M for morder M for mobning

En tæt sproglig tekstanalyse af novellerne William og Polterabend af Jan Sonnergaard
1

M for morder M for mobning
En tæt sproglig tekstanalyse af novellerne William og Polterabend af Jan Sonnergaard

”Og hver gang Simon blev udstillet, skulle han drikke dobbeltøl, og det flød ned over skjorten, og man råbte skååål. Han fik også ordre til at drikke Gammel Dansk, men det gled ikke ned hurtigt nok, så Allan måtte holde Simon for næsen, mens Knud pressede munden op og hældte ned i det nu helt åbne og forsvarsløse svælg.

Dansk E2006 Institut for sprog og kultur RUC Af: Jonas Mølgaard­Asmussen, Johan Christian Clasen og Maja Quist Hansen Vejleder: Lars Heltoft

2

Indholdsfortegnelse
1. Indledning....................................................................................................................... ..................4 Analysematerialet: William og Polterabend............................................................................. .......5 2. Metode....................................................................................................................... .......................6 Videnskabsteoretisk udgangspunkt..................................................................... ............................6 Uddybende projektmetode........................................................................................................ .......6 3. Teori............................................................................................................................ ......................9 3.1 Grices teori om implikatur og de fire maksimer...................................................... .................9 Konventionel implikatur.............................................................................................. ...............9 Konversationel implikatur.................................................................................. ........................9 Overskridelse af maksimerne....................................................................... ............................10 3.2 Tid og tempus......................................................................................................................... ..10 Form og kalendertid........................................................................................................ ..........10 Tids- og tempuslinjer....................................................................................... .........................11 Tempus og afstand ................................................................................................................... .11 3.3 Præsuppositioner................................................................................................................... ...12 Negationsprøven................................................................................................. ......................12 3.4 Sætningskløvning........................................................................................ ............................13 3.5 Kohæsion......................................................................................................... ........................14 Konjunktioner................................................................................................... ........................16 3.6 Kohærens......................................................................................................... ........................17 Isotopi.................................................................................................................................. ......17 Løse ender................................................................................................................. ................17 3.7 Flerstemmighed............................................................................................ ...........................18 Modalitet............................................................................................................... ....................18 Forskellige opfattelser af modalitet................................................................ .....................18 Epistemisk og deontisk modalitet og modalverber............................................................19 . Mulighed og nødvendighed........................................................................... ......................20 Modaladverbialer........................................................................................... ......................20 Polyfoni...................................................................................................................... ...............21 Sprogets polyfoni.............................................................................................. ...................21 ScaPoLine............................................................................................................................ .21 Polyfonistruktur.................................................................................................................... 22 Polyfonikonfiguration .......................................................................................... ...............23 Ekstern polyfoni...................................................................................................... .............24 Polyfoni i præsuppositioner ................................................................................. ...............25 Indrømmelsesaktivitet................................................................................................ ..........25 3.8 Synsvinkler i fiktive tekster............................................................................................ .........26 4. Analyse......................................................................................................................................... ...27 Analysemetode........................................................................................................................... ....27 Analyse af William................................................................................................ ........................29 Vores læsning af William............................................................................................ ..............29 Første delhypotese: Williams hævnmotiv..................................................... ...........................31 Modalitet, gentagelser, isotopi og indrømmelsesaktivitet: Williams høflighedsstrategi....31 Høflighed og adverbialer: Williams facade krakelerer....................................................... .34 Præsupponeret viden og isotopi: Jegfortællerens og Ullas relation til William.................35 Distancering via personlige pronomener, fokus og ironi: Williams fortælleteknik............37 Præsupponeret viden: Ullas reaktion...................................................................... .............38 Flertydig kohæsion og isotopi: Jegfortællerens reaktion på historien................................39 Opsummering........................................................................................................... ............40 Anden delhypotese: Kronologi og fortrængning............................................................... ......40 3

Tempus, tid og kronologi.................................................................................. ...................41 Brud på præteritum...................................................................................... ........................42 Fortrængning via fortælling................................................................................. ................43 Jegfortællerens reaktion på afsløringen – årsag til fortrængningen.......................... .........44 . Revision som fortrængning............................................................................................ ......45 Sproglige gentagelser og uudtalte modsynspunkter................................................. ...........46 Sproglige modsætninger og uklarheder................................................................... ............46 Opsummering........................................................................................................... ............48 Tredje delhypotese: Fortællingen – en del af Ulla og jegfortællerens magtkamp...................49 Opofrelse via dagsorden og tempusform..................................................................... ........49 Fremstilling af Ulla via dækket direkte tale.................................................. ......................51 Jegfortællerens præsupponerede kendskab til Ulla.............................................. ...............53 Upålidelige præsuppositioner......................................................................... .....................54 Indrømmelsesaktivitet................................................................................................ ..........55 Opsummering ........................................................................................................... ...........57 Opsamling............................................................................................................. ....................58 Analyse af Polterabend................................................................................................... ...............60 Vores læsning af Polterabend ............................................................................................... ....60 Fortællerproblematikker.......................................................................... ............................60 Tid...................................................................................................................................... ...61 Distance.................................................................................................................... ............61 Første delhypotese: Novellen mimer realismegenren............................................. .................62 Uforenelighed mellem en jegfortæller og en alvidende fortæller...........................................62 . Stemmekarakteristik............................................................................................................ .64 Alvidende fortæller ........................................................................................ .....................64 Jegfortælleren........................................................................................................... ............65 Fortællerstrategi............................................................................................ .......................68 Opsummering- Novellen er ikke realisme................................................................... ........70 Anden Delhypotese: Novellen bryder med vores forventninger til dens tidskonstruktion....71 Den målbare tid...................................................................................................... ..............72 Den følte tid....................................................................................................................... ...73 Rekonstruktion af novellens tid........................................................................... ................73 Tempus som udtryk for en plan.................................................................. .........................74 Opsummering........................................................................................................... ............76 Tredje delhypotese: Fortælleren er morderen........................................................................ ...76 Fortælleren har en plan .............................................................................. .........................77 Observerende sprog.................................................................................................... .....79 Løse ender........................................................................................................ ....................80 Kynisme................................................................................................... ............................81 Afsløringen - nye diskursreferenter og en ny fortællerstemme..........................................82 Opsummering........................................................................................................... ............83 Opsamling............................................................................................................. ....................83 5. Afsluttende Diskussion...................................................................................................... .............85 Tid......................................................................................................................... .........................85 Entydiggørelse........................................................................................................ .......................87 Distance..................................................................................................................................... .....89 Revision.............................................................................................................. ...........................90 Læserens stemme............................................................................................................... ............93 6. Funktionel grammatik som tekstanalytisk forståelsesramme.......................................................94 . William og Polterabend.......................................................................................... .......................94 Litteratur.................................................................................................................. ...........................96 Primær litteratur:................................................................................................................... .........96 4

Sekundær litteratur:....................................................................................................................... .96 Fra internettet.......................................................................................................... ..................98 Bilag 1 – William Bilag 2 – Polterabend

1. Indledning
Litterær metode er normalt det udgangspunkt man tager, når man fortolker litteratur. Det er dog ikke fokus i denne opgave at lave en udtømmende fortolkning. Den foreliggende opgave vil i stedet undersøge, hvordan den funktionelle grammatik kan fungere som tekstanalytisk forståelseramme for litterære værker. De to noveller William og Polterabend af Jan Sonnergaard er den litteratur, vi anvender i vores analyse: Denne analyse kan forhåbentlig give et andet perspektiv på litteraturen. Det fælles udgangspunkt for at analysere de to noveller er, at de begge har upålidelige fortællere. Det er desuden interessant, hvilken betydning detaljen har for helheden. I projektet vil vi gerne undersøge, hvordan detaljer i den enkelte sætning betyder noget for den samlede tekst. Opgaven er en tæt sproglig tekstanalyse af to litterære tekster. Analysen af disse tekster vil vi bruge til at synliggøre, hvad de sproglige værktøjer kan og ikke kan. Disse sproglige værktøjer er hovedsagelig kategorier inden for funktionel grammatik. Vi har således valgt at koncentrere os om den funktionelle grammatik i stedet for at bruge en pragmatisk tilgang, men da disse to discipliner ikke kan adskilles, inddrager da også Grices teori om implikatur og samarbejdsprincippet. Vores problemformulering lyder: Kan en tæt sproglig analyse af isotopi, tid og tempus, præsupposition og polyfoni i novellerne William og Polterabend af Jan Sonnergaard udrede novellernes sproglige strategier for fortællerupålidelighed, på en måde som giver en bedre helhedsforståelse af dem og en bedre indsigt i de gensidige forventninger mellem novellerne og læseren?

Analysematerialet: William og Polterabend
For at kunne undersøge, hvordan fortællerupålidelighed, som det kommer til udtryk i en fiktiv tekst1, kan analyseres tæt sprogligt, har vi udvalgt to analyseemner: Novellerne William og Polterabend fra Jan Sonnergaards novellesamling Radiator fra 1997. Teksterne er forskellige på mange punkter, men ens på den måde, at de begge har jegfortællere, der fremstår som upålidelige for læseren. Den upålidelige fortælleteknik mener vi er yderst anvendelig i
1 Vi accepterer normalt hvad en fortæller fortæller os. Men det skal vi ikke altid gøre. Det er tilfældet når vi har at gøre med en upålidelig fortæller. I denne slags litteratur er det netop formålet at læseren skal opdage at det fortælleren fortæller, ikke er til at stole på eller bare at han udelader oplysninger for os. Fortælleren er dermed upålidelig. (Abrams 1999 Opslag: Unreliable narrator).

5

forhold til at belyse, hvordan en tæt sproglig analyse kan svare på nogle af de spørgsmål, teksterne rejser, fordi upålidelighed strider imod sprogets grundlæggende samarbejdsprincip2, og upålideligheden derfor må udmønte sig i mange interessante sproglige brud. De enkelte noveller er primært valgt på denne baggrund, men også fordi vi som læsere havde svært ved at danne os et overblik over, hvad teksterne egentlig formidlede. Hvad forsøger de at sige, og hvilke sproglige strategier bidrager til denne tilsyneladende flertydighed?

2 Som vi præsenterer i teoriafsnittet om Grice 6

2. Metode Videnskabsteoretisk udgangspunkt
Dette afsnit introducerer kort til den funktionelle grammatik, som vi anvender i vores analyse af William og Polterabend. Den funktionelle grammatik står i modsætning til den normative grammatik, idet den er deskriptiv (Hansen & Heltoft 1998, 22). Funktionel grammatik kaldes 'funktionel', fordi den inddrager sproget, som det er anvendt, og beskriver det ud fra det ståsted, at sprogets organisering ikke er arbitrær – den er et resultat af den fortsatte brug (Halliday 1994, xiii introduction). I forlængelse heraf fokuserer den funktionelle grammatik på det vigtige faktum, at sproget også har en betydningsside, ikke kun en formside (Hansen & Heltoft 1998, 20). For at kunne beskrive sproget må man derfor undersøge, hvordan de enkelte dele realiserer betydning i forhold til hinanden og i forhold til helheden (Halliday 1994, xiv introduction). Den funktionelle grammatik er oplagt som metode til undersøgelse af en teksts meningspotentiale, fordi den netop bygger på en forståelse af sprogets dele som bærende og realiserende betydning. Ved at analysere og diskutere teksternes grammatiske træk kan vi derved undersøge, hvilke nye betydninger der fremkommer, og hvordan de kan bidrage til forståelsen af teksten. Funktionel grammatik er også anvendelig, fordi den tillader os at se teksterne ud fra de kriterier, de selv opstiller. Vi har valgt teksterne ud fra egne kriterier, primært om anvendelighed i forhold til at analysere fortællerupålidelighed, der er en nøgle til at åbne for forståelse af teksterne, men vi har på den anden side valgt de grammatiske analysekategorier, vi bruger, ud fra, hvilke brud på grammatisk praksis, der optræder i novellerne. Når det er sagt, har vi også udvalgt de tekststeder og brud, vi finder mest interessante i forhold til at udrede teksternes fortællerupålidelighed, men dette fokus på upålidelighed mener vi også er i teksternes ånd.

Uddybende projektmetode
Dette afsnit skal afklare, hvordan projektets fokus på fortællerupålidelighed bliver undersøgt ved hjælp af den udvalgte teori, anvendelsen af denne teori til analyse af novellerne og diskussionen af analysens resultater. Som vi her antyder, er projektet opdelt i et teoretisk afsnit, to analyseafsnit (af hhv. William og Polterabend) samt et kortere diskuterende og konkluderende afsnit. Det første afsnit herefter, der er vores teoriafsnit, drejer sig om vores teoretiske udgangspunkt. De enkelte teoretiske kategorier i afsnittet er udvalgt af forskellige årsager: Det første afsnit om Grices implikaturbegreb giver en grundlæggende forståelse af sproget og sprogbrugernes forventninger, som vi har fundet anvendelig i forhold til at identificere sproglige brud i teksten. Efterfølgende introducerer vi til kategorier inden for den funktionelle grammatik ud fra Lars Heltoft, Erik Hansen,

7

M.A.K. Halliday, Rudiquia Hasan, Eva Skafte Jensen og Rita Therkelsen. Disse delafsnit drejer sig alle om de grammatiske redskaber, vi har anvendt i analysen af novellerne: Tid og tempus, Præsupposition, Sætningskløvning og Kohæsion. Udvælgelsen er sket på baggrund af, hvilke grammatiske karakteristika teksternes vigtigste brud har. Herefter går vi videre til en kort gennemgang af Ole Togebys begreber om Løse ender og Isotopi, som, idet de bevæger sig inden for det semantiske område, omhandler de brud i meningsdannelsen, vi kan se i novellerne. Videre inddrager vi den sproglige Polyfoniteori som udviklet af Henning Nølke m.fl. i afsnittet om Flerstemmighed for på den måde at kunne analysere, hvorledes afsenderen (fortælleren) stiller sig i forhold til de synspunkter, vi kan se i teksterne. I samme afsnit inddrager vi Modalitet som vi også finder anvendelig i forhold til fortællerens holdningstilkendegivelser, og sidst ser vi på, hvordan synsvinkler i en fiktiv tekst kommer til udtryk grammatisk. I vores analyseafsnit præsenterer vi først vores analysemetode, og da vi analyserer to forskellige tekster, opdeler vi analyseafsnittet i to: Analyse af William og Analyse af Polterabend. De to afsnit er dog parallelt opbygget. Vi inddrager først vores forhåndslæsning af novellen, på baggrund af hvilken vi danner tre delhypoteser, som vi ønsker at kaste lys over. Vi iværksætter herefter en grundig sproglig analyse, for slutteligt i en opsamlende diskussion at kunne vurdere delhypotesernes holdbarhed og skabe en samlet forståelse af hver novelle. Eftersom projektet fokuserer på fortællerupålidelighed, tager projektets efterfølgende afsnit Diskussion udgangspunkt i dette – nu set i forhold til begge de analyserede tekster. Vi ønsker at undersøge, hvad vores grammatiske kategorier samlet kan bidrage med til en helhedsforståelse; de enkelte grammatiske kategorier bruger vi kun til at få en forståelse af de elementer i teksterne, der samlet kan bidrage til helhedsforståelsen. Som nævnt i vores problemformulering, er vores fokus ikke en tolkning af vores noveller. Novellerne fungerer egentlig som eksempler på tekstmateriale, der indeholder forståelsesmæssige problemer, der har med fortællerupålidelighed at gøre, og det er den funktionelle grammatiks potentiale som tekstanalytisk ramme til forståelse af denne upålidelighed, vi fokuserer på. I den afsluttende diskussion stiller vi hele tiden os selv det spørgsmål, hvad forståelsen af de pågældende sproglige mønstre kan bidrage med til en forståelse af en eller begge noveller. Samtidig undersøger vi dog også, hvordan fortællerupålideligheden i hver af novellerne har måttet angribes forskelligt, simpelt hen fordi novellerne er forskellige. Sammenstillingen af de to noveller skal altså vise, hvordan en funktionel grammatisk analyse må tage sit udgangspunkt i teksten og undersøge, hvordan grammatikken som tekstanalytisk ramme kan tilpasse sig denne tekst. Her kommer også en diskussion af den funktionelle grammatiks begrænsninger ind. Ingen litterær tekst kan forstås udelukkende ved grammatisk analyse, og i vores analyse bidrager den funktionelle grammatik også kun til vores forståelse af en tekst. Det er dog ikke alle steder, disse bidrag er nok til fuldt ud at forstå 8

et brud og bruddets funktion i teksten. I forbindelse med de steder vil vi altså sige noget om, hvor den funktionelle grammatiks begrænsninger ligger i forhold til en forståelse af vores noveller.

9

3. Teori
I dette afsnit præsenterer vi vores teoretiske udgangspunkt og de grammatiske og semantiske kategorier, som vi vil bringe i anvendelse i analysen af de to noveller William og Polterabend. Vi vil først kort præsentere Grices teori om sprog som samarbejde og hans maksimer, derefter et afsnit om Tid og tempus. Så følger afsnittene Præsupposition, Sætningskløvning og Kohæsion, hvorefter vi inddrager den semantiske kategori Kohærens. Efterfølgende kommer vi ind på sproglig Flerstemmighed, nærmere betegnet Modalitet og Polyfoni og til sidst vil vi inddrage relevant teori om fiktive tekster: Synsvinkler i fiktive tekster.

3.1 Grices teori om implikatur og de fire maksimer
Vi gennemgår her Herbert Paul Grices tanker om, hvordan den måde, vi kommunikerer på, følger bestemte principper. Principperne er grundlæggende for enhver kommunikativ tekst og dermed også for, hvordan vi forstår vores to noveller. Udgangspunktet for Grices teori er implikatur. Implikatur er den underliggende (eller underforståede) mening af hvad der bliver sagt. Grices teori om Samarbejdsprincippet forklarer, hvordan modtageren er i stand til at forstå, hvad den talende (afsender) mener, og implikatur er altid afhængig af samarbejdsprincippet, da samarbejdsprincippet er grundlæggende for al sproglig kommunikation. Samarbejdsprincippet betyder altså, at når mennesker taler sammen, har de nogle forventninger om, at bestemte regler bliver fulgt, fordi man forventer samarbejde, medmindre man får indikationer på det modsatte. På den baggrund taler Grice om to former for implikatur: Konventionel implikatur og konversationel implikatur. Konventionel implikatur Konventionel implikatur bruges til at forstå ytringer, som per konvention bærer en bestemt betydning uafhængigt af konteksten. Et eksempel kunne lyde som følger: Jeg er gammel, men glad I dette eksempel er den konventionelle implikatur, at gammel og glad er modsætninger, fordi men instruerer om dette forhold mellem adjektiverne uanset konteksten (Thomas 1995, 55-63).

Konversationel implikatur Til forskel fra konventionel implikatur er konversationel implikatur afhængig af konteksten. Ironi er et eksempel på konversationel implikatur, da man kun kan påvise ironi ud fra konteksten. 10

Samarbejdsprincippet udmønter sig i fire maksimer, som er relevante inden for konversationel implikatur: Kvantitet: Giv så præcise informationer som muligt. Sig hverken for meget eller for lidt. Kvalitet: Lyv ikke, og giv ikke informationer du mangler bevis for. Relation: Giv relevant information. Måde: Undgå uklarhed og tvetydighed. Giv så korte og velordnede meldinger som muligt. (Thomas 1995, 63-64). Overskridelse af maksimerne Da samarbejdsprincippet er udgangspunktet i al menneskelig kommunikation, vil brud på maksimerne set fra modtagers synspunkt instruere om en ny mening. Dette kan i det nedenstående eksempel fx ske i form af en vittighed. Kontekst: To venner (Jesper og Per) er ved at bestille pizza: Jesper - ”Hvad skal du have?” Per - ”Mad.”

Dette eksempel overskrider kvantitetsmaksimen, da modtageren, der siger mad, ikke giver fyldestgørende oplysninger – vennen er på grund af situationen klar over, at den anden ønsker mad, men ikke hvilken type mad, han ønsker. Desuden overskrider eksemplet også relationsmaksimen, da Per ikke giver relevant information. Når de to venner er ved at bestille pizza, må det være underforstået, at de gerne vil have mad. Da Per i det ovenstående eksempel overskrider disse maksimer, må Jesper begynde at lede efter årsagen til Pers svar. En nærliggende forklaring er som nævnt, at Per prøver at være morsom.

3.2 Tid og tempus
Form og kalendertid Når man taler om tid og tempus, må man skelne mellem tempus som en strukturel størrelse i sproget, altså en form, og tid som en størrelse i virkeligheden, som også kaldes kalendertid, netop med henvisning til at den har med datoer, tidspunkter o.l. at gøre. Tempus er en bøjningskategori til verber, men verbernes bøjning tager ikke stilling til kalendertid (Hansen & Heltoft 2006 A, 52-59). Et eksempel som ”en sparkedragt, som blev mere og mere rød.” (Sonnergaard 1997, 90) viser os, at

11

præteritum af blive (blev) ikke nødvendigvis indikerer en afsluttet proces. Sparkedragten vedblev at blive rød i kommunikationstidspunktet, måske endda efter, det ved vi ikke. Præteritum tager altså kun stilling til observationstiden, det vil sige blev mere og mere rød udtaler sig ikke om nutiden, men udelukker ikke, at handlingen kan strække sig ind i den.

Tids- og tempuslinjer Netop fordi tid og tempus er to forskellige størrelser, illustrerer man forholdet mellem dem vha. to forskellige linjer. __________________________________T________________________________TEMPUS _____________(R)___________________K__________________(R)___________TID (Therkelsen 1995, 267) Den øverste linje er altså tempus, og på denne linje markerer fortæller sit tale-tidspunkt (T). Taletidspunktet, der realiseres af tempusvalg, er så at sige et udtryk for, hvor fortællers bevidsthed befinder sig (Therkelsen 1995, 269). Man kan fx bruge både præsens og præteritum til at tale om et referencepunkt (R), der ligger før kommunikationstidspunktet (K). Når fortælleren i Polterabend siger, at ”Det er en kendt sag, at man ikke får HA til at køre sådan en tur for under titusind.” (Sonnergaard 1997, 82), placerer han med præsensformerne er og får sin bevidsthed i nutiden, altså kommunikationstidspunktet nutid, men det betyder ikke, at man kan isolere referencepunktet til at ligge samtidig med dette kommunikationstidspunkt. Her bruges er og får som almen præsens til at angive en tilstand i verden, der kan strække sig både tilbage i fortiden og frem i fremtiden. Hvis sætningen havde stået i præteritum, havde det således heller ikke betydet, at man ville kunne isolere referencepunktet til at ligge før kommunikationstidspunktet. Den tænkte sætning Det var en kendt sag, at man ikke fik HA til at køre sådan en tur for under titusind ville ikke betyde, at det ikke var en kendt sag i kommunikationstidspunktet eller efter dette, men ville bare placere fortællerens bevidsthed i en fortid i forhold til kommunikationstidspunktet. Når man udtaler sig om en tilstand i verden, og ikke en enkeltstående begivenhed, markerer man med præteritum således ikke begyndelse og afslutning, men blot at tilstanden eksisterer i referencepunktets tid.

Tempus og afstand Det fremgår altså af ovenstående, at en præteritumform af et verbum ikke nødvendigvis betyder, at en handling er afsluttet i fortiden, men sagtens kan række ind i nutid og fremtid. Det viser, at den tidslige 12

placering af en handling (tilstand, proces) afhænger af andet end tempusformen alene, men også fx tidsadverbialer og generel baggrundsviden, både om verden og om grammatiske konventioner. Tempusformen markerer først og fremmest et abstrakt afstands-/nærhedsforhold på fortællerens vegne (Hansen & Heltoft 2006 A, 59), altså hvor han stiller sig i forhold til det, han siger, jf. den placering af bevidsthed, vi nævner ovenfor. Denne subjektive markering kan fx indikere afstand til en realisverden: ”Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete” (Sonnergaard 1997, 9). Her markerer ville og skete ikke fortid, men hypotetisk form. Dog kan tempus også markere tidslig placering, fx i Williams historie: ”Jeg har allerede fortalt, at vi tæskede ham lige til han gik ud af tiende klasse” (Sonnergaard 1997, 18). Har fortalt placerer handlingen før kommunikationssituationen og angiver den som afsluttet og som relevant for nutiden (hvis William ikke havde fortalt det allerede, ville det næste, han sagde, bare pege på en handling før nutiden). Præsens perfektumformen er dog ikke specifik i tid, og det er ikke sådan, at denne form altid indikerer afsluttethed eller fortid. ”Vores ferie havde varet siden mandag” (Sonnergaard 1997, 11) betyder ikke, at ferien er slut i Kommunikationstidspunktet, tværtimod formodes den stadig at være i gang.

3.3 Præsuppositioner
Præsuppositioner er den information i en sætning, som afsender forventer, at modtager godtager som sand. Hvis ikke han gør dette, kan det ytrede ikke tælle som en sproghandling (jf. Grices maksimer). Præsuppositioner tegner således et billede af den information, som tekstens afsender mener at have til fælles med tekstens modtager. Den forudsatte viden kommer til udtryk både på tekstniveau i fx synsvinkler3 og på sætningsniveau. Et typisk eksempel på en grammatisk præsupposition er en at-sætning: Hun ved, at intet kan ødelægge forholdet Her forudsætter afsender, at forholdet ikke kan ødelægges og forventer, at denne viden vil blive accepteret af modtageren. Afsender forudsætter yderligere, at hun og forholdet kan identificeres, enten ud fra resten af teksten eller konteksten. Nogle ord har i deres faste betydning en automatisk præsupposition; det har ødelægge fra tidligere fx. Her præsupponeres det, at der eksisterer en tilstand eller ting, som kan ødelægges, således at denne ting kan gå fra at være ikke-ødelagt til at blive ødelagt. Var det ikke muligt, ville sætningen være meningsløs (Hansen & Heltoft 2006 B, 30).

Negationsprøven Præsuppositionen må adskilles fra implikationen – sidstnævnte udtrykker en hvis A, så B-relation og
3 Det uddyber vi i afsnittet Synsvinkler i fiktive tekster

13

er på den måde en logisk slutning. For at adskille de to typer kan man anvende negationsprøven. I negationsprøven skal det præsupponerede være til stede i både propositionen og den negerede proposition for at kunne tælle som en præsupposition. Det viser nemlig, at det forudsatte ikke er til diskussion: ”Hvis Q er en præsupposition i sætningen P, så er Q også præsupposition i sætningen ikke-P; og hvis Q er præsupposition i sætningen ikke-P så er Q også præsupposition i , sætningen P” (Hansen & Heltoft 2006 B, 31). Vi kan benytte samme eksempel: Hun ved, at intet kan ødelægge forholdet Hun ved ikke, at intet kan ødelægge forholdet I begge eksempler tæller at-sætningen som viden, der ikke er til diskussion, hvilket betyder, at at intet kan ødelægge forholdet er det præsupponerede.

3.4 Sætningskløvning
Sætningskløvning er en form for fokuskonstruktion, som ved at kløve en sætning til en helsætning og en relativsætning kan angive, hvilken del af sætningen, der skal lægges fokus på. ”Sætningskløvning består i en toleddet sætningskonstruktion, der formelt set indledes med en det-sætning: det + være/blive+ X efterfulgt af en sætning der følger relativmønstret. Leddet X er et led der betydningsmæssigt og kombinatorisk hører hjemme i relativsætningen, men placeres i forsætningen ” (Hansen & Heltoft 2006 A, 181). Leddet X er det udkløvede led og altså fokusleddet: Sætningens vigtigste information som ”afsenderen vil have modtageren til at forholde sig til” (Hansen & Heltoft 2006 A, 182). Den efterfølgende relativsætning bliver dermed præsupponeret, fordi den præsenteres som kendt information. I eksemplet fra William kan man læse følgende: ”det var naturligvis hende, jeg holdt med” (Sonnergaard 1997, 20). Man kan finde X ved at anvende negationsprøven, som vi introducerer i afsnittet om præsuppositioner. X skal altid kunne nægtes. Det kan eksemplificeres ved det allerede nævnte citat: det var naturligvis ikke hende, jeg holdt med Da det er hende, der kan nægtes, kan vi fastslå at det udkløvede led er hende. Jeg holdt med er 14

præsupponeret, hvorved at holde med ikke bliver sat til diskussion i nogle af sætningerne; det er derimod præsupponeret, at man skal holde med nogen i begge tilfælde. I citatet er hende altså det udkløvede led (X) og dermed fokusleddet. (Det faktum at hende også er kursiveret i teksten er med til at understøtte dette fokus). Relativsætningen jeg holdt med er præsupponeret og forudsat sand.

