1. Problemformulering
Med udgangspunk i ”Øm Klosters Krønike” fra 1165-1267 vil opgaven analysere hvilke konflikter som Cistercienserordnen havde med biskopperne af Århus. Herudover præsenteres baggrunden for deres virke i Danmark og forståelsen af kilden til konflikten diskuteres.

2. Indledning
Klostervæsenet opstod i Østen for mennesker, der havde forsaget det verdslige liv og søgt ud i ødemarkens ensomhed for at dyrke Gud ved bøn og askese, mens andre forsøgte at undslippe det verdslige ved flugt. Den første ordnen der kom til Danmark var Benediktinerordnen og efter den kom Cistercienserordnen. Sidstnævnte blev stiftet som reaktion på benediktinernes overvældende pragtudfoldelse i bygninger og gudstjenesteformer samt en snigende magelighed. Øm Kloster blev oprettet i en tid præget af uroligheder i Danmark. I den forbindelse opstod der en række stridigheder mellem klosteret og biskopperne af Århus blandt andet om dispositionsret over jord og gæsteri. Oprettelsen af klosteret betød konflikter omkring dispositionsret over jord. Konflikterne eskalerede imidlertid under biskop Tyge I af Århus. Dispositionsretten over jorden er spændende at se på især fordi 1100-tallet tilhørte omkring en tredjedel af jorden klostre. Der var ikke mange verdslige der ejede så meget jord som klostrene; dette betød at klostrene var en del af samfundets økonomiske rygrad. Tidsafgrænsningen er sat til perioden mellem 1165 til ca. 1267. I klostrene formede munkene deres egen lille familie og i den forbindelse vil Brian Patrick McGuires ”familiebegreb” blive brugt i diskussionen. Begrundelsen hviler på at den primære kilde er ”Øm Kloster Krønike”1, som er skrevet af cisterciensermunkene i dette tidsrum.

3. Kilder og forskningslitteratur
Den primære kilde til undersøgelse af forholdet mellem biskopperne i Århus og munkene i Øm Kloster er ”Øm Klosters Krønike.” Det største problem i denne opgave er, at der ikke har været materiale til rådighed omkring biskopperne i Århus’ syn på konflikterne omkring Øm Kloster; derfor bliver deres syn hentet i forskningslitteraturen. Opdelingen af krøniken er vigtigt at fastslå. Første del (Exordium I) omhandler klosterets grundlæggelse som er i tråd med cistercienserordnens sædvane om at skrive beretninger om deres klosterets tilblivelse. Desuden får vi del i dokumentationen for klosterets privilegier i form af afskrifter af pave- og kongelige breve samt testamenter. Privilegierne var vigtige for brødrene, fordi de således kunne, se hvilke rettigheder de havde og hvilket gods de rådede over. Slutningen på Exordium I omhandler biskop Sven af Århus og hans forhold til munkene. Anden del (Exordium II) beretter om klosterets problemer med biskopperne af Århus i særdelshed Tyge I. Striden omhandler kort biskoppernes krav om at modtage gæsteri på klosteret. Striden var langvarig og truede klosterets eksistensgrundlag. Krøniken slutter i 1267 uden at finde en forløsning på situationen, selvom situationen for munkene var ved at blive desperat. I opgaven bruges ordet ”kronikør” om de skiftende munke der skrev krøniken mens ordet ”forfatter” mere henviser til forskningslitteraturen.

Det er vigtigt ikke at se krøniken som objektiv, fordi man kun hører den ene part i sagen, nemlig cisterciensermunkene. Hvis man kun tager hensyn til krøniken og ikke forskningslitteraturen så ligger sympatien hos dem. Dette er med til at sætte spørgsmål ved troværdigheden. En anden svaghed der spiller en rolle i spørgsmålet om troværdighed er, at krøniken skrevet over en lang periode og af flere forskellige munke. Jørgen Olrik skriver i sit forord til krøniken omhandlende abbedrækken, at der bliver angivet en kritik overfor abbed Bo, som var mere frembusende end sin efterfølger abbed Ture. Der bliver ikke rejst kritik overfor sidstnævnte, og derfor må det enten være abbed Ture selv, der har skrevet om sig selv eller en munk som var meget inspireret af abbed Tures gerninger. En tredje svaghed ved krøniken er, at den udelader datoer, hvilket gør det svært at se hvornår eksempelvis de pavelige breve er skrevet. Dette er med til at gøre det svært at få et kronologisk overblik. Det er også vigtig at se på oversættelsen som, Jørgen Olrik har lavet af krøniken. Han har udeladt to langt senere tilføjede stykker blandt andet en abbedliste over alle 27 abbeder og nogle sider omkring Øm Klosters gods på Djursland. Udeladelsen af disse to stykker har ikke den store indvirkning på analysen idet at der er valgt en tidsafgrænsning der hedder 1165-1267.
Vender vi blikket mod forskningslitteraturen, der bliver brugt i opgaven, så drejer det sig primært om tre bøger: to bøger af den amerikanske forsker Brian Patrick McGuire2 henholdsvis ” Conflict and Continuity at Om Abbey: A Cistercian Experience in Medieval Denmark” og ”The Cistercians in Denmark: Their Attitudes, Roles, and Functions in Medieval Society”. ”Øm Kloster” af Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen er den tredje bog. Disse tre bøger bliver brugt både til at se på standardsynet på ejerskab af jord og striden om gæsteri og til at se på, hvordan biskopperne i Århus så på konflikten over dispositionsret over jord og gæsteri.

4. Klostervæsnet i Europa
De første klostre opstod i Egypten og Syrien som et samlingssted for mennesker, der havde forsaget det verdslige liv og søgt ud i ødemarkens ensomhed for at dyrke Gud ved bøn og askese, mens andre forsøgte at undslippe det verdslige ved flugt. Centralt for klostervæsnet i Vesten var især to klosterregler fra henholdsvis Benedikt of Nursia og Augustin af Hippo.

