Aar; see engang hvor tyk Byggen staaer.

SECRETEREN: Ja det er sandt, Eders Naade! men det betyder, at en Tønde Bygg vil ikke komme høyere i Aar end til 5 Mark.
BARONEN: Det vil intet sige. Bønderne staaer sig dog altid bedre udi de gode Tider.
SECRETEREN: Jeg veed ikke hvordan det er, Eders Naade! Bønderne klage sig dog altid og vil have Sædkorn, enten Aaret er frugtbar eller ey. Naar de har noget, saa drikker de desmeere. Her boer en Kroemand i Naboe-Lauget, som heeder Jacob Skoemager, som hielper mægtig til at giøre Bonden fattig; de siger, at han kommer Salt i sit Øll, at de skal tørste, jo meere de drikker.
BARONEN: Den Karl maa vi have afskaffet. Men hvad er det som ligger paa Vejen? Det er jo en død Mand. Man hører ikke andet end Ulykke. Spring een hen og see hvad det er.

1. LAQVEI.
Det er Jeppe paa Bierget, som har den onde Kone. Hej op Jeppe! Ney han vaagner ikke op, om vi sloge og trækkede ham efter Haaret.
BARONEN: Lad ham kun blive, jeg havde nok Lyst at spille en Comoedie med ham. I plejer at være frugtbar paa Inventioner, kand I nu ikke hitte paa noget, som kand divertere mig?
SECRETEREN: Mig siunes, at det blev artigt, om man bandt en Papiirs-Krave om hans Hals, eller klippede Haaret af ham.
CAMMER-TIENEREN: Mig siunes, at det var endnu artigere, om man smurte hans Ansigt over med Blek, og udsatte saa nogen, at eftersee, hvorledes hans Kone tog imod ham, naar han kom hiem i den Positur.
BARONEN: Det er got nok. Men hvad gielder, at Erich hitter paa noget, som er artigere. Siig frem din Meening, Erich.
ERICH LAQVEI
Jeg holder for, man skulde klæde ham gandske af, og legge ham i Herrens beste Seng, og om Morgenen, naar han vaagnede, stille os alle an mod ham, ligesom han var Herren paa Gaarden, saa at han ikke skulde vide, hvorledes han var snoet eller vendt. Og, naar vi saaledes havde faaet ham i de Tanker, at han var Baronen, skulde vi drikke ham ligesaa drukken igien, som han nu er, og legge ham i sine gamle Klæder paa denne samme Møding. Hvis saadant med Forstand blev exeqveret, vilde det have en underlig Virkning, og han vilde bilde sig ind, enten at have drømt om saadan Lyksalighed, eller at have virkelig været i Paradis.
BARONEN: Erich! du est en stor Mand, og derfor har ikke uden store Anslage. Men end om han vaagnede op i det samme?
ERICH: Det er jeg vis paa, at han ikke giør, Eders Naade; thi denne samme Jeppe paa Bierget er en af de stærkeste Sovere i det heele Herret. Man forsøgte forgangen Aar at hefte en Raqvet bag ved hans Nakke, men, da Raqveten gik løs, vaagnede han derfor ikke op af sin Søvn.
BARONEN: Lad os da giøre det. Slæber ham strax bort, fører ham i en fiin Skiorte, og legger ham i min beste Seng. 1. Beskriv tekstens handling i de tre første kapitler
Jeppes kone hiver ham ud af sengen, og sender ham ind til byen for at købe ind, mens hun brokker sig over at han drikker for meget. 2. Inddel teksten i afsnit – forklar hvorledes, I har gjort jeres valg
Jeppe ædru
Jeppe fuld
Jeg falder i søvn 3. Giv en personkarakteristik af Jeppe, både ydre og indre – husk eks.

4. Beskriv det miljø han kommer fra og det han vågner op i.
Det han kommer fra: fattigt, hårdtarbejdende, beskidt
Det han vågner op i: rigt, rent, service
5. Hvad vil Baronen og hans folk med deres påfund? Hvad er deres hensigter?
At tage sig af ham