3.5 Kohæsion
Dette afsnit behandler den kategori under den funktionelle grammatik, der kaldes kohæsion. Vi vil desuden uddybe en bestemt type kohæsion, nemlig kohæsion vha. konjunktioner, da brugen af disse i novellerne har vist sig interessant. Formålet med kohæsion er at skabe sammenhæng i tekst. En tekst er defineret ved at være en enhed af sætninger, der har en meningsmæssig sammenhæng. Hvis eksempelvis to sætninger står i forlængelse af hinanden, skal der altså være en sammenhæng imellem de to sætninger, for at enheden af de to sætninger kan kaldes en tekst. En meningsfuld sammenhæng kan skabes på flere forskellige måder, men handler altid om, at teksten skal bestå af meningsfulde enheder i en bestemt rækkefølge. Om der er kohæsion i teksten, handler dog altid om, hvilken kontekst teksten er skrevet i. Nogle sætninger kan umiddelbart se ud som om, de ikke har noget med hinanden at gøre, men i den rette kontekst kan der alligevel være mening i at sætte dem sammen (Halliday & Hasan 1976, 7-13). Teksten bliver bundet sammen ved, at der i hver sætning enten er en reference bagud, kaldet en anaforisk reference, eller en reference fremad, kaldet en kataforisk reference. Man kan også referere til noget uden for teksten, det kaldes en exoforisk reference. Er der en af disse referencer, er de to sætningers to elementer koreferentielle. Ved koreference forstås altså, at der skal være noget i den ene sætning, der refererer til noget i den anden sætning, men de to sætninger behøver ikke følge lige efter hinanden. Der kan sagtens være en eller flere sætninger imellem de koreferentielle sætninger. Når sammenbindingen er imellem mere end to sætninger, er der tale om kohæsive kæder. Desuden kan der både være kohæsion mellem sætninger og indenfor en sætning. (Halliday & Hasan 1976, 3-4, 7-11, 17 & 18). Den måde, der kan skabes sammenhæng på, kan bl.a. være ved, at repetere ord der åbenlyst refererer til hinanden. I eksemplet: Peter købte en is. Derefter spiste han isvaflen. (eget eksempel) referer isvaflen tilbage til is, og skaber dermed en anaforisk reference ved at repetere samme ord (is og is-(vaflen)). Dette kaldes leksikalsk kohæsion (lexical cohesion), og det behøver, som det kan ses

15

af eksemplet ikke være præcis det samme ord, der bliver brugt. Læseren skal bare kunne forstå den leksikalske sammenhæng, der er mellem de to ord. Hvis vi laver eksemplet lidt om: Peter købte en is og spiste den. (eget eksempel) får vi en anden form for kohæsion, nemlig kohæsion ved hjælp af konjunktioner. Her sidestiller og sætningerne (se nedenfor om konjunktionen og) og angiver dermed relationen mellem dem. I samme citat referer den anaforisk til is, hvilket viser, hvordan der kan skabes kohæsion ved hjælp af substitution. Man substituerer altså substantivet is med pronomenet den og bruger den anaforiske reference den til at skabe sammenhæng i teksten. (Halliday & Hasan 1976, 3- 12 & Togeby 1979, 40). Der kan også være kohæsion i sætninger, hvor de led, der normalt skaber kohæsion, er udeladt. Grunden til, at der stadig er kohæsion i sætningen, er, at læseren er i stand til at opfatte sammenhængen, selvom leddet er udeladt. ”De var i lårkort og havde gjort det bedste, de kunne for at ligne fotomodeller fra tresserne. Touperet hår.” (Sonnergaard 1997, 83). I første del af denne sætning er det personlige pronomen de udeladt mellem og og havde. Det er altså et eksempel på elliptisk kohæsion. Det andet sted i denne sætning, der er elliptisk kohæsion, er sidste sætning: Touperet hår. I denne sætning kunne der have stået De havde touperet hår el. lign. Dermed er både subjekt og verbal udeladt, men læseren er stadig i stand til at forstå sammenhængen til den tidligere sætning. I dette eksempel forekommer den form for kohæsion, man kalder repetition (Halliday & Hasan 1976, 3-12): ”Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete.” (Sonnergaard 1997, 9) Her repeteres hun, hvilket ud over at skabe kohæsion i sætningen giver en opremsende funktion, der bekræfter, at det er hende, det drejer sig om. Et andet eksempel på kohæsion er hentet fra Polterabend: ”Og så startede drengene, og der kom tre mere, og de omfavnede Simon” (Sonnergaard 1997, 83) I citatet ovenfor er det drengene og de man skal lægge mærke til. Drengene refererer tilbage til de unge mennesker (Sonnergaard 1997, 82), altså kohæsion ved hjælp af reference og substitution og desuden konjunktioner. Fra citatet ovenfor og fremad i novellen er der en kohæsiv kæde gennem afsnittene, hvor gruppen af venner bliver omtalt som de.

16

Konjunktioner Som det kan ses af det ovenstående, kan konjunktioner bruges til at skabe kohæsion i en tekst. Hansen og Heltoft skriver om konjunktioner at de ”forbinder sætninger eller dele af sætninger til en større helhed” (Heltoft & Hansen 2006 A, 67). Desuden betegner konjunktioner forholdet imellem sætningerne. Konjunktionerne er ubøjelige og deles op i to grupper, disse kaldes henholdsvis frie konjunktioner og styrede konjunktioner. De frie konjunktioner kan opdeles efter hvilke relationer, de skaber mellem sætninger. Den frie konjunktion og betegner således semantisk sammenhæng mellem sætninger ved at sideordne dem fx: ” han fik øl, og drengene spiste uden Simon” (Sonnergaard 1997, 83) (vores markering). I vores noveller bruges konjunktionen og desuden som et element i fortælleteknikken. Mange gange i novellerne William og Polterabend bliver og brugt flere gange efter hinanden til at sideordne sætninger. Dette gør, at læseren opfatter det, som om handlingen går hurtigere, og det giver dermed et mere hektisk indtryk af den på linje med den effekt, som bruges i spillefilm med hurtige klip. En anden fri konjunktion men betegner derimod modsætninger mellem sætninger: ”Han ville så gerne være med, men vi ville sgu da ikke have ham med” (Sonnergaard 1997, 15) (vores markering). Desuden betegner konjunktioner som for og fordi følgevirkning eller årsagssammenhæng. Konjunktionen hvis betegner betingelsessammenhæng: ”hun ville blive lige så ked af det som jeg, hvis det skete.” (Sonnergaard 1997, 9) (vores markering). Sidst men ikke mindst er der de frie konjunktioner, der betegner tidsrelation, disse er fx da, før, idet og siden. ”Da de forlod det betændte område, var Simon i sparkedragt”(Sonnergaard 1997, 86) (vores markering). Desuden kan man man dele konjunktionerne op på en anden måde i særordnende og underordnende konjunktioner. De særordnende forbinder sætninger med samme syntaktiske opbygning, mens de underordnende gør sætningen til led i en overordnet sætning. De særordnende konjunktioner består af ord som men, eller, for og så. De underordnende består af ord som fordi, hvis, at og om. (Hansen & Heltoft 2006 A, 68-72)

17

3.6 Kohærens
Ligesom kohæsion handler kohærens om sammenhænge i tekster, men kohæsion er et tekstligt begreb, hvorimod: ”coherence, on the other hand, is in the mind of the writer and reader: it is a mental phenomenon and cannot be identified or quantified in the same way as cohesion ” (Thompson 1996, 147). Kohærens handler om at skabe eller finde mening gennem sammenhæng i en tekst, om en overordnet semantisk sammenhæng. Læseren af en tekst vil altid søge at finde mening i teksten, og at der findes kohærens i teksten er en forudsætning for at kunne finde denne mening. Manglende kohærens medfører enten, at man må opgive at finde mening i teksten eller forsøge sig med mere eller mindre kvalificerede gæt.

Isotopi Begrebet ’isotopi’ stammer fra græsk og er sammensat af præfikset ’iso’, der betyder samme eller lige samt ordet ’topos’, der betyder sted. Isotopi er ord, der angiver samme kategori af betydning, eller som Togeby formulerer det: ”bevidsthedselementer der hører hjemme ’ samme sted’ i verdensbilledet” (Togeby 2003, 232). Togeby hævder, at denne isotopi er fastlagt inden selve tolkningen af teksten, idet den mere eller mindre ubevidst styrer selve forståelsen af udsagnet, som derefter danner grundlag for den videre tolkning af hele teksten. Isotopi er relevant i forbindelse med entydiggørelse af flertydige ord og udtryk ud fra en specifik kontekst. Som læser forsøger man at entydiggøre ud fra konteksten, og denne entydiggørelse er med til at skabe en større forståelse af tekstens sammenhæng. Et eksempel på en entydiggørelse af et udtryk fra Polterabend kunne være en kasse mere (Sonnergaard 1997, 86), hvor en kasse entydiggøres som en kasse øl frem for fx en kasse frugt ud fra den druk-isotopi, vi allerede er blevet præsenteret for i fortællingen.

Løse ender En løs ende er et brud på den regel Ole Togeby formulerer som: ”Enhver prædikation skal stå i mindst én relation til mindst én anden prædikation, og jo færre des værre.” (Togeby 1979, 71). En prædikation er forbindelsen mellem et referenceudtryk, som også kaldes prædikationens argument, og et prædikat om dette argument. Prædikationer er primært interessante set fra en indholdsmæssig vinkel. I Polterabend kan vi se et eksempel på en løs ende på side 84, hvor fortælleren siger: ”man lige har ordnet en hurtig, men ubehagelig forretning.” (Sonnergaard 1997, 84). Man er referenceudtrykket og lige har ordnet en hurtig, men ubehagelig forretning er prædikatet, der siger 18

noget om Man, som i det her tilfælde er fortælleren. Da denne prædikation præsenteres som et faktum og en ubehagelig forretning præsenteres som ny abstrakt information, og ubehagelig forretning slet ikke står i relation til nogen anden prædikation, må vi opfatte den som en løs ende. Som skrevet i Togebys definition på løse ender, kan en løs ende godt have én eller flere relationer til én eller flere andre prædikationer og stadig være en løs ende. På side 10 i William siger jegfortælleren: ”hun gjorde nar af Lolita”, og den prædikation relaterer sig til: ”hun parodierede en lillepige” (Sonnergaard 1997, 10). Der er flere relationer imellem de to prædikationer, nemlig: 1. referenceudtrykket er det samme: hun-hun (=Ulla)4 2. prædikationens verbal: gjorde nar af-parodierede (som næsten er synonyme) 3. prædikationens objekt: Lolita-lillepige5 Selvom prædikationen hun gjorde nar af Lolita har flere relationer til prædikationen hun parodierede en lillepige, er disse relationer ikke nok til at forklare, hvad der menes med hun gjorde nar af Lolita, dvs. prædikatet er ikke entydiggjort af relationerne. Derfor må prædikationen stadig betragtes som en løs ende, selvom den har flere relationer til en anden prædikation.

3.7 Flerstemmighed
Dette teoretiske delafsnit handler om modalitet, polyfoniteori og polyfonisk indrømmelsesaktivitet, som vi inddrager for at kunne analysere, hvilke stemmer, der kommer til udtryk i novellerne William og Polterabend.

Modalitet I vores analyse af fortællerupålidelighed og stemmer i teksten kan et indblik i modaliteten i novellerne hjælpe os til at se, hvordan fortælleren forholder sig til sine ytringer: Om han regner dem for at være sande eller falske, om han har reservationer i forhold til det ytrede mm. Desuden kan fortælleren også forsøge at ’styre’ vores læsning med modale virkemidler, idet han kan prøve at gøre sin egen holdning til det ytrede til den gældende.

Forskellige opfattelser af modalitet Når man taler om modalitet, må man først skelne imellem to opfattelser af fænomenet. Den romanske tradition antager, ”…at modalitet er afsenders tilstedeværelse i ytringen…” (Jensen 1997, 10), og
4 5 Dette er et eksempel på repetition. Dette er et eksempel på leksikalsk kohæsion

19

derved bliver alle ytringer også modale, idet afsenders attitude altid sætter sit præg på ytringen. Den anden opfattelse er den angelsaksiske, der ikke regner faktuelle ytringer som bærere af modalitet. Inden for denne opfattelse skal en ytring altså forholde sig til andre mulige verdener, noget nonfaktuelt, for at være modal (Jensen 1997, 10). Vores udgangspunkt er den romanske opfattelse, så vi vil regne alle ytringer som modale. Vores grund til dette er, at vi mener, at i og med at enhver ytring har en afsender, er enhver ytring også filtreret gennem denne afsender og altså et udtryk for dennes opfattelse af verden, også selv om det drejer sig om en simpel deklarativ, indikativ ytring om verden som fx Det regner i dag. Ytringens indhold bliver præsenteret som et faktum, så derfor må den afspejle afsenderens holdning: At han opfatter det ytrede som fakta.

Epistemisk og deontisk modalitet og modalverber Modalitet handler populært sagt om afsenders aftryk i ytringen, altså hvordan afsender forholder sig til det sagte. Der er dog flere former for modalitet. Epistemisk modalitet er, når afsender forholder sig til informationen i det ytrede – til muligheden for det. Her forholder afsender sig til viden eller tro i forhold til det ytrede. Epistemisk modalitet kaldes derfor også tit vidensmodalitet. Ved Deontisk modalitet bekymrer afsender sig derimod om de handlinger, der ligger i propositionen. Her er det handlingen, der er i fokus, og afsender forholder sig til pligt eller tilladelse i forhold til det ytrede. Deontisk modalitet kaldes tit pligtmodalitet. Man kan demonstrere med to ytringer fra henholdsvis William og Polterabend, nemlig ”Men alt for kedeligt – dét må det ikke blive.”(Sonnergaard 1997, 9) og ”Dette må være de to største magter, vi har.” (Sonnergaard 1997, 90). I første eksempel er der tale om deontisk modalitet, da må hér betyder, at jegfortælleren og Ulla ikke kan tillade, at det bliver alt for kedeligt. I andet eksempel er det epistemisk modalitet, da må hér betyder, at fortælleren regner det for muligt, at de to magter …er de største, vi har. Det er altså modalverbet må, der er tvetydigt her. Med hensyn til modalverberne kan de alle bruges til at udtrykke deontisk modalitet, mens kun måtte, skulle, ville og kunne kan udtrykke epistemisk modalitet. Turde, burde og gide beskæftiger sig altså ikke med afsenders viden eller tro om propositionens sandhedsværdi. Det ligger også i disse tre modalverber, at de viser tilbage til afsender og ikke til propositionen som sand/falsk (Jensen 1997, 1218). Fx kan de jo normalt ikke bruges med et uanimeret indholdssubjekt. Hvis man gør dette, må det være for at personificere det uanimerede subjekt, fx fjernsynet gider ikke tænde. Modalverberne kan altså indikere epistemisk og deontisk modalitet, og man må læse ud fra konteksten, om der er tale om den ene eller anden slags.

20

Mulighed og nødvendighed Epistemisk og deontisk modalitet kan endvidere udvides ved at spørge, om der er tale om mulighed eller nødvendighed. Hvis vi igen ser på ytringen Dette må være de to største magter, vi har, er den epistemiske mulighed at de to magter muligvis er de største, men at det ikke kan regnes for sikkert. Den epistemiske nødvendighed er, at man ved, at de to magter er de største. Epistemisk mulighed handler altså om tro, hvor epistemisk nødvendighed handler om viden. Hvis vi så ser på ytringen det må dét ikke blive, må der være tale om deontisk nødvendighed, fordi dette er nødvendigt, hvis forholdet skal holde. Det er ikke bare tale om tilladelse, da en tilladelse ikke er tvingende. En deontisk mulighed kunne til gengæld være Eva Skafte Jensens eksempel ”Han må køre 100 km/t på motorvejen.” (Skafte Jensen 1997, 14), hvor det er tilladt at køre 100 km/t, men ikke påbudt. Her er skellet altså mellem tilladelse og påbud (eller pligt).

Modaladverbialer Modalitet kan udtrykkes på flere forskellige måder. Hvor modaliteten i eksemplet Dette må være de to største magter vi har er båret af modalverbet må, kan den også udtrykkes gennem brug af tempus, modus, interjektioner og partikler. Modalverberne bruges særligt til markering af epistemisk og deontisk modalitet som i eksemplet. Modalitet handler dog om mere, end bare hvordan afsender forholder sig til viden/tro og pligt/tilladelse i det ytrede. Et modaladverbial som fx desværre udtrykker noget om afsenders holdning til ytringen, som i ”Men desværre kunne jeg ikke rigtigt se hvordan.” (Sonnergaard 1997, 89) . Desværre er et faktivt modaladverbial, og disse antager, at ytringen er sand, og forholder sig til ytringen som sådan. Desværre vurderer sætningsindholdet negativt (Hansen & Heltoft 2006 A, 77) I vores citat betyder det altså, at afsenderen (her fortælleren) synes, at det er ærgerligt, at han ikke kan se, hvordan det gik galt. Andre modaladverbialer, som fx naturligvis, udtrykker epistemisk modalitet, idet de forholder sig til sandhedsværdien i propositionen, som i ytringen ”- selvom hun naturligvis spillede skuespil” (Sonnergaard 1997, 11), hvor jegfortælleren prøver at overbevise os om sandheden i, at Ulla spiller skuespil. Disse kaldes epistemiske adverbialer. En tredje gruppe af modaladverbialer, som Eva Skafte Jensen kalder dialogkonstituerende adverbialer (Skafte Jensen 1997, 20), retter sig både imod afsender og modtager, idet de både udtrykker afsenders forholden sig til propositionen, men også dennes forholden sig til, hvordan modtager opfatter denne proposition. Det er adverbialer som fx da, som i ”Det er sgu da næsten en hund…” (Sonnergaard 1997, 85). Hønse, som ytrer dette i novellen, ved, at de andre deltagere i polterabenden ikke synes, det er mange penge og forsvarer sig på forhånd. Her er det partiklen da, der optræder som adverbial, og betegnende for partikler, der bærer modalitet, er, at de også bærer polyfoni. Afsender er vidende om et modsynspunkt, som han forholder sig til, og

21

dette leder os videre til en gennemgang af polyfoniteorien.

Polyfoni Det polyfoniteoretiske udgangspunkt er, at der altid er flere stemmer i en tekst, både på tekst- og sætningsniveau (Therkelsen 2004, 79). Polyfoniteorien forsøger derfor at afdække, hvilke koder sproglige strukturer indeholder for at kunne eksplicitere disse stemmer. En polyfonisk ytring vil altså gøre flere stemmer tilgængelige i tekstens diskurs end den ene, som ytringen udtrykker, og det er interessant set i forhold til vores projekt, hvor vi undersøger de to novellers fortælleres upålidelighed. Vi kan bruge dette afsnit om flerstemmighed til at anskueliggøre fortællernes eventuelt modstridende synspunkter, som må være et udtryk for deres upålidelighed og til at undersøge, hvilke synspunkter andre personer i tekstens diskurs må tillægges.

Sprogets polyfoni Begrebet om polyfoni i sprog stammer fra Michail Bachtin, som mener, at sproget grundlæggende er dialogisk. Selvom en taler har absolut kontrol over sin udsigelse, må taleren underlægge sig visse krav, for at udsigelsen kan blive så klar og forståelig som muligt. Det vigtigste krav er, at taleren anvender sprogsystemet, som det bruges og er 'aftalt' af sprogbrugerne. Sproget vil altid indeholde spor af sine brugere og mulige anvendelser, og derfor må det karakteriseres som dialogisk. Sprog er ”produktet af udsigelser knyttet til dialoger, der på en gang er foregået og på vej til at foregå” (Nølke 2005, 147). I forlængelse heraf har sprogsystemet visse muligheder for udsigelse, som taleren/afsenderen kan benytte sig af – omvendt er hun også begrænset af dem. Når man anvender sproget, vil man således samtidig anvende og viderekommunikere visse af de stemmer, som er iboende i sproget. Man viderebringer synspunkter (Nølke 2005, 147). Der findes både en sproglig og en litterær retning inden for polyfoniteori, og det er den sproglige, vi her præsenterer.

ScaPoLine Den sproglige polyfoniteori som vi anvender kaldes mere præcist ScaPoLine (la théorie Scandinave de la Polyphonie Linguistique) (Nølke 2005, 142) og interesserer sig for de spor af synspunkter, som kan findes i sprogbrugen. ScaPoLine har udviklet et begrebsapparat for at undersøge, hvilke synspunkter der skabes, hvilke diskursindivider der bærer disse synspunkter, og hvorledes relationen er mellem synspunkter og diskursindivider (Therkelsen 2004, 81 og Jensen, 2006, 30). ScaPoLine skelner mellem tre typer af sproglige udtalelser. Sætningen, som er bærer af grammatiske 22

og semantiske instrukser (polyfonistrukturens genstand). Ytringen, som er den konkrete sproglige enhed, der ytres og tolkes i en given kontekst (polyfonikonfigurationens genstand) og slutteligt selve udsigelsen: Det, at der ytres (Therkelsen 2004, 80).

Polyfonistruktur På sætningsniveauet analyserer man sætningens polyfonistruktur, de sproglige og herunder de grammatiske træk ved sætningen, som instruerer om en tolkning. Det er altså instrukser om forskellige stemmer eller synspunkter, som er interesseområdet her. Et synspunkt forstås som en ”semantisk enhed (noget propositionelt indhold), der har en synspunktbærer.” (Therkelsen 2004, 81). En nægtelse er et eksempel på en typisk polyfonisk sætning, idet nægtelsen bærer to stemmer eller synspunkter, noget nægtet og noget ikke-nægtet, som gøres tilgængelige i diskursen (Therkelsen 2004, 81). Eksempelvis indeholder følgende sætning to synspunkter: ”De opdagede mig ikke” (Sonnergaard 1997, 84) Spkt 1: De opdagede mig Spkt 2: De opdagede mig ikke Begge synspunkter er til stede i diskursen, fordi sætningen kan fortsættes af afsender på følgende måder: a: og det var jeg glad for b: men det troede jeg (det = at de ikke opdagede mig) (det = at de opdagede mig)

Modtageren af sætning De opdagede mig ikke kan desuden svare på to måder: c: Det var heldigt d: Det burde de have gjort (det = at de ikke opdagede mig) (det = at de opdagede mig)

Det kan altså vise tilbage til hhv. synspunkt 1 (som a og c gør) eller 2 (som b og d gør), og det viser, hvordan sætningen i eksemplet muliggør begge synspunkter i diskursen. Hvem der er ansvarlig for synspunkterne, kan nogle gange ses semantisk eller grammatisk i sætningen ved fx pronomener, andre gange må det analyseres frem i en polyfonikonfiguration.

23

Polyfonikonfiguration Her befinder vi os på ytringsniveauet, dvs. at vi inddrager konteksten og begynder en konfiguration for at afdække afsenderens intentioner med den konkrete ytring og skabe en fortolkning. Nærmere bestemt er fokus på at finde de ansvarlige for de synspunkter, vi har analyseret os frem til i sætningens polyfonistruktur (Therkelsen 2004, 86). ”At konfigurere består i at fastslå hvem kilden til synspunktet er, at finde ud af med hvilket diskursindivid synspunktets synspunktbærer skal instantieres” (Therkelsen 2004, 82). Polyfoniteorien taler om hhv. diskursindivider og synspunktbærere6, hvor diskursindivider er de teoretiske størrelser, som er mulige i en kommunikationssituation. Der findes fire forskellige typer: Afsender (jeg) Modtager (du) De 3. (han, hun, de mv.) MAN (en kollektiv stemme, inklusiv Afsender og Modtager) Synspunktbæreren er derimod den individuelle, konkrete bærer af synspunktet, fx Erik eller du, som ofte kan identificeres og dermed passe ind i én af de fire kategorier af individer i diskursen (Therkelsen 2004, 83). I eksemplet fra før (De opdagede mig ikke) findes således diskursindividerne Afsender (jeg'et) og De 3. (de). I konfigurationen undersøger man også, hvordan synspunktbærerne forholder sig til de forskellige synspunkter. Ansvaret for synspunkterne og hvordan synspunkterne vurderes kan ses direkte vha. pronomener, proprier eller nominalgrupper eller indirekte ved fx sætningsadverbialer. Er der eksempelvis et jeg i sætningen må afsender og synspunktbæreren være lig med dette jeg, og er der et sætningsadverbial som desværre, må synspunktbæreren mene, at indholdet i synspunktet er noget ufordelagtigt (jf. Jeg kunne desværre ikke se hvordan). I disse tilfælde kan relationen mellem synspunktet og dets bærer klargøres allerede på sætningsniveau i polyfonistrukturen, men i andre tilfælde må konteksten inddrages og relationen fortolkes frem (Jensen, 2006, 30-31). Man skelner mellem relationen som værende en ansvarsrelation eller en ikke-ansvarsrelation. I en nægtende ytring har afsender ikke-ansvar for synspunktet, der bliver nægtet, men har ansvar for det modsatte synspunkt, altså det nægtede synspunkt. Ikke-ansvarsrelationen kan derudover gradbøjes, og det gør man i to underkategorier: Ikke-afvisning, hvor afsenderen midlertidigt i ytringsøjeblikket afviser synspunktet og afvisning, hvor afsender totalt afviser synspunktet (Jensen, 2006, 31). 1. Ansvarsrelation 2. Ikke-ansvarsrelation

6 Henning Nølke taler i sin artikel fra 1989 om enuntiatorer, defineret som dem, der ”tillægges ansvaret for de synspunkter, udsigelsen kommunikerer, og som altså kommer til udtryk i ytringen” (Nølke 1989, 15). Nølkes betegnelse fra 1989 svarer således groft sagt til betegnelsen synspunktbærer, som vi vil anvende her – ud fra Therkelsens artikel, som tager udgangspunkt i Nølkes nyere begrebsapparat (Therkelsen 2004).

24

2.a Ikke-afvisende relation (Figur fra Nølke 2005, 152)

2.b Afvisende relation

Eksemplet fra før (De opdagede mig ikke) har to synspunktbærere, som hver har en relation til de to synspunkter. Afsenderen (jegfortælleren) har en ansvarsrelation til synspunkt 2 (De opdagede mig ikke) i kraft af, at han er ytreren, og en ikke-ansvarsrelation til synspunkt 1 (De opdagede mig) som er det synspunkt, han afviser. Hvorvidt ikke-ansvarsrelationen er en afvisning af synspunktet midlertidigt eller totalt, kan vi først vide, når vi sætter ytringen ind i dens kontekst. Vores fortolkning må derfor være, at jegfortælleren har totalt ikke-ansvar for spkt. 1, fordi vi i novellen Polterabend ikke hører om, at drengene opdager ham på noget tidspunkt. Endvidere må det være et yderligere fortolkningsspørgsmål, hvem der bærer ansvaret for spkt. 1. Ifølge Nølke er der dog en tendens til at modsynspunktet i en nægtelse bliver konfigureret som tilhørende diskursindividet Modtager (Nølke 1989, 20), i dette tilfælde tekstens læser.

Ekstern polyfoni Når et eller flere af synspunkterne i sætningen ikke tilhører Afsender, men et andet diskursindivid (altså De 3., MAN eller Modtager), taler man om ekstern polyfoni. Visse sætninger peger nemlig ud over afsenderen og drager andre individer i diskursen til ansvar for de synspunkter, der viderebringes (Nølke 1989, 22-24). I Polterabend ser vi vigtigheden af denne funktion, idet fortællerpositionerne brydes op og flere stemmer (synspunktbærere) modsiger hinanden og skifter uden eksplicit angivelse. Derfor kan en analyse af novellens polyfoni hjælpe til at gennemskue, hvilke fortællere den indeholder. Se fx på novellens første sætning: ”Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet” (Sonnergaard 1997, 81) Spkt. 1: Det var tidligere, jeg selv kom ind i billedet Spkt. 2: Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet Adverbialet først åbner her for det polyfoniske modsynspunkt (Det var tidligere). Vi laver en konfiguration af sætningen senere i rapporten7, men sætningen skal her tjene til eksempel på ekstern polyfoni. Det iscenesatte synspunkt 1 (Det var tidligere) må pege ud over sætningen og på diskursindividet Modtager. Diskursindividet Afsender (her eksplicit som ytringens jeg) har ansvar for synspunkt 2. Ytringen må derfor konfigureres ud fra dens kontekst for at synspunktbæreren og dermed ansvaret for spkt. 1 kan afgøres.

7 Se Polterabend: 1. delhypotese

25

Polyfoni i præsuppositioner Diskursindividet MAN indeholder både afsender, modtager og en kollektiv stemme og findes i præsuppositioner (Nølke 1989, 18-24). Et eksempel på ekstern polyfoni finder vi her: ”Hvad satan er meningen med at komme og fortælle sådan noget perfidt lort?” (Sonnergaard 1997, 20) Spkt. 1: Hvad satan er meningen med at komme og fortælle sådan noget perfidt lort Spkt. 2: William har fortalt sådan noget perfidt lort Her bærer afsenderen af ytringen, Ulla, ansvar for synspunkt 1, mens synspunkt 2 er præsupponeret og er relateret til diskursindividet MAN. Derfor er synspunktbærere af spkt. 2 (ifølge ytringen) Ulla (Afsender), William (Modtager) og læseren, som må indgå i den kollektive stemme.