Den første klosterregel (”Regula Benedectini”) tilskrives Benedikt af Nursia. Han grundlagde klosteret Monte Cassino i bjergene syd for Rom i 525 e.Kr. Den angav nogle retningslinjer for dagligdagen i klosteret. I hans regel lægges der vægt på en fast døgnrytme. Deres vigtigste opgave var kortjenesten med otte daglige tidebønner og mindst en messe. Efter endt novicetid aflagde de klosterløfterne: lydighed, kyskhed, fattigdom og dertil stedbundethed.3 Midlet til at realisere idealet var de kristne dyder: ydmyghed, gensidig respekt og kærlighed.4 Hans munkeregel fik en afgørende betydning for det europæiske klosterliv og den altdominerende munkeregel i de romersk-katolske lande. Den stillede på den ene side moderate krav til munkene og på den anden side indførte den en meget struktureret tilværelse for munkene.5 Den anden klosterregel var formet biskop Augustin af Hippos, en række principper nedskrevet i midten af 400-tallet. I sidste del af 1000-tallet udformet som en regel af præster, som var tilknyttet en domkirke. Augustinermunkene levede i fællesskab og fulgte otte tidebønner. De aflagde samme løfter om lydighed, kyskhed og fattigdom som munkene der fulgte Skt. Benediks regel; forskellen mellem de to var at augustinermunke som præster havde deres gerning ”ude i verden” blandt lægfolk, mens munkene der fulgte Skt. Benedikts regel levede forholdsvist isoleret i klostrene.6

I den tidlige middelalder var klostrene enkelstående institutioner og Skt. Benediks Regel beskriver intet samarbejde mellem flere klostre. Derfor er det misvisende at tale om benediktinerne som en orden i den periode. I årene 900 og 1000 begyndte flere af dem at slå sig sammen i kongregationer, hvoraf den største hørte under et kloster i franske Cluny. Den første orden der byggede på samarbejde mellem flere klostre var Cistercienserordenen der blev grundlagt i Citeaux i 1098 af munke der ønskede at komme tilbage til en mere bogstavelig overholdelse af Benedikts regel.7

Omkring 1100 tilhørte ca. en tredjedel af al jord i Vesteuropa kirker og klostre. Dette betød at de var samfundets økonomiske rygrad. Der var ikke mange verdslige, der kunne hamle op med de store klostre. Netop af denne grund var den verdslige elite nært forbundet med klostrene. Langt de fleste klostre blev oprettet med godsgaver af fyrster og stormænd, og derfor var abbederne tit aristokrater; enten tilhørte de stifterens familie eller også var der tale om hofmænd, som efter endt tjeneste hos kongen blev belønnet med et abbedi. Desuden var en af deres vigtigste funktioner forbønnen; hvilket vil sige at munkene bad om noget fx helbredelse for andre.8 Forbønnen kunne de yde for andre, først og fremmest for dem, der havde stiftet og givet jord samt ressourcer til klostret. Derfor var forretninger mellem gejstlige institutioner og privatpersoner ofte handler mellem slægtninge.

5. Klostervæsnet i Danmark
De ældste kendte klostre i Danmark er fra slutningen af 1000-årene. En del af klostrene bukkede under i denne periode mens nye kom til eller overtog de eksisterende klostre. Da de første klostre blev stiftet var Benediktinerordnen. Desuden havde Benediktinerklostrene den største andel af nonneklostre. De havde formentligt den mest lempelige klosterregel, hvilket ikke er helt uvæsentligt eftersom mange nonner ikke blev anbragt der frivilligt. Nogle blev anbragt der, fordi der ikke kunne arrangeres passende ægteskaber.9

Den blev dannet i Frankrig som en reaktion mod Benediktinernes overvældende pragtudfoldelse i bygninger og gudstjenesteformer samt en snigende magelighed. Moderklostret i Cîteaux blev stiftet af den unge adelsmand Bernhard i 1090.10 Han blev ordnens åndelige leder, og ved sin død i 1153 var der spredt ca. 343 cisterciensermunkeklostre ud over hele Europa. Ordnen havde en stram organisation hvor moderklosteret hvert år visiterede datterklostrene. Der blev afholdt årlige generalkapitler i Cîteaux for alle abbeder, og det var med til at sikre deres hurtige udbredelse i 1100-tallet.11 Klostrene blev oprettet mellem 1144 og 1215 i Danmark. I første omgang var de ikke interesseret i at sprede deres budskaber til folket og oprettede deres klostre på landet udenfor byerne. De var med til at sprede kristendommen på landet. Ydermere involverede de sig i hvilken af Paverne (Rom eller Avignon) som den danske konge skulle bekende sig til i midten af 1100-tallet. Danmarkshistorien er svær at skrive uden at nævne den rolle ordnen spillede i dansk indenrigspolitik, og man kan ikke ignorere de funktioner som munkene varetog i Danmark overfor befolkningen.12 De fleste cistercienserklostre blev stiftet i Valdemartiden, hvor der var velstand i Danmark. Dermed blev cistercienserklostrene hurtigt velstående og rige.

6. Grundlæggelsen af Øm Kloster
Vitskøl Kloster blev oprettet af munke som var flygtet fra Sverige. De er formentligt blevet sejlet til Sjælland fra en af kystbyerne i Sverige. På Sjælland mødtes de med Valdemar den Store13 og andre kirkelige lederskikkelser. I vinteren 1158 overtog munkene Vitskøl Kloster ved Limfjorden af Valdemar den Store i taknemmelighed over sejren på Grathe Hede i efteråret 1157. Historien om hvordan og hvorfor munkene blev nødt til at forlade Sverige vil ikke blive gennemgået her, da det ikke er nødvendig for at forstå konflikterne mellem Øm Kloster og biskopperne af Århus.14 Klosteret i Øm var et datterkloster til Vitskøl Kloster ved Limfjorden. Grundlæggelsen af Cara Insula (Den Dyrebare Ø) var en langvarig affære. Grundlæggelseshistorier for klostrene var vigtig for munkene; på denne måde brugte de det som en slags selvidentifikation. ”Øm Klosters Krønike” er ikke nogen krønike i bogstaveligste forstand, men en grundlæggelsesberetning.

