En særpræget skæbne gemmer sig i selvbiografien med den sigende titel Jammers Minde (1674ff), skrevet af Leonora Christina Ulfeldt. Manuskriptet til bogen dukkede ved en tilfældighed op i Wien i 1868, hvor en Tycho Brahe-forsker faldt over det. Hermed er vi sikret det første hovedværk i dansk kvindelitteratur. Det var ikke bare et forsvarsskrift for forfatteren, men en litterær præstation, der giver et levende indblik i en renæssancekvindes selvforståelse.
Leonora Christina var datter af Christian 4. og hans anden hustru Kirsten Munk. Gennem sit meget tidlige ægteskab med den ærgerrige kammerjunker Corfitz Ulfeldt steg hun langt højere i graderne, end hendes familiemæssige status berettigede hende til. Corfitz Ulfeldt blev i 1643 rigshovmester
(finansminister), men senere anklaget for bedrageri og efter svenskekrigene i 1657-60 anklaget for landsforræderi. Tre år senere blev ægteparret anholdt for konspirationsplaner, og Leonora Christina blev fængslet i Blåtårn i København, hvor hun sad indespærret frem til 1685.
Her skrev hun to selvbiografier, hvoraf Jammers Minde er den mest gribende skildring af et liv i fangenskab. Selvbiografien er holdt i dagbogsform og indledes i 1674. I fortalen spejler Leonora sin tragiske skæbne i den bibelske figur Job. Også han blev prøvet af Herren og måtte gennemgå mange meningsløse lidelser. Som Job gennemstod Leonora sine lidelser, og efter 21 år, ni måneder og 11 dage blev hun frigivet og tilbragte sine sidste år i det nu nedlagte Maribo Kloster.
Fortale til Jammers Minde (1674)
Fortalen til mine Børn
20
25
30
35
Hierte, kiære Børn!
Billigen kan jeg med Job sige: Dersom man min Jammer veie kunde og mine Lidelser tilsammen i en Vægt-Skaal lægge, da skulde de være tungere end Sand i Havet. Ja, visseligen ere mine Lidelser store og mange; de ere tunge og utallige Note. Mit Sind haver længe over denne Jammers Minde stridigt været, ei kunnende slutte, om jeg mig ikke snarere bemøde skulde mine Lidelser at forglemme end dennem at ihukomme. Men endeligen haver tilskyndende Aarsager mig dreven, ikke alleneste min Jammer at ihukomme, men den endog udi Pennen at forfatte og Eder, mine kiære
Børn! den at tilskrive.
Første tildrivende Aarsage er Guds Almægtigheds Erindring, eftersom jeg ei min Jammer, Angst,
Nød og Smerte ihukomme kan foruden, tilligemed, mig Guds Almagt at erindre, som, udi alle mine
Lidelser, Elendigheder, Hiertesorrig og Bedrøvelser, min Kraft og Hielp, min Trøst og Bistand været haver; thi aldrig lagde Gud mig saasnart en Byrde paa, at han jo med det samme mig efter
Byrdens Tyngde Styrke gav, saa at Byrden mig vel krum nederbøiede, mig haardt knugede og trykte, men dog ei slet nederslog, knusede og undertrykte, for hvilket den ubegribelige Guds
Almægtighed skee Lov og Pris i Evighed!
Vil mig altsaa ikke alleneste min Jammer erindre og Gud for sin naadige Bistand i alle tilføiede bedrøvelige Tilfald takke, men endog Eder, mine kiære Børn! Guds Godhed imod mig kundgiøre, paa det I Eder ikke alleneste over den Allerhøiestes ubegribelige Hielps Gierninger forundre kunne,
40
45
50
55
60
65
70
75
men endog med mig derudover i Taksigelsen indstemme; thi med Skiel skal I kunne sige, at Gud underlige Ting imod mig giort haver, at han haver været mægtig udi mig svage og sin Kraft udi mig, det allerskrøbeligste Redskab, bevist haver. Thi hvorledes havde det ellers været muligt, at jeg saa mange, overstore, pludselige og uformodentlige, ulykkelige Tilfælde havde imodstaae kunnet, om hans Aand ikke udi mig sin Virkning giort havde?