Indrømmelsesaktivitet Ved hjælp af polyfoniteorien kan man fastsætte sætningers indrømmelsesaktivitet. En sådan aktivitet ”realiseres ved, at der er to prædikationer, et element der betegner modsætning og som går imod en kausal relation, samt et element der betegner modsætning, og som polyfonisk iscenesætter et modsat synspunkt” (Therkelsen 2001, 243). Fx i sætningen: ”Det var ganske vist alt for dyrt, men jeg blev på intet tidspunkt forurettet over den manglende intensitet i smagsoplevelsen” (Sonnergaard 1997, 87). Prædikation X: Det var ganske vist alt for dyrt Prædikation Y: Jeg blev ikke forurettet over smagsoplevelsen Her iscenesætter afsender en kausal relation mellem dyrt og at blive forurettet, hvorefter han iscenesætter en ny relation mellem dyrt og ikke-forurettet. Han siger (med ganske vist), at den første relation er sand, men siger derefter med men, at den ikke kan gælde i dette tilfælde, hvorpå han skaber en ny relation, som han tilslutter sig. Men fungerer som det element, der udtrykker modsætning og går imod den førnævnte kausale relation, og ganske vist er det element, der betegner modsætning og iscenesætter modsynspunktet om, at jeg ikke blev forurettet over den manglende smagsoplevelse. Men indgår i indrømmelsesaktivitet, når det står mellem to hovedsætninger, som har forskelligt prædikativt indhold (Therkelsen 2001, 251). Der kan være indrømmelsesaktivitet mellem både hovedsætninger og ledsætninger, og af forskellig art, det afhænger af, hvilken markør eller partikel, der angiver indrømmelsen. Skønt angiver fx en indrømmelsesaktivitet, hvor der skabes en regel, som ophæves i det konkrete tilfælde, hvorimod selvom anfægter selve reglen og søger at ophæve den på et mere generelt plan (Therkelsen 2001, 246-250).

26

3.8 Synsvinkler i fiktive tekster
Inden for pragmatikken kan man bruge den grammatiske kategori præsuppositioner til at vise ytringers kommunikative funktion. Kan modtageren afkode præsuppositionen, kender vedkommende også baggrunden, den ytres på. Sommetider svigter den fælles forståelse af det præsupponerede, og det kan medføre brud i forståelsen af teksten (Kock 1980 B, 2). Men præsuppositioner kan også anvendes til at vise synsvinkler og karakterisere fortællere, hvis det er fiktive tekster de optræder i, da den forudsatte information viser, hvem der taler, og ud fra hvilken optik den pågældende taler. Fiktive tekster har andre forudsætninger end ikke-fiktive tekster, og dette gør, at man i fiktive tekster skal finde diskursreferenterne i fiktionen selv, modsat i andre tekster hvor man skal finde referenterne i virkeligheden. Ved at eksplicitere forudsætningerne kan vi således blive klogere på tekstens karakterer og dens fiktive verden (Kock 1980 A, 29-31). Denne verden, hvori diskursreferenterne optræder, kaldes normalt en diskursverden, men inden for skønlitteratur taler man i stedet om fiktive fortællere og synsvinkler (Togeby 1979, 47). En teksts synsvinkel tilhører ofte fortælleren, men gør det langt fra altid. Eksempelvis kan en alvidende fortæller give en af karaktererne i det fiktive univers talemulighed. Dette er en mulighed for de karakterer, der ikke selv er fortællere, for at ytre sig gennem fortælleren. For at analysere disse synsvinkler inddrages grammatiske redskaber som dem, vi nævner ovenfor. Ofte indeholder en litterær tekst en blanding af synsvinkelforhold. Dette kan vi se i novellen Polterabend, hvor vennegruppen mødes på morgenen for polterabenden for at fejre det kommende brudepar: ”Det var lidt akavet, og man mærkede tydeligt, at det her var afslutningen på noget. Men de unge mennesker havde svært ved at formulere deres blandede følelser, så det føltes som en stor lettelse, da der lød råb og motorlarm fra gaden” (Sonnergaard 1997, 82). Her dukker den alvidende fortæller frem i ytringer, som skaber en afstand og som vurderer udefra, fx i valget af udtrykket de unge mennesker. Konjunktionen men angiver, at fordi flokken ikke kan formulere sig, så må fortælleren indtræde med et fortællende man, der kan hjælpe dem med ordene. Man inkluderer altså både gruppen og fortælleren. Synsvinklen skifter, da vi hører om lettelsen, da rockerne ankommer nede på gaden med ordene så det føltes. Her er det gruppen, der føler sig lettet og som kan høre larmen fra gaden. I Sonnergaards novelle er det en pointe, at synsvinklen er uklar – hvem var egentlig med til ugerningen?8 En måde at udtrykke en blandet synsvinkel på er dækket direkte tale. Her skjuler fortælleren sig bag en af sine karakterer ved at lade denne tale uden for citat. Det kan ses på flere måder: grammatisk ved skift fra 1.person til 3.person, skift fra præsens til præteritum, brug af sætningsadverbialer og
8 Dette behandles i delhypotesen: Fortælleren er morderen

27

naturligvis manglende citationstegn mv. Dækket direkte tale signalerer altså en subjektiv synsvinkel og reducerer samtidig fortællerens ansvar for det ytrede. I forbindelse med dækket direkte tale har fortælleren kun den grammatiske synsvinkel, han fører altså synspunktet videre uden at give sig selv til kende (Kock 1980 A, 35-36). Måden at organisere en tekst på kan også vise synsvinkler. Har vi fx en fortæller, som naturligt springer fra sted til sted og fra person til person har vi at gøre med en fortællerstyret komposition. En mere subjektiv komposition vil snarere følge en enkelt person over tid og fra begivenhed til begivenhed (Kock 1980 A, 38-39).

4. Analyse Analysemetode
Inden vi går i gang med analysedelen, vil vi her uddybe, hvordan vi vil anvende den præsenterede teori til at analysere novellerne William og Polterabend. Formålet med analysen er, som vi nævner i de indledende afsnit, at udrede teksternes upålidelighed og sproglige strategier og på den måde opnå en større forståelse af teksterne. I analysen vil vi derfor bruge de grammatiske værktøjer til at analysere de tekststeder, som vi mener strider imod forventningerne – stederne kan vi blandt andet lokalisere på baggrund af Grices maksimer for sproglig kommunikation og Togebys begreb løse ender. Vi indleder hvert af de to analyseafsnit med en læsning af den respektive novelle. Denne læsning fungerer som udgangspunktet for den efterfølgende sproglige analyse og bygger på vores egen forhåndsforståelse af novellerne. For som Heltoft skriver, kan ingen analyse begynde med den grammatiske detalje (Heltoft 2006, 1). Vi er nødt til at have et helhedsbillede, som vi kan sætte de sproglige iagttagelser i forhold til. Delhypoteserne danner vi således på baggrund af den tekstforståelse, vi præsenterer indledningsvis. De er interessante i forhold til forståelse eller iagttagelser af fortællerens eller andre personers sproglige strategier eller indbyrdes relationer, som vi vil underkaste en nærmere undersøgelse. De er formuleret ud fra en overbevisning om, at en afklaring af dem kan være nøgler til at forstå teksten bedre. Vi kalder dem delhypoteser for netop at gøre opmærksom på, at de ikke hver især kan eller skal fungere som en fyldestgørende helhedsforståelse af novellerne, men som supplement til den læsning, de udspringer af. Vi vil finde de tekststeder i novellerne, hvor der optræder markeret sprog på grund af brud på normer for sprogbrug eller på normal grammatisk praksis, og vi vil analysere, hvilke betydninger tilstedeværelsen af disse brud medfører. Vi undersøger, hvor fortællerne lægger deres fokus, og 28

hvordan denne fokusering hjælper til at skjule noget for læseren. Som nævnt er det brudene, der er interessante, men de er hovedsageligt interessante i det omfang, at de optræder som strategi, og derfor analyserer vi primært vores delhypoteser for at finde mønstre i brudene. Løbende gennem analysen vil vi opsummere, hvilke sproglige greb vi anvender for at afklare fortællernes strategier og upålidelighed. Vi afslutter hver af de to analyser med en kort opsamling af resultaterne fra delhypoteserne for dermed at afklare deres holdbarhed i forhold til den samlede læsning af hhv. William og Polterabend og afslutningsvis opsummere, hvordan vi mener novellerne bedst kan forstås på baggrund af resultaterne. Vores analyse består således af en vekselvirkning mellem en overordnet tekstforståelse og en tæt sproglig analyse af teksterne og til slut et revideret helhedsbillede, idet anvendelsen af sproglig teori i dette projekt skal medvirke til en uddybende samlet forståelse af novellerne og den fortællerupålidelighed, de viser.

29

Analyse af William
I denne del af analysen vil vi præsentere vores helhedsforståelse af novellen og på denne baggrund gå videre med tre delhypoteser, som vi analyserer sprogligt. Vi ønsker at undersøge, hvorvidt og hvordan denne læsning kan begrundes eller forkastes ud fra de sproglige iagttagelser.

Vores læsning af William
Novellen William handler om Ulla og en jegfortæller, som er kærester. De tilbringer sensommeren i København med hinanden under armen. Vi følger fortællemæssigt først hovedpersonens (jegfortællerens) synsvinkel i bagudsyn; vi hører hans tanker om forholdet. Alt er tilsyneladende storbyidyl, parret har penge og spidsfindigheder, og måske er Ulla oven i købet gravid? Men så dukker en lille barnagtig person op, fortæller en historie og afslører til slut ved sit vræl: ”Ullaaaaaa!” (Sonnergaard 1997, 20) på sidste linje i novellen, at den søde omend noget drillesyge Ulla engang har mobbet manden. Den lille mand er nemlig selv mobbeofferet William. Jegfortælleren, som afslutter fortællingen igen, synes, det er ”pinligt” (Sonnergaard 1997, 20), men vælger alligevel at følge efter kæresten, for ”det var naturligvis hende jeg holdt med” Sonnergaard 1997, 20). Idyllen krakelerer. Forholdet mellem Ulla og jegfortælleren fremhæves som velfungerende, men er egentlig ustabilt, og sandheden om det unge kærestepars forhold til den mobbede William dukker efterhånden op. Jegfortælleren forsøger at dække over, at parret faktisk møder en ubehagelig bekendt senere i fortællingen. Lidt længere fremme i fortællingen forsøger jegfortælleren igen at iscenesætte dette fortidsmøde: ”der var ingen risiko for at møde nogen af vor morsomme venner og bekendte, der altid gør es nar af os” (Sonnergaard 1997, 10). Vi narres til at tro, at disse bekendte modarbejder kæresteparrets harmoni, selvom det viser sig, at det slet ikke er det, Williams historie i historien drejer sig om. Nøglen til at åbne teksten finder vi i kronologien. Her er nemlig uoverensstemmelse mellem den 30

fortalte tid og fortælletiden: Parret går ud i byen ”midt om natten” sammen (Sonnergaard 1997, 9), men spiser samme dag senere i fortællingen aftensmad på Era Ora. Da de møder William på baren, er det aften. Vi mener, at tekstens begyndelse på side 9-10 således kan fungere som slutningen rent kronologisk. Jegfortælleren rekonstruerer sit minde om aftenen og dens begivenheder - han fortrænger. Og vi må derfor undersøge, hvad jegfortælleren ellers ikke fortæller. Om Ulla og ham egentlig er så lykkelige? De spiller tilsyneladende et spil, der er baseret på had-kærlighed, som Ulla mestrer til fulde. Mens hun uden problemer veksler mellem kold og varm, går det jegfortælleren mere på: ”Da jeg lod som om hun havde såret mig –og såret var jeg naturligvis ikke, men der var alligevel noget ubehageligt ved tanken […] og på en måde var det ikke så morsomt igen” (Sonnergaard 1997, 10). At lade som om man er såret indbefatter, at man ikke er såret rigtigt. I sin selvmodsigelse afslører fortælleren derfor sin utilpashed over for Ulla: Han bliver faktisk såret, men vil ikke rigtig indrømme det. Hvad der fremstilles som naturligt virker derimod forvrænget. Dette komplicerede forhold vil vi se nærmere på i den 3. delhypotese Ullas og jegfortællerens magtkamp. Ullas rolle i mobningen kan vi se andre steder i teksten end i Williams sidste replik. Ulla genkender fx William, da han sætter sig ved deres bord, fordi hun ”rykkede tilbage i stolen og kikkede væk” (Sonnergaard 1997, 12). Ullas personlighed både dengang og i den fortalte tid er præget af splittelse – hun veksler mellem at spille den søde, uartige og vrede. Hendes reaktion på Williams fortælling – ”stirrede hun rasende på ham, så jeg dårligt kunne genkende hende” og ”løb ud af baren” (Sonnergaard, 1997, 20) peger i retning af hendes problemer med at se fortiden i øjnene. Fortællingens hovedkonflikt er mellem fortællerens to divergerende opfattelser af kæresten Ulla som hhv. ondskabsfuld mobber og forelsket kæreste. Yderligere opstår der tvivl om, hvorvidt fortælleren selv spillede en rolle i mobningen af William. Hvis vi ser på dette citat igen: ”og der er ikke store chancer for, at vi møder en vi kender, og helst ville være fri for” (Sonnergaard 1997, 9-10 - vores markering), viser brugen af det personlige pronomen, at ikke kun Ulla kender denne person fra fortiden. Samme tegn ser vi, da parret møder William, og han ”et øjeblik virkede [...] ubehagelig bekendt” (Sonnergaard 1997, 13) for jegfortælleren vel at mærke. For at forstå de psykologiske dybder i novellen, må vi derfor inddrage flere niveauer af fortrængning: Det øverste lag, som udgøres af fortælletiden – den ubehagelige situation med William og kronologiomskrivningen; det mellemste lag, at Ulla ikke udelukkende er sød og kærlig, men er en ondskabsfuld mobber; og sidst det dybeste lag, hvor vi forstår, at jegfortælleren selv har mobbet og har ødelagt Williams liv. Dette vil vi undersøge i 2. delhypotese Kronologi og fortrængning. Sammenfattende har de tre personer i William det tilfælles, at de forsøger at fortrænge eller skjule 31

fortiden. Jegfortælleren fortrænger den ubehagelige afsløring af Ulla gennem hele historien, for som han siger: ”Det var pinligt. Det var meget pinligt” (Sonnergaard 1997, 20). Fortælletiden bryder med kronologien og bliver et billede på jegfortællerens fortrængningsproces: Han gennemgår oplevelsen og retter den til, så den kan accepteres, hvorefter han deler den modificerede fortælling med os. William sætter ord på, hvad jegfortælleren er, nemlig ”glat” (Sonnergaard 1997, 13). Og slutteligt fortrænger jegfortælleren sin egen medvirken ved at flytte fokus over på Ulla og hendes forrædderi af William i situationen med det forgiftede æble. Det skaber en parallel mellem Williams fortælleteknik, hvor han fortæller om sig selv i 3.person, som om han var mobber og ikke offer, og jegfortællerens fortælleteknik, hvor han fortæller om Ullas mobbefortid, men i virkeligheden skjuler sin egen. Ulla har ligeledes fortrængt sin medvirken i den voldelige mobning, hvilket vi fx kan se i hendes reaktion på Williams fortælling. Hun genkender ham, men tror ham ikke. Som den sidste af de tre har William fortrængt sine følelser for at være i stand til at kunne fortælle historien om sin mobning. Han ”fikserede Ullas blik” og fortæller derefter uden pauser. Da fortællingen er slut, har han ”et mærkeligt plasticansigt” (Sonnergaard 1997, 20). Masken falder dog til slut, da han græder og vræler efter Ulla – som er hovedårsagen til hans ubehagelige minder. Ulla må nemlig være pigen, William stolede på, men som endte med at stikke ham i ryggen og lyve om det forgiftede æble i bedste eventyrstil. Som læser undrer man sig over årsagen til, at William opsøger kæresteparret, men en mulig forklaring er, at han ønsker at hævne fortiden. Vores første delhypotese behandler dette (Williams hævnmotiv).

Første delhypotese: Williams hævnmotiv Denne hypotese bygger på den antagelse, at William bevidst har opsøgt det tilsyneladende lykkelige kærestepar for at konfrontere dem med de grove ydmygelser fra skoletiden, som Ulla og jegfortælleren har været med til at pådrage ham. Ved at genopfriske de ydmygende situationer fra mobbernes perspektiv i en mundtlig fortælling ønsker William at give dem dårlig samvittighed, gøre dem mindre lykkelige og derved hævne sig på dem. Modalitet, gentagelser, isotopi og indrømmelsesaktivitet: Williams høflighedsstrategi William forklarer selv årsagen til sin indblanding: ”- Jeg håber virkelig ikke, jeg griber ind i noget, - peb den lille mand, da han opdagede, at Ulla helst ville være fri for hans selskab, - men I virkede så forelskede , ja… så lykkelige. Derfor ville jeg gerne sidde her lidt,” (Sonnergaard 1997, 13). At han vil dele parrets forelskelse og lykke mener vi dog ikke er en reel forklaring på, hvorfor William bryder ind deres tosomhed – det forklarer ikke, hvorfor han gerne vil fortælle historien om 32

deres fortid. Det kan derimod forklares med et hævnmotiv, som består i, at han ser, at de forelskede, og at han dermed ser en mulighed i at slå skår i deres glæde ved at genopfriske den dunkle fortid. Det må være ud fra den indstilling, at det, han har at fortælle, vil ødelægge det perfekte billede, parret har af hinanden og dermed nedbryde den tillid og ærlighed, som et forhold burde bygge på. Den mere sandfærdige forklaring på Williams indblanding kommer senere, nemlig: ”-men grunden til at jeg gik herhen var, at jeg ville fortælle en historie. Må jeg ikke nok få lov at fortælle en kort historie? En meget kort historie?” (Sonnergaard 1997, 14), Brugen af nægtelsen ikke viser Williams forsigtighed i forbindelse med hans anmodning – i en spørgende sætning angiver det ifølge ODS forsigtighed og høflighed (ODS 2006, ikke). En anmodning er ifølge Jan Svennevig en trussel mod modtagerens 'negative ansigt', altså en potentiel indskrænkning af modtagerens handlefrihed, fordi en bekræftelse af anmodningen vil medføre, at modtageren bruger tid på at lytte til historien. I hvor høj grad anmodningen opfattes som en trussel, afhænger af den sociale relation mellem parterne efter parametrene magt og solidaritet (Svennevig m.fl. 2002, 101). Magt er et udtryk for, om man føler, man har ret til at anmode, altså om man har en autoritet i situationen. Solidaritet fungerer som en markør for, hvor nært et forhold, man har. Jo stærkere solidaritet (venskab) og jo større magt, jo større trussel kan accepteres af modtageren. Valget af høflighedsstrategi signalerer altså, hvordan afsenderen opfatter sit forhold til modtageren. Williams anmodning er, som vi kan se i det citerede ovenfor, eksplicit formuleret, og han benytter en pessimistisk høflighedsform, fordi han negerer sin anmodning med Må jeg ikke nok få lov. Det gør det lettere for modtageren, i dette tilfælde Ulla og jegfortælleren, at sige nej, fordi anmodningen tager hensyn til en negativ forventning om udfaldet (Svennevik 2002, 106). Denne form for 'pessimisme' er dog efterhånden så standardiseret, at den kan opfattes som konventionel implikatur for almindelig høflighed. Han benytter sig også af den forsigtige strategi med adverbialet ikke nok og må, der udtrykker deontisk tilladelse; han stiller sig med sin sprogbrug under parrets autoritet ved at lægge magten til at give tilladelsen til at fortælle fuldstændig i deres hænder. Begge strategier skaber en høflighedsrelation, hvor Ulla og jegfortælleren frit kan afslå Williams anmodning. William anvender altså tydelige høflighedsmarkører, og det må vi opfatte som et udtryk for, at hans handling, altså historien, er meget ansigtstruende for modtagerne – og det viser, at solidariteten mellem parterne og Williams magt over parret er forsvindende lille. Han må derfor kompensere via sin sprogbrug. Men William spørger parret om lov mange gange. I hans spørgsmål kan ikke nok endvidere fungere som en polyfonimarkør, primært på grund af negationen: Adverbialet modsiger modsynspunktet om, at William ikke må fortælle en historie ved at stille spørgsmålstegn ved dette modsynspunkt. Vi kan konfigurere synspunkterne således:

33

Formuleret i novellen Jeg kom fordi jeg ville fortælle en historie (Må tolkes som konversationel implikatur9) implicit, egentlig intet svar Må jeg ikke nok fortælle en kort historie? implicit, egentlig intet svar En meget kort historie? (Fungerer som ellipse: Vf og S udeladt) Ulla: Fortæl en historie!

Synspunkter 1a. Må jeg fortælle en historie? 1b. Du må ikke fortælle en historie. 2a. Må jeg ikke nok fortælle en kort historie? 2b. Nej, du må ikke fortælle en historie. 3a. Må jeg ikke nok fortælle en meget kort historie? 3b. Jo, du må gerne.

Det interessante i denne udfoldelse af spørgsmål-svar-strukturen er, at Williams tre gentagelser af spørgsmålet implicerer, at han regner med at tilladelsen til at fortælle er svær at opnå. Ellers ville gentagelserne være brud på Grices maksime om kvantitet. William regner altså med, at parret vil prøve at slippe uden om. Det forklarer også hans forlegne opførsel, da tilladelsen mod hans forventning bliver givet, og fortællingen begynder. Det er magtpåliggende for William at få fortalt denne historie, og brugen af adjektivet kort og derefter meget kort gør det endnu sværere for parret at nægte ham denne tilladelse. Det er bemærkelsesværdigt, at selvom William næppe venter på svar efter hver af sine anmodninger, så er det tilføjelsen af informationen om, at historien er meget kort, der medfører en tilladelse fra Ulla. Formuleringen må jeg ikke nok og den gentagende spørgestruktur giver konnotationer til en type barnlig adfærd: At plage. Det skaber en isotopi med jegfortællerens karakteristik af William som værende nærmest barnlig og den lille mand og med en særpræget stemme. Williams meget forsigtige opførsel i forhold til parret kan i sammenhæng med den isotopiske reference dermed tolkes som en barn-forældre relation. Vi er også tidligere flere gange blevet introduceret for barnet, som med denne tolkning af novellens isotopi må være William og den fortid, han repræsenterer. ”Jeg håber virkelig ikke, jeg griber ind i noget, - peb den lille mand, da han opdagede, at Ulla helst ville være fri for hans selskab, - men I virkede så forelskede, ja ... så lykkelige. Derfor ville jeg gerne sidde her lidt [...] jeg skyndte mig at hæve mit glas og forklare, at ”vi ér skam også meget forelskede”” (Sonnergaard 1997, 13 - vores markeringer). I ovenstående markede sætning står konjunktionen men mellem to hovedsætninger, hvilket åbner for muligheden af en indrømmelseaktivitet. Den type indrømmelsesaktivitet, der kan skabes med men, sætter en regel ud af kraft og indfører en undtagelsestilstand i det konkrete tilfælde (Therkelsen 2001,
9 Se afsnit om Grices maksimer

34

254). Polyfonien i sætningen er: spkt. 1: Jeg ønsker ikke at gribe ind i noget spkt. 2: I virkede så forelskede, ja... så lykkelige spkt. 3: Jeg griber ind i noget spkt. 4: Er parret forelsket, så gør det ikke noget, at jeg griber ind Den i øvrigt accepterede regel er spkt. 3, undtagelsen er spkt. 4, og vi kan deraf se, at afsenderen William har ansvar for spkt. 1, spkt. 2 og spkt. 4 og et midlertidigt ikke-ansvar for spkt. 3. Jegfortælleren slår desuden fast med præsuppositionskonstruktionen: at Ulla helst ville være fri for hans selskab, at Ulla synes, at William griber ind. Derfor må Ulla bære ansvaret for synspunktet spkt. 3, men præsuppositioner indeholder diskursindividet MAN, som inkluderer Afsender, Modtager og en kollektiv stemme, så derfor må William også selv være synspunktbærer sammen med både Ulla og tekstens kollektive stemme. William ønsker at ophæve den regel, som spkt. 3 udgør, og spørger med andre ord, om de virkelig er forelskede, for hvis de er, så kan han godt blive. Jegfortælleren svarer derefter bekræftende – han inviterer William til at blive. At William igen beder om tilladelse er endnu et eksempel på hans høflighedsstrategi. Han tager altså alle kneb i brug for at få lov til at fortælle historien.

Høflighed og adverbialer: Williams facade krakelerer Williams forsigtige, nærmest underdanige adfærd er dog ikke helt gennemført. Han bliver vred og anmassende flere gange i løbet af historien. Det siger noget om, hvad hans reelle dagsorden er, og formentlig også noget om hans psykiske ustabilitet: ”Du behøver aldeles ikke være glat, - bjæffede han, - du behøver slet, slet ikke være glat over for mig! Jeg kan gå med det samme, hvis I vil have det” (Sonnergaard 1997, 13). Williams vredesudbrud forekommer paradoksalt, idet både Ulla og jegfortælleren forinden har fulgt hans opfordring og skålet med ham. Men som vi så i polyfonianalysen af Williams anmodning om at få lov at blive, fordi de virker forelskede, har Ulla ikke lyst til, at han bliver – hun har ansvar for synspunktet om, at han griber ind. William mener derfor, at hun er glat, fordi hun skåler med ham, selvom han er uvelkommen. På samme måde, som hans høflighedsstrategi er yderst forsigtig, er hans påstand her også overdrevet vha. adverbialerne aldeles ikke og slet, slet ikke. Hans ytring peger også i retning af, at høflighed ikke længere er nødvendigt. Et andet eksempel på, at William fraviger sin høflighedsstrategi, er på samme side, hvor jegfortælleren køber drinks, men William takkede ikke (Sonnergaard 1997,13). Selvom William prøver med at indynde sig alle midler hos Ulla og jegfortælleren, bryder hans strategi sammen, og hans egentlige dagsorden om at få hævn over dem skinner igennem. Fysisk er Williams to

35

modstridende strategier, den forsigtigt høflige og den emotivt anklagende, vist gennem jegfortællerens beskrivelse af Williams ansigt. Efter han har fortalt sin historie, er hans ansigt som plastic, fordi han forsøger at undertrykke de følelser, fortællingen har fremkaldt hos ham, og på den måde opretholde sin høflige facade, men da Ulla kort efter beskylder ham for at lyve, bryder facaden sammen: ”Det plasticagtige udtryk forsvandt fra hans lille ansigt” (Sonnergaard 1997, 20). Vi kan her entydiggøre plasticagtigt som udtryksløst, hvilket kommer til at stå i modsætning, til at William ryster og får tics og i sidste ende begynder at græde.

Præsupponeret viden og isotopi: Jegfortællerens og Ullas relation til William ”Så flyttede han blikket og begyndte at nidstirre Ulla. Det lykkedes en hel del bedre. Hun fik små røde pletter på halsen. Men så løftede han glasset, forsøgte at skåle med os og jeg kunne igen se ham som noget anonymt: Som en fremmed ” (Sonnergaard 1997, 13). Adverbialet igen præsupponerer, at jegfortælleren har set William som noget anonymt på et tidligere tidspunkt, og det skaber en isotopi med jegfortællerens ubestemte reference til William: ”en lille mand” og den efterfølgende formulering ”han virkede ved første øjekast”(Sonnergaard 1997, 12). Brugen af numeralet første præsupponerer, at øjekastet ikke er blevet udført før. William bliver altså først introduceret som en ukendt, fremmed, som jegfortælleren møder for første gang. Dette implicerer, at der må have været et tidspunkt, hvor han ikke så ham som noget anonymt - som noget bekendt eller rettere ”ubehagelig bekendt”. Det sker nemlig på side 13, hvor William stirrer på jegfortælleren. Jegfortællerens vekslen mellem at kende William og at distancere sig fra ham ved at betegne ham som anonym må betegnes som upålidelig. At kende nogen er ikke en reversibel proces – det er enten eller. Derfor må han lyve om sit kendskab til William og vi ser altså jegfortællerens upålidelighed. William søger øjenkontakt med først jegfortælleren og derefter Ulla, og vi får at vide om kontakten med Ulla: ”Dét varede et godt stykke tid længere, og lykkedes en hel del bedre” (Sonnergaard 1997, 13). Vi kan se, at der er ellipse mellem de to sætninger, idet de har samme sætningskonstruktion, og det er i andet tilfælde substitueret med nul – dvs. at nidstirre Ulla lykkedes. En hel del bedre implicerer, at der er noget at sætte det i forhold til, noget det er bedre end, og det må således relateres til ”prøvede at fiksere mine [jegfortællerens] øjne” (Sonnergaard 1997, 12). Vi kan heraf udlede, at William forsøger at nidstirre både jegfortælleren og Ulla, og fordi der bruges et adjektiv i komparativ (bedre) præsupponeres det, at Williams projekt med at stirre på jegfortælleren er lykkedes, men i mindre grad end med Ulla. Vi må altså lede i teksten efter tegn på, hvad formålet med øjenkontakten er. For 36

lykkedes som verbum præsupponerer, at der kan identificeres et projekt, som kan enten lykkes eller fejle, men det betyder også, at en vellykket gennemførelse af dette projekt er ønskelig for den, der udfører det – altså William. Hvis vi ser på Williams stirren på jegfortælleren: ”og da jeg satte mig ned gav han sig igen til at stirre mig direkte ind i øjnene, og et kort øjeblik virkede han ubehagelig bekendt. Så flyttede han blikket og begyndte at ni stirre d Ulla” (Sonnergaard 1997, 13). Den parataktiske opremsning med og frem til så viser, at begivenhederne sker som en del af et handlingsforløb. Så indikerer, at handlingsforløbet er tilendebragt, og at et ny handlingsforløb tages op. Skiftet i handlingsforløb sker lige efter, at jegfortælleren et øjeblik har genkendt William som en ubehagelig bekendt, og derfor må det projekt, som ligger i handlingsforløbet være fuldført. Det fuldførte projekt er altså genkendelse, men i jegfortællerens tilfælde varer genkendelsen kun kort tid, hvilket peger på at genkendelse kan vælges til og fra i jegfortællerens hukommelse. Dermed kan vi afklare, at jegfortælleren lyver, når han siger, at han ser William første gang og opfatter ham som fremmed. Jegfortælleren må altså have kendt William og have været medvirkende til mobningen. Ulla reagerer anderledes på nidstirringen. Selvom der mangler en konjunktion til at markere en begrundelsessammenhæng, kan man udlede, at der er isotopi mellem at nidstirre og Ullas små røde pletter på halsen ud fra konteksten. Det er formentlig også dette fysiske resultat, der bliver betegnet som værende en hel del bedre. Ulla reagerer altså fysisk med irritation eller ubehag på gennemførelsen af Williams projekt – hun genkender ham, og det er ubehageligt for hende. Ud over denne indledende øvelse i øjenkontakt gør William følgende: ”Derpå rømmede han sig grinagtigt højt, fikserede Ullas blik og gav sig til at fortælle. Han tog ikke ét sekund øjnene fra hende (Sonnergaard 1997, 14). ” Fokuseringen på Ullas ansigt antyder, at han er interesseret i at konfrontere hende med fortiden og i at se hendes reaktion på det, han fortæller. Ulla har nemlig genkendt William. Man siger, at øjnene er sjælens spejl, hvilket indikerer, at William fikserer hendes blik for at se hendes sande reaktion på at blive konfronteret med de grove foreteelser - og reaktionen udebliver da heller ikke...