I februar 1165 forlod en gruppe munke Vitskøl for at oprette et datterkloster i Småenge15 i Århus Stift. Jorden var blevet stillet til rådighed af biskop Eskil af Århus. Biskop Eskil døde under et ledingstog mod venderne og derved blev abbed Henrik af Vitskøl nødt til at forhandle med Eskils efterfølger, biskop Sven af Århus. Opholdet i Sminge var ellers forberedt på bedste vis af biskop Eskil. Han havde givet dem et gods ved Sabro, som lå nærmere Århus; dette blev dog erklæret uegnet. Forhandlingerne blev genoptaget og i stedet for godset i Sabro fik munkene godset i Sminge af biskoppen. I løbet af 1166 vandrer munkene videre til Veng Kloster, som egentligt var et benediktinerkloster.16 Munkene var kun i Veng Kloster i cirka 3 år. Læser man mellem linjerne, kan man se at der var strid og uro al den tid munkene opholdt sig i Veng. Der er forskellige forklaringer på hvorfor brødrenes ophold ikke blev en succes; hovedpointen synes at være strid over dispositionsret over den jord klosteret lå på. Desuden var det ikke det bedste udgangspunkt endnu en gang at bo i et kloster skænket af kongen, hvorved der kom pres fra kongelige myndighed og offentlighed. Dette stemte ikke overens med deres forestillinger om et uafhængigt klosterliv til Guds ære, som var tilbagetrukket fra verdslig opmærksomhed og ævl.

Efter deres ophold i Veng vandrede de videre mod syd. De kom til en ø, Kalvø i den nuværende Skanderborg Sø. Munkene flyttede ind i et lille benediktinerkloster med alle deres relikvier og bøger. Abbed Brian ledede munkene fra de forlod Vitskøl Kloster til de ankom til Øm. Ifølge krøniken rejste abbed Brian tre gange til Rom, alle tre gange handlede det om klosterets eksistens. Årsagerne til at de besluttede sig for at flytte fra øen var uenighederne om dispositionsretten til Veng Kloster og det jord der hørte til. Oven i dette manglede de bekvemmeligheder på øen, fordi det svært at komme til den i vintermånederne. Munkene blev på Kalvø i fire år.17

I 1172 begav munkene sig ud på den sidste etape der førte dem til området mellem Gudensø og Mossø. Her var der ingen kongelig myndighed at tage hensyn til og her kunne de anlægge kanaler der sikrede klosteret rent drikkevand, mølledrift med mere. Et paveligt diplom var symbolet på at munkene fra Vitskøl endelig havde fundet et hjem. Deres lange vandring var ovre. Øm Kloster kom til at ligge på stedet i 400 år og i dag kan man se rester af det.18

7. Biskop Sven af Århus (1165-1191)
7.1. Overdragelsen
Biskop Sven af Århus overtog bispeembedet efter biskop Eskil, der skænkede brødrenes første sted. Munkene i Vitskøl Kloster forhandlede derfor med biskop Sven om at fortsætte det arbejde som biskop Eskild havde påbegyndt, nemlig at oprette et datterkloster. Forhandlingerne gik ikke godt, da han var imod brødrene. Billedet der bliver tegnet af biskop Sven før 1172 fra munkenes synsvinkel er mangelfuld og man får ikke at vide hvorfor han går imod dem i starten bortset fra, at han synes at hans forgænger havde været for gavmild. Denne holdning ændrede han imidlertid da han overlevede en storm på vej hjem fra England og dermed blev han overbevist om, at der skulle bygges et cistercienserkloster i hans stift.19 McGuire argumenterer at munkene helgengjorde ham ligesom hvis man tilbad Jomfru Maria.

Der opstod stridigheder i forbindelse med dispositionsretten over munkenes overtagelse af Veng Kloster20 omkring jorden med den adelige fru Margareta. Munkenes holdning til sagen kom til udtryk i en ”klagesang” over at paven havde skrevet til Fru Margareta, kongen og biskopperne uden held.21 Denne strid satte alle parter inklusiv Valdemar den Store under pres fordi det midtjyske område ikke var domineret af storfamilier der holdt hånden over klostrene i modsætning til Sjælland. Det midtjyske område var i stedet domineret af bønder. Valdemar den Store kunne have undgået denne strid ved at give cisterciensermunkene Skanderborg som kongelig gård ligesom han havde skænket Vitskøl Kloster en kongelig gård, da klosteret blev oprettet. Af andre årsager kunne Valdemar den Store ikke gøre andet end at lade Skanderborg forblive i kongelig varetægt.22 Et andet motiv kunne være at munkene forlod Veng Kloster, fordi det ikke var godt for dem at leve i et kloster stiftet af kongefamilien. Herved kunne der blive stillet krav til dem, som ikke harmonerede med deres tankegang omkring et uafhængigt klosterliv til Guds ære. Endelig kunne motivet være den lokale adels forsvarede de gamle rettigheder og det medførte at der ved delingen af godset i forbindelse med arv og privat ejendomsret ikke efterlod meget tilbage til munkene.23 Selv dette ødelagde ikke munkenes optimisme i denne periode.

7.2. Forholdet til biskop Sven
Efter 1172 bliver biskop Sven stort set kun omtalt i positive vendinger. Et eksempel herpå:
”Da brødrene var kommet til Veng og havde fæstet bo der, og den udvalgte bisp i alle måder var blevet dem huld”24

De omtaler ham med en vis ærbødighed på trods af deres tidligere stridigheder. Desuden giver det også et billede af, at biskop Sven højest sandsynligt var en dominerende skikkelse i den østjyske gejstlighed. Kronikøren nævner dog, at biskoppen giver grunden tilbage sammen med andre ejendomme. Her lægges der vægt på at ejendommene var biskop Svens personlige ejendomme.

Kronikøren er med til at portrættere ham som endnu mere from og god:

”Mødte han25 undervejs brødrelaget gående ud på arbejde eller vendende hjem derfra, så trak han sig tilbage med de ord, at han var uværdig til at møde dem, som Guds Engle”26

Han viser en ydmyghed overfor Guds tjenere – på trods af at han selv er Guds tjener, hvilket får munkene næsten til at kaste sig i støvet for ham. Således beskriver kronikøren, at han tog vare på klosteret i fred og ro. Det resulterede i at munkene aldrig blev nødt at møde op på det verdslige tinge fordi han forvaltede deres sager med største omhu. Ydermere vidste både klerke og lægmænd at biskoppen beskyttede munkene.

7.3. Delkonklusion
Omtalen af biskop Sven er næsten guddommelig fra munkenes side – især hvis man sammenligner med nogle af de andre biskopper der er portrætteret i krøniken, blandt andet biskopperne Peder Ugotsøn og Tyge af Århus. Vi får fortalt i krøniken at Sven ville være blevet munk, hvis han kunne. I denne periode blev fundamentet til favoriseringen af klosteret af den østjyske gejstlighed grundlagt.