Gud var den, som selver traadte ind med mig ad Taarndøren. Han var den, som rakte mig sin Haand og stred for mig udi Misdædernes Fængsel, som kaldes den Mørke Kirke. Han haver siden stedse, nu næsten elleve Aar, vaaren inden mine Fængselsdøre og udi mit Hierte, haver styrket, trøstet, qvæget, ja ofte endog glædt mig. Gud haver giort underlige Ting imod mig; thi det er mere end ubegribeligt, at jeg saa store mig overkomne Ulykker haver overleve kunnet, beholdende min
Fornuft, Sind og Sans. Det er sig høiligen over at forundre, at mine Lemmer ikke ere krumpen og contract af Liggen og Sidden, at mine Øine ikke ere dumme, ja ganske blinde af Graad, af Røg og
Smøg, at jeg ikke er stakaandet af idelig Lysetaande og Kvalm, af Stank og indeklemte Luft. Gud allene Æren!
Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, det Eder, mine kiære Børn! vil være, at I formedelst denne Jammers Minde forsikres, at jeg uskyldeligen lider, at mig ikke ringeste Sag er tillagt, og at jeg intet er bleven beskyldt, for hvilket I, mine kiære Børn! tør blues og Øinene skammeligen nedslaae. Jeg lider for at have været elsket af en dydig Herre og Huusbonde, for at ei have hannem i
Ulykken forladt ville; suspiceres derfor at vide om et Forræderi, han aldrig er bleven for tiltalt, mindre overbeviist, hvis Beskyldnings Aarsage mig ei blev forstendiget, i hvor smaaligen og veemodigen jeg det begierende var.
Lader det være Eders Trøst, mine kiære Børn! at jeg haver en naadig Gud, en god Samvittighed og en fri Fod at staae paa, at jeg aldrig nogen skammelig Gierning giort haver. Det er en Naade hos
Gud, siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer det Onde formedelst en god Samvittighed og lider
Uret. Jeg lider, Ære være Gud! ikke for mine Misgierninger; thi da var det mig ingen Roes. Men jeg kan rose mig af, at jeg af Ungdom op Christi Korsdragerske været haver og haft utrolige, hjemlige
Lidelser, hvilke efter mine Aar og Alder vare vel tunge at bære.
Ihvorvel min Jammers Minde ikke videre indeholder eller ommelder, end hvad sig med mig i dette
Fængsel tildraget haver, kan jeg dog ikke forbigaae Eder, mine kiære Børn! med mig mine forrige
Lidelser korteligen i denne Fortale at paaminde, takkende Gud for deres Overstridende.
Eder, mine Hierte, kiære Børn! er ike alleneste vitterligt, men det er endog landkyndig, hvad store
Lidelser og efterfølgende Ulykker Dina og Walter med deres mægtige Anhang vores Hus paaførte
Anno 1651.
At jeg intet skal melde om så mangen modig og tung Dagsreise, om Havsnød og mange Slags
Farligheder, jeg udi fremmede Lande fristet haver; den eneste Reise vil jeg Eder alene til Gemytte føre, hvilken min Herre mig, imod mit Sind, befalede Anno 1657 i Dannemark at giøre. Den var
Vintersdag, besværlig og farlig. Jeg led Spot og Forfølgelse, og dersom Gud ikke havde mig Mod given og den det betaget, som mig gribe skulde, da havde jeg ei paa den Tid Fængsels Ulykke undgaaet. I drages vel til Minde, mine kiære Børn! hvad jeg i den Malmøske Arrest fjorten Maaneder led og udstod; at den største Naade, Hans Kongelige Majestæt af Sverige, Konning Karl den Tiende, mig
80
da beviste, var, at han satte det i mine Kaar, enten jeg vilde være paa fri Fod og vores Gods raade eller og, med min Herre, arresteret være. Jeg erkiendte den Naade og det Sidste som det Skyldigste udvalgte, agtende det for en Lykke, at jeg min, da sorgfulde og siden med Sygdom behæftede,
Huusbonde trøste og tiene maatte.