Distancering via personlige pronomener, fokus og ironi: Williams fortælleteknik William er usikker i forhold til parret. Inden han skal i gang med sin historie, er han følelsesmæssigt berørt af situationen: Han ”satte sig forlegent til rette på stolen, og gav sig til at ordne cigaretpakker, tændstikæsker, glas og kopper i et kunstfærdigt, symmetrisk mønster ” (Sonnergaard 1997, 14). Vi kan

37

heraf se, at det ikke er let for ham at komme i gang med fortællingen. Han er nødt til aflede sin egen og/eller parrets opmærksomhed fra sig selv til genstandene på bordet, indtil han får samlet mod til konfrontationen. Endvidere omtaler han sig selv i 3. person singularis dels for at distancere sig selv fra begivenhederne i skoletiden, dels for at give den overraskende effekt til sidst i novellen, hvor det bliver afsløret, at fortælleren selv er William. Han indleder sin fortælling med ordene: ” – Det er meget skægt, - sagde den lille mand med et smil, der intet havde med glæde eller humor, - hver gang jeg tænker på min skoletid, er det aldrig på de halvdårlige og ligeglade lærere og heller aldrig på den snavsede og mørkebygning, vi gik i. Jeg har glemt næsten alt hvad vi lærte. Jeg tænker kun på William. Ser I : William fik tæsk.” (Sonnergaard 1997, 15). Her viser William altså en sproglig distancering fra sig selv via sin brug af personlige pronominer, hvilket er en måde, der gør det lettere at håndtere svære oplevelser på psykologisk. Grammatisk er William fokus i den næstsidste sætning, fordi kun på fungerer som fokusmarkører, hvilket giver en god indledning til selve fortællingen, som netop har ham i centrum. Næste sætning lyder : Ser I: William fik nemlig tæsk. Nu er William blevet til det introducerede emne, som har et nyt fokus nemlig det det handler om: tæsk. Fortællingen handler altså om William og tæsk. Når hans smil hverken er relateret til glæde eller humor, kunne det være relateret til kulde eller ondskab. Det sætter stemningen for, hvad historien kommer til at handle om, nemlig hvor ondsindet William blev behandlet. Adjektivet skægt skal derfor også forstås som underligt, idet William her udtrykker en rationel begrundelse: At det burde have været alle de andre aspekter, han huskede, idet de var meget dårlige. Når det, han har lært, hvilket jo i sagens natur er en af skolens primære formål, også er overskygget af William, antyder fortælleren, hvor grelt William-aspektet har været. Vi får opremset alle de dårlige aspekter ved hans skolegang og alligevel gøres aspektet William til det, der overgår dem alle sammen; en rangering der hæver sig over alt det andet. På den måde kan William både få status af noget meget værre i relation til alt det andet dårlige eller som det eneste skægge ved den kedelige skoletid. Derefter omtaler han selv i fortællingen som et vi, hvilket indikerer, at han selv var en af mobberne. Brugen af 1. person pluralis skaber desuden en identifikation med tilhørerne (jegfortælleren og Ulla). Denne stil giver William mulighed for at udtrykke de tanker og begrundelser, som mobberne sandsynligvis har haft: ”Men jeg ved helt sikkert, at det ikke var sjovt, for vi slog så hårdt vi overhovedet kunne…” (Sonnergaard 1997, 16). Dermed inddrager han Ulla og jegfortælleren og sætter dem i mobbernes gruppe. William fremstiller 38

ved hjælp af ironiske adverbialer eller adjektiver vi-gruppen og viser dermed deres kynisme, ondskab og manglende empati: ”Og det skægge er: Der var ingen som helst grund til at vi gjorde det…” (Sonnergaard 1997, 15 - vores markeringer). Overdrivelsen af den manglende grund til mobningen (ingen som helst) og det haltende forsøg på at gøre det til en morsom historie (det skægge) fungerer som en indirekte anklage mod Ulla og jegfortælleren, fordi den demonstrerer den kynisme, som mobbegruppen har haft.

Præsupponeret viden: Ullas reaktion I slutningen bliver vi præsenteret for Ullas kommentar til Williams historie: ”Ulla havde ikke sagt et ord, mens han fortalte, men nu stirrede hun rasende på ham, så jeg dårligt kunne genkende hende. Hun råbte ham lige ind i ansigtet: Hvad satan er meningen med at komme og fortælle sådan noget perfidt lort? [...] Hun slyngede sin cognac i ansigtet på ham og rejste sig rasende. Hun løb ud af baren” (Sonnergaard 1997, 20). I modsætning til jegfortælleren får vi her beskrevet måden, hvorpå Ulla reagerer på fortællingen. Vi kan se i den præsupponerede at-sætning at komme og fortælle sådan noget perfidt lort, at Ulla karakteriserer fortællingen som perfidt lort, som er et følelsesladet, men usagligt argument. I ODS kan man læse følgende om ’perfid’: ”om paastand beskyldning olgn. : som ved bevidst fordrejelse, udeladelse olgn. kan tjene til at give et urigtigt, nedsættende indtryk af noget ” (ODS 2006, perfid). Når Ulla præsupponerer, at Williams historie er fordrejet og urigtig ved at kalde den perfid, implicerer det, at der findes en ufordrejet og rigtig udgave af historien, hvilket igen implicerer, at den ’rigtige’ udgave kender hun selv til, for at hun har kunnet vurdere, at denne version er den falske. For at kende sandhedsværdien om Williams historie må Ulla enten have kendt nogle af de berørte parter i sagen eller have været en del af det selv. Hun præsupponerer, at hans udgave af fortællingen er urigtig – det opfatter hun altså som en information, som ikke står til diskussion. Det, hun anfægter, er derimod, hvorfor William overhovedet er kommet (Hvad satan er meningen med...). Anfægtelsen er meget understreget, fordi hun bruger eden hvad satan. Ulla prøver altså ikke at tilbagevise historien med argumenter, men i stedet lader hun som om, hun ikke forstår meningen med at den bliver fortalt. Dette står i kontrast til ordvalget perfid og hendes voldsomme, fysiske reaktion. Endvidere virker det usandsynligt, at Williams version skulle være en usand version af sandheden om deres skoletid, fordi Ulla reagerer meget voldsomt. Fra et psykologisk perspektiv peger hendes

39

ordvalg perfidt lort sammenholdt med hendes voldsomme reaktioner derfor på, at Williams udgave ikke er grebet ud af den blå luft, men netop er den skinbarlige sandhed. Hvis Ulla ikke havde været en af mobberne, ville hun sandsynligvis snarere have været chokeret end rasende. Med sit udsagn om meningen med Williams fortælling forsøger hun altså vha. præsuppositionen at skjule, at hun faktisk godt forstår meningen, men lyver om fortællingens sandhedsværdi.

Flertydig kohæsion og isotopi: Jegfortællerens reaktion på historien Historiens effekt på jegfortælleren ser vi, idet hans holdning til historien er: ”Her standsede den lille mands fortælling. Og da jeg så på ham opdagede jeg, at alle menneskelige træk var væk. Han havde sådan et mærkelig plasticansigt, og han lignede én t der aldrig havde levet. Og jeg havde regnet ud, hvad det drejede sig om. Og det var pinligt. Det var meget pinligt” (Sonnergaard 1997, 20). I sætningen Og jeg havde regnet ud, hvad det drejede sig om, må pronomenet det referere til Williams fortælling. Men i de to efterfølgende sætninger: Og det var pinligt. Det var meget pinligt, kan det være en reference til at jeg havde regnet ud, hvad det drejede sig om i sætningen før. Kursiveringen af havde fremhæver handlingen (verbalet) frem for objektet: hvad det drejede sig om. Derudover betyder tempusformen præteritum perfektum, at handlingen er afsluttet i fortiden, men at den har relevans i taletidspunktet. Det pinlige er altså, at jegfortælleren har regnet sammenhængen ud mellem fortællingens mobbeoffer William og den lille mand på caféen. I den genkendelsesproces afslører jegfortælleren sig selv som delagtig i mobningen. Pinlig kan ifølge ODS betyde: ”som sætter en i en vanskelig situation, virker meget generende, sætter en i forlegenhed, føles som en plage” (ODS 2006: Pinlig). Vi mener, at pinlig indgår i en isotopi med ”ubehagelig bekendt”(Sonnergaard 1997, 13), ”det var ubehageligt” (Sonnergaard 1997, 20), ”små, røde pletter” (Sonnergaard 1997, 13) og ”en vi kender og helst ville være fri for” (Sonnergaard 1997, 10). Det pinlige må her forbindes med noget, der fremkalder ubehag og gene for ytringens afsender, hvilket Williams fortælling har gjort for jegfortælleren. Når det er pinligt for jegfortælleren at have regnet fortællingens pointe ud, må vi forstå det som en motivation for hans fortrængning af kendsgerningerne. Sandheden er ubehagelig, og det er endnu mere ubehageligt at gennemskue sandheden, når man har forsøgt at glemme den.

40

Opsummering Williams plan om at få hævn kommer til udtryk i hans forsøg på at vinde Ulla og jegfortællerens tillid ved hjælp af en yderst forsigtig høflighedsstrategi. Men William kan ikke holde masken, hans strategi fejler af og til, og hans følelsesmæssige binding til parret tydeliggøres: Han råber op og bliver såret. Williams plan er, at parret skal genkende ham som den William, Ulla eller de begge engang har mobbet – planen bliver gennemført mht. Ulla, og i nogen grad også mht. jegfortælleren. Det kan vi se idet så benyttes i stedet for og, hvilket indikerer et skift i handlingsforløb, som sker fordi Williams projekt er lykkedes. Historien om mobningen fortæller William i 1.person pluralis, men omtaler sig selv (William i historien) i 3.person singularis, dels for at kunne kapere det følelsesmæssigt selv, men også for indirekte at anklage Ulla og jegfortælleren for deres handlinger. Ullas reaktion implicerer et indgående kendskab til historien, fordi hun anklager William for at lyve, og jegfortællerens vurdering af situationen som pinlig viser os, at han forstår historien, men alligevel ikke svarer på Williams anklage. Vi kan dog konkludere, at Williams ambition om at opnå hævn over primært Ulla ikke gennemføres, fordi hun hverken undskylder eller bliver ulykkelig. William får dog en reaktion fra Ulla, hvorimod jegfortælleren tilsyneladende er upåvirket. Idet vi forstår begyndelsen af novellen som slutningen, kan vi se, at historien slutter med status quo: lykke og harmoni på overfladen. Men som vi skal se i næste delhypotese er det en tynd overflade, der lader den ubehagelige fortid skinne igennem.

Anden delhypotese: Kronologi og fortrængning Vi har i vores læsning kort argumenteret for, at kompositionen i novellen er ændret i forhold til kronologien, at den starter in medias res, og at der er flashback. Novellen foregår i løbet af en dag, og parret kan derfor ikke begynde med en gåtur om natten og slutte med middag og drinks på en bar tidligere på aftenen. Der er imidlertid også grammatiske argumenter for denne hypotese: At novellens komposition er ændret i forhold til kronologien, og at dette er et udtryk for jegfortællerens fortællestrategi – hans fortrængning af det ubehagelige møde med William og fortiden som en forsvarsmekanisme. Dem vil vi uddybe her.

Tempus, tid og kronologi Fra overafsnit 2 til overafsnit 310 sker der et tempusskift fra præteritum til præteritum perfektum. Det markerer en ændring i referencetidspunktet - vi springer tilbage i ferien (siden mandag), refererer frem til jegfortællerens nuværende taletidspunkt, og når fortælleren igen anvender præteritum,
10 Overafsnit referer til grupper af afsnit adskilt af linjeskift. Et sådant forekommer fx på s. 9 i William

41

refererer det kalendrisk til i dag (Sonnergaard, 1997. 11). Beskrivelsen af ferien fungerer som almen præteritum og handler dermed om, hvad der er typisk for den ferie, parret holder. Kronologisk begynder informationen om parret altså om mandagen og fortsætter frem til i dag. Hvis vi på den baggrund rekonstruerer novellens kronologi, således at overafsnittene 1 og 2 placeres i slutningen af fortællingen, efterfølges Williams råb efter Ulla af Ullas undskyldning. Indholdsmæssigt giver jegfortællerens information om Ullas fuldskab og provokation derfor bedre mening, fordi vi kan sammenholde den med hendes reaktion på William-historien. Ulla undskylder, fordi hun har opfordret William til at fortælle og bryde ind i idyllen, eller for sin rolle i mobningen og det postyr, den har skabt i deres forhold. Der skabes en isotopisk relation af typen undskyldning-tilgivelse, og det er dermed essentielt for afsnit 2, at det ligger i forlængelse af Ullas undskyldning. Jegfortællerens tilgivelse på s. 9 (”og sagde, at jeg tilgav alt”) kan kun forstås, hvis man sammenholder den med det sidste afsnit, hvor Ulla undskylder. Det er bemærkelsesværdigt, at fortælleren bruger konstruktionen sagde, at (sagde, at jeg tilgav alt), fordi den skaber en mulig distance. Havde fortælleren i stedet anvendt og jeg tilgav alt var der ikke den mulighed, at tilgivelsen kun var noget, han sagde og ikke mente. Verbet sagde medfører nemlig ikke, at at-sætningen er præsupponeret, fordi det er neutralt. At-sætningen at jeg tilgav alt skal således opfattes som en neutral ledsætning og har derfor værdien non-realis (Hansen og Heltoft 2006 B, 36). Der ligger altså ikke nogen tilkendegivelse fra jegfortællerens side, om hvor vidt han mener, at jeg tilgav alt er sandt eller ej, og det derfor heller ikke anfægtes. Sproget bliver en måde at distancere sig på, fordi jegfortælleren ikke tager ansvar for sit udsagn.

Brud på præteritum Novellen er fortalt i bagudsyn og er derfor næsten udelukkende i præteritum. Brugen af præsens er de fleste steder begrænset til den form, der hedder almen præsens, som angiver en generel betragtning – fx i afsnit 1: ”mens hun smilede på den her ironiske måde, hun bruger, når hun føler sig fuldstændig tryg” (Sonnergaard 1997, 9). Jegfortælleren gør sig i afsnittet tanker om Ullas generelle måde at opføre sig på, en måde at smile på, som ikke er begrænset til situationen. Der er dog isotopisk sammenhæng med situationen på cafeen, idet Ulla i slutningen ”har fået lidt for meget at drikke” - en følge af restaurantbesøget og den efterfølgende dobbelte drink. Hele afsnittet skal opfattes som fortællerens overvejelser, den måde, han forestiller sig, Ullas tanker og ønsker ser ud – det involverer ingen handlinger ud over de første 2 linjer. Afsnit 2 begynder derimod med en fysisk handling: ”Jeg lagde armen om hende” (Sonnergaard 1997, 9) og er i præteritum. Men der er et par enkelte undtagelser: ”Byen var næsten tømt for mennesker og der lå en besynderlig hededis over det hele, som ,

42

altid i august, og vores by virkede helt menneskelig nu, hvor bilerne stort set var ude af byen, og træerne levede, og der er ikke de store chancer for, at vi møder en vi kender, og helst ville være fri for” (Sonnergaard 1997, s. 9-10) (vores markeringer). Fortælleren skifter til præsens midt i perioden, som ellers er i præteritum, selvom sætningen og der er ikke de store chancer for, at vi møder en vi kender, og helst ville være fri for er sideordnet den forrige vha. konjunktionen og. Sætningens ledstilling følger desuden det deklarative mønster (K-F-Vf-SA-PBA), hvilket peger på samme sideordning (Nøhr 2002, 35). Sætningen er altså en sproghandling i sig selv, den er en konstatering. Det udelukker, at præsensformen kan opfattes som almen præsens, der gælder generelt, men må opfattes som historisk præsens. Det giver således afsnittet et usammenhængende præg, idet den type skift i tempus normalt ikke forekommer midt i en periode i skriftsprog, og normalt ikke er så korte passager. Den historiske præsensform medfører en tættere relation til det fortalte og skaber mere dramatik, end en ren præteritum vil give, idet brug af præsens inddrager den beskrevne verden i talesituationen (Hansen & Heltoft 2006 A, 54). Sætningen må altså gælde i talesituationen, så da fortælleren ytrer den, må han mene, at der ikke er risiko for at møde nogen, de kender. Ud over sit valg af tempus er den citerede sætning interessant, fordi den ved hjælp af nægtelsen er polyfon. Der er et synspunkt i tekstens diskurs, der siger: 1. Der er (de) store chancer for, at vi møder en vi kender. Idet fortælleren ikke forklarer sin ytring nærmere, må han forudsætte, at det er klart for læseren, at synspunkt 1 er relevant i tekstens diskurs, og klart hvem der skal tillægges ansvar for synspunkt 1. Ud fra den ændrede rækkefølge af afsnittene, hvor overafsnit 1 og 2 fungerer som novellens afslutning, kan fortællerens forudsætning af synspunkt 1's relevans bedre forklares. I den nye kronologi har parret nemlig netop mødt William (= en vi kender, og helst ville være fri for), og derfor vil han nok ikke dukke op igen. Men fortælleren er ikke fuldstændig sikker: Han udtrykker at der er ikke de store chancer, hvilket præsupponerer, at der er en chance, omend den er meget lille. William eller en anden ubehagelig person fra parrets fortid kunne muligvis dukke op. Brugen af det generiske nominal en vi kender, som fungerer som non-specifik reference11, må desuden præsupponere, at der er flere af samme art. Der er flere William'er derude, som de helst vil være fri for. Ydermere skaber brugen af non-specifik reference en distance, i og med man taler om typen og ikke om det specifikke eksemplar. Denne distancering er også en vigtig del af at fortrængningen. 11 Generisk / non-specifik reference:
I ubestemt form af substantiver kan man bruge specifik og non-specifik reference. Ved specifik reference bliver der indført en diskursreferent, som hævdes findes i virkeligheden, men som ikke er identificerbar for modtageren. Ved specifik reference er der et determinativ foran den specifikke reference fx: en bil. Når det drejer sig om non-specifik reference, refererer man til et begreb eller en kategori. Man refererer generelt som fx: Bil el. Biler (Hansen & Heltoft 2006 A, 26)

43

Fortrængning via fortælling Vi har som nævnt en tese om, at årsagen til den ændrede kronologi i William er jegfortællerens forsøg på at skjule eller fortrænge, hvilken effekt mødet med William har haft på både ham og Ulla. Effekten vil nemlig sende hans tanker i retning af fortiden og skoletiden; og dermed mobbetiden. Vi mener at kunne se sprogligt, hvordan fortælleren undertrykker sin ubehagelige erindring specielt i de to første afsnit. Fortrængningens natur er at erstatte minder enten med andre, bedre minder eller med opdigtede minder og at fremhæve at situationen, der fremkaldte det ubehagelige, er overstået. Et grammatisk tegn på dette vil være revision af tidligere givet information, modsætninger i sprogets information eller sprogets præsupponerede information, generel sproglig uklarhed og løse ender, og ikke mindst tilkendegivelse af uenighed med mulige modsynspunkter, altså polyfoni. Ifølge dette afsnits delhypotese vil de sproglige tegn på fortrængning desuden være mest påfaldende lige efter den ubehagelige hændelse og derefter udligne sig til erindringen er definitivt slettet. Dette vil vi komme ind på i det følgende.

Jegfortællerens reaktion på afsløringen – årsag til fortrængningen I afsnit 1 har vi sætningen: ”...hun vil have at jeg svarer igen, når hun provokerer mig, hun vil have mig til at reagere. Også selvom hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen. Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete” (Sonnergaard 1997, 9). Den underordnende konjunktion selvom betyder jf. vores gennemgang af indrømmelsesaktivitet, at sætningen overvinder et andet synspunkt efter skemaet 'selvom X, så Y', simplificeret her: Selvom hun er klar over, at intet kan ødelægge forholdet, så vil hun have mig til at reagere. (X) (Y)

Selvom peger altså på et modsatrettet synspunkt i teksten, og brugen af også angiver, at synspunktet er en følge af den forrige sætning. Ulla vil have, at jegfortælleren reagerer, selvom hun ved, at intet kan ødelægge deres forhold. Synspunktet er altså et brud på en generel regel (ifølge jegfortælleren) om, at en reaktion 'normalt' vil ødelægge forholdet. Ifølge Rita Therkelsen er det en indrømmelsesaktivitet af typen hvis-så-relation (Therkelsen 2001, 245 og 247). Den generelle regel, der brydes, hedder derfor hvis X, så ikke-Y: Hvis hun er klar over, at intet kan ødelægge forholdet så vil hun ikke have mig til at reagere (X) (ikke-Y)

Det er værd at bemærke, at ovenstående ytring er afsenderen (jegfortælleren) dog uenig i dette 44

tilfælde. Der er ifølge Therkelsen 'kamp om hjemlen' i argumentationen – det vil sige, at afsenderen skaber en kausal relation og ophæver den igen. Relationen siger altså, at en reaktion vil kunne ødelægge deres forhold. Ytringen fungerer på den måde som en henvisning til situationen med William og er et forsøg fra jegfortællerens side på at forklare sin manglende reaktion på Williams historie med kausaliteten. Hvis han havde reageret på historien eller på Ullas ironiske undskyldning, så var Ulla og hans forhold, efter hans mening, gået i stykker. Derfor må han undertrykke sin trang til at reagere, han må fortrænge. Man kan overveje, hvorvidt jegfortælleren har ret i sin antagelse, om at han og Ullas forhold ville gå i stykker, hvis han havde reageret. Dette må hænge tæt sammen med spørgsmålet om, hvor godt jegfortælleren egentlig kender Ulla, og netop dette spørgsmål kommer vi ind på i tredje delhypotese, der omhandler historien i William, som styret af jegfortælleren, som en strategi til at få magt over Ulla.

Revision som fortrængning En sproglig fortrængning må indebære en omskrivning af den begivenhed, man ønsker at fortrænge. Og netop en sådan ser vi i afsnit to i, der begynder med hhv. afsnit to”Jeg lagde armen om hende...” (Sonnergaard 1997, 9) og afsnit fire”og vi gik videre” (Sonnergaard 1997,10). I afsnittene skiftes der mellem forskellige måder at omtale det samme på: Afsnit to, s. 9 vores by august alt var godt der er ikke de store chancer helst ville være fri for Afsnit fire, s. 10 København sensommeren vi behøvede ikke bekymre os om noget som helst der var ingen risiko for at møde nogen af vor morsomme venner es eller ”borgerlige”, fordi vi gør så meget ud af forholdet.

for, at vi møder en vi kender og og bekendte, der altid gør nar og kalder os ”gamle” eller ”satte” ,

Jegfortælleren kommer i afsnit fire ikke med nogen nye oplysninger om begivenhedernes gang, men genfortæller i let omskrevet version, hvad han informerede os om i afsnit to. Der er dog nogle bemærkelsesværdige revisioner, eksempelvis at non-specifikke en de kender, pludselig er specificeret til en (ironisk ment) morsom ven, der håner parret for deres kærlighed! William og de ubehagelige minder bliver glemt, omskrevet og pakket ind i pænere ord, så parret kan leve lykkeligt videre. Ligeledes bliver ”alt var godt”, som primært siger noget om den øjeblikkelige situation, revideret til ”vi behøvede ikke bekymre os om noget som helst”, som rækker ud i fremtiden. Når man siger, at man ikke behøver bekymre sig om noget som helst, er det også en indikation af, at der ikke er noget forude, der kunne give anledning til bekymring. Der er desuden nogle sproglige brud med præteritum, der symboliserer den nutidige ændring af den 45

fortidige erindring = revision. Et af bruddene er udfoldet oven for (en vi kender), det andet forekommer s. 10, linje 24: ”og det var, som om hun parodierede en lillepige, som om hun gjorde nar af Lolita, eller hvad ved jeg” (Sonnergaard 1997, 10) (vores markering). Præsenssætningen i slutningen af citatet er en metakommentar; fortælleren kommenterer sin egen fortælling og udtrykker sin usikkerhed over for det beskrevne. Vi får altså at vide, at jegfortælleren forsøger at kommunikere sin viden om Ulla og deres oplevelse til os, men at han mangler ord. Vi introduceres for et nært taletidspunkt. Vi mener, at disse brud peger på revision, idet skiftet fra præteritum til præsens flytter talerens bevidsthed til taletidspunktet, og dermed muliggøres den nutidige ændring af det fortidige. Citatet oven for fungerer også som en slags indrømmelse fra jegfortælleren af, at måske ikke kender Ulla så godt, som han ellers giver udtryk for andre steder. Dette kommer vi nærmere ind på i tredje delhypotese, som fokuserer på jegfortællerens kendskab til Ulla.

Sproglige gentagelser og uudtalte modsynspunkter ”Der var kun Ulla og mig, der var kun København og denne meget varme sensommer, og så var der måske barnet inde i Ulla” (Sonnergaard 1997, 11). En fortrængning af ubehagelige begivenheder bygger ud over revision af sandheden også på en fremhævelse af, at det ubehagelige er overstået. Og her kommer gentagelserne ind i billedet, for jegfortælleren fremhæver, og fokuserer på, nutiden i et forsøg på at glemme fortiden. Gentagelserne må være brud, idet de strider imod Grices kvantitetsmaksime, fordi de ikke er ny information. Derfor er ovenstående citat vigtigt, for det fungerer som et resultat af revisionen hertil. Jegfortællerens virkelighedsbillede bliver først revideret, som vi har vist ovenfor, og derefter gentaget, og denne gentagelse tyder på, at der ikke kommer yderligere revision, og dermed er fortrængningen fuldført. I første del af sætningen står Ulla og mig på sidste plads og fungerer som logisk subjekt på objektets plads i en der-konstruktion, hvilket giver denne del fokus. Jeg-fortælleren viser altså, at det, at der kun er Ulla og mig, er den vigtige information i sætningen. Dette bliver forstærket af kun, der er er fokusmarkør og peger polyfonisk på muligheden for, at der kunne være andre tilstede, men ikke er det. Læser man denne del af teksten som slutningen, har der netop været andre inde i billedet, nemlig William, så modsynspunktet der er andre end Ulla og mig må være en del af fortællerens bevidsthed. Jegfortælleren gentager gennem afsnit 2 det faktum, at han og Ulla er alene: ”vi var alene”, ”og der var kun os”. Gentagelsen peger på vigtigheden af deres tosomhed og må tolkes som et resultat af, at Ulla og jegfortælleren nu har forladt den ubehagelige William og er meget interesserede i at glemme det hele og fokusere på fremtiden. Men det er ikke kun deres tosomhed, der gentages. Også parrets fysiske placering og deres tidslige

46

placering bliver understreget med der var kun København og denne meget varme sensommer. Igen peger sætningen polyfonisk på et modsynspunkt om, at der var ikke kun København og denne meget varme sensommer – det viser tilbage til fortiden i en anden by/et andet sted, på en anden årstid. Fortællerens trang til at argumentere imod dette modsynspunkt – hans gentagelser af informationer inden for samme semantiske felt (vores by, byen, København og varmt, hededis, august, sensommeren) – viser os således, at han mener, det er vigtigt at få slået disse fakta på plads. Måske fordi modsynspunktet lige er blevet så virkeligt fortalt af William.