8. Biskop Peder Elafsøn af Århus (1224-1246)
Peder Elafsøn efterfulgte biskop Ebbe som der ikke står skrevet så meget om i krøniken. Kronikøren beskriver biskop Peder Elafsøn af Århus beskrevet i respektfulde og positive vendinger.

”Så døde den nævnte bisp Peder Elafsøn, god ihukommelse, og blev med tilbørlig hæder jordet os.”27

Dette er med til at vise, at der ikke var de store uoverensstemmelser mellem klosteret og biskoppens forventninger til rollefordelingen. Denne positive omtale bliver brugt som en allegori om den ”gode” biskop og den ”onde” biskop, som tager sin form da hans efterfølger biskop Peder Ugotsøn overtager bispestolen og ikke mindst da Tyge bliver biskop af Århus efter biskop Peder Ugotsøn. Man ser tydeligt forskellen på de to biskopper i følgende:

”Mellem disse fik han28 øje på nogle bøger, som hans forgænger Peder Elafsøn, god ihukommelse, for en stor del havde overdraget i sjælegave (…) Da han fik syn for denne gode mands dyder og gaver til os, og så skævt både til os og den døde mand.”29

Det er derfor ikke svært at forstå hvorfor Peder Elafsøn der døde i 1246 var den sidste biskop af Århus som blev begravet i Øm Kloster. Det er nærliggende at konkludere ud fra disse positive ytringer omkring biskop Peder Elafsøn at under hans virke som biskop af Århus var forholdet mellem dem stadig harmonisk. Herefter følger en beretning om hvordan biskop Peder Elafsøn skænkede dem en tredjedel af øen Søndring i Randers Fjord i sjælegave. De købte selv en tredjedel og endelig byttede de sig til den sidste tredjedel af øen med en Jens Judesøn som til gengæld fik Horndrup.30 De fik igen jordbesiddelser langt fra klosteret som ikke var almindelig skik hos dem.

8.1 Delkonklusion
Under biskop Peder Elafsøn fik de igen jordbesiddelser langt fra klosteret som ikke var almindelig skik hos Cistercienserordnen. Da Peder Ugotsøn overtager bispestolen følger en opremsning af negativ karat og det er med til at sætte tonen for de næste kapitler i klosterets historie.

9. Biskop Peder Ugotsøn af Århus (1249-1260)
Valget af Peder Ugotsøn til biskop medførte en ny situation for munkene. De beskriver ham således:

”Han31 var fra tidligste tid vor fjende og altid uven med brødrene af vort hus. Men vi sætter vor lid til Gud, at han skal vende hans sind til det bedre og endnu bringe ham til at elske os, så han i fremtiden fuldelig kan råde bod på hvad han hidtil har forset sig imod os.”32

Ser man på Exordium II får man det indtryk af, at han var den eneste aktør i området der udfordrede brødrene siden biskop Sven sad på bispestolen i midten af 1100-tallet. I 75 år havde munkene i klosteret levet på godgørenheden fra biskopperne i Århus eller deres neutralitet, og at de ikke blandede sig i deres affærer.33 På grund af dette blev munkene nødt til at omdefinere deres holdning til biskoppen. Brødrene giver ikke nogen forklaring på biskop Peder Ugotsøns modvilje imod dem. Det er nærliggende at tro at han måske havde følt at hans forgængere havde været for generøse og gavmilde overfor klosteret – og nu var det på tide at de betalte for deres privilegier. Denne misbilligelse har brødrene ikke oplevet, ifølge den viden vi har, siden biskop Svens tid, før han blev ”omvendt”. Et af de større problemer har været, at de ikke har kunnet se problemer og stridigheder fra modpartens synspunkt, hvilket medførte skildringen af striden med biskopperne. Det var en fejl af munkene ikke kunne omstille sig til den nye situation, men forventede at alt fortsatte som før. Der havde været en tradition at biskoppen af Århus kom til klosteret i en bestemt periode34, hvor brødrene tog sig af ham og behandlede ham som en gæst i deres hus. Efter en årrække med diverse stridigheder ville biskop Peder Ugotsøn fastholde traditionen; derfor krævede han dem 190 penninge i kompensation for de tre år, hvor bispesolen havde været ubesat. I den forbindelse kiggede han på de bøger som hans forgænger biskop Peder Elafsøn til dels havde skænket klosteret i sjælegave. Han fik lov at låne bøgerne på den betingelse at de blev leveret tilbage. Dette skete ikke og kronikøren skriver således:

”Manden var uærlig og vidnede falsk. Han glemte nemlig Herren sin Gud og skaber, så vel sin svorne ed, og fratog os med vold35 (…) så han bar sig ej ad som en bisp, men som kirkerøver.”36

Her fremstilles biskoppen som en gemen tyveknægt, som ikke forstår at værdsætte dem og den funktion de varetager overfor Gud. Denne sag medførte en pagt, hvori de hver især prøvede at tilpasse sig de rolleforventninger modparten havde. Hvis man ser på krøniken tyder det på at brødrene ikke følte, at han respekterede deres hellighed og deres særlige forhold til Gud. Herudover er der indikationer på, at han som den første piller ved klosteret status som det foretrukne kloster hos den østjyske gejstlighed og i særdeleshed biskoppen af Århus. Samtidig prøver de at overbevise sig selv og andre om deres retskaffenhed. Det er tydeligt, at kronikøren ikke kan sætte sig ind i hvorfor biskoppen agerer som han gjorde.37 Biskop Peder Ugotsøn døde i 1259. De næste tre år kunne brødrene i Øm Kloster leve nogenlunde fredeligt og nyde deres bygninger samt den nye kirke, der var blevet indviet i 1257 under abbed Asgot – uden deltagelse af biskoppen af Århus. Ifølge krøniken blev han bandlyst af ærkebiskoppen efter sin død pga. sager der ikke havde relation til klosteret.38

En ejendommelig observation er, at kronikøren ligger vægt på hvad tingene koster for eksempel hvor meget bøgerne Peder Ugotsøn fjernede er værd. Det er nærlæggende at antage, at de havde brug for noget konkret at forholde sig til i en tid præget af diverse stridigheder med kongen og biskoppen af Århus ligesom hele situationen i Danmark var omskiftlig.