85
Jeg antog det og for en Naade, at mig blev tilstedt – der min Herre for Svaghed ei selver kunde – for hannem at gaae i Rette. Hvad Hiertesorg og Bedrøvelse jeg for min skrøbelige Herre havde, hvad
Møde, Besværing og Bekymring Processen – som over ni Uger dagligen blev foretagen – mig foraarsagede, det veed den høieste Gud, som var min Trøst, Styrke og Bistand, som mig gav Mod og Hierte for en Siddende Ret min Herres ærlige Navn at forsvare.
90
Eder er vel ikke forglemt, hvor hastig en Ulykke (en) anden fulgte, hvorledes den Lidelse ei var forbi, førend en langt større hender Haanden rakte. Og gik det os da, som Poeten siger: Incidit in
Scyllam, qui vult vitare Charybdin Note. Vi undgik en Arrest og faldt i et haardt Fængsel, uden
Tvivl formedelst Guds Tilskikkelse, som min Herre – imod vores tagen Afsked – gav de Tanker sig til Kiøbenhavn i Steden for Lybæk at forføie.
95
100
105
110
115
120
Hvor hierteklemt jeg blev, der jeg imod al Formodning min Herre i Kiøbenhavn for mig fandt – hvilken jeg formeente alle hans Fienders Magt og Vold undkommen at være –, det kan jeg med ingen Pen beskrive. Jeg ventede det, som min Herre ikke troede, hvilket dog strax derpaa fulgte, som var en Arrest, og bleve vi anden Dagen efter min Ankomst – efter hvilken biedes – tagen til
Fanger og til Borringholm førte, hvorhelst vi sytten Maaneders Tid haardt Fængslet vare. Hvad jeg der led, derom haver jeg en fuldkommen Beskrivning giort, som jeg formoder udi Eders, mine kiære Børns, Giemme findes, hvorudaf I seer, hvad jeg med min svage Herre udstod, hvor ofte jeg større Ulykke afværgede, eftersom min Herre ikke altid med Taalmodighed Gouvernørens, Adolf
Fosses – som sig Fux kaldte –, onde Tractament forsmerte kunde. Tungt og haardt var det at være af en Bondesøn spottet og forhaanet, at være af hannem sultet, truet og hødt, men tungere og haardere at være syg under hans Gevalt og høre at hannem de Ord, at dersom end Døden sad mig paa
Læberne, saa skulde dog ikke nogen Guds Ords Tienere til mig komme. O! Stor Tyranni! Hans
Ondskab var saa overmaade stor, at han ikke kunde taale, vi hverandre Korset lettede, hvorfor han det saa forarbeidede, at vi efter elleve Maaneders Forløb fra hverandre skilte bleve, og hver særdeles paa det haardeste fængslet.
Min Herre – som rede var en gammel Mand –, foruden Tiener, og jeg, foruden Tienerinde, finge ei længre Lys, end Aftensmaaltid varede. Jeg kan ei forbi den sex Maaneders haarde Skilsmisse og bedrøvelige Afsked, vi fra hverandre toge, smerteligen at ihukomme; thi for menneskelige Øine saae det ikke anderledes ud, end saa som Gouvernøren os spaaede, at det vilde være for den sidste
Gang, vi hverandre her i Verden skulde see og tale. Gud veed bedst, hvor tung den Lidelse var; thi
Han var den, som trøstede, som gav Haab imod al Forhaabning, som gav Mod, der Gouvernøren mig besøgte og mistrøste vilde. Gud stadfæstede mit Haab; Gods og Formue løste vores Fængsel, og vi finge hverandre igien at see og tale.
Saa bedrøvet min Herre var, der vi fra hverandre paa Borringholm skilte bleve, saa glad var han, der han to Aar derefter til den Engelske Reise mig overtalt havde, ei tænkende, at den os for altid adskille skulde. Min Herre, som havde altfor god Opinion om Kongen af Engeland, meente, at nu, han var til Tronen kommen, at han ikke alleneste sine store mundtlige og skriftlige Løfter skulde ihukomme, men sig og erindre, at jeg udi hans Nøds og Landflygtigheds Tid tog Ringene af
Fingrene og for hans og hans Tieneres Maaltider udsatte. Men hvor nødig jeg mig den Reise paatog,
125
det er nogle af Eder, mine kiære Børn! bekiendt; vel vidende, at hos en Utaknemmelig ei andet end
Utaknemmelighed er at hente og vente. Jeg havde andres Exempler at speile mig udi; men det var mig saa forelagt. Der vare beeske Stykker Brød for mig tilskaaren, og bitter Korsgalle for mig indskienket udi det Blaae Taarn paa Kiøbenhavns Slot; did skulde jeg, det at æde og at uddrikke.