Sproglige modsætninger og uklarheder Fortælleren er i overafsnit 1 og 2 er kendetegnet ved at udtrykke sig uklart og modsætningsfyldt, fx: ”Også selvom hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen. Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete” (Sonnergaard 1997, 9) Også i sætningen fremhæver selvom ved at pege på det som sætningens fokusled – det er her, vi som læsere bliver præsenteret for det relevante i sætningen: Også selvom hun er klar over at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge - fokusled - forudsat viden

Fortælleren præsupponerer på den måde, at Ulla og hans forhold ikke kan ødelægges. Brugen af sætningsadverbialet sådan for alvor står dog i modsætning til denne forudsætning. Fortælleren siger, at der ér noget, der kan ødelægge forholdet lidt, men ikke fuldstændigt. Senere i teksten forudsættes det modsatte: hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete. - fokusled - forudsat viden

Her er et brud med Grices kvalitetsmaksime: sig ikke noget, som du tror er usandt.12 Vi ser her fortællerens tvetydighed; hans udsagn peger i to retninger og bliver dermed upålidelige. Han vakler mellem reaktion og passivitet, vrede og tilgivelse. Det interessante er, at fokus i sætningen siger, at de begge vil blive ulykkelige, hvis noget ødelægger forholdet – og her har vi motivationen for fortrængningen eller omskrivningen af det faktiske handlingsforløb. Dette nedslagspunkt vil vi sige mere om i behandlingen af vores tredje delhypotese om jegfortællerens måde at få magt over Ulla på, da det indeholder mere, end hvad vi har sagt om det her. Brugen af den kohæsive reference det i de sidste sætninger i afsnit 1 er også tvetydig og uklar. Hvis vi ser på citatet: ”Også selvom hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen. Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete. Men
12 Se teoriafsnit om Grices teori om implikatur og maksimer

47

alt for kedeligt, dét må det ikke blive.” (Sonnergaard 1997, 9). Det1: forholdet – udtrykt ved (det) vi har sammen (kataforisk reference) Det2: at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen (anaforisk ref.) Det3: at forholdet blev ødelagt (kataforisk reference) Dét4: alt for kedeligt (anaforisk reference) Det5: forholdet (anaforisk reference) Forvirringen i citatets kohæsion gør brugen af det samme tegn for reference (det) ugennemsigtig. Den gør det uklart, hvad det refererer til, og man fristes til at tro, at det'erne er koreferentielle, hvilket ikke er tilfældet, som vist ovenfor. Det hjælper heller ikke, at det'erne både har anaforiske og kataforiske koreferenter. Fortælleren slører på den måde sin information og slører samtidig, at informationen er modstridende. Uklarheden bliver ikke mindre af, at afsnittet indledes (linje 1-8) med en parataktisk opremsning fra Ullas synsvinkel: ”- mens hun smilede på den her ironiske måde, hun bruger, når hun føler sig fuldstændig tryg, men alligevel gerne vil have der sker et eller andet, for hun har fået lidt for meget at drikke, og det må for alt i verden ikke blive kedeligt, hun vil have at jeg svarer igen, når hun provokerer mig, hun vil have mig til at reagere” (Sonnergaard 1997, 9) . Parataksen skaber uklarhed, fordi det er svært at afklare, hvilke sætninger, der er led i andre, og dermed hvordan sætningerne skal forstås i forhold til hinanden. I begyndelsen af citatet bruges mange sideordende konjunktioner: men, for, og, og fortsætter derefter opremsningen uden konjunktioner. Vi har altså en masse helsætninger, som er sideordnede, og forvirringen opstår, fordi teksten ikke strukturerer sit indhold, så læseren ved, hvad hun skal lægge mærke til. Alle disse sproglige utydeligheder understøtter vores tese om, at fortælleren skjuler og fortrænger sin oplevelse med William. Afsnit 1 er nemlig det første afsnit efter konfrontationen og vil naturligt udtrykke en tydelig tvivl og vaklen mellem glemsel og erindring, idet jegfortælleren står mellem oplevelsen og sin revision af denne.

Opsummering Ved hjælp af en undersøgelse af de anvendte tempusformer kan vi understøtte vores hypotese om kompositionen, hvor afsnit 1-4 kronologisk er slutningen. Der skabes med disse afsnit som slutning også isotopi mellem den ubehagelige hændelse med William og Ullas undskyldning og jegfortællerens tilgivelse. Tempusformerne er dog inkonsekvente, idet der sker brud med præteritum. Vi opfatter disse brud som et udtryk for jegfortællerens fortrængning af William-hændelsen og har identificeret andre sproglige brud, som vi mener kan forklares med denne fortrængningstese.

48

Jegfortælleren indrømmer i begyndelsen vha. selvom, at Ulla og hans forhold kan ødelægges og giver os dermed årsagen til, at han begynder sin fortrængning. I løbet af fortællingen (efter de har forladt William) omskriver jegfortælleren således sandheden, så den er mere fordøjelig for ham og læseren. Vi kan se, at der i afsnit 4 ikke fortælles noget, som ikke er nævnt i afsnit 2, men at detaljerne gentages og rettes til. Yderligere er afsnit 1-4 interessante i polyfonihenseende, for jegfortælleren negerer og affejer mange synspunkter, som netop kan tilhøre William eller være læserens undren over, hvorfor jegfortælleren fx understreger, at der var kun Ulla og mig. I novellens første afsnit (s. 9) ser vi, hvordan hændelsen med William påvirker jegfortælleren og sætter en fortrængningsproces i gang. Han udtrykker sig modsætningsfyldt og anvender uklare referencer og paratakse, hvilket tyder på, at han også sprogligt har svært ved at håndtere den ubehagelige situation.

Tredje delhypotese: F ortællingen – en del af Ulla og jegfortællerens magtkamp Denne delhypotese går på, at selve fortællingen, som styret af jegfortælleren, er en del af spillet mellem Ulla og fortælleren. Det er hans måde at få han magten over hende på. Når vi påstår, at fortællingen er en del af Ulla og jegfortællerens spil, skal det indledningsvis på plads, at vi her ikke alene behandler deres indbyrdes forhold, men også jegfortællerens forhold til modtageren af hans historie, altså læseren. Hvis jegfortælleren skal bruge sin historie til få overtaget i hans og Ullas indbyrdes magtkamp, må han nødvendigvis gøre det ved at forsøge at stille sig bedre end hende, og det må han jo så gøre over for læseren.

Opofrelse via dagsorden og tempusform Et godt eksempel på, at jegfortælleren betragter fortællingen som en del af deres spil, er i slutningen, hvor Ulla løber ud af baren og jegfortælleren skynder sig efter hende, ”for det var naturligvis hende jeg holdt med” (Sonnergaard 1997, 20). Det er en mærkelig dagsorden at have: At holde med nogen i den situation, hvor Ulla og jegfortælleren lige har hørt på Williams historie, medmindre man kender til Ullas involvering i denne. Jegfortælleren har dog ovenover indikeret, at han ”havde regnet ud, hvad det drejede sig om” (Sonnergaard 1997, 20), og det giver ham et grundlag for at sætte William og Ulla over for hinanden og holde med én. Stadigvæk er dét kun at have Williams udlægning dog ikke et særlig godt grundlag for at lave en nøgtern vurdering af sagen og dermed have ordentligt belæg for at holde med den ene frem for den anden. Måske har jegfortælleren i virkeligheden mere viden om situationen omkring mobning i fortiden, end han foregiver? Jegfortællerens sætning for det var naturligvis hende jeg holdt med... præsupponerer, at der skal 49

holdes med nogen i situationen og sætter altså den indiskutable dagsorden ’at holde med’, hvor man nok ville have forventet en anden dagsorden, nemlig en tilkendegivelse af sympati for William. Man kunne også have forventet en dagsorden, hvor jegfortælleren blot havde bekymret sig om Ulla. Den havde givet mere mening, fordi det at bekymre sig om nogen ikke nødvendigvis fordrer en viden om den situation, den pågældende befinder sig i, men derimod er et følelsesbetonet valg, der ikke udelukker den anden part. Derimod indbefatter ’at holde med nogen’ netop en modsætning, som er et enten eller. Men det er jegfortælleren selv, der sætter denne dagsorden – at det handler om at holde med – med sin sætningskløvning, der præsupponerer dette.13 Det interessante i ovenstående tekststed, når vi kigger med de briller, der hedder, at jegfortælleren med sin fremstilling styrer fortællingen til egen fordel, er netop den ovennævnte dagsorden med at holde med i stedet for fx at bekymre sig om. Forskellen på de to, udover forskellen i den viden der fordres, er nemlig, at det at holde med inkluderer at vælge, hvorimod man sagtens kan bekymre sig om begge parter i en konflikt. Jegfortælleren ønsker altså at vise eksplicit, at han vælger Ulla frem for William. Man kan sige, at det ikke havde været specielt bemærkelsesværdigt, hvis jegfortælleren bare havde bekymret sig om Ulla, for det er mere eller mindre forventet, når man er kærester, og det er ikke et valg, hvor man skal vælge nogen fra, men idet han holder med hende, foretager han altså et valg til fordel for Ulla, og imod William, og det at vælge én frem for en anden er mere bemærkelsesværdigt, især når jegfortælleren og vi som læsere har en klar formodning om, hvad Ulla har gjort. Jegfortællerens valg til fordel for Ulla kan fremstå som en slags offer, fordi hans samvittighed måske byder ham at vælge til Williams fordel. At han så yderligere angiver dette valg som noget, der er naturligt for ham (med naturligvis), kan i denne sammenhæng forstås som, at han generelt er opofrende i forhold til Ulla, og at han betragter dette som en kvalitet, der fremhæver ham på bekostning af Ullas mere selviske opførsel. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er en kvalitet i deres forhold, men hovedpointen her er, at valget af den dagsorden, der hedder, at der skal vælges, som jegfortælleren udtrykker dels gennem valget af holdt med og dels gennem sætningskløvningen, som angiver det, at der skal vælges, som præsupponeret, kan arbejde til fordel for jegfortællerens fordel i forhold til deres magtkamp, fordi hans valg af Ulla kan ses som en offer fra hans side. Netop det at fremstå som opofrende er en strategi, jegfortælleren bruger flere gange. Det er dog også bemærkelsesværdigt her, at næste sætning begynder med et men: ”men jeg kunne ikke undgå at høre, at han [William] råbte: Det er min egen historie” (Sonnergaard 1997, 20). Konjunktionen kan lægge sig til ”og jeg skyndte mig ud efter Ul a,” (Sonnergaard 1997, 20), og i så l fald er den ikke mærkelig, men hvis man læser den som læggende sig til ”for det var naturligvis 13Se teoriafsnit om fokuskonstruktion 50

hende jeg holdt med” (Sonnergaard 1997, 20), skaber men en modsætning til det, der lige er sagt, og udtrykker et forbehold til det. Dette er muligt, fordi for sideordner sætningerne. Man fornemmer, at jegfortælleren er tvetydig her og eventuelt også anerkender Williams side af sagen. Hvis man læser det sådan, understøttes denne læsning af det naturligvis, der optræder i for det var naturligvis hende jeg holdt med. Attitudeadverbialet naturligvis bryder med økonomiprincippet om ikke at sige mere end nødvendigt. Naturligvis er ikke en del af den nye information i sætningen, men jegfortællerens egen attitude til den, og den attitude, han prøver at gøre til gældende for, hvordan man skal se udsagnet, også for læseren. Naturligvis angiver dog også, at der er mulighed for ikke at holde med Ulla, og dette spiller fint sammen med hans forbehold udtrykt i men. I andet afsnit siger jegfortælleren: ”Jeg lagde armen om hende, og sagde, at jeg tilgav alt (Sonnergaard 1997, 9). Citatet er dobbelttydigt, det kan både betyde, at han i den givne situation tilgav hende alt, altså alt, hvad hun havde gjort, der havde med den konkrete situation at gøre. I denne læsning angiver tempusformen præteritum i sagde og tilgav så tid, og gør udsagnet situationelt, men tilgav behøver ikke nødvendigvis at angive tid, det kan også pege på en mere generel tilstand. Som vi har omtalt i vores afsnit om tid og tempus, placerer tempusformerne først og fremmest den talendes bevidsthed i tid, etablerer et da-taletidspunkt og placerer begivenheden, der tales om i fortiden, mens selve udsagnet jeg tilgav alt sagtens kan angive en generel tilstand. Det vil altså sige, at sagde og jegfortællerens bevidsthed er placeret i fortiden med præteritumformerne, men tilgav behøver ikke begrænse sig til noget fortidigt, da det ikke er placeret i tid. På den måde kan og sagde, at jeg tilgav alt også betyde, at jegfortælleren tilgiver alt, Ulla gør, ikke kun i den givne situation, men i det hele taget. Hvis man læser det sådan, kan det give jegfortælleren et overtag i forhold til Ulla, fordi han så er den storsindede, der kan tilgive Ulla trods alle hendes fejl. Dette viser ham, som i ovenstående nedslagspunkt, som opofrende.

Fremstilling af Ulla via dækket direkte tale En af de strategier, jegfortælleren bruger til at sætte sig over Ulla, er ved at vise, at han kender hende, at han kender hendes strategier. Denne viden om Ulla kan også være med til at verificere det, han siger om hende, fordi læseren så skal tro ham på det grundlag. At han mener, han kender hende, kommer grammatisk til udtryk bl.a. ved brug af præsupposition og sætningskløvning. Et glimrende eksempel på jegfortællerens 'dialog' med læseren finder man i andet afsnit på side 12, hvor Ulla forklarer, at det er ”hende, der ville føde barnet”, og filosoferer over, hvordan det ville være, hvis det var jegfortælleren, der i stedet skulle føde det (Sonnergaard 1997, 12). Det skal siges, at dette afsnit kan opfattes som en del af deres jokes og indforståetheder, som jegfortælleren omtaler i 51

følgende afsnit ”Da vi havde siddet et stykke tid med alle vores jokes og spidsfindigheder indforståetheder” (Sonnergaard 1997, 12), men det kan også forstås anderledes. Jegfortælleren benytter sig af dækket direkte tale, begyndende med ”at det var naturligvis var hende”, og sluttende med ”så blev det nok en vandmand.” (Sonnergaard 1997, 12), i sin gengivelse af situationen, således at dette stykke fremstår som Ullas egne ord. Når man læser denne forklaring, virker den ikke særlig intelligent, fx siger hun: ”at det naturligvis var hende, der ville føde barnet” (Sonnergaard 1997, 12), og at det er hende, og ikke jegfortælleren, der skal føde barnet, er vel næppe noget, der behøver en forklaring, dels fordi, det er hende, der muligvis er gravid, og dels fordi jegfortælleren er en mand. Den dækkede direkte tale sammen med jegfortællerens angivelse af, at Ulla forklarer dette åbenlyse faktum får hendes ord til at virke uintelligente, og dermed får det også Ulla til at virke uintelligent. Hvis man forsætter med denne læsning, kan jegfortællerens sidste ytring i linje 11-12: ”Et meget klogt barn” (Sonnergaard 1997, 12) ses som andet end en kommentar om det barn, Ulla muligvis er gravid med, nemlig som en kommentar om Ulla selv, hvorved ytringen bliver en ironiseren over Ullas uintelligente forklaring. At det naturligvis var hende, der ville føde barnet bliver faktisk også yderligere sat på spidsen videre i samme afsnit, hvor jegfortælleren refererer hende for at have sagt ”og at vi i så fald” og ”Hvis det nu var mig” (altså, hvis det var jegfortælleren), og ”men når det nu ikke var mig” (Sonnergaard 1997, 12). Hun har allerede angivet, at det er tale om et faktum, fordi naturligvis angiver, at propositionen ikke skal anfægtes. Sætningsadverbialet naturligvis angiver polyfoni, og i den konkrete sætning er det et afvisende svar på et modsynspunkt, der siger, at det ikke er Ulla, der vil føde barnet. Efter således at have angivet sin proposition som uanfægtelig anfægter Ulla den så alligevel med de tre ovennævnte og at vi i så fald... Hvis det nu var mig... og ...men når det nu ikke var mig..., der alle tre angiver mulighed for, at det kunne være en anden end hende, der ville føde barnet. Hvor naturligvis er sætningsadverbial i at det naturligvis var hende har i så fald, nu og nu ikke samme funktion i de tre andre sætninger, men udover ligheden på ledniveau er disse sætningsadverbialer også alle bærere af epistemisk modalitet. Naturligvis bærer dog epistemisk nødvendighed, hvor de tre andre indikerer epistemisk mulighed, og i forbindelse med polyfonien, som vi nævnte ovenfor, at naturligvis angiver, gør dette en forskel. Modalitet handler om afsenders holdning til sin ytring, og når afsender udtrykker epistemisk mulighed, åbner han op for, at tingene kunne være anderledes, hvilket står i stærk kontrast til at udtrykke epistemisk nødvendighed, som afviser dette. I sin forklaring afviser Ulla altså først det modsynspunkt, der siger, at jegfortælleren skulle kunne føde barnet, hvorefter hun åbner op for det. Denne inkonsekvente sprogbrug får hende til at fremstå som både ubeslutsom og mindre intelligent. I den forbindelse er det en vigtig strategi, at jegfortælleren bruger dækket direkte tale, fordi det virker mere citerende, og således mindre fortolkende, eller manipulerende, fra hans side.

52

Denne læsning, hvor jegfortælleren fremstiller Ulla som barnlig, kan også referere til ”barnet inde i Ulla” (Sonnergaard 1997, 11), som både kan betyde det fysiske barn i Ullas mave, og i psykologisk forstand: Ullas indre barn. Jegfortælleren fremstiller Ulla som værende barnlig: ”det var, som om hun parodierede en lillepige, som om hun gjorde nar af Lolita” (Sonnergaard 1997, 10) eller en reference til pigen med æblet fra skoletiden. Det er værd at bemærke at både barnet og pigen er i bestemt form. Dobbeltheden i dette afsnit, altså at det både kan læses som en del af deres jokes og spidsfindigheder, men også som en udstilling af Ulla, kan være udtryk for en strategi fra jegfortællerens side, der går ud på ikke at gøre fremstillingen af Ulla til fordel for ham selv for eksplicit, således at han ikke fremstår som manipulerende. Dette ville passe fint sammen med hans brug af dækket direkte tale i afsnittet, som virkende mere objektivt refererende.

Jegfortællerens præsupponerede kendskab til Ulla Selv om jegfortælleren bruger en strategi, hvor han forsøger at vise, hvor godt han kender Ulla, krakelerer facaden nogle gange. Fx siger han: ”Ulla rykkede tilbage i stolen og kikkede væk, og da jeg kender hende så godt som jeg gør, blev jeg hurtigt klar over, at hun ikke brød sig om ham” (Sonnergaard 1997, 12), Her må man spørge sig selv, om han virkelig behøver at kende Ulla godt for at se, at hun ikke bryder sig om William. Hun viser trods alt en fysisk reaktion ved at rykke tilbage i stolen. Men jegfortælleren præsupponerer, at han kender Ulla godt ved at sige sætningen som han gør, nemlig og da jeg kender hende så godt som jeg gør. Denne måde at udtrykke sig på konstituerer en slags tautologi, da man formodentlig altid kender folk så godt, som man gør. Sætningen kunne skrives om til 'og da jeg kender hende så godt som jeg kender hende', og så fremstår det endnu klarere, at der er tale om en tautologi. Derfor giver det heller ingen mening at prøve at nægte sætningen (og da jeg ikke kender hende så godt som jeg gør), i hvert fald ikke pragmatisk, og så kan man godt regne det, at jegfortælleren kender Ulla, for præsupponeret i sætningen. Nu siger en tautologi som denne jo ikke særlig meget i sig selv, og hvis man læser den bogstaveligt, siger den ikke engang, at jegfortælleren kender Ulla specielt godt, men bare så godt som jeg gør. Der er dog tale om et fast udtryk, som skal tolkes ved brug af konventionel implikatur, altså den viden, vi har om dette udtryk, og den siger os, at det plejer at betyde, at jegfortælleren kender Ulla rigtig godt. Denne viden om Ullas person bruger han videre i samme afsnit til at konkludere på hendes vegne, at ”det naturligvis aldrig ville falde hende ind at indrømme det.” (Sonnergaard 1997, 12). Der er klar isotopi imellem og da jeg kender hende så godt som jeg gør og selvom det naturligvis aldrig ville falde hende ind at indrømme det, fordi det kræver en dybere viden om nogen for at kunne sige, at de naturligvis aldrig ville gøre noget, fordi det ikke er et situationelt bundet udsagn, men derimod siger

53

noget generelt om personen. Altså bygger jegfortælleren her først en platform af viden om Ulla, som han senere kan konkludere om hende på. Det er muligt, at jegfortælleren bare påstår, at han kender Ulla rigtig godt, men det er også muligt, at han rent faktisk kender rigtig godt. Og i forhold til sidste del af dette afsnit er det ret vigtigt, hvilken af læsningerne, man vælger at tro på, fordi betydningen af, at Ulla desværre heller ikke kigger på jegfortælleren kan læses forskelligt. Hvis jegfortælleren rent faktisk kender Ulla rigtig godt, er hans desværre et udtryk for, at han ved, at hun ved ikke at kigge på ham i situationen viser, at hun heller ikke bryder sig om ham. Det kan man ræsonnere sig frem til på følgende måde: Ulla kigger væk => Jegfortælleren forklarer, at når Ulla kigger væk, bryder hun sig ikke om den, hun kigger væk fra => Ulla kigger væk fra jegfortælleren => Ulla bryder sig ikke om jegfortælleren. Hvis man derimod ikke tror på, at jegfortælleren kender Ulla rigtig godt, skal desværre nærmere tolkes som et udtryk for, at jegfortælleren er ærgerlig over, at hun ikke søger støtte hos ham i situationen. Upålidelige præsuppositioner Allerede på første side fremstår Ulla som provokerende, hun siger i linje to, at ”Det må du søreme undskylde!”, og smiler ”på den her ironiske måde” (Sonnergaard 1997, 9). Søreme indikerer, at undskyldningen ikke er særlig dybfølt, og hendes ironiske smil støtter dette. Jegfortællerens reaktion på Ullas opførsel er et ræsonnement, hvor han siger, at hun trods sine provokationer ved, at deres forhold er stabilt og ikke kan ødelægges, men bare vil have ham til at reagere for, at det ikke skal blive for kedeligt. Hans udlægning af hendes syn på deres forhold halter dog. Han siger, ”Også selv om hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen. Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete.” (Sonnergaard 1997, 9). Ligesom i eksemplet: ”Ulla rykkede tilbage i stolen og kikkede væk, og da jeg kender hende så godt som jeg gør, blev jeg hurtigt klar over, at hun ikke brød sig om ham” (Sonnergaard 1997, 12) prøver jegfortælleren her at konkludere på Ullas vegne. I dette eksempel præsupponerer jegfortælleren, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen. Atsætningen bliver gjort til kendt information, idet jegfortælleren siger i første sætning, at det er noget, Ulla er klar over, og det er Også selv om hun er klar over, der bliver den nye information. Men selvom deres forholds stabilitet ikke kan anfægtes, ifølge jegfortælleren, anfægter han det alligevel selv senere, da han siger, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete. I sætningen Også

54

selv om hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen er at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen, er det præsupponerede i sætningen og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete at det kan ske, fordi jegfortælleren bruger hvis, der markerer polyfoni, og anerkender, at det modsatte (at forholdet kan ødelægges) er muligt. Denne inkonsekvens i præsuppositioner taler imod jegfortællerens troværdighed, da vi som læsere ikke kan tro på både, at forholdet kan ødelægges, og at det ikke kan ødelægges. Her krakelerer jegfortællerens strategi med at præsupponere viden altså, især fordi det og, der står mellem Også selv om hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete sidestiller de to sætninger og giver dem altså samme status. Der er tale om et brud på Grice's kvalitetsmaksime: sig ikke noget, som du tror er usandt. Jegfortælleren bliver upålidelig.

Indrømmelsesaktivitet Jegfortællerens strategi krakelerer også, men på en anden måde. ”Da jeg lod som om hun havde såret mig – og såret var jeg naturligvis ikke, men der var alligevel noget ubehageligt ved tanken om det der med, at det kunne være ”hvem som helst”, og på en måde var det ikke så morsomt igen” (Sonnergaard 1997, 10). Hvis man kigger på hele ytringen, er noget af det første, man lægger mærke til, at der er en ’forskydning’ i volumen af sætningerne. Første del indtil det første ikke, er kort i forhold til anden del, der er mere end dobbelt så lang. Det bevirker, at man som læser lægger meget af vægten på anden del (fra men der er alligevel), og den del står i kontrast til udsagnet i den første del, som siger, at fortælleren ikke er såret, men bare lader som om. Denne udsigelse er forstærket af sætningsadverbialet naturligvis, som angiver, at udsagnet ikke er til diskussion. Det, at naturligvis er brugt, gør, at læseren må spørge, hvorfor dette er nødvendigt.Eftersom udsigelsen er et udtryk for jegfortællerens egne følelser – et såkaldt attitudeadverbium – og ikke et sandt-falsk udsagn om vejret eller lign, kan vi som læsere vælge enten at tro på jeg-fortælleren eller lade være, men vi kan ikke verificere hans udsagn. At jegfortælleren så alligevel bruger naturligvis viser, at han anerkender et muligt modsynspunkt (altså, at han er såret), som han så med naturligvis prøver at afvise. Naturligvis kan oversættes med ’at det er en selvfølge at det er sådan’. Det vil sige, at det er en selvfølge, at jegfortælleren ikke bliver såret. På den anden side kommer der et men, som indikerer at jeg-fortælleren faktisk bliver såret. Dette men er en sideordnende konjunktion, som giver samme status til sætningerne på begge side af det, og derfor lægger man som læser lige så meget vægt på der var alligevel noget ubehageligt ved tanken om det der med, at det kunne være ”hvem som helst”, og på en måde var det ikke så morsomt igen. som man gør på og såret var jeg naturligvis ikke,

55

på trods af, at jegfortællerens brug af naturligvis og lod som om understreger, at han ikke er såret, og at resten af ytringen fra men der var alligevel… mere er en slags tilføjelse. I den sammenhæng er det kohæsive adverbium alligevel også interessant, fordi det passer dårligt sammen med naturligvis. Alligevel angiver, at det, der kommer efter, gælder til trods for det, der kommer før, og når jegfortælleren har brugt naturligvis til at understrege, at han ikke er såret, negerer alligevel dette. Kombinationen men-alligevel kan ifølge Rita Therkelsen give: ”en præsupponeret generel regel samtidig med en eksplicit hævdet undtagelsesregel som det konkrete tilfælde følger” (Therkelsen 2001, 260). Hvis man ser Da jeg lod som om hun havde såret mig – og såret var jeg naturligvis ikke, men der var alligevel noget ubehageligt ved tanken om det der med, at det kunne være ”hvem som helst”, og på en måde var det ikke så morsomt igen i det lys, må den generelle regel være den, der eksplicit er formuleret, og altså ikke er præsupponeret: Jeg er naturligvis ikke såret og undtagelsesreglen må være Men tanken om, at det kunne være hvem som helst er ubehagelig Hvis man skal prøve at forklare denne undtagelse på jegfortællerens præmisser, kan man hævde, at der en gradsforskel på at være såret og på at opleve noget som ubehageligt. Det virker måske meget rimeligt, men så passer naturligvis i sætningen ikke ind i billedet, for adverbialets rolle er at nægte det modsynspunkt, der siger, at han kunne være såret, og hvis det at føle noget som ubehageligt er en grad af ’sårethed’, udelukker naturligvis også denne mulighed. Det er som om, jeg-fortælleren prøver at bryde eller ignorere den isotopiske sammenhæng mellem ’at føle noget ubehageligt’ og ’at være såret’. Hvis den indskudte sætning nu fx havde heddet ”- og direkte såret var jeg ikke, men der var alligevel noget ubehageligt ved tanken om….”, ville fortælleren have taget højde for, at det at være såret er en grad af ubehagelighed. På en måde i og på en måde var det ikke så morsomt igen bliver her brugt til at bagatellisere den følelse af ubehag, jegfortælleren har ved tanken om at det kunne være hvem som helst. Formuleringen åbner op for, at det kun behøver at være ikke så morsomt igen på én måde, mens det i princippet kan være nok så morsomt på en anden måde. På samme måde bruges noget ubehageligt (ved tanken om) til at åbne for muligheden af, at der også kunne være noget behageligt ved tanken. Som læsere ved vi udmærket, at tanken ikke på nogen måde er morsom for jegfortælleren, og vi ved også godt, at der 56

ikke er noget behageligt ved den. Vi ved dette, og derfor forventer vi også at fortælleren anerkender det ved at være konsekvent i sin ytring, fx ved at sige, at ’tanken var ubehagelig og den var ikke morsom’, uden omsvøb. En yderligere bagatellisering ser vi i ved tanken om det der med, at det kunne være ”hvem som helst” (vores markeringer). Det der med betyder essentielt ’at hun sagde’, men jeg fortælleren vælger at skabe en slags distance til det Ulla sagde ved ikke at nævne hende, men i stedet bruge et mere abstrakt udtryk som det der med. Overordnet kan det ses som en strategi fra jegfortællerens side at give indrømmelser nogle steder, primært for at vinde læserens tillid generelt, og andre steder at negere modsynspunkter til hans ytringer, fx ved brug af naturligvis. I dette eksempel er begge dele brugt, dog på en måde, der ikke er overbevisende, fordi de, så at sige, kolliderer. Kombinationen af naturligvis – ikke og men –alligevel er ikke troværdig, fordi jegfortælleren forsøger at negere et muligt modsynspunkt til hans påstand om, at han ikke er såret med naturligvis, samtidig med at han åbner for et modsynspunkt ved alligevel, der fungerer som en polyfonimarkør. I Rita Therkelsens terminologi kan man sige, at jegfortælleren anerkender en generel regel (jeg er ikke såret), hvorefter han bryder denne generelle regel ved at etablere en undtagelsesregel (tanken om, at det kunne være hvem som helst, er ubehagelig). Det er interessant, at den generelle regel (jeg er ikke såret) allerede er et svar på et modsynspunkt (jeg er såret), som da jeg lod som om hun havde såret mig indfører i diskursen (hun havde såret mig), og dette modsynspunkt har han ikke-ansvar for. Dette ikke-ansvar tolker vi som ikke-afvisende, fordi han i sin efterfølgende reaktion føler det nødvendigt at argumentere imod modsynspunktet igen. Med naturligvis i næste sætning er hans ikkeansvarsrelation til modsynspunktet afvisende. Han har altså slået fast to gange, at han er uenig i, at han er såret. Yderligere stiller han sig først midlertidigt og dernæst totalt afvisende over for modsynspunktet. Efter denne totale afvisning tager han ansvar for et nyt synspunkt (tanken om, at det kunne være hvem som helst er ubehagelig), som kan tolkes som indeholdende en grad af den vigtigste information (jeg er såret) i det modsynspunkt, han lige har afvist totalt. Ovenstående kommer til at negere den totale afvisning, som naturligvis instruerer om, og derfor bliver jegfortællerens upålidelighed udstillet gennem hans indrømmelser og brug af adverbialer. Den sikkerhed, naturligvis udtrykker, krakelerer og bliver altså en nøgle til at gennemskue jegfortællerens upålidelighed.