9.1 Delkonklusion
Kronikørens beskrivelse af perioden hvor de samarbejdede med biskop Peder Ugotsøn er generelt præget af negativitet og kritiske vendinger. De fleste af de situationer som munkene følte sig krænket i er nedskrevet i detaljer i krøniken. Dette kunne være for at retfærdigøre deres generelle holdning til biskoppen. En anden mulighed er også, at deres forhåndskendskab til ham har spillet ind. Kronikøren starter med at skrive, at han har været deres fjende og uven i lang tid og dermed var de vant til at han modarbejdede dem. Hvorom alting er så fik brødrene bekræftet, at de havde Gud på deres side idet biskoppen blev bandlyst efter sin død.

10. Biskop Tyge I39 af Århus (ca. 1262-1272)
10.1. Tyge bliver valgt til biskop
I tiden under biskop Peder Ugotsøn udviklede striden mellem Kristoffer I40 og ærkebiskop Jakob sig. Denne strid fik afgørende betydning for Øm Klosters fremtid. I 1262 indtager Tyge bispestolen efter et bispevalg præget af stridigheder. Kronikøren skriver således i krøniken omkring stridighederne:

”Dengang da Århussædet stod ledigt, var der tolv kannikker, der foretog valget, men de seks stemte på én, de seks andre på en anden (…) så valget og afgørelsen tilfaldt ærkebisp Jakob.”41

Ærkebiskoppen valgte abbed Arnfast af Ryd Kloster42 til biskop af Århus på hvem, der hvilede en mistanke om, at han havde myrdet Kristoffer I. Øm Kloster blev sat i forbindelse med abbed Arnfast ved flere lejligheder, og klosteret blev flere gange gennemsøgt i jagten på ham. Kronikøren udviser en sympati for abbeden som kommer til udtryk ved, at abbed Arnfast ligesom biskop Peder Elafsøn af Århus bliver omtalt i lutter positive vendinger.43 Noget tyder på at brødrene i Øm Kloster forventede at, med valget af Arnfast til biskop af Århus ville man vende tilbage til tiden før biskop Peder Ugotsøn hvor deres forventninger til hinandens roller igen ville blive harmoniske. Sympatien for abbed Arnfast må betones, fordi kronikøren fastholder at abbed Arnfast ikke havde opholdt sig i klosteret. Kronikøren er opmærksom på, at man måtte fare med lempe, fordi situationen var delikat. På den ene side favoriserede de det ærkebispelige parti og på den anden side var området styret af en kongetro biskop44. Arnfast blev tvunget til at forlade embedet, da Tyge gik udenom ærkebiskoppen og gik til paven i Rom. Derigennem sikrede han sig bispestolen. Derfor er det meget naturligt, at de har prøvet at undgå negativ opmærksomhed, uden at give køb på deres overbevisning om kirkens uafhængighed fra verdslige instanser.

Begge parter har muligvis haft en forudindtaget holdning til hinanden; munkene havde været positivt indstillet overfor biskop Tyges modstander ved bispevalget, og dette kunne være medvirkende til hans uvenlige holdning mod klosteret. Omvendt mener McGuire, at brødrene var paranoide i deres forudindtagede holdning til biskoppen. Man kan dog konkludere, at støtten til Arnfast har været grobund for et spirende uvenskab mellem de to parter. Forholdet mellem dem blev ikke forbedret af, at kronikøren valgte at nævne rygtet om at Tyge havde købt sig til bispestolen under et besøg hos romerhoffet.45 Det er ikke muligt at vide hvorvidt dette rygte talte sandt eller det var noget brødrene havde selv havde fundet på. Der er ikke rigtigt tvivl om hvorvidt de finder ham egnet til embedet og derfor prøver de at underminere hans ret til bispestolen, hvilket medførte at et positivt forhold mellem parterne var umuligt. En af hovedpointerne i Exordium I var at munkene så sig selv i en offerrolle hvis tingene ikke faldt ud til deres fordel. I Exordium II bruger kronikøren episoden med valget af biskop Tyge til at understrege denne offerrolle samtidig med, at de nedskriver hver deltalje omkring striden for at retfærdigøre deres sag.
10.2. Forholdet til biskop Tyge
I starten af konflikten bruger begge parter et sprogbrug som det kunne forventes af to højtstående gejstlige instanser:

”Herre I véd selv (…)”46

Det er første og eneste gang i krøniken at biskop Tyge bliver tiltalt sådan af abbed Bo. Muligvis kan det sige noget om hvilke forventninger brødrene havde da de gik ind på at acceptere hans rolle som deres overordnede. Dette var muligvis også dette hans forgænger biskop Peder Ugotsøn havde forventet da han satte sig i bispestolen. I stedet opstod en twist om gæsteri og Søndring. Abbed Bo understreger således allerede første gang biskop Tyge vil holde gæsteri, at dette ikke er hans ret. Pave Alexander IV47 sendte et åbent brev som fastslog at ingen udover abbederne fra moderklostrene havde ret til at udøve gæsteri eller kræve gæsteri:

”At I ikke kan visiteres eller vises til rette af nogen anden end abbedfædrene eller sådanne munke af Eders orden (…) at de ikke skyldes prælaterne uden når de visitere, forbyder vi strængt ved nærværende brev nogen stiftsøvrighed eller anden prælat dumdristigt at kræve eller udpresse sådant gæsteri af Eder og yde dem det”48

Brødrene støttede deres abbed og tilkendegav, at de ikke havde i sinde at give biskoppen ret i sit krav om gæsteri, og dermed tilkendegjorde de også, at de ikke ville acceptere hans forsøg på at ændre rollefordelingen. Denne åbne magtdemonstration af abbed Bo har signaleret at formelt var biskop Tyge klostrets overordnede, men ikke i paven eller Guds åsyn. Dette budskab går igennem hele krøniken, hvilket egentligt er i tråd med cisterciensernes måde at opfatte tingene på. Cistercienserne var formelt set underlagt paven og ikke den lokale biskop. Brødrenes synspunkt ændrede sig ikke og biskoppen heller ikke ændrede sit syn på trods af at konflikten kun eskalerede herfra.