Eder er ikke uvitterligt, hvor falskeligen Kongen af Engeland med mig handlede, hvor vel han tog imod min Komme, hvor han mig med et Judas-Kys hilste og sin Fænke titulerede, hvorledes han
(mig), baade selver saa vel som ved sine høie Ministri, al Kongelig Gunst og Naade forsikrede og mig for de forstrakte Pendinger Betaling lovede.
130
135
140
I vide, hvor svigagteligen han mig – efter Hans Kongelig Majestæt af Dannemarks Begiæring – til
Dovers lod arrestere og siden ved den Forræder Lieutenant Braten viis giøre, at han mig hemmeligen vilde lade undkomme, leverende mig dermed i den Danske Resident Simon Petcoms
Hænder, som med otte bevæbnede Mænd mig lod anfalde; selv holdt han sig langt fra og turde ikke komme mig nær. De satte mig Degen og Pistol paa Brystet, og tvende toge mig imellem sig og til en Baad ledte, hvilken mig til et Skib førte, som fornævnte Resident til Rede havde, og havde han befalet en Karl ved Navn Peter Dreyer mig til Kiøbenhavn at ledsage.
Herfra haver denne min Jammers Minde sin Begyndelse. Den melder om, hvad mig inden det Blaae
Taarns Døre er hændtes. Betænker, mine Hierte, kiære Børn! disse haarde Lidelser! Erindrer Eder og Guds store Godhed imod mig! Seer, at sex Drøvelser haver Han udfriet mig. Værer vis paa, at
Han udi den syvende mig ei lader stikke eller omkomme! Nei! Han vil, for sit Navns Æres Skyld, vældeligen mig udrive!
Mine Lidelsers Fortælling ere bedrøvelige at paahøre og kan de allerhaardeste Hierter til
Medlidenhed bevæge. Men lader dens Læsning Eder ikke høiere bedrøve, end Glæden den igien kan overveie. Betragter min Uskyldighed, Frimodighed og Taalmodighed; glæder Eder derudover!
145
150
155
160
Mange smaa Viderværdigheder og daglig Fortræd er jeg, for Vidtløftigheds Skyld, forbigaaet, ihvorvel den ringeste af dennem haardt sved i mit ømme Drøvelses Saar.
Jeg bekiender mine Svagheder og bærer ingen Sky Eder dennem at fortælle. Jeg er et Menneske og fuld af menneskelige Skrøbeligheder. De første Bevægelser staaer ikke udi vores Magt; man overiles stønnem, førend man sig kan besinde. Gud veed, at jeg ofte haver giort mig baade døv og blind for ikke til Vrede at opirres.
Jeg skammer mig ved Slotsfogden Johan Jægers, Kresten Maanssøn Taarngiemmers, Karen
Olesdotters og Catharina Wolffs utugtige ord, skiden Snak og grove Plumpheder at indføre og opregne; det vilde for meget høflige Øren lædere. Det kan jeg Eder forsikre, at det overgaar alt det, som uteerligt, skiden, tølpersk og usømmeligt kan være; thi grove Ord og fuul Tale var deres
Venligheds og Mildheds Tegn, og blodige Eder deres Usandfærdigheders Smykke og Beprydelse, saa at deres Omgængelse var mig meget uangenem. Jeg var intet gladere, end naar Dørene imellem mig og dennem var lukt, som for mig lukke skulde, saa havde jeg ikkun Qvinden allene, hvilken jeg stønnem med gode, stønnem med Udfuen komme til at tie.
Jeg haver endog haft god Omgængelse og endnu haver, hvis Tienester og Høfligheder jeg tilbørligen ihukommer og vil, saa længe jeg lever, ihukomme. I, mine kiære Børn! ville det og imod enhver efter Mulighed erkiende.