57

Opsummering Overordnet kan man sige, at jegfortælleren bruger en strategi, der bygger på at overbevise læseren om, at han ved meget om Ullas person. Dette gør han ved fx at præsupponere denne viden, som i ”og da jeg kender Ulla så godt som jeg gør” (Sonnergaard 1997, 12). Jegfortællerens præsuppositioner er ofte bygget op ved hjælp af sætningskløvning. Jegfortælleren bruger dog også dækket direkte tale til at 'citere' Ulla, og dermed undgå at fremstå som om, han manipulerer hendes ord, som i eksemplet ”at det var naturligvis var hende”, og sluttende med ”så blev det nok en vandmand.” (Sonnergaard 1997, 12). Den viden, jegfortælleren påstår at have om Ullas person, bruger han til at konkludere på hendes vegne, som fx i ”at hun ikke brød sig om ham [William]” (Sonnergaard 1997, 12). Om jegfortælleren kender Ulla rigtig godt er svært at gennemskue, der er både ting, der taler for og imod, men det er uomtvisteligt, at han ønsker, at vi som læsere skal tro, at han gør.

Opsamling Den sproglige analyse af vores delhypoteser har medvirket til at understøtte og uddybe vores forståelse på følgende måde: I afsnittet om Williams hævnmotiv undersøgte vi, hvordan relationen mellem jegfortælleren, Ulla og William er, og vi så på Williams strategier og motivation for afsløringen. Den sproglige analyse har uddybet disse strategier, som har vist sig at veksle mellem en forsigtig høflig facade og, da denne facade brister, et direkte og følelsesladet udtryk for vrede og sorg. Williams formål med konfrontationen er, at Ulla og jegfortælleren genkender ham, hvilket også indikerer, at både Ulla og jegfortælleren har mobbet William. Williams fortælleteknik skaber en distancering til det fortalte og er desuden en anklage af gruppen af mobbere, som altså inkluderer Ulla og jegfortælleren. Analysen viser os endvidere, at Ullas reaktion på Williams fortælling betyder, at hun anfægter hans tilstedeværelse frem for fortællingens sandhedsværdi, som hun præsupponerer er løgn – hun bliver vred, fordi han overhovedet kommer. Ulla lyver altså selv, idet hun anklager William for at lyve. Jegfortælleren derimod mener, at selve situationen og det, at han gennemskuer den, er pinlig. Denne pinlighed uddybede vi i afsnittet om Kronologi og fortrængning. Vi mente allerede i vores læsning at novellens komposition bytter om på handlingsforløbet, og vi fandt da også rigtig mange sproglige steder, der understøttede det. Fortrængningshypotesen blev yderligere uddybet, så vi kunne sætte ord på, hvordan man sprogligt fortrænger sandheden, mens man fortæller – og vise de steder dette foregik. Jegfortælleren reviderer episoden med William i sine gentagelser, han omskriver det skete og formidler desuden denne vaklen mellem sandhed og løgn via en uklar kohæsion. Han argumenterer mod de synspunkter, som Williams optræden har ekspliciteret og viser dermed, hvordan 58

han selv er klar over, at han tager fejl når han siger: vi behøvede ikke bekymre os om noget som helst. Analysen af magtkampen mellem Ulla og jegfortælleren, hvor man kan opfatte selve fortællingen som hans forsøg på at skyde skylden over på hende har også tilføjet yderligere bund til vores forståelse. Jegfortælleren fremstiller nemlig Ulla tvetydigt som enten sjov eller uintelligent, han sætter en dagsorden om at vælge side og præsupponerer sit kendskab til Ulla, selvom de måske ikke er så tætte. Der er desuden steder, hvor han tilgiver Ulla og vælger hende (frem for William), selv om hun ikke fortjener det, og på den måde formår han at fremstille sig selv som den opofrende og støttende kæreste. Vi har set jegfortællerens upålidelighed i hans vekslende afvisning og ansvar for synspunkter, der minder om hinanden. Og heraf har vi udledt, at hans brug af naturligvis kommer til at signalere upålidelighed i stedet for sikkerhed. Ud over at være en hjælp til at forstå novellen viser alle disse sproglige resultater fra analysen os, hvordan jegfortællerens og til dels også Williams upålidelighed kommer til udtryk sprogligt i novellen. Vi har så vidt muligt kombineret de forskellige sproglige redskaber og teorier, så citaterne kunne forstås til fulde, men der er alligevel visse redskaber, der har vist sig at være mere anvendelige end andre i vores analyse af novellen William. Det er således primært ved at anvende polyfoniteorien til at tydeliggøre modsynspunkter, at rekonstruere novellens tidsforløb bl.a. ved hjælp af analyse af tempusformerne, at analysere udvalgte tekststeders kohæsion, at undersøge den præsupponerede viden, som fortælleren præsenterer og at se nærmere på den indrømmelsesaktivitet, visse adverbialer og konjunktionaler medfører, at vi har ekspliciteret, hvordan upålideligheden viser sig i novellen. Disse kategorier og hvordan vi mener, de kan bidrage til en bedre tekstforståelse vil vi diskutere efter den følgende analyse af den anden novelle Polterabend.

59

Analyse af Polterabend
I analysen af Polterabend vil vi indlede med en forhåndslæsning af novellen, og derefter gå videre til en sproglig analyse af tre udvalgte delhypoteser, vi har dannet på baggrund af forhåndslæsningen. Vores læsning af Polterabend Fortællerproblematikker I Polterabend følger vi en gruppe unge mænd, der fejrer deres gode ven Simons polterabend. Stemningen går fra at være festlig med masser af øl og sprut til at være lettere aggressiv, og kulminerer, da gruppen kommer i et slagsmål, hvorunder Simon rammes i øjet af et gasprojektil og dør. De unge mænd bliver under det meste af polterabenden fulgt en jegfortæller, som vi dog aldrig får sat noget navn eller identitet på. Vores læsning af Polterabend er væsentligst koncentreret omkring fortællerproblematikken. I novellen ser vi to typer fortællere – den første er en jegfortæller, der fortæller hvad han laver, hvad han tænker og hvad der sker omkring ham. Her har vi altså den subjektive optik. Den anden er en alvidende fortæller, der ved, hvad personerne i novellen tænker og føler. Novellen opererer således med to forskellige fortællere, hvilket ikke i sig selv er specielt problematisk – kun bemærkelsesværdigt. Det interessante er, hvordan novellen bruger de to forskellige fortællere. Fortællerne kan nemlig ikke stringent adskilles. Prøv bare at se novellens begyndelse: ”Det var først senere jeg selv kom ind i billedet. Meget senere i forløbet af deres dag, hvis man tænker i varen og udlevet tid, men kun en smule, hvis man regner i timer, minutter og sekunder. Det var efter den bratte opvågning i deres lejlighed i Slagelsegade, efter morgenmaden [...] efter [...] efter” (Sonnergaard 1997, 81). Hvordan ved (jeg-)fortælleren, at alt dette er sket, hvis ikke han selv er til stede i lejligheden? Forklaringen er, at den alvidende fortæller ved det. Problemet, der står tilbage er, at der bliver brugt et jeg. Vi mener, der er elementer af realisme i novellen. Der bliver eksempelvis nævnt konkrete lokaliteter som ”Reventlowsgade” og ”Halmtorvet” (Sonnergaard 1997, 86) og konkrete produkter fx ”Cremant” (Sonnergaard 1997, 86). Men der er også elementer i novellen, som den uafklarede fortællerposition, der bryder med realismen. Vi forstår de forskellige fortællere som fortællerstemmer, i stedet for groft afgrænsede fortællere, der er distinkt forskellige. De skal altså forstås som metafiktive stemmer, der kan afbryde hinanden og kommunikere indbyrdes.

60

Tid Et andet tema i novellen er tid. Det bliver allerede skitseret i indledningen, at der er en tidsproblematik: ”hvis man tænker i varen og udlevet tid, men kun en smule, hvis man tænker i timer, minutter og sekunder” (Sonnergaard 1997, 81). Her bliver der skelnet mellem målbar tid (timer, minutter og sekunder) og subjektiv tid (varen og udlevet tid). Der bliver også flere andre steder gjort opmærksom på denne skelnen mellem den målbare tid og den subjektive tid. Brugen af den målbare og den subjektive tid i novellen bryder med de forventninger læseren har til et fiktivt tidsforløb, og dermed også med de forventninger læseren har til tekstens realisme. Novellen mimer altså genren realisme, men er ikke realisme netop pga. fortællerproblematikken og vores konventioner om tid. Disse to aspekter af vores læsning af novellen vil blive udfoldet i delhypoteserne Novellen mimer realismegenren og Novellen bryder med vor es forventninger til dens tidskonstruktion.

Distance Jegfortællerens distance er et andet tema i novellen. Denne distance kommer til udtryk på flere forskellige måder: fysisk, mentalt, socialt og følelsesmæssigt. I disse forskellige udtryk veksler jegfortællerens perspektiv mellem at være subjektivt og objektivt. Den sociale distance skal forstås som fortællerens måde at opfatte sig selv som hævet over resten af verden på. Han fremstiller sig selv som meget anderledes end drengegruppen og viser især åbenlyse klasseskel netop i forhold til drengegruppen. Vi får fx at vide, at Allan er specielt velklædt denne dag, fordi han har købt et jakkesæt i Tøjeksperten – en tydelig ironisk kommentar fra fortælleren. Deroverfor står fortælleren, der bytter sit slips hos Brødrene Andersen - en forretning hvor fortællerens slips sandsynligvis koster det samme som Allans jakkesæt. Desuden sidder han på en stilfuld restaurant og spiser laks og drikker Cremant, mens Simon og hans venner turer rundt i byen med ølkasser og Gammel Dansk. Der er altså ikke bare pris til forskel, men også social distance imellem de to typer mennesker. Denne distance kommer til at stå i stærk kontrast til hans fysiske nærhed til gruppen. Han er af flere omgange så tæt på gruppen, at han er i stand til at give øjenvidneberetninger om, hvad de laver. Også derfor virker hans åbenlyse følelsesmæssige distance til alt, hvad han ser, overordentlig mistænkelig. Hvorfor fremstiller han verden på den grotesk distancerede måde, som han gør (fx i forbindelse med sin filosoferen over de tre magter), og hvorfor er han så forhippet på at understrege, hvordan han er ophøjet i forhold til drengegruppen? Vi har en mistanke om, at fortælleren er morderen, og distanceringen kan understøtte mistanken, fordi især den følelsesmæssige distance kan forbindes med træk hos en morder. Jegfortællerens maskespil

61

er ligeledes ret mistænkeligt, han skifter gang på gang fortællerstemme, og han hævder at lige præcis mordet kunne han ikke se, selvom han er i stand til at give os visuelle oplysninger om det meste andet, der foregår i situationen. Denne upålidelighed hos fortælleren peger således på, at han kunne have en finger med i spillet. I denne tolkning bliver den påståede fysiske distance altså brugt til at skjule mordet, men muligvis også til at fortrænge det for sig selv – ligesom fortælleren i William, der ligeledes fortrænger mobbehistorien. Jegfortælleren i Polterabend bliver altså nødt til at have følelsesmæssig distance for at kunne udføre mordet, men bliver nødt til at være fysisk til stede for at kunne udføre mordet.

Første delhypotese: Novellen mimer realismegenre n Som skitseret i fortolkningen af Polterabend mener vi, at novellen bryder med læserens forventninger til, at teksten er inden for den realistiske genre ved at efterleve nogle realistiske konventioner og overskride andre. Man bliver forvirret, bl.a. af at novellen blander flere fortællerstemmer- vigtigst en alvidende og en jegfortæller, og man må prøve at finde mening i disse brud på konventionel fortælleteknik. I det nedenstående vil vi derfor først gøre rede for fortællerstemmerne i novellen Polterabend ved hjælp af et spektrum af fortællerstemmer. Derefter vil vi analysere, hvordan fortællerens upålidelighed kommer til udtryk i forskellige fortællerstrategier. For denne delhypotese er det dog først essentielt at afklare, hvordan vi bruger begrebet realisme, for at kunne tale om forventninger til genren. Realisme karakteriserer vi som en litterær genre, der fremstiller menneskelivet og den sociale virkelighed, som den opleves af det almindelige menneske. Samtidig giver realismen læseren indtrykket af, at de optrædende personer eksisterer, og at det, der sker i fiktionen, kan foregå i virkelighedens verden. Realisme handler normalt om hverdagslivet, men kan også som fx i tilfældet Robinson Crusoe (af Daniel Defoe) handle om en ekstraordinær situation (Abrams 1999, 260-261). Dermed kan vi fastslå, at et begreb som tid, skal kunne opfattes af læseren, som det opleves i den virkelige verden, for at opfylde konventionerne for den realistiske genre. Desuden skal et ”jeg”, altså en jegfortæller, kunne identificeres som en person i historiens fiktive verden, som fx i ovennævnte Robinson Crusoe eller Flauberts Madame Bovary.

Uforenelighed mellem en jegfortæller og en alvidende fortæller Allerede på første side af Polterabend er det tydeligt, at der er et eller andet galt i forhold til den normale fortællerposition, hvor der kun er én fortæller. Som læser har man en forventning om, at jegfortælleren fungerer som en person i teksten og ikke har en alvidende funktion. Denne forventning

62

bliver brudt i novellens første sætning: ”Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet” (Sonnergaard 1997, 81) Adverbiet først fortæller os, at der er en forventning om, hvornår en jegfortæller skal komme ind i billedet, og skal dermed gøre os opmærksomme på, at der er et eller andet galt. Først er nemlig en polyfonimarkør, som siger, at ytringen er et svar på et modsynspunkt. For at konfigurere synspunkterne, kan vi inddrage betydningerne af hhv. først og senere: ”Først (adv.): for at angive (forrykkelse af) grænsen for ti ell. (navnlig) tidspunkt, i forhold d til forventning, frygt olgn.” ”Senere: som indtræder på et mere fremrykket tidspunkt end almindeligt, normalt eller ventet.” (ODS 2006, opslagsordene først og senere) Fordi først peger på et modsat synspunkt, må spkt. 1 nedenfor indeholde som ventet som en modsætning til senere. Det kan vi eksplicitere således: spkt. 1: Jeg kom ind i billedet som ventet spkt. 2: Jeg kom først ind i billedet senere (den ukløvede sætning) Da sætningen er novellens allerførste, og vi dermed ikke kan støtte os til sætningens kontekst, er det svært at finde den ansvarlige individafsender for spkt. 1. Spkt. 2 derimod er tydeligvis jegfortællerens ansvar. Afsenderen af spkt. 1 tolker vi som en stemme, der udspringer af læserens forventning om, hvordan en fortæller normalt opfører sig. Sætningen er kløvet, og det kan man se således: Det + være/blive+X - | relativsætning (præsupponeret) Det var [...] senere, | jeg selv kom ind i billedet Der kommer fokus på senere, fordi adjektivet står som den udkløvede del af helsætningen. Dermed kan vi finde ud af, at det er et spørgsmål om, hvornår fortælleren vil komme ind i billedet, og ikke om han kommer ind i billedet. Novellens første sætning giver os altså den information, at jegfortælleren først senere vil være tilstede, selvom det er jegfortælleren, der ytrer sætningen. I forhold til bruddet med forventningerne til novellens genre er dette vigtigt, da vi allerede fra første sætning bliver præsenteret for novellens måde at lege med vores forventninger på. Desuden er det vigtigt at tilføje, at at komme ind i billedet er polysemt. Det kan både betyde, at fortælleren først indtræder senere, men det kan samtidig betyde, at han først bliver en del af handlingen senere. Dette åbner altså op for, at fortælleren kan agere aktivt i resten af fortællingen. Han er muligvis ikke kun beskrivende og observerende, men også handlende. Fortælleren fortsætter nogle linjer længere nede: det var efter den bratte opvågning i deres lejlighed i Slagelsegade, efter morgenmaden [...] efter [...] efter [...] efter” (Sonnergaard 1997, 81 vores markeringer). 63

Fortælleren bruger over en halv side på at vise, hvordan han først selv kommer ind i billedet senere. Det gør han ved hjælp elliptisk sætningskløvning, han udelader subjekt, verbal og relativsætning, og vi står dermed kun tilbage med fokus. Præpositionen efter, der bliver brugt flere gange i løbet af side 81, bliver altså brugt til at understrege den pointe, at jegfortælleren ikke er (fysisk) til stede men vil være det senere i novellen. Substantiverne i bestemt form indikerer, at det er kendt information i teksten, men dette står i modsætning til jegfortællerens manglende tilstedeværelse. Jegfortælleren har altså alvidende træk. Pronomenet selv i: jeg selv kom ind i billedet, bliver fokus i sætningen, da selv altid danner fokus, og i denne sammenhæng peger på, at der skulle være mere end én fortæller. Hvis der havde stået: Det var først senere, jeg kom ind i billedet, ville der ikke på samme måde være blevet gjort opmærksom på den mulighed. Det at der står selv, er en klar markering, af at jeg'et står i forhold til andre, der allerede er kommet ind i billedet. Dermed er det tvetydigt om disse andre fx er en fra drengegruppen, eller måske er et andet jeg der tilhører fortælleren. Selvom komme ind i billedet, både kan betyde at komme ind i billedet som fortæller og som aktør, bliver vi tvunget til at se det som at blive aktør, fordi fortælleren allerede er inde i billedet som fortæller på det tidspunkt hvor han ytrer: Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet. Dermed må det andet jeg være det jeg, der senere i fortællingen er aktør (fx i toget og på Cafe Norden). Ytringen peger altså på en opsplitning af et kommunikativt og et fysisk jeg eller en fortæller og en aktør.

Stemmekarakteristik Vi arbejder med fortællerstemmer på to niveauer. Vi mener at kunne identificere træk i fortællerstemmerne, der er normale for henholdsvis en jegfortæller og en alvidende fortæller. Men samtidig kan fortællerne hver især være tæt på hinanden. Dette er en del af motivationen for at hævde, at der er én fortæller, der taler med flere stemmer, frem for at der er to fortællere. Men den vigtigste grund er, at vi i nogle afsnit kan identificere træk, der inkluderer begge fortællere samtidig. Vi vil i det nedenstående, for nemheds skyld, kalde de to overordnede karakteristikker af fortællerstemmer den alvidende fortæller og jegfortælleren, på trods af at vi altså mener, at der kun er én fortæller.

Alvidende fortæller Den alvidende fortæller er i nogle sammenhænge formynderisk: ”De burde have sovet” (Sonnergaard 1997, 87). Burde er et modalverbum, og der er tale om deontisk nødvendighed, da afsenderen, i dette tilfælde den alvidende fortæller, forholder sig til den pligt, drengene har til at have sovet. Han udtrykker, at

64

han ved bedre end drengene og optræder dermed belærende. Et andet interessant træk ved den alvidende fortællerstemme er, at han ofte mimer gruppens sprog: ”og de ville slet ikke tale med drengene, for formerne skulle holdes. Og de så hammergodt ud i dagens anledning” (Sonnergaard 1997, 81) (vores markering). Det er her især sætningsadverbialet slet ikke og adjektivet hammergodt, der viser, hvordan fortælleren her lader personerne tale ved hjælp af dækket direkte tale. Det er en måde for fortælleren at forsvinde bag personerne, at træde i baggrunden – og det giver dermed det beskrevne et skær af autenticitet. Som en rigtig alvidende fortæller ved han også, hvad personerne tænker og gør, også på tidspunkter hvor der ikke fysisk er noget jeg til stede, fx på første side i novellen (s. 81), hvor det er en alvidende fortællerstemme, der fremstiller, hvad der sker, før jeg'et kommer ind i billedet, eller på side 86, hvor læseren får at vide, hvad Simon tænker: ”- De er mine venner...-” (Sonnergaard 1997, 86). Det ovenstående er altså ikke usædvanligt for en alvidende fortæller - det er først i samspil med jegfortælleren, at forventningerne til fortællerpositionerne bliver brudt.

Jegfortælleren Trækkene for jegfortællerens stemmer er lidt mere komplicerede, da de er mere skiftende. Der er to grupper af træk ved jegfortælleren, den ene gruppe af træk kan rubriceres udfra en skala der går fra objektiv til subjektiv, jo længere ned i vores figur nedenfor man kommer, jo mere subjektive er trækkene. Den anden gruppe kan ikke rubriceres på samme måde, og står derfor i tilfældig rækkefølge. Objektiv - opremsende - køligt observerende - Strategisk tænkende - selviscenesættende - fortolkende - filosoferende Subjektiv

Uden for kategori: - forretningsmand

65

- kender København En af jegfortællerens stemmer er køligt observerende. Som på side 86 hvor der står følgende: ”De bar ham op på rulletrappen, og Ib løb op ad perronen og ud af banegården, ned på Reventlowsgade” (Sonnergaard 1997, 86). På steder som dette er det svært at identificere, hvilken stemme fortælleren taler med, og derfor er dette et af stederne, hvor de to fortællere kunne siges at flyde sammen, men det er dog beskrevet som om fortælleren er til stede, og dermed peger det mest i retning af jegfortælleren. Der er et fysisk udgangspunkt, for hvor fortælleren befinder sig, da vi kun får beskrevet, det der foregår, lige omkring det sted fortælleren befinder sig. Dog kunne det også være en alvidende fortæller, der bruger en af drengenes synsvinkel. I samme passage får vi dog et mere fysisk kendetegn ved jegfortælleren, nemlig at han er meget stedkendt, og kan benævne de steder i København, hvor handlingen foregår. Det er navne som det ovennævnte Reventlowsgade og det er steder som ”Halmtorvet [...] Istedgade [...] Brødrene Andersen [...] Cafe Europa” (Sonnergaard 1997, 86-87). På samme side finder vi et kendetegn mere ved jegfortællerens personlighed, han er rig og har stil, hvilket han ofte gør læseren opmærksom på- han iscenesætter sig selv. Han viser det især ved sit forbrug. Han går i Brødrene Andersen og køber sit slips, han sætter sig og bestiller laks og Cremant på restaurant Norden. Han siger indirekte, da han sidder i toget, at han egentlig er for fin til at sidde der: ”Og måske er det ikke lige den slags kupeer, man drømmer om at tilbringe en times køretur i” (Sonnergaard 1997, 84). I det ovenstående tilfælde prøver jegfortælleren godt nok at gøre det til en generel betragtning, ved at bruge det ubestemte pronomen man, men jeg'et er her, ligesom i de aller fleste andre tilfælde, indeholdt i man, og han kommer dermed også til at beskrive det sted, han befinder sig. Alle disse observationer viser at jegfortælleren er rig. Derudover siger disse passager ofte en ting mere om jegfortælleren. Han er distanceret i forhold til sig selv, og prøver nogle gange at skjule sig bag en facade der består af mere almene udsagn, som fx citatet ovenfor, hvor det netop er man'et der viser det. I andre tilfælde viser han en distance til sin egen livsstil. Det er fx i tilfældet hvor han sætter sig på ”Cafe ”Norden”” som han på samtidig betegner som ”snobbaren” (Sonnergaard 1997, 86). Et andet sted hvor han er distanceret, men samtidig viser en anden del af sin personlighed, er her: ”jeg elskede tanken om at ligne en bonvivant.” (Sonnergaard 1997, 86-87) Her er han altså ikke bare distanceret, han gør samtidig opmærksom på, at det vigtigste for ham er at ligne noget, ikke at være det14. Han iscenesætter altså sig selv, og viser sig igen som iscenesættende
14 Dette behandler vi i afsnittet: Fortælleren er morderen.

66

overklasseherre ved at bruge et distingveret fransk ord bonvivant. Den danske oversættelse levemand ville ikke give nær den samme klang som bonvivant. I denne forbindelse skal det nævnes at jegfortælleren på side 84, afslører sig selv over for læseren. Der står: ”nu var jeg ikke en person længere. Bare noget” (Sonnergaard 1997, 84). Han er stadig distanceret over for sig selv, men i endnu højere grad end andre steder i teksten. Han skjuler sig fra drengegruppen, og viser dermed en distance til dem. Nogle steder er jegfortælleren strategisk tænkende, bl.a. på side 88: ”og i mit stille sind frydede jeg mig over, at alt hvad de gjorde så afgjort modsvarede mine forventninger.” (Sonnergaard 1997, 88). Den sidste del af denne sætning er præsupponeret, altså angiver fortælleren, at alt hvad personerne gør lever op til hans forventning. Deraf udleder vi, at jegfortælleren enten selv har en plan, eller at han er indviet i en plan, for hvad drengegruppen gør i løbet af dagen. Den strategiske jegfortæller er også ham der placerer sig strategisk rigtigt i toget og på Cafe Norden, for enten at skjule sig for drengene, eller for at have det rigtige udsyn. Denne jegfortæller er desuden meget punktlig, hvilket igen hænger sammen med den plan der gerne skal følges i løbet af dagen. Det viser sig blandt andet på side 83: ”På slaget elleve forlod de lejligheden” (Sonnergaard 1997, 83). Det strategisk tænkende hænger sammen med et andet jegfortællertræk nemlig det opremsende. Det opremsende jeg laver parataktiske sætninger ved hjælp af konjunktionen og som fx i: ”Og så startede drengene, og der kom tre mere, og de omfavnede Simon” (Sonnergaard 1997, 83). Dette er et fortælleteknisk greb, men et par steder, som i citatet ovenfor, hænger det altså sammen med fortællerens planlægning. Når han har planen klar, er det ikke så vigtigt at tage stilling til hvad der sker, det er vigtigere at fortælle hvad der sker. For sker det i overensstemmelse med planen, er der ingen grund til at gøre mere ud af det. En anden fortællerstemme er filosoferende. Denne fortællerstemme gør sig tanker om tid i begyndelsen af novellen: ”hvis man tænker i varen og udlevet tid, men kun en smule, hvis man regner i timer, minutter og sekunder” (Sonnergaard 1997, 81). Denne hører til en vis grad sammen med den distancerede jegfortæller, idet han iscenesætter sig selv som en, der tænker ud over handlingsplanet. Det er også den filosoferende stemme, der får associationerne på side 90-91 om de tre magter. Fællesnævneren for disse passager er altså at jegfortælleren sætter sig udover handlingsplanet, og op på et abstrakt niveau- han sætter historien om Simons polterabend i et større perspektiv, og siger dermed, at den historie der konkret bliver fortalt, sådan set ikke er vigtig. 67

Nogle steder i novellen er der flere træk der spiller sammen fx i første afsnit på side 87, hvor jegfortælleren både er køligt observerende (”Der var uhindret udsyn (Sonnergaard 1997, 87)) strategisk tænkende (”Min placering var perfekt.” (ibid)), og selviscenesættende (”Det var ganske vist alt for dyrt” (ibid)). Dette er et yderligere argument for ikke at se fortællerstemmerne som fysisk adskilt, da det ville være temmelig usandsynligt, hvis tre forskellige fortællere kunne tale med samme stemme. Vigtigere er det, at jegfortælleren og den alvidende fortæller flere steder flyder sammen. Et godt eksempel, som vi nævner tidligere, er indledningen, hvor fortælleren i første sætning iscenesætter sig som et jeg. Lidt senere fortæller han om hvad der skete i Simons og Evas lejlighed, som han samtidig gør opmærksom på at han ikke befandt sig i. En alvidende fortæller må altså være involveret i denne passage. Det samme gør sig gældende på side 89: ”Det var som om man selv på afstand kunne mærke en falsk tone. Og en af lussingerne var desværre en hel del hårdere, end han nogensinde havde været ude for.” (Sonnergaard 1997, 89). Her har han en fast position på afstand af begivenhederne, dette er en måde at observere og fortælle på, som en alvidende fortæller ikke behøver at benytte sig af. Samtidig ved denne fortæller at lussingerne var hårdere end han [Simon] nogensinde havde været ude for. Dermed er der altså både noget der kan identificeres med en alvidende fortæller, og noget der kan identificeres med en jegfortæller i denne passage. Endnu et sted hvor de flyder sammen er her: ”og jeg elskede tanken om at ligne en bonvivant. For en stund. Inden de uundgåeligt ville dukke op.” (Sonnergaard 1997, 86- 87). Det jeg der optræder her, har en alviden om hvad der vil ske. Det er et jeg der taler, men det er en alvidende fortæller, der har oplysningen om at de ville dukke op. Dermed flyder de igen sammen, og det bliver igen umuligt at have en jegfortæller, der ud fra et realistisk perspektiv kun findes som fysisk jeg i historien.