10.3. Konflikten Eskalerer
Biskop Tyge havde ikke meget respekt for abbed Bo og Øm Kloster på dette tidspunkt i konflikten:

”Å, hold dog op med Eders49 skvalder”50

Ifølge krøniken truede biskop Tyge med kirkeretslig straf efter han fik den første personlige afvisning angående gæsteri. Det understøttede den hårdhed han fremviste i forbindelse med mødet med brødrene i Øm Kloster. Vi ser igen svagheden i kun at have begivenhederne fra munkenes synspunkt, idet vi ikke ved, om biskop Tyge i virkeligheden var så hård overfor dem eller om han bare ikke ville finde sig i at blive anfægtet som den overordnede i stiftet. Derfor er det muligt at han slog ekstra hårdt ned på munkene fra Øm Kloster, fordi de anså sig selv som herre i eget hus. Dermed kolliderer forventninger med hinanden:

”Da han51 var steget af hesten, så han hvast på abbeden og sagde: Er vor mad til rede? Abbeden svarede: Ja, det er den vel nok, men ikke her!”52

Allerede inden kronikøren skriver ovenstående, får vi at vide, at abbed Bo kom ilende ud for at hilse biskop Tyge velkommen. Det var dog ikke med et ”oprigtigt hjærte.”53 Dette viser lidt om hvor tilspidset situationen efterhånden er blevet og det viser samtidig også den første rigtige konfrontation. Sprogbruget er ændret markant, nu er der ikke mange høflighedsfraser tilbage og deres opførsel hører generelt ikke hjemme i den gejstlige stand. Denne episode endte uden vold og blev afgjort på Åbosyssels tinge.54 Det er svært at vurdere hvem, der har følt sig mest truffet i denne sag. Ved hvert møde blev tonen mere og mere bidsk. Dette kan ses ved, at deres andet møde udvikler sig til en farce. Nedenstående beskriver vidst udmærket hvor tilspidset situationen har været:

”Alle Eders breve er ikke en bønne værd! (…) Vi bandlyser dig, fordi du kalder dig abbed, vi bandlyser dit brødrelag, fordi de nævner dig abbed, og vi bandlyser alle dem, der siger dig abbed at være!”55

Biskop Tyge beskylder munkene for at have forfalsket deres fribreve. Først bandlyser biskoppen abbed Bo, og dernæst bandlyser abbeden biskop Tyge. Dette viser en magtdemonstration fra begge parter. Biskoppen vil ikke finde sig i at blive nedgjort af abbeden og Øm Kloster. Abbed Bo vil ikke lægge under for biskoppens luner og foretrækker at være Herre i eget hus. Denne episode viser for alvor hvordan to forskellige synpunkter kolliderer uden nogen af parterne vil give sig.

Biskop Tyge må havde indset – især efter ovenstående episode – at så længe klosterets forpagtere og bønder delte deres referenceramme, var det svære at få munkene til at opgive deres privilegier. Konflikten udløste endnu en episode – en hetz mod selvsamme forpagtere og bønder – hvor han satte dem i stævne langt fra deres bopæl. Oven i dette blev de udelukket fra kirkens nådesmidler, prædiken og kirkelig jordfæstelse på grund af, at de havde støttet Øm Kloster i konflikten. I løbet af Exordium II får munkene opbakning fra dele af den østjyske adel og gejstlighed hvilket er med til at vise at det ikke kun er munkene der besad denne forventning om rollefordelingen. Årsagen til at abbed Bo i sidste ende forlod embedet efter knap et år kunne være, at der sikkert har været et vist pres på klosteret til at indordne sig jo mere den øst- og midtjyske adel blev indblandet. Han forstod at der ikke var nogen anden udvej end at forlade embedet, da han indså sin egen ”svaghed, ringhed og uformuenhed.”56 Kronikøren bruger igen positive vendinger i sin beskrivelse af abbed Ture. Abbeden beslutter sig til at samle den handske op, hans forgænger smed i ringen fordi biskop Tyge fortsætter med at gøre onde ting imod klosteret. 57

10.4. Kongefamilien indblandes
I midten af 1200-tallet mister Cistercienserordnen deres opbakning hos kongefamilien. Dette ses i Dronning Margaretas58 brev til abbeden og brødrelaget:

”Vi har netop nu fået at vide, at I har vist den os elskelige ærværdige fader hr. Tyge (…) stort uvenskab ved uhøflig at nægte ham hans gæsteri (…) Derfor råder vi og byder vi Eder til at vise ærbødighed for den nævnte herres langmodighed (…) så sandt som I elsker den kongelige højheds nåde; ti vi hverken vil eller kan lade krænkelse f ham gå ustraffet.”59

Dronning Margareta har altså magt til at nedbryde klosteret, hvis hun finder det nødvendigt. Dette er også et tegn på hvor skrøbeligt forholdet til kongemagten er blevet efter Valdemar den Stores tid og efter borgerkrigen mellem Erik Plovpenning60, Kristoffer I og Abel. Munkene fandt dog en allieret i Abels søn, hertug Erik af Jylland. Han valgte at tage Øm Kloster og dets gods rundt om i Midtjylland under sine vinger. Herved lagde klosterets sig ud med kongen og hans moder, idet Hertug Erik konspirerede omkring en overtagelse af tronen. Striden var nu hevet op på nationalt plan og ikke længere en lokal eller regional strid, da sagen nu involverede flere grene af kongefamilien, ærkebiskop Jakob og store dele af den danske adel. Konsekvensen blev at abbed Ture måtte flygte til cistercienserklostrene i Sønderjylland og derefter til Slesvig, hvor ærkebiskop Jakob var i eksil. Kronikøren understreger af abbeden trods livet i landflygtighed prøvede at hjælpe ved blandt andet at tale sin sag for biskoppen af Slesvig.

10.5. Delkonklusion
Perioden med biskop Tyge I var præget af konflikter. Disse konflikter præger også kronikørens beskrivelse af perioden, hvor de samarbejdede eller mangel på samme med biskop Tyge I. Forholdet mellem parterne bliver beskrevet i yderst negative og kritiske vendinger. Desuden er der ikke megen høflighed tilbage. Det kunne være fordi munkene ville have sympati i striden mod biskoppen. En anden mulighed er, at de slet ikke i deres vildeste fantasi troede, at det kunne blive værre end da Peder Ugotsøn var biskop. Med Tyge I kom en biskop som satte munkenes rettigheder under lup og han forholdte sig kritisk til de privilegier de havde fået gennem tiden. Desværre slutter krøniken før afgørelsen falder, og dermed forsvinder muligheden for at se hvem der i sidste ende fik ret.

