Jomfruen på tinge

I nutiden såvel som i middelalderen har et centralt element i et menneskes liv været, at opretholde sin ære. Dette er ikke altid en dans på roser, da det ikke altid er en selvfølge, at det der bringer individet ære følger dennes vilje. Denne æreskamp har gennem historien forhindret ønsket kærlighed i at blive udlevet og dertil forsaget utallige krige og slægtsstride.
Gennem en treleddet hjemmeude-hjemkomposition følger vi i mundtlig overleverede folkevise Jomfruen på tinge, Inge, der på sin færd til Tinget for at få en ægtehusbond møder dette dilemma.

Inge rider til tinge med hensigten, at finde en mand: ”Hun er ude ridende, at skue eders mænd” (strofe 4 vers 2), hun skænker kongen sin arv, og kongen lader hende vælge en af sine riddere til ægtemand. Hendes udvalgte ridder ønsker dog ikke at tage Inge til hustru og dermed binde sig til en fremtid som bomand, da han vil være ridder.
Jomfruen på tinge er opbygget efter en treleddet hjemmeude-hjemmekomposition, da folkevisen indledes samme sted som den udledes:
“ – I grønnen skov –“ strofe 1 vers 2.
“ – I grønnen skov –“ strofe 30 vers 2.

Som størstedelen af folkeviser benytter Jomfruen på tinge sig af uregelmæssige rim, der oftest består af AA rim: ”Men enten er hendes kjortel for sid(A), og heller hendes kåbe den er for vid(A).” (strofe 5 vers 1-2) Da folkevisen er af mundtlig oprindelse, indgår der formelsprog i denne. Det ses fx i udledningen i form af en omskrivning af den klassiske udledning; de levede lykkeligt til deres dages ende: ”Der var glæde og halv størr’ gammen” (strofe 30 vers 1). Endvidere benyttes formelsprog ved en brug af tallet syv: ”Igen så lever min’ morbrødre syv.” (strofe 14 vers 1). Dette er karakteristisk for mundtlig overleverede folkeviser, da det giver fortælleren/forsangeren bedre mulighed for at huske visen. Endvidere har forfatteren anvendt syrebadsteknikken hvor teksten renses for alle unødvendige detaljer. Dette medfører også en stereotyp personskildring uden individuelle særpræg for de optrædende personer, hvor alt hvad vi ved om jomfruen er den stereotype beskrivelse, at hun er skøn. Særpræg for personer kan i stedet udleves af de hyppige replikker eller personernes handling.
Fortælleren i visen er 3 persons fortæller: ”Og alt da holdt den jomfru så mod” (strofe 6 vers 1), da personerne omtales i 3. Person. Derudover er fortælleren en begrænset vidende fortæller, da fortælleren til en vis grad kan tyde personernes tanker: ”Og alt da holdt den jomfru mod” (strofe 6 vers 1). Denne fortællerform er typisk for generen folkeviser, da det fremstiller fortælleren som en observatør af handlingen ved viderefortælling.

Der fortælles kun begrænset om personernes følelser og tanker, hvilket afspejler hvilket syn på ægteskab og kærlighed, der udtrykkes i visen. Grunnet denne begrænsede redegørelse for følelser fremstilles ægteskab ikke som et følelsesbegrundet løfte, men i stedet som et praktisk arrangement. Dette skyldes også, at hr. Ove og Inge ikke før har mødtes, og at det ikke er manglende kærlighed der står hr. Ove i vejen for ægteskab, men i stedet hans ønskede fremtid – kærlighed spiler ingen rolle i denne sammenhæng. Elementet af højst betydning ved et ægteskabet mellem hr. Ove og Inge er derimod ære. Kongen ønsker hr. Ove ære, og denne ære mener kongen at hr. Ove kan opnå ved at lade sig gifte med Inge: ”Og i lader så harven efter gå! Så må i vel jomfruens fæ’rne nå.” (strofe 26 vers 1-2) og derved overtage Inges arv hendes morbrødre har overtaget. Altså fungerer ægteskabet mellem hr. Ove og Inge som et praktisk arrangement mellem de to, der bringer Inge sin arv tilbage og tilegner hende ære, og hr. Ove bliver husbond og på den måde ligeledes opnår ære ved arrangementet.
Jomfruen på tinge, kan analyseres ved brug af aktantmodellen.
I denne model er Dannerkongen markeret som både hjælper og giver. Kongen er markeret som giver, da han lader Inge vælge mellem sine riddere: ”Hvilken af min’ ridder’ da vil i have?” (strofe 19 vers 2) og leder til objektet – Hr. Ove. Morbrødrene er ligeledes markeret som givere da de ”sætter gang” i handlingen ved at frarøve Inge sin arv og dermed sin ære og leder hende derved til objektet – Hr. Ove. Modstanderen er Hr. Ove, da han ikke ønsker at gifte sig med Inge og dermed forhindrer at bringe objektet, ære ved at indgå et ægteskab, til modtageren, Inge.

Eventyrets hovedtema netop er denne opnåelse og bibeholdelse af ære. Samtidig kaster visen lys på hvordan kærlighed og ægteskab i denne periode fungerede som to separate elementer hvor ægteskab ofte indgås med formålet at opnå ære og kærlighed udleves på trods af ære og ofte med fare for at miste den.

Kampen om at opnå ære udgør mange folkeeventyrs tematik. Fx sagaen Ravnkel Frøjsgodes saga, hvor vi følger to slægters strid, forsaget af æreskrænkende drab, gennemgår en slægtsstrid med formålet, at opnå magt ved en tilbageerobring af den tabte ære.

Bibeholdelse af ære har været en tilbagevendende tematik helt fra oldtiden ved slægtsstride og frem til i dag, hvor denne ære er stadig et centralt element for mennesket og dermed stadig bevirker litteraturen.