165
170
175
180
185
190
195
200
I finder og udi denne Jammers Minde tvende af vores Huses Hovedfiender, som Jørgen Walter og
Jørgen Skrøder, over hvilke Gud mig hevnet haver og vilde, at de til mig trænge, og jeg dennem husvale skulde. Walter giver mig noget Anledning lidt mere, end mit Forsæt var, om hannem at melde. Af de Psalmer og aandelige Viser, jeg componeret og translateret haver, indfører jeg nogle, til den
Ende at I, mine kiære Børn! kan see og kiende, at jeg mig stedse fast til Gud holdt haver, Hvilken haver været og endnu er min Muur imod alle Anløb og min Tilflugt imod alle Slags Modgang og
Vederværdigheder. Giver intet Agt paa Rimene; de ere ikke efter alle de Regler, Poëterne sig giøre; men giver Agt paa Materien, Meningen og Nytten. Jeg haver ei heller villet mine andre smaa
Tidsfordriv forbigaae; thi derudaf kan I Eder mit Sinds Rolighed forvisse og see, at jeg ingen ledige
Timer haver, at endog en – for andre afskyelig – Rotte mig endog til Tidkortning tiener.
Tvende Observationer haver jeg antegnet. Ihvorvel de ere om ringe og foragtelige Dyr, saa ere de dog mærkelige, og tvivler jeg paa, at de af nogen Naturkyndiger tilforn er bleven i Agt tagen. Thi at der findes et Slags Kaalorme, som føder levende smaa Creaturer og saadanne, som de er selv, troer jeg ikke, haver før været noteret. Mindre, at en Loppe føder en formeret Loppe, og ikke (som) en
Gnid kommer af en Gnid.
Til Beslutning beder jeg Eder, mine Hierte, Kiære Børn! at I ikke lader det Eder underlig forekomme, at jeg ikke haver villet tage imod den Leilighed, ved hvilken jeg til min Frihed haver kunnet komme. Naar I det ret betænker, saa havde det hverken været Eder eller mig tienlig. Jeg bekiender, at dersom min Herre, Salig hos Gud, havde været i Live, at jeg da ikke alleneste havde taget imod Tilbudet, men endog giort mit yderste mit Fængsel at undkomme for hannem at opsøge, til sidste Aandedræt at opvarte og tiene; min Skyldighed havde det udkrævet. Men eftersom han da alt var hos Gud udi Hvile og Ro og ei nogen Menneskes Tieneste mere behøver, saa haver jeg billigen betragtet, at den selvtagen Frihed os paa alle Sider mere skadeligt end som gavnligt være vilde, og at det ikke var der Vei til vores fratagne Formue at komme, hvorfor jeg den udslog og søgte i det Sted mit Hierte til Rolighed at skikke og mit paalagte Kors taalmodeligen at bære. Vil
Gud det saa føie, og er det Hans Guddommelige Behag, at jeg med Kongelig Naade min Frihed skal nyde, saa vil jeg og med Glæde efter yderste Formue for Eder, mine Hierte, kiære Børn! et
Verdsens Træl være og udi Gierningen ervise, at jeg aldrig fra min Pligt viger, at jeg ikke mindre er en god og retsindig Moder, end som jeg en tro Hustru været haver.
Udimidlertid, lader Guds Villie Eders Villie være; Han vil alle Ting saaledes vende, føie og lave, at det Eder og mig til Siel og Liv kan gavne; under Hvis trygge Varetægt jeg Eder alle troligen vil befale og bede, at Han Eders Fader og Moder, Eders Raadførere og Ledesmand være ville. Beder I igien for mig, at Gud mig med sin gode Aand vil regiere og fremdeles, som hidindtil, Taalmodighed forunde. Det er alt det, som søger hos Eder,
Mine Hierte, Kiære Børn!
Eders hulde Moder
Leonora Christina V. E. G.
Skreven i det Blaae Taarn Anno 1674 den 11. Juni, mit Fængsels det ellevte Aar, min Fødselsdag, og Alders 53. Aar.
(Leonora Christine: Fortale til Jammersminde, Gyldendal 1986, side 7-16)