11. ”Familiebegrebet” i forhold til cisterciensermunkene og biskopperne
Brian Patrick McGuire definerer ”familiebegrebet” som det er i klosterets interesse at skabe en familieagtig forbindelse til de skiftende biskopper. Klosterets identitet relateres til biskoppernes hengivenhed. Institutionens privilegier ses ikke alene som munkenes retfærdige eje men også resultatet af biskoppernes frivillige gavmildhed. I forbindelse med definitionen oplister McGuire to gængse modeller som var de mest almindelige for cistercienserklostrenes forhold til skiftende biskopper. Den første model kalder han for ”Cîteauxs model” som tog sit udgangspunkt i dannelsen af munkenes egen spirituelle familie, mens resten af verden forblev udenfor. Den anden model tager sit udgangspunkt i Frisland, hvor en stormandsfamilie eviggjordes gennem dannelse af klosterets egen familie. Når man ser på ”familiebegrebet” i forbindelse med Øm Kloster, kan man ikke putte den ind i en af de to ovenstående modeller og derfor introducerer McGuire ”den danske cisterciensermodel”. I denne handlede det om, at alliere sig med beslutningstagere for at sikre sig beskyttelse og tage sig af deres behov. Til gengæld kunne repræsentanter for beslutningstagerne så få adgang til munkenes åndelige familie.

Hos Øm Kloster opfattede man biskoppen som et medlem af dens åndelige familie, fordi man ikke lagde afstand til biskopperne, men i høj grad hilste hans interesse velkommen. Familiebåndet til den stedlige biskop blev en del af Øm Klosters selvforståelse i begyndelsen af 1200-tallet. Allerede her ser man, at Øm Kloster ikke fulgte den klassiske ”Cîteauxs model” hvor udgangspunktet lå i munkenes egen familie – og ikke regnede biskoppen med som en del af den. Der indtrådte heller ikke nogen fra biskoppens familie i klosteret, og dermed havde biskop Sven og hans efterfølgere et individuelt og ikke et slægtsmæssige bånd til klosteret som ”Frisland modellen” lagde sin vægt på. Efter 1250 er ”den danske cisterciensermodel” sat under voldsomt pres fordi de gamle verdeslige familier, der havde begunstiget klostrene, uddøde og samtidig forsvandt ”den gamle biskoptype”, som tog munkene til sig som sine egne børn.

Af de fire biskopper der er repræsenteret i denne opgave er det biskop Sven der kommer tættest på at opfylde ”familiebegrebet” i forhold til ”den danske cisterciensermodel”. Biskop Sven var ”den gamle biskoptype”, som tog munkene til sig som sine egne børn. Det var måske også grunden til, at han på mange områder var en ønske biskop, fordi han ikke kunne undvære dem, og han blev glad ved synet af sine munke. Øm Kloster opfattede biskoppen som en del af familien. Som kronikøren beskriver, blev munkene ikke nødt til at forsvare deres rettigheder ved hoffet eller på tinge så længe Sven var biskop, fordi han kærede sig om dem, og løste de problemer de havde ved selv at møde op på tinge eller skrev breve.

Da biskop Peder Elafsøn overtager bispestolen i 1224 er det stadig den gamle ”biskop type” der er i højsædet. Han distancerede sig fra de øvrige tre biskopper fordi han er den eneste der kun er skrevet positive ting i krøniken. Dette er formentligt årsagen til, at der ikke står meget om ham. Brødrene havde ikke noget at klage over i modsætning til hans efterfølgere. Man skal helt tilbage til biskop Sven for at finde noget der minder om konflikter og så er det naturligt at de går i dybden med ham eftersom han grundlagde klosteret.

Biskop Peder Ugotsøn bliver biskop i 1249. ”Den danske cisterciensermodel” bliver sat under pres, med ham kommer ”den nye biskoptype”, som ikke længere ser brødrene som sine børn, men som en institution der skal bidrage til samfundet. Udviklingen medførte at munkene ikke længere fik deres vilje, og derfor får man den opfattelse, når man læser krønikens ”Exordium II”, at de opføre sig som en flok børn, der ikke mener de får den anderkendelse, de har ret til, og samtidig føler de sig oversete. Netop disse to følelser kommer til at overskygge deres dømmekraft i årene efter 1250. Biskoppen prøvede at lave om på rollefordelingen således at munkene fik en mere realistisk tilgang til tilværelsen. I stedet for at samarbejde med biskoppen prøvede brødrene at fastholde deres gamle rettigheder. De sætter sig selv i en offerrolle, hvor det er dem som føler sig truffet over biskoppens valg.

Denne offerrolle bliver kun værre da biskop Tyge sætter sig i bispestolen i 1261. I denne periode bryder konflikterne om rolleforventninger ud i lys luge. ”Den danske cisterciensermodel” er nu så meget under pres, at den rent faktisk truer munkenes eksistens grundlag. Familierne der tidligere havde begunstiget dem, var ved at være væk. Biskoppen følte sig nu heller ikke længere som en del af den åndelige familie, som der havde været lagt så meget vægt på før 1250. I et brev fra Pave Urban IV til de dommere der var udnævnt til at dømme i sagen hvor Tyge havde udelukket lægmænd og andre der støttede munkene i konflikten;

”Hos vor ærværdige broder Tyge, bisp af Aarhus, der siges at forfølge gudelige mænd uden skyld, dem han snarere burde optræde således imod, at de istemte lovsange og ikke klagemål over ham. (…) tynger og plager dem med uretmæssige bøder(…) afsiger han af egen magtfuldkommenhed mod lov og ret bands over dem, der hjælper dem ved deres arbejde og dyrker deres jord”61

Her sætter paven brødrene i den offerrolle som de selv prøver at opretholde. Der er ingen tvivl om, at udviklingen er løbet munkene over ende, og at de derfor ikke ser anden udvej end at spille dette kort. Man kan ikke vide, om de udmærket var klar over, at den tid hvor biskopperne så dem som deres børn var en del af fordums tid, eller om de valgte at tage skyklapper på for at holde fast i ”den danske cisterciensermodel” med næb og klør, fordi de selv havde skabt den. I og med at de blev beskyttet af hertug Erik blev konflikterne taget op på et nationalt niveau under biskop Tyge. Nu var det ikke længere en lokal konflikt, som det havde været under Sven eller en regional konflikt som det havde været under til dels Peder Ugotsøn og den første del af tiden med biskop Tyge. Øm Kloster manglede simpelthen en kødelig relation til biskoppen i form af et medlem fra dennes familie, som kunne støtte dem og tale deres sag overfor biskoppen. Munkene havde travlt med at skabe alliancer uden for klosteret frem for at fordybe sig i den spirituelle del af deres tilværelse, som kunne forsyne dem med en familie. Her er kernen til hvorfor ”den danske cisterciensermodel” ikke fungerede i længden. McGuire har ret i at ”den danske cisterciensermodel” er ved at forsvinde i årene efter 1250.