Fortællerstrategi Som det allerede fremgår af det ovenstående, er det en klar strategi fra fortællerens side at skjule sig bag flere forskellige masker. Ikke nok med at han iscenesætter sig som både en jegfortæller og en alvidende fortæller, han spalter sig samtidig op i en række stemmer, der til en vis grad iscenesætter sig som forskellige fra hinanden. Men der er andre måder at skjule historiens indhold på. En måde, fortælleren gør det på, er ved at skabe uigennemsigtighed i sætningernes kohæsion, så læseren ikke er

68

i stand til at finde ud af hvad der bliver refereret til. På side 88 er der et godt eksempel. ”For snart blev der sagt noget, Simon ikke kunne opfatte som andet end krænkende. En lille bemærkning, spøgefuldt ment, om Evas fysik. Sådan set harmløst nok, og meget, meget uskyldigt i forhold til alt det de ellers kunne finde på at sige til hinanden. Men det blev gentaget, og Allan råbte: - Din kone har ikke patter ... hun har et yver...” (Sonnergaard 1997, 88) I første omgang vil man instinktivt opfatte det som om, at den lille spøgefulde bemærkning om Evas fysik, er Allans bemærkning: Din kone har ikke patter osv. Men kigger man lidt nærmere på sætningen, vil det fremgå, at den krænkende bemærkning bliver sagt og gentaget før Allans bemærkning. Man kan set det på konjunktionen og, der som bekendt sideordner sætningerne. Det er altså ikke noget der følger af den tidligere sætning, men noget der kommer efter. Grunden til at man umiddelbart opfatter Allans bemærkning, som det der bliver sagt ovenfor, er at der er isotopi imellem Evas fysik og patter og yver, da alle tre handler om anatomi. Der er desuden isotopi mellem gentaget og råbte da de begge er udtryksmåder man bruger i en samtale. Entydiggørelsen bliver umuliggjort af, at læseren aldrig får at vide, hvad den første bemærkning var. Men det bliver aldrig afsløret. Vi får aldrig at vide, hvad det var der blev sagt, som Simon ikke kunne opfatte som andet end krænkende. Konjunktionen men i Men det blev gentaget, udtrykker desuden en modsætning til det foregående, og dermed understreger fortælleren, at det var gentagelsen, der var det afgørende i sætningen. En anden måde at skjule sig på som fortælleren bruger, er ved at bryde kohæsionen mellem sætningerne. Det er tilfældet på side 89 og 90. Her går fortælleren nemlig over til at bruge ubestemt reference. Indtil side 89 er drengegruppen næsten kun blevet betegnet som de eller de unge mennesker, og ellers har der været en anden bestemt reference til gruppen. Nederst på side 89 går fortælleren derimod over til at bruge ubestemt reference. Nu hedder drengegruppen pludselig ”nogle sammenfiltrede mennesker” og ”to, der gik ned” (Sonnergaard 1997, 89-90). Først midt på side 90, er der igen koreference til side 89, da drengegruppen igen bliver omtalt som de. Men allerede to linier senere bliver den ubestemte reference indført igen, for linien efter at gå tilbage til bestemt reference. Der er altså helt tydeligt to stemmer der taler her. Det tyder på, at fortælleren er ude på at skjule et eller andet. Også i en anden sammenhæng får fortællerens brug af ubestemthed nemlig betydning. Det er i brugen af det ubestemte pronomen man midt på side 89. Det handler om den tidligere omtalte distancerede jegfortæller: ”Det var som om man selv på afstand kunne mærke en falsk tone” (Sonnergaard 1997, 89). Det skal ikke være muligt for læseren at få hold på fortælleren, og derfor bruger fortælleren netop det ubestemte pronomen man frem for fx jeg, han prøver at afskrive sig selv ansvaret, og lægge det over på en ubestemt anden. Men netop ved at blande ubestemte pronominer med bestemte pronominer som 69

mit og de, bliver læserens opmærksomhed rettet mod de ubestemte pronominer, og det bliver dermed mistænkeligt hvad fortælleren er ude på. Et andet virkemiddel, fortælleren bruger, er at han nævner at noget har fundet sted uden at nævne hvad. Det er tilfældet på side 84, hvor fortælleren har ordnet en: ”ubehagelig forretning” (Sonnergaard 1997, 84). Læseren får aldrig at vide hvad det er for en ubehagelig forretning, det står bare og flagrer i luften, og vi kan kun gisne om hvad det er for en ubehagelig forretning han har ordnet. Det skaber mistænksomhed hos læseren, men kun mistænksomhed, da det er umuligt at opklare hvad der præcis henvises til. Det er altså en løs ende. Et lignende eksempel findes på side 88: ”og tre pornoblade fra klubben på Istedgade” (Sonnergaard 1997, 88). Læseren ved, at drengegruppen har været på Istedgade fra tidligere i historien, men der er aldrig blevet nævnt nogen klub, de har været inde i, dette er således også en løs ende. Til gengæld har vi fået at vide at jegfortælleren har forladt drengegruppen, mens de stadig var på Istedgade, og at han først ser dem senere. Dette giver mulighed for at indføre en masse referencer, som vi som læsere ikke har hørt om. Heriblandt er pornobladene og klubben fra Istedgade. Desuden understreges det igen, at jegfortælleren må være iscenesat af en alvidende fortæller, da han ikke har nogen mulighed for at vide, hvor drengegruppen har været i de fire timer han ikke har fulgt efter dem.

Opsummering- Novellen er ikke realisme Vi har opdelt fortælleren i forskellige fortællerstemmer, fordi vi af flere grunde ikke kan se ham som én fortæller. De forskellige stemmer kan fx være fortolkende, opremsende eller formynderisk. I visse tilfælde kommunikerer de forskellige stemmer indbyrdes. Den uforenelighed, vi har behandlet i denne delhypotese, er et tegn på, at vores forventninger til novellens realisme bliver brudt. Vi skriver i vores afsnit om realisme, at en jegfortæller ikke kan være alvidende, og derfor passer fortælleren i Polterabend, der både er alvidende og jegfortæller, og som har flydende grænser mellem disse to fortællere, ikke ind i en realistisk genre. Realisme handler essentielt om at afbillede verden på en så objektiv måde som muligt, det vil også sige så ufiltreret som muligt. Selvfølgelig bruger realismen også fortællere som teksten skal filtreres igennem, men det problematiske i Polterabend er at fortælleren ikke bare er et filter, men reflekterer over sin egen rolle som fortæller, som i fx det var først senere, jeg selv kom ind i billedet. Dermed bliver han en metafortæller, som altså ikke passer ind i den realistiske genre.

Anden Delhypotese: Novellen bryder med vores forventninger til dens tidskonstruktion Denne delhypotese bygger på den antagelse, at der i historien bliver brugt forskellige tidsbegreber. 70

Der skelnes imellem på den ene side den følte tid og på den anden side den målbare tid. Vi vil derfor i dette afsnit undersøge, hvordan disse forskellige tidsangivelser kommer til udtryk i historien. Allerede i historiens første sætning bliver vi bekendtgjort med tidsrelationen: ”Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet. Meget senere i forløbet af deres dag, hvis man tænker i varen og udlevet tid, men kun en smule, hvis man regner i timer, minutter og sekunder –det var efter” (Sonnergaard 1997, 81- vores markeringer). Ved at gøre brug af sætningskløvning bliver ’først senere’ fokusled, hvorved vores opmærksomhed er rettet mod netop tidsaspektet. Det er via det ukløvede led ’først senere ’, at man som læser bliver nødt til at slutte, at jegfortælleren ikke har gjort sin ankomst på dette taletidspunkt, men at han agter at gøre det senere pga. præsuppositionen: ’jeg selv kom ind i billedet’. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved, om han kommer ind i billedet, men hvornår det sker. Hvis der derimod havde stået følgende: ’Jeg selv kom først ind i billedet senere', som følger det deklarative sætningsmønster, ville der ikke have været fokus på ’først senere’, men derimod en simpel konstatering af omstændighederne. Indholdet af hvad dette ’først senere’ skal relateres til, bliver uddybet i den anden sætning men ikke sat i relation til en konkret størrelse. Derimod bliver ytringen relateret til en modsætning nemlig: den følte eller ’udlevet tid’ og den målbare tid i ’timer, minutter og sekunder’. Dog udviskes den sidstnævnte størrelse i ytringen ved at den bliver beskrevet med ’en smule’, hvilket er en upræcis angivelse. På den måde bliver selv den målbare tid utydeliggjort. Hvis der tværtimod havde stået: ’men kun fire timer, hvis man regner i timer, minutter og sekunder’ ville man have fået et absolut referencetidspunkt, men samtidig også en klar tilkendegivelse af, at jegfortælleren blander sig i forløbet og hvornår. Den upræcise tidsangivelse lægger et tågeslør over begivenhederne og sår tvivl om, hvornår jegfortælleren kommer ind i billedet. Dog får vi indsnævret ankomsten til: ”- det var efter den bratte opvågning i deres lejlighed i Slagelsegade, efter morgenmaden, som Jesper og Per havde indkøb og efter tre flasker Gammel Dansk og to kasser øl, og efter t, Knuds ankomst med et kejtet, forelsket smil til Eva og en lille pose med musik fra starten af 90’erne, hvor han havde været en del sammen med Simon og drengene. Og efter introduktionen af Hanne og Iben” (Sonnergaard 1997, 81 - vores markeringer). Men mere konkret bliver det ikke. Der er brugt elliptiske sætninger, hvor verbalhelheden ’det var’ er udeladt (substitueret med nul). Sætningen kunne have lydt: ’det var efter den bratte opvågning i deres lejlighed i Slagelsegade og det var efter morgenmaden, som Jesper og Per havde købt og det var efter tre flasker’. Denne sætning bliver dog længere, og tidsangivelsen er ikke betonet på samme direkte måde, når der er brugt ellipse.

71

Den målbare tid Den eneste målbare, absolutte og meget nøjagtige tidsangivelse får vi i det efterfølgende: ”På slaget elleve forlod de lejligheden” (Sonnergaard 1997, 83) (vores markeringer). Men eftersom der ikke optræder andre absolutte tidsangivelser, er det umiddelbart svært at se, hvad denne information skal og kan bruges til. ”Det var fire timer senere nu, hvilket ingen af dem havde haft godt af” (Sonnergaard 1997, 87) (vores markering). På trods af at tiden er angivet i målbare, konkrete timer, bliver den alligevel ukonkret, fordi den ikke er sat i forhold til en anden konkret størrelse. Det eneste vi kan udlede heraf er, at fire timer senere nu må ses i forhold til en unavngivet begyndelse. Mere præcist kommer vi det ikke. ’Fire timer senere nu’ er fokusled pga. det foreløbige subjekt det. ”Simon havde tydeligvis ikke bestilt andet end at savne Eva den sidste halvanden time, og det var jo ikke det, der var meningen“ (Sonnergaard 1997, 87 - vores markeringer). Her er igen et eksempel på en konkret tidsangivelse i både halve og hele timer, der alligevel ikke er konkret, idet der ligesom i det forrige eksempel ikke er sat i nogen relation til en anden konkret størrelse. Den målbare tidsangivelse (90 minutter) sammen med det kursiverede verbal ’savne’ bliver anvendt som et billede på, hvor meget Simon savner Eva. Også sætningsadverbialet ’tydeligvis’ peger på det fysiske udtryk i Simons holdning til hele affæren, men vi må som læsere selv gætte os til, hvor bedrøvet man ser ud efter at have savnet sin kommende brud i præcis 90 minutter. Ligeledes sker det i en senere beskrivelse: ”Og i ti sekunder stirrede de fåret på hinanden. Så gik de i panik.” (Sonnergaard 1997, 90) (vores markering), hvor den forholdsvis korte målbare tidsangivelse sammen med verbalet stirrede angiver en unaturlig lang handling, der kan forklares med chok. Eftersom 'stirren i ti sekunder' er en temmelig langsommelig handling og den bliver modstillet til den hurtige handling ’at gå i panik’, bliver de ti sekunder pludselig en temmelig lang tidsperiode. Det virker unaturligt at tælle sekunder, når man befinder sig i en kaotisk situation omgivet af død og tåregas. Det er derfor en situation, hvor man forventer en subjektiv tidsangivelse i stedet for den målbare. Det er også den eneste målbare tidsangivelse, der er knyttet til denne scene. Selvom resten af scenen er nøgternt beskrevet, er den alligevel beskrevet som oplevet tid. Vi er underlagt jegfortællerens subjektive tidsfornemmelse, hvorimod de ti sekunder er en objektiv størrelse, der bryder med denne subjektive stil. Alt i alt kan vi konstatere, at angivelserne af målbar tid ikke er målbare i forhold til noget. De konkrete tidsangivelser angiver snarere en følt tid end noget ”man regner i timer, minutter og sekunder”.

72

Den følte tid ”Men det tog sig så pænt ud, og jeg elskede tanken om at lig en bonvivant. For en stund. ne Inden de uundgåeligt ville dukke op.” (Sonnergaard 1997, 87) (vores markeringer). Det bemærkelsesværdige ved det ovennævnte citat er, at der er punktum efter bonvivant og stund, hvilket giver fokus dels på bonvivant (der desuden er kursiveret i novellen), dels på for en stund, dels på dukke op. Hvis sætningen havde lydt: ’Men det tog sig så pænt ud, og jeg elskede tanken om at ligne en bonvivant for en stund, inden de uundgåeligt ville dukke op’, havde der kun været fokus på for en stund. De flere korte helheder markeret med punktum giver altså flere fokusser. Tidsangivelserne er således markerede i citatet, men de angiver ikke en tid, vi kan relatere til. ”Jeg kunne vente så længe det skulle være. // Det varede længe” (Sonnergaard 1997, 87) (vores markering). Længe bliver her brugt i to forskellige betydninger. Så længe det skulle være betyder, at det tidsrum, som jegfortælleren kan vente i, er ubegrænset, hvorimod det varede længe betyder, at den talende giver sit subjektive udtryk til kende i, at varigheden af noget er længere i forhold til det, som vedkommende havde forventet uden dog at angive det i forhold til noget andet. De to citater er adskilt af et grafisk mellemrum i teksten, men det er ikke desto mindre en leksikalsk koreference mellem længe og længe, hvilket giver kohæsion i teksten. Vi må konkludere, at den målbare tid ikke giver en nøjagtig angivelse af de indtrufne begivenheder i novellen, hvilket gør skellet imellem den subjektive og målbare tid til en overflødig eller snarere en upålidelig størrelse, idet den ikke hjælper læseren til at finde ud af, hvornår fx jegfortælleren ’kommer ind i billedet’. De målbare tidsangivelser kan bruges subjektivt, som fx ti sekunder, der egentlig er en målbar størrelse, men som ikke er sat ind i et objektivt tidsforløb og som derfor figurerer under fortællerens subjektive tidsforløb.

Rekonstruktion af novellens tid Som læser vil man uvilkårligt forsøge at rekonstruere såvel tids- som handlingsforløb for fortællingen. Vi vil prøve at se, hvorvidt det er muligt at rekonstruere tidsforløbet i Polterabend. Kun fire steder optræder der kalendriske tidsangivelser, nemlig som før nævnt på slaget elleve, fire timer senere nu, i ti sekunder, og derudover ”en times køretur” (Sonnergaard 1997, 84). Hvis man prøver at rekonstruere novellens tidsforløb, er på slaget elleve det eneste omdrejningspunkt man har, da en times køretur, ti sekunder og fire timer senere nu ikke står i forhold til en objektiv tidsangivelse. På slaget elleve er derimod en objektiv tidsangivelse i sig selv, og derfor må det være omdrejningspunktet. En fuldstændig rekonstruktion af tidsforløbet i novellen er nok næppe mulig. Vi ved, at morgenen i

73

Evas og Simons lejlighed ligger før klokken elleve og sandsynligvis varer et par timer, og vi kan gætte på at ’fire timer senere nu’ står i forhold til klokken elleve, og at novellen således strækker sig mindst til efter klokken tre. Det meste af novellens tidsforløb skal man altså rekonstruere ved hjælp af gæt, som man må basere på almindelig sund fornuft. Spørgsmålet er så, hvor præcis denne rekonstruktion kan blive, når vi ved, at fortælleren både arbejder med en subjektiv og en objektiv tidsopfattelse, men vi mener, at det netop er en pointe i novellen, at tid er en relativ størrelse, som vi ikke nøjagtigt kan bestemme. Hvis man ser tidsforløbet i forhold til den realistiske genre krakelerer det, idet Slagelsegade i virkeligheden er en gade, der ligger i henholdsvis Frederikshavn, Herning og på Østerbro og en togtur fra et af disse steder til Hovedbanegården umuligt kan tage en times tid, som det beskrives i novellen. Alternativet er, at Slagelsegade er et opdigtet sted i Sydsjælland, men det giver helt andre problemer med troværdighed, da man så ikke kan undgå at tænke, at hvis stederne i novellen ikke er virkelige, hvad så med tiden? Desuden er de fleste nævnte steder virkelige lokaliteter fx Storkespringvandet, Café Europa og Norden, osv. Forudsætningen for at fortællingen kan bryde med vores forventninger til dens tidskonstruktion er, at vi har disse forventninger. Novellen er selv med til at skabe de forventninger, der knytter sig til realismegenren ved at bruge angivelsen på slaget elleve, men bryder med dem ved hverken at bruge flere klokkeslætsangivelser eller at benytte den til koreference for de andre kalendriske tidsangivelser. På slaget elleve bliver en løs ende, og man undrer sig over relevansen af denne information, fordi den ikke hjælper synderligt til rekonstruktionen.

Tempus som udtryk for en plan ”Men Hanne gav sig ikke, og Eva skulle, hun havde simpelthen ikke noget valg, og de to HA’er kørte hende bort, hele vejen op gennem Sjælland og ind til Rådhuspladsen i København, hvor de andre veninder ville stå parat, med tidsbestilling til bodymassage, og aftaler på Crazy Daisy efter middagen på Baron von Dy, og alt det andet, de havde planlagt. Hele selskabet - alle seks - kikkede grinende ud af vinduet, da de to rockere kørte bort med Eva ” (Sonnergaard 1997, 82 - vores markeringer). Man kommer til undre sig over kronologien i dette citat. I første del af citatet, indtil ville stå parat, er der anvendt almindelig præteritum til at vise, at fortællingen skrider normalt frem, men ville stå, der er i futurum in præteritum, bryder med denne måde at skride frem på. Man ville forvente, at der havde stået stod, altså at brugen af præteritum var fortsat. Man får måske lidt af svaret på denne mærkelige inkonsekvens i næste del af citatet, hvor der igen bruges præteritum. Her er det klart, at præteritum

74

flytter fortællerens bevidsthed tilbage til det punkt, hvor Eva bliver kørt af sted fra lejligheden, og man kan altså se, at hele selskabet - alle seks kikkede grinende ud af vinduet, da de to rockere kørte bort med Eva er en kommentar til Evas afgang bag på motorcyklen. Fra denne bevidsthedsposition burde det dog ikke være muligt for fortælleren at se, at de kørte hende hele vejen op gennem Sjælland og ind til Rådhuspladsen i København, for så er fortællerens bevidsthed allerede placeret i køreturens tid, hvilket er et kig ud i fremtiden. Da det ikke virker logiske at se det som et kig ud i fremtiden, mener vi at verbalerne kørte og ville stå refererer til en plan. I vores forsøg på at rekonstruere hele citatets kronologi, vil vi derfor gøre Evas køretur med HA’erne til omdrejningspunkt. Denne køretur starter nemlig i taletidspunktets nutid. Ud fra denne logik kan vi placere tempusformerne i følgende tidsoversigt: Fortid Ingen køretur Havde planlagt Nutid start på køretur gav sig skulle kørte........................... (kørte) kikkede kørte (Modellen er inspireret af Therkelsen 1995, 272) Fremtid køretur Fremtids fremtid slut på køretur ville stå

Køreturen starter i fortællingens nutid, men da den fortsætter hele vejen op gennem Sjælland og ind til Rådhuspladsen i København, må den strække sig ind i fremtiden og slutte i fremtids fremtid med hvor de andre veninder ville stå parat. Eftersom vi efter at have hørt om køreturen igen er tilbage i lejligheden og ser Eva køre bort, har køreturen ikke fundet sted endnu og må være skitseret som en plan. Det er vigtigt at bemærke at kørte ikke afsluttes i fortællingens nutid, men strækker sig ind i fremtiden. Vi har angivet kørte i parentes under Fremtid for at markere, at det er det udeladte verbal i sætningen: (kørte) hele vejen op gennem Sjælland og ind til Rådhuspladsen i København. Præteritum bliver altså både brugt til at beskrive en handling i fortællingens nutid og en handling, der må foregå i den fremtid, som planen henviser til. Vi kan med eksemplet kørte se, hvordan tempusformen præteritum placerer fortællerens bevidsthed i taletidspunktet, samtidig med at den refererer dels til en handling, der foregår i taletidspunktets nutid og dels til en handling, der foregår i taletidspunktets fremtid. Den tvetydige brug af præteritum inden for den samme sætning bevirker, at vores forventninger til 75

kronologien brydes. Det er først, når man tolker dette brud, at man kan komme til det resultat, at der må være tale om skitsering af en plan. Vi vil i tredje delhypotese bygge videre på, hvordan denne plan kan forbindes med et mordmotiv. Opsummering Vi har i delhypotesen forsøgt at rekonstruere novellens tidsforløbet og konkluderet, at det ikke kan lade sig gøre, fordi novellen kun har én målbare tidsangivels, der kan placeres i et tidsforløb, fordi den angiver et klokkeslæt. De andre målbare tidsangivelser, der figurerer i teksten, er ikke placérbare i tid, fordi de ikke angiver klokkeslæt, og ikke står i relation til et objektivt tidsforløb. Vi har også undersøgt tempus som udtryk for en plan i eksemplet men Eva, der bliver kørt væk af HA'er og set, hvordan et tidsforløb, der ved første øjekast virker usammenhængende, kan være en skitsering af en plan. Her har tempusformerne alene ikke kunnet forklare tidsforløbet som en plan, men de har hjulpet til dette ved at vise, hvordan bevidstheden kan flyttes uafhængigt af referencepunktet.

Tredje delhypotese: F ortælleren er morderen Denne delhypotese bygger på den antagelse, at jegfortælleren er morderen. Allerede i første delhypotese (Novellen mimer realismegenren) tog vi hul på nogle af de pointer, vi vil behandle nedenfor, men de vil her blive nærmere uddybet. En af disse pointer er, at fortælleren både har et kommunikativt og et fysisk jeg, hvilket bryder med vores forventninger til novellens realisme. Vi kan sammenholde dette med den iagttagelse fra anden delhypotese (Novellen bryder med vores forventninger til dens tidskonstruktion), hvor vi så, at der var målbare tidsangivelser, men at de blev underlagt fortællerens subjektive tidsopfattelse. Vi kan altså se, at det er på fortælleplanet, at vores realismeforventninger brydes. På handlingsplanet derimod formår novellen at opretholde et univers, der er underlagt de samme konventioner som virkeligheden. Vi må nødvendigvis kunne genkende de regler og konventioner, som handlingsplanet er underlagt for at kunne afgøre, om fortælleren er morder. Det, at fortælleren har et fysisk jeg, er dog en forudsætning for, at han i det hele taget kan være morder. Hans fysiske jeg møder vi allerede i den første sætning i Polterabend: ”Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet.” (Sonnergaard 1997, 81). Pointen er som nævnt, at jeg selv kom ind i billedet kan tolkes som, at han kommer ind i billedet som aktør senere i fortællingen, da han allerede er inde i billedet som fortæller. Hvis han gør det, må han gøre noget aktivt for at påvirke handlingen. Dette kunne meget vel være at være medvirkende, eller direkte årsag, til Simons død. Dette vil vi undersøge nærmere i det nedenstående. 76

Fortælleren har en plan En af de ting, der kunne indikere, at fortælleren har en finger med i spillet i forbindelse med Simons død, er de mange tekststeder, der peger på, at han har en plan for drengenes polterabend. Første gang, vi får fornemmelsen af, at han har en plan, er da han sidder i togkupéen sammen med drengene. Der placerer han sig militærstrategisk i en position, hvor de ikke kan se ham, og hvor han har et godt forsvar ”og satte mig ovre i hjørnet, med ryggen mod en solid væg, dækket af et vindue til højre side. To meget stærke punkter i et eventuelt forsvar.” (Sonnergaard 1997, 84). Her er det karakteristisk, at hans sprog er meget nøgternt, han siger så lidt som muligt, og kommenterer kun, hvis det tjener til at beskrive hans strategi. Han bruger bl.a. ellipse for at gøre sproget så kortfattet som muligt: ”Nu var jeg ikke en person længere. Bare noget” (Sonnergaard 1997, 84) (vores markering). Her er jeg var substitueret med nul, fordi fortælleren er interesseret i at fatte sig så kort som muligt. Dette står i skarp kontrast til fx tredje afsnit på side 86 og første afsnit på side 87, hvor han kommenterer sin situation og position. ”Min placering var perfekt. Der var uhindret udsyn til de to gågader, og intet ville undgå min opmærksomhed. Jeg kunne vente så længe det skulle være.” (Sonnergaard 1997, 87). Forskellen på de to tekststeder er først og fremmest, at drengene ikke er tilstede, da fortælleren sidder på caféen på side 86-87, og han dermed har tid til at filosofere over sin position og sin livsstil. Af ytringen min placering var perfekt, kan vi desuden udlede en anden pointe. Brugen af verbet 'at være' indikerer en meget stor sikkerhed, fordi det præsenterer propositionen som et faktum. På denne måde viser han, at han ved, hvor drengegruppen vil dukke op. Desuden ved han ifølge den følgende sætning hvornår: jeg kunne vente så længe det skulle være. Her fortæller han at han endda har sat tid af til at vente, han vil altså være i god tid, hvis noget i planen skulle gå galt. Denne tid kan han så bruge på at filosofere lidt, hvilket han har gjort i det foregående afsnit, hvor han kommer med endnu en indikation på, at han har planlagt det handlingsforløb vi hører om, og igen bruger et verbum der præsenterer propositionen som et faktum, til at indikere sin sikkerhed. ”Inden de uundgåeligt ville dukke op” (Sonnergaard 1997, 87). En plan indikerer et ønske om at bestemme, hvad der skal ske i fremtiden. Ville er i citatet et hjælpeverbum, der angiver fremtid, og da propositionen bliver præsenteret som et faktum, bliver den til fortællerens antagede viden om fremtiden. Den bliver hans version af fremtiden - fremtiden som han har planlagt den! Det polyfone uundgåeligt taler imod, at det er fortællerens version af fremtiden, da uundgåeligt er et svar på det modsynspunkt, at det kunne undgås, at de ville dukke op, og sammenholdt med præsentationen af propositionen som et faktum kan det ses som fortællerens forsøg

77

på at overbevise os om, at propositionen ikke er et udtryk for hans plan, men det der uundgåeligt vil ske i fremtiden. I det nedenstående præsupponerer fortælleren, at drengegruppen følger en plan: ”i mit stille sind frydede mig over, at alt hvad de gjorde så ganske afgjort modsvarede mine forventninger.” (Sonnergaard 1997, 88). Hvis det, de gør, modsvarer fortællerens forventninger, er han nødt til at have en plan. Den nye oplysning i sætningen er altså, at fortælleren fryder sig over, at hans plan bliver fulgt. Det er tilfredsstillende for ham. Galt bliver et nøgleord, fordi det er tvetydigt. Det bliver brugt på side 87: ” men der var et eller andet galt” (Sonnergaard 1997, 87). og to gange på side 89: ”Men noget var galt.” (Sonnergaard 1997, 89). ”Det gik galt” (Sonnergaard 1997, 89). Galt skaber således kohæsion via leksikalsk reference imellem de tre sætninger, det indgår i, men sætningerne giver galt forskellige betydninger. Men der var et eller andet galt skal ses sammenhæng med sætningen i det foregående afsnit ”og det var jo ikke det, der var meningen.” (Sonnergaard 1997, 87). Vi mener, at en del af fortællerens plan involverer at få Simon til at blive fuld, og at få hans polterabend til at køre ud ad en tangent, og i den sammenhæng kan og det var jo ikke det der var meningen henvise til at Simons manglende entusiasme, er galt i forhold til fortællerens plan. Den samme manglende entusiasme kommer til udtryk i men der var et eller andet galt, hvor galt også står i forhold til fortællerens plan. Det gik galt mener vi ikke er et udtryk for, at fortællerens plan går galt. I de andre situationer er det gået galt for gruppen, og i det første tilfælde er dette gået imod fortællerens plan. I Det gik galt går det også galt for gruppen, men det går ikke imod fortællerens plan – tværtimod. Desværre på s. 89, l. 27 udtrykker forbehold over for det faktum, at fortælleren ikke kan se, hvordan situationen udfolder sig. At gruppen begynder at slås går faktisk i spænd med fortællerens plan om, at det skal køre ud ad en tangent. Det er værd at bemærke, at og i mit stille sind frydede jeg mig over, at alt hvad de gjorde så ganske afgjort modsvarede mine forventninger gør mere end bare at fortælle os at fortælleren har en plan. Det retter op på planen, som er røget delvis af sporet på side 87, hvor der var et eller andet galt. Så ganske afgjort indikerer polyfoni, og sætningen fremstår således som et svar til det modsynspunkt der lyder: intet de gjorde svarede til mine forventninger. Dette kunne let omskrives til at noget var galt. Det vil sige, at fortælleren egentlig ”svarer” på sin egen sætning: men der var et eller andet galt. I forlængelse af dette kan men noget var galt også ses i sammenhæng med i mit stille sind frydede jeg mig... som en slags ”svar”. 78

Forløbet er altså som følger: i første galt går det galt med fortællerens plan, derefter bliver der rettet op på den med og i mit stille sind frydede jeg mig over at al hvad de gjorde så afgjort modsvarede t mine forventninger, hvorefter planen kører igen, fordi det er galt for gruppen: Men noget var galt, og til sidst kulminerer begivenhederne i det slagsmål, som er målet for fortællerens plan i: Det gik galt. Fortælleren ”men der var et eller andet galt” (s. 87) ”og i mit stille sind frydede jeg mig over, at alt hvad de gjorde så ganske afgjort modsvarede mine forventinger.” (s. 88) ”Men noget var galt” (s. 89) galt ikke galt Simon / Drengegruppen galt galt

ikke galt

galt

”Det gik galt” (s. 89) ikke galt galt En anden iagttagelse vi har gjort, hænger sammen med problemerne med tempus i den senest behandlede delhypotese Novellen bryder med vores konventioner om tid. Der viser vi, at fortælleren skitserer en plan for, hvad Eva vil foretage sig resten af dagen. Det er i første omgang uklart, hvad vi skal bruge den oplysning til, men vi må ud fra Grices samarbejdsprincip prøve at finde ud af, hvorfor vi skal have dette at vide. Vores bud er derfor, at det indgår i fortællerens plan, at Eva kan sætte en stopper for hans plan, og at han derfor må have hende væk. Det er fordi Eva og hendes veninder lægger en dæmper på drengene, og altså forhindrer dem i at køre ud ad den tangent, som fortælleren gerne vil have dem til at køre ud ad.

