Boganalyse af "The hungergames"

Jeg har i et kort forløb ladet mig dykke ned i denne fantastiske bog af Suzanne Collins ved navn "Dødsspillet" Som er oversat fra den engelske version
"The hungergames". Jeg har igennem forløbet skulle, bruge nogle forskellige teknikker og øvelser, som ville hjælpe mig med at blive mere udviklet som læser. Der gik ikke længe, før jeg nærmest bandt mig til bogen. Den blev så spændene, at jeg måtte drage den med på forskellige cafebesøg, endda blev den smidt i tasken til over flere besøg hos mine bekendte, og den var altid ved min side ved hver en lejlighed det var muligt for mig, lige at smuglæse et par sider igennem. Normalt vil jeg ikke mene, at den type genre er mig, men bogen har virkelig et spændene og gennemtænkt plot, hvor jeg ikke bliver forvirret over måden forfatteren har formuleret sig på. Bogen foregår i landet Panem, hvor hovedpersonen den 16 årige Kattua bor sammen med sin moder, og søster. Panem er et helt specielt land. Det er delt op i 12 distrikter, som alle er styret af de magthavende fra hovedstaden Capitol. Hvert år udvælges én dreng og én pige fra hvert af Panems 12 distrikter til at kæmpe i det blodfyldte Dødspil. Kattua og hendes familie er ludfattige, og efter faderens forsvinden, har de ikke andet end Kattua tilbage til at sørge for dem. Det er dog ikke et problem for hende, da hun er vand til at jage med bue og pil, i den bevoksede skov tæt på distriktet. Ikke nok med at Panem skal udvælge to til at deltage i dødspillet, men hele Panem kan kigge med, når de udvalgte løber rundt i arenaen, som dyr i fangeskab og kæmper for overlevelse. Da spillet bliver sendt direkte, kan befolkningen i Panem følge med i de hårde kampe med de 24 "sonder" som spillerne bliver kaldt. Det er tid til udvælgelsen i distrikt 12. En af Capitols overhoveder, er rejst ud til distriktet for at trække de udvalgte, fra den store glaskugle med alle navnene fra distriktets børn. Kattua og hendes lillesøster Prim, står helt kridhvide i ansigterne og venter spændt på udnævnelsen af spillerne. Kattuas navn bliver råbt op i højtalerne, og vagterne fører hende op til podiet, sammen med bagerdrengen Petaar som også bliver en såkaldt "sonde" fra distriktet. De bliver så overført til Panem, hvor spillet skal foregå. Kattua viser sig så, at blive en af de sidste "sonder", som kæmper for sit liv, eller død sammen med Petaar i den enorme arena. Men vil Kattua overleve den massive form for smerte fra de andre kæmpende sonder? Vil hende og Petaar nå til enden? Der er blot en lille ting. Der kan kun være en vinder af Dødsspillet, men ting er sikkert, hun har ikke tænkt sig at give op så let. Kattuas ydre vil beskrives som en pige med langt mørkebrunt hår. Krystalblå øjne, arvet efter hendes moder. Let fremviste fregner på hendes kinder. En lystonet hudfarve. Kattuas indre vil beskrives som en meget modig, og fremstående person. Hun er ikke bange for at virke stærk og selvstændig i sin opførsel. Hun er derimod kærlig, især overfor sin lillesøster Prim. Citat; "Jeg forsøger at beskytte Prim, så meget jeg kan, men jeg kan intet stille op overfor spillet". Hun er i den grad, også en følelsesladt person. Hun har en form for dobbeltpersonlighed. Hun takler situationer ud fra hvilken personlighed, hun vil vise. Hun er solidarisk. Hun er det som man vil kalde en "fighter". Efter oplevelsen med hendes far, havde Kattuas moder trukket sig tilbage fra at passe på familien, og i stedet måtte Kattua træde til som moderfigur for Prim. Det har givet hende en vis modenhed i forhold til at hun kun er 16 år gammel. Overordnet vil min konklusion være at Kattua virkelig er en pige som kæmper for det hun vil, og det hun står ind for. Det kan jeg se ud fra at bogen ender med at Kattua og Petaar vinder dødspillet. Citat; " En stemme lyder over højtaleren: Mine damer og herre, det er mig en glæde at præsentere Dem for vinderne af det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil, Kattua Everdeen og Petaa Mellark! Må jeg præsentere - sonderne fra Distrikt 12!". Begge sonder vandt spillet, men reglerne for dødsspilet var at kun en sonde kunne vinde? Da Kattua og Petaa stod tilbage som de eneste. Blev de enige om at spise disse giftige bær, da de ikke kunne gå med til at slå hinanden ihjel. Men lige inden bæerne rør deres læber begynder trompeterne at gjalde. Citat; "Hold hånden frem, så alle kan se det, siger han. Jeg åbner hånden, og de sorte bær glimter i solen. Jeg klemmer Petaas hånd en sidste gang til farvel, og så begynder vi at tælle. En. måske tager jeg fejl. To. Måske er de ligeglade med om vi dør. Tre! Det er for sent at ændre mening. Jeg løfter hånden op til munden og kigger mig en sidste gang omkring på verden. Bærrene har kun lige passeret læberne, da en høj lyd kommer fra trompeterne".