11.1. Delkonklusion:
Man får et billede af at munkene ser verden i sort/hvid og de får en os og ”dem” attitude ved at karikere de fire biskopper. Biskop Sven var en blanding af godt og ondt, biskop Peder Elafsøn som vi får beskrevet i krøniken er god, og så kommer biskopperne Peder Ugotsøn og Tyge som er værre og værst i munkenes optik. Men måske er det ikke helt ved siden af at sige at biskopperne Peder Ugotsøn og Tyge ikke opførte sig som ærværdige fædre når man ser på deres gerninger i brødrenes optik. Omvendt så fremstår munkene som en flok børn der ikke har fået deres vilje i biskopperne Peder Ugotsøn og Tyges øjne.

12. Konklusion
Benediktinerordnen banede vejen for at Cistercienserordnen kunne få rodfæste i Danmark i midten af 1100-tallet. Cisterciensermunkene der rejste fra Vitskøl Kloster skulle meget igennem før de fandt deres hjem i Øm mellem Mossø og Gudensø i Midtjylland. De skulle ikke alene kæmpe for at finde deres plads i samfundet. De skulle samtidig kæmpe for deres overlevelse. Brødrene i Øm Kloster og biskopperne af Århus så natuligt forskelligt, på hvordan man skulle løse konflikter om dispositionsretten til jorden og senere gæsteri. Der er stor forskel på hvordan munkene så biskopperne på eksempelvis glemte de at biskop Sven havde været imod dem til at starte med, fordi de endte med at tilbede ham som en helgen, og at biskop Peder Elafsøn udelukkende er husket for sine gode og positive gerninger. Herefter begynder billedet at vende, for med biskop Peder Ugotsøn begynder konflikterne at eskalere. Endelig er der biskop Tyge der kun er husket for sin rolle i konflikten omkring gæsteri. Det virker som om der er et alt for stort skel mellem munkenes opfattelse af realiteterne og modpartens har. Brødrene udviser en meget lille tolerance overfor forandringer og nye tider. Munkene havde desuden omstillingsvanskeligheder for at kunne følge med udviklingen som skete i perioden 1165-1267. Faktisk virker det som om den østjyske adel og gejstlighed har en større forståelse for de skiftende tider end munkene selv. Cistercienserordnens forståelse for verden bygger på det simple liv med bøn uden indblanding fra det verdslige og derfor er det egentligt forståligt nok at de har svært ved at tilpasse sig de nye tider. En anden årsag var at rent faktisk direkte under paven og ikke under den lokale biskop. Det er ikke sært at der opstod konflikter mellem parterne fordi cistercienserne netop ikke var gearet til at spille spillet om magten. Brødrene har måske haft det med sådan plejer tingene at være. De forventede at biskopperne anerkendte og lyttede til deres problemer. Ydermere mente biskopperne efter 1250, at de skulle bidrage til samfundet og ikke bare kræve. Munkene har svært ved at forstå dette skift, og derfor sætter de sig selv i en offerrolle gang på gang, selvom det måske have været fornuftigt at følge strømmen. Muligvis kan man her se årsagen til at de udviste så stor modstand, da biskop Peder Ugotsøn forsøgte at ændre ved deres indstilling og måske verdensbillede.

Abstract
This paper explores the conflicts between the Cistercians monks at Øm Abbey and the different Bishops of Aarhus from beginning of the Øm Abbey Chronicle in 1165 to just before the resolution of the conflict with Bishop Tyge in 1267. The period was marked by inner turmoil in Denmark, in terms of different civil and royal conflicts. This paper mainly explores the disputes that occurred over land and Bishops right to hospitality. The Øm Abbey Chronicle is the main source to examine these conflicts that had arose it this period and it’s a unique study in how the monks saw themselves in regards to the society around them.

It is clear looking at the Øm Abbey Chronicle they had a fine relationship with bishop Sven, an even greater relationship with his successor, Bishop Peder Elafsøn, a bad relationship with Bishop Peder Ugotsøn and then the whole conflict escalates when they start telling about Bishop Tyge. It is only natural their relationship with the latter is the worst. The Cistercian in Denmark’s world view was seriously challenged by Bishop Peder Ugotsøn and even more so by Bishop Tyge. It changed the way the Cistercians had to view their “family”. Before 1250 AD they viewed the bishop as a part of their extended family, but after they had to redefine this view. Now they were not the favorite of the bishops of Aarhus nor were they a favorite among the nobility in Central Jutland.

Litteraturliste
Bøger:
Gregersen, Bo og Carsten Selch Jensen: Øm Kloster: Kapitler af et middelalderligt cistercienserabbedis historie, Emborg, Øm Kloster Museum, Syddansk Universitetsforlag, 2003
Heiberg, Steffen: En ny begyndelse: Europas kulturhistorie i middelalderen, Gad, 2008, Kbh.
Ingesman, Per: Middelalderens Danmark: kultur og samfund fra trosskifte til reformation, Gad, 1999, Kbh.
McGuire, Brian Patrick: Conflict and continuity at Om Abbey: a Cistercian experience in medieval Denmark, Museum Tusculanum, 1976, Kbh.
McGuire, Brian Patrick: The Cistercians in Denmark: their attitudes, roles, and functions in medieval society, Cistercian Publications, Kalamazoo, Michigan, 1982

Kilder:
Olrik, Jørgen: Øm klosters krønike, Historisk Samfund for Århus Stift, 1987, Ry

Links:
Forbøn
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Liturgi_og_liturgiske_genstande/forb%C3%B8n

(Set d. 11. januar 2013)

Klostervæsen http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/?tx_historyview_pi1[material]=1076 (Set d. 11. januar 2013)