Observerende sprog

Ligesom fortælleren udtrykker sig kortfattet, når han optræder strategisk, gør han det også når han observerer på tæt hold. Fx på side 83 bruger han et kortfattet og parataktisk sprog til at beskrive drengenes adfærd: ”På slaget elleve forlod de lejligheden, og Hønse og Ib bar Simon i guldstol ned til stationen, og de havde anbragt en papkrone oven på hans hoved, og Allan løb foran og banede vej, og han skubbede folk væk” (Sonnergaard 1997, 83). Der er nærmest tale om en opremsning af punkter, når fem helsætninger bliver kædet sammen udelukkende med og på denne måde, og det giver en fornemmelse af en meget nøgtern beskrivelse, der ikke forholder sig vurderende til det sagte, men udelukkende refererer. Dette bliver forstærket af den meget beskrivende sætning: ”de havde anbragt en papkrone oven på hans hoved” (Sonnergaard 1997, 83 - vores markering).

79

Kronen er altså ikke bare anbragt på hans hoved, men oven på det. Fortælleren går op i at beskrive nøgternt og detaljeret, men uden for mange kommentarer.

Løse ender Der er mange såkaldte løse ender15 i novellen. Mange af disse kan tolkes som havende noget med fortællerens plan at gøre, bl a nævnes på side 82 en forbindelse til Hells Angels: ”Det er kendt sag, at man ikke får HA til at køre sådan en tur for under titusind. Og så skal man oven i købet kende en, der kender dem i forvejen.” (Sonnergaard 1997, 82 - vores markering). Sætningskløvningen giver en, der kender dem i forvejen. fokus, og selvom dette kan læses som blot en kommentar, der ved dækket direkte tale er lagt Simon i munden, kan den kædes sammen med den ubehagelige forretning, fortælleren taler om på side 84, at han har ordnet (Sonnergaard 1997, 84). Problemet er, at en, der kender dem i forvejen bliver bragt på bane uden at blive specificeret, og hvis man ikke godtager det som bare en kommentar, må man undre sig over, hvem det er, der kender dem. En anden løs ende er på side 86, hvor fortælleren siger, at Ib allerede stod på det aftalte sted (Sonnergaard 1997, 86). Fortælleren har ikke før nævnt nogen aftale, og det aftalte sted har altså ingen referent, hverken anaforisk eller kataforisk. Man kan igen tolke det som det sted, drengene har aftalt at mødes, uden at fortælleren har informeret os om det, men man kan også tolke det som det sted, fortælleren forventer, at han vil stå – altså det aftalte sted i henhold til fortællerens plan. Problemet med løse ender er i stor udstrækning, at de giver mulighed for mange tolkninger, men man kunne også overveje, hvad de kan give som strategi. De giver i hvert fald en vis indforståethed, men det giver ikke megen mening at være indforstået, hvis man ønsker at kommunikere sin fortælling klart og tydeligt. Det kan man jo så sige, at man måske ikke gør, hvis man dermed afslører sig selv som morder. Man kan også spørge sig selv om, hvem fortælleren taler til. Når man bruger indforståethed på den måde, han gør, med manglende referenter, er det normalt fordi den, man taler til, er indforstået med sammenhængen, og det er vi som læsere jo ikke. Hvor de to ovennævnte løse ender kan henvises til 'uskyldig' udeladen fra fortællerens side, i det omfang at de godt kan kan tolkes som henholdsvis Simons kommentar til pigernes indsats ved at arrangere en køretur med rockere til Eva og som det sted, drengene havde aftalt at mødes, er der en mere problematisk løs ende på side 88, hvor fortælleren siger: ”For snart blev der sagt noget, Simon ikke kunne opfatte som andet end krænkende.” (Sonnergaard 1997, 88 – vores markering). Hvad der præcist bliver sagt er ret afgørende for resten af forløbet, da det er det, der udløser slagsmålet, og vi kan som læsere ikke tolke dette, da vi ikke får andet at vide, end at det handler om
15 Se afsnit om løse ender i opgavens teoriafsnit.

80

Evas fysik. Hvorfor skal det skjules for os, hvad der præcist bliver sagt her? Den nok mest afgørende løse ende for denne delhypotese er gasprojektilet, der bliver nævnt i bestemt form på side 90 (Sonnergaard 1997, 90). Den bestemte form fordrer en referent, men fortælleren har ikke nævnt noget gasprojektil før, selvom den bestemte form antyder, at han kender til det. Dette forstærkes af det faktum, at han i denne del (fra nederst side 89 – nederst side 90) ellers indikerer afstand til begivenhederne ved at omtale Simon som en ung mand, der er iklædt en rød sparkedragt (Sonnergaard 1997, 90). Her indikerer han altså ved brug af ubestemt form i en ung mand og i en rød sparkedragt sprogligt en afstand til begivenhederne. Vi kommer tilbage til denne passage nedenfor. Her skal den vise, at hvor Simon bliver præsenteret som noget nyt i fortællerens verden, er gasprojektilet det ikke, og så må man spørge sig selv om, hvor han kender til det fra, hvilket kan kædes sammen med den ubehagelige forretning på side 84. Det kunne være, den gik ud på at købe en gaspistol eller hyre en lejemorder. Sætningen:”Det gik galt.”(Sonnergaard 1997, 89), har vi allerede behandlet ovenfor. Man spørger sig selv: hvad gik galt? Det gør man, fordi det er utydeligt, hvad det refererer til. Det kan referere til drengenes situation, der er ved at udvikle sig til slagsmål. Den anden mulighed er den mulighed, vi har behandlet ovenfor, at Det gik galt er et ”svar” på og i mit stille sind frydede jeg mig over at alt , hvad de gjorde så afgjort modsvarede mine forventninger. Derfor er tvetydigheden af galt – at det kan være galt for gruppen alene eller for gruppen og fortælleren, også med til at gøre dette til en løs ende. Et andet sted taler fortælleren om at han”elskede tanken om at ligne en bonvivant. For en stund. Inden de uundgåeligt ville dukke op.” (Sonnergaard 1997, 87). Fortælleren kommer altså til at ligne noget andet end en bonvivant, når drengegruppen dukker op. Problemet er, at der ikke er nogen indikationer af, hvad han så kommer til at ligne. Det kan dermed være, at han holder op med at ligne noget og bliver til det, han er. Og hvad er det så han er?

Kynisme Vi kan identificere fortælleren som kynisk i især én passage, som vi mener peger på karaktertræk en morder kan have. Dette er den sidste side af novellen: ”knappede jeg jakken, bandt mit nye slips og smilede pænt til den lamslåede tjener- hvorpå jeg forlod fortovscaféen ” (Sonnergaard 1997, 91). Både fodgængerne og gruppen går i panik ”Og mens alle begyndte at løbe forvirret rundt mellem hinanden og råbe og skrige og ringe 112 på deres mobiltelefoner - der tænkte jeg: Ak, hvor er mennesket dog skrøbeligt, når det stilles over for universets fundamentale magter” (Sonnergaard 1997, 90). I modsætning til alle andre der går i panik er fortælleren helt upåvirket af omstændighederne, han

81

benytter endda situationen til at filosofere over universets fundamentale magter. Vi skriver i anden delhypotese (Novellen bryder med vor forventninger om novellens es tidskonstruktion), at angivelsen af objektiv tid i ” i ti sekunder stirrede de unge mennesker fåret på hinanden.” (Sonnergaard 1997, 90) virker unaturligt, fordi man ville forvente følelsesmæssig indleven i den dramatiske situation og dermed subjektiv tid. Man kan i denne forbindelse tilføje, at denne mangel på følelsesmæssig indleven peger på en kynisk iagttager.

Afsløringen - nye diskursreferenter og en ny fortællerstemme På et af de mest væsentlige steder af novellen giver fortælleren os for få oplysninger. Der er flere brud på Grices kvantitetsmaxime. Fortælleren holder bl.a. begivenhederne skjult for læseren med kommentaren: ”Men desværre kunne jeg ikke rigtigt se hvordan.” (Sonnergaard 1997, 89). Fortælleren er alvidende - altså kan han fortælle os, om det hele hvis han vil. Men han vil netop skjule det for os her. Fra det sidste afsnit på side 89: ”Det gik galt. Men desværre kunne jeg ikke rigtig se hvordan” (Sonnergaard 1997, 89). indtræder en ny fortællerstemme, der er er karakteriseret ved ikke at kende drengegruppen, som de hidtidige fortællerstemmer har givet udtryk for. Han er angiveligt også pludselig fysisk distanceret fra begivenhederne, til forskel fra det forrige afsnit hvor han kunne observere, at en af lussingerne var ” desværre en del hårdere, end han nogensinde havde været ude for.” (Sonnergaard 1997, 89). Han kan dog se, at projektilet er gået ”direkte gennem højre øje” (Sonnergaard 1997, 90), og det indikerer klart, at han er tæt på begivenhederne. I det følgende skriver han som en observatør, der ikke kender til begivenhederne og heller ikke relaterer det til sin plan. De fleste substantiver han bruger er i ubestemt form, ”en serie [...] møbler [...] et skud [...] en ung mand [...] en sparkedragt” (Sonnergaard 1997, 90). Vi mener, at denne nye fortællerstemme er en ”maske”, men at den krakelerer i løbet af side 90. Nogle substantiver er i bestemt form og det er bemærkelsesværdigt, fordi de ikke er introduceret før. Vigtigst i denne sammenhæng er ”gasprojektilet” (Sonnergaard 1997, 90), fordi dette er det objekt, der dræber Simon, og fordi fortælleren med den bestemte form antyder, at han kender til det. Der er ikke nogen reference til et gasprojektil andre steder i novellen. Lige så interessant er indførelsen af nye diskursreferenter. Simon bliver først kaldt en ung mand derefter skikkelsen derefter den og til sidst han. Disse er en ny måde at referere til Simon på, selvom fortælleren tidligere har givet sit kendskab til Simon til kende. Det personlige pronomen han angiver altså at fortælleren har større kendskab til ham, end han tilsyneladende giver udtryk for med den. Vi får indført endnu en ny diskursreferent med han. Drengegruppen refererer fortælleren til som ”nogle sammenfiltrede mennesker” og ”de” (Sonnergaard 1997, 89-90). De refererer dog ikke eksplicit til drengegruppen, det er faktisk uklart,

82

hvad de refererer til, indtil fortælleren entydiggør det ved at forbinde det til ”de unge mennesker” (Sonnergaard 1997, 90) i ”Og i ti sekunder stirrede de unge mennesker fåret på hinanden.” (Sonnergaard 1997, 90). At han alligevel siger de på dette sted, indikerer, at modtager skulle være indforstået med, hvem han mener med de, og da det kun er de tidligere fortællerstemmer, der har brugt de om drengegruppen, peger brugen af det her på, at det nu er de 'gamle' fortællerstemmer, der fortæller igen. Masken falder altså, og fortælleren afslører sit kendskab til drengegruppen.

Opsummering Vi antager, at fortælleren er morderen. Denne antagelse baserer vi bl.a. på en række ord, der markerer en plan. Disse ord peger flere steder på en person, der tænker (militær-) strategisk, og samtidig distancerer han sig fra sig selv. Galt er et af de ord, som indikerer en plan. Antagelsen at fortælleren er morderen bliver desuden hjulpet på vej af de løse ender, der gør at vi må foretage visse gæt og sammenkædninger bl.a. må vi gætte på, hvad det noget er, som Simon ikke kan opfatte som andet end krænkende. Endnu en katalysator for denne opfattelse er fortællerens kynisme fx da han tæller sekunder, mens folk omkring ham går i panik over det mord, der lige er forgået. Der indføres endnu en fortællerstemme på side 89 og 90 i novellen, der tilsyneladende er mere på afstand af begivenhederne. Der bliver indført nye diskursreferenter, men disse viser sig ikke at være nye, idet de refererer til allerede introducerede diskursreferenter. Dermed kan vi se, at det er en ny stemme, der taler.

Opsamling Vi er i løbet af delhypotesen Novellen mimer realismegenren kommet frem til, at det ”jeg” der bliver brugt i Polterabend er iscenesat af en alvidende fortæller. Den alvidende og jegfortællerstemmen udspringer af én fortæller. Af den grund, og fordi de to stemmer flyder sammen, konkluderer vi også, at novellens fortælleplan ikke er realisme, hvorimod handlingsplanet dog stadig er det. I vores læsning af Polterabend siger vi, at brugen af målbar og subjektiv tid i novellen ikke følger vores tidsforventninger, og i vores hypotese Novellen bryder med vores forventninger om tidskonstruktion har vi uddybet dette, og bl.a. vist at det er brugen af subjektiv tidsangivelse, hvor man ville forvente objektiv tidsangivelse, som på side 90 da fortælleren siger: ” i ti sekunder stirrede de unge mennesker fåret på hinanden” (Sonnergaard 1997, 90), der umuliggør rekonstruktionen af tidsforløbet i novellen på en tilfredsstillende måde. Vi skriver i vores læsning af Polterabend, at novellen mimer genren realisme. Dette mener vi kun er rigtigt fra en overfladisk betragtning. Kommer man bare et lag dybere, er novellen ikke ren realisme 83

og foregiver egentlig heller ikke at være det. Vi skriver netop i delhypotesen Novellen mimer realismegenren om de mange brud på realisme, novellen indeholder. Det er en pointe i Polterabend, at vores forventninger til fortællerrollen bliver brudt, og at det ikke er muligt at fæstne de løse ender. Dette skal måske få os til at reflektere over vores forventninger til en fortællerrolle. Vi stillede spørgsmålet hvorfor fremstiller fortælleren verden på den grotesk distancerede måde som han gør? i vores læsning af Polterabend. Svaret er, mener vi, at fortælleren prøver at skjule det mord han begår, ved at fremstille verden på denne distancerede måde. Det maskespil vi ligeledes skriver om i læsningen ser vi i delhypotesen Fortælleren er morderen konkret sprogligt den vekslen mellem bestemt og ubestemt form af substantiver, og indførelsen af nye diskursreferenter, for at fremstå uvidende om begivenhederne omkring mordet. Andre sproglige iagttagelser er bl.a. at man ofte kan adskille de forskellige fortællerestemmer. Det kan man ved at se på de adjektiver som jegfortællerstemmen bruger. Vi har peget på nogle af de sproglige karakteristika der hører til de forskellige fortællerstemmer bl.a. er en af dem opremsende, han bruger parataktiske sætninger ved hjælp af konjunktionen og. Jegfortælleren distancerer sig også fra sig selv ved at understrege at han ligner noget: og jeg elskede tanken om at li ne en bonvivant, det g gør han samtidig ved at omtale sig selv ved hjælp af det ubestemte pronomen man. I forhold til rekonstruktionen af novellens tidsforløb bliver det et problem at de fleste tidsangivelser mangler referenter (fx det var fire timer senere nu), og dermed ikke giver nogen hjælp til rekonstruktionen. Det eneste omdrejningspunkt vi har her, er på slaget elleve. De konventioner vi normalt har om tid ud fra vores virkelighed understøtter novellen også ved fx at bruge på slaget elleve som er en meget markant kalendrisk tidsangivelse. Vi forventer herudfra at kunne rekonstruere novellens tidsforløb, og så meget desto mere markant virker umuligheden af dette. Vi peger på at fortælleren har en plan, og at denne plan kommer til udtryk i sproget ved bl.a. kortfattede sætninger ofte ved hjælp af ellipse. I forhold til at fortælleren skulle være morderen peger vi på mange løse ender, og mange af dem er kendetegnet ved en tvetydighed på ordplan der ikke kan entydiggøres netop på grund af de manglende referenter. Vi bruger bl.a. eksemplet galt til at vise at referenterne er ugennemsigtige, da galt både kan være galt for drengegruppen alene, men også galt for fortælleren. Vi kommer dog med vores tolkning af dette problem. En af de vigtigste konklusioner, vi er kommet frem til, er, at der er realisme på handlingsplanet, men ikke på fortælleplanet. Dette har dannet baggrunden for, at vi i vores tredje delhypotese har kunnet se fortælleren som potentiel morder.

84

5. Afsluttende Diskussion
Vores diskussion bygger på de resultater og konklusioner, vi har arbejdet os frem til i analysen. Vi er ikke interesserede i bare at fremlægge en række sproglige iagttagelser, så derfor har vi struktureret diskussionen efter diskussionspunkter. Vi har formuleret fem diskussionspunkter, der alle tager udgangspunkt i de mest markante mønstre eller strategier fra fortællers side, der indeholder sproglige brud, som kan analyseres ved grammatisk analyse. De relaterer sig alle til vores fokus på fortællerupålidelighed og er essentielle at behandle, hvis man vil forstå novellerne. Under hvert punkt vil vi diskutere og vurdere vores brug i analysen af lige netop de grammatiske kategorier, der viste sig særligt anvendelige i forhold til at åbne for en forståelse af netop disse mønstre eller strategier. De fem diskussionspunkter er: 1. Tid (tempus og tid) 2. Entydiggørelse (løse ender, nye diskursreferenter, ubestemte substantiver og kohæsion) 3. Distance (ubestemte substantiver, nye diskursreferenter, kohæsion og adverbialer) 4. Revision (præsuppositioner, kohærens og indrømmelsesaktivitet) 5. Læserens stemme (polyfoni og præsuppositioner) Som det kan ses, overlapper de grammatiske kategorier de forskellige diskussionspunkter, men dette er egentlig mest udtryk for, at vi ikke kunne nå til en forståelse af de sproglige brud, vi diskuterer under punkterne uden at anvende flere forskellige grammatiske kategorier.

Tid
Vi har i analysen set, hvordan brugen af tid og tempus er vigtige katalysatorer til at forstå novellerne. I William er rekonstruktionen af tidsforløbet vigtig i forhold til at kunne fortolke det begivenhedsforløb, som den upålidelige jegfortæller i novellen skitserer for os. Det at vi kan rekonstruere begivenhederne er en vigtig faktor for at kunne forstå novellen som en fortrængningshistorie. Vi skriver i den anden delhypotese i Williamanalysen om Kronologi og fortrængning, at man ikke er i stand til at forstå novellen medmindre de to første overafsnit forstås som slutningen af novellen. Dette kan vi se i brugen af tempusformerne. De skifter som nævnt i analysen fra første afsnit på side 11 fra præteritum til præteritum perfektum, og vi kan dermed se, at de første sider ligger forud i tid i forhold til resten af novellen. Således har brugen af tempusformerne via deres placering af begivenhederne i tid sat os i stand til at rekonstruere tidsforløbet og dermed hjulpet os til en dybere forståelse af novellen. I William er der også andre brud med tempusformen præteritum. Et af dem er historisk præsens i: ”og der er ikke de store chancer for at vi møder en vi kender, og helst ville være fri for.” (Sonnergaard 85

1997, 9-10). I dette citat giver brugen af historisk præsens en fornemmelse af nærhed, som præteritum ikke ville give. Den vægter sætningen over afsnittets øvrige sætninger, og flytter den fra referencetidspunktet til taletidspunktet. Endnu et tempusskift i William er fra præteritum til præsens (almen præsens). Det er især i første del af William, at denne form bliver brugt. Den bliver brugt til at beskrive noget der strækker sig ud over referencetidspunktet. Dermed kan vi se på formen almen præsens, at jegfortællerens betragtninger om Ulla i starten af novellen skal forstås som generelle betragtninger. Vi kan ved hjælp af en undersøgelse af de varierende tempusformer rekonstruere tidsforløbet og finde mening i William, da tempusformerne er med til at angive, hvordan det jegfortælleren formidler skal placeres i tid. Netop med hensyn til jegfortællerens formidling af begivenheder i tid kan man sige, at en fortælling i præteritum har stort potentiale for upålidelighed, fordi fortællerens bevidsthed ligger et andet sted end referencetidspunktet, og dermed har fortælleren haft tid til at revidere sin fortælling, i modsætning til en fortæller, hvis bevidsthed er placeret i taletidspunktet, og som derfor skal udfolde historien løbende. Hvis man følger denne tankegang, kan man argumentere for, at brug af præsensformer i en præteritumfortælling peger på, at fortællingen er revideret siden referencetidspunktet, og vi kan stille spørgsmålet, om det er en troværdig eller upålidelig revision. Når fortællerens bevidsthed placeres i taletidspunktet i en fortælling, der ellers er i præteritum, får det, han siger karakter af en metakommentar, og vi kan observere, hvordan han kommenterer i øjeblikket, og at revisionen faktisk finder sted i taletidspunktet. I Polterabend bliver der som nævnt i analysen allerede i starten af novellen gjort opmærksom på forholdet mellem subjektiv og objektiv tid, hvilket fortæller os, at der er en fortæller, der manipulerer med vores forventninger til novellens tidskonstruktion. Tid bliver i Polterabend bevidst brugt som en løs ende, da det ikke er muligt at få et overblik over, hvordan man skal placere novellens begivenheder i tid. Dermed kommer den til at adskille sig radikalt fra William, da der dér bliver lagt spor ud, som læseren kan rekonstruere tidsforløbet ud fra. I Polterabend er der referencer til denne subjektive og objektive tid gennem hele novellen. Det er interessant, at de steder der er objektive tidsangivelser, bliver de ikke relateret til andre tidsangivelser. Der er kun ét holdepunkt i novellen: ”På slaget elleve forlod de lejligheden” (Sonnergaard 1997, 83). At der kun er ét fast holdepunkt gør, at de objektive tidsangivelser ikke bliver mere konkrete end de subjektive. De er underlagt jegfortællerens subjektive tidsfornemmelse. Når man kun (på nær på slaget elleve) benytter subjektive tidsangivelser som i Polterabend er læseren tvunget til at ”føle” tid på samme måde som fortælleren. Det vil altså sige, at fordi fortællerens subjektive tidsfornemmelse ikke er sat op imod noget objektivt tidsforløb, er vores eneste mulighed for at rekonstruere tidsforløbet i novellen, at gøre det ud fra hans subjektive fremstilling af tidsforløbet. Fortælleren kommer altså til en vis grad, til at styre vores rekonstruktion af tidsforløbet i novellen. Vores eneste 86

alternativ er at opgive denne rekonstruktion, fordi de grammatiske kategorier er utilstrækkelige i denne tekst. I Polterabend er der tempusskift, der i sammenhængen angiver en plan. I tilfældet hvor Eva bliver kørt op gennem Sjælland af de to rockere, skitserer fortælleren en plan for hendes dag, og dermed regner vi med, at vi vil høre mere til hende senere i novellen, men det bliver aldrig til noget. Den plan, der bliver skitseret via tempusformerne, skaber isotopi til den plan, vi nævner flere gange i analysen, at fortælleren har. Her er tempus altså med til at skabe isotopi. Som det kan ses af det ovenstående er det meget forskelligt, om vi har haft eller ikke har haft en mulighed for at kunne rekonstruere tidsforløbet i de to noveller. Dette viser, hvordan tid og tempusformer i de to noveller bruges forskelligt og dermed hvordan tid kan vise forskellige ting, i forhold til hvilket formål der skal opfyldes. Det er bemærkelsesværdigt at tidsforløbet i den ene novelle kan rekonstrueres og tidsforløbet i den anden ikke kan. Vi har altså en fornemmelse af, at have forstået den novelle, der kan rekonstrueres tidsmæssigt (William), mens vi ikke på samme måde har fornemmelsen af, at have forstået den novelle, der ikke kan rekonstrueres tidsmæssigt (Polterabend).

Entydiggørelse
De upålidelige fortællere, der optræder i William og Polterabend, er begge i høj grad upålidelige, fordi de er særdeles tvetydige i deres udmeldinger. Jegfortællerens fortrængning af mødet med William i William er bl.a. bygget op omkring uklare referencer, fx en vi kender (se delhypotese om Kronologi og fortrængning), og de løse ender i Polterabend og indførelsen af nye diskursreferenter på steder, hvor de kun kan entydiggøres til at referere til allerede indførte diskursreferenter, er kendetegnende for den novelles upålidelige fortæller. Det er ikke overraskende, at tvetydighed kan relateres til upålidelig fortælleteknik, men det interessante for os er, hvorvidt den funktionelle grammatik har kunnet hjælpe os til at entydiggøre de uklare referencer og løse ender i novellerne, og på de måde læse teksten på tekstens præmisser. Man kan sige, at mens jegfortælleren i William og fortælleren i Polterabend (inklusive både jeg- og alvidende fortæller), prøver at skjule ting for os, giver den overordnede fortæller os ’sporene’ til at afsløre de upålidelige fortællere. ’Sporene’ er de brud, vi har kunnet iagttage i novellerne. Brudene træder frem i teksten, fordi de markerer sproget. Med disse ’spor’ kommunikerer teksten med os, fordi den fordrer, at vi lægger vægt på at afsløre den upålidelige fortæller som en vigtig del af vores læsning (uddybes i diskussionspunkt 5 om Læserens stemme). Man kan således ikke læse William og Polterabend på tekstens egne vilkår uden at forfølge disse ’spor’. For vores forståelse af novellerne har den entydiggørelse af tvetydige tekststeder, vi har kunnet 87

gennemføre, betydet, at vi har kunnet påpege fortællerstrategier i forhold til fx fortrængning og skiftende fortællerstemmer. Det har i høj grad været analyse af kohæsion, eller mangel på samme, der har ledt os til en forståelse af, hvad fortællerens strategi har været. Fx har vi i anden delhypotese i analysen af William vist, hvordan jegfortælleren slører sin information til os og skjuler modstridende informationer ved at bruge pronomenet det inkonsekvent og uklart (se 2. delhypotese i Williamanalysen). Her er der en analytisk parallel til Polterabend, hvor skiftende personlige pronomener bliver brugt til at indføre nye diskursreferenter (se 3. delhypotese i Polterabendanalysen). En grammatisk udredning af pronomener har hjulpet til at løse op for den sløring af informationer, fortællerne i begge noveller har haft som strategi. Vi har set i analysen af Polterabend, at brugen af ubestemte substantiver kan stille fortælleren ’uden for’ situationen, som en tilskuer, fordi han ved at bruge de ubestemte substantiver præsenterer fx det faktum, at Simon bærer en rød sparkedragt som ny information. Det at præsentere noget som ny information, selvom det egentlig er kendt, er også et element i den fortrængning, jegfortælleren i William udfører. Præsentation af noget kendt som ukendt information er altså en måde at distancere sig på (uddybes i næste diskussionspunkt: Distance). Der er dog stor forskel på William og Polterabend, og det udtrykker sig også i forsøget på at entydiggøre deres tvetydighed eller uklarhed. Hvor en tæt sproglig analyse af uklar kohæsion i William har hjulpet os at ’se ned under’ de slørede informationer på overfladen ved, så at sige, at lave mellemregningerne, der mangler – altså at udrede fortællerens motiv for sløringen, har en analyse af fx løse ender i Polterabend ikke bragt os meget nærmere en entydiggørelse. Den har bragt os på sporet, bl.a. i eksemplet gasprojektilet (se 3. delhypotese i Polterabendanalysen), men om fortælleren er morderen bliver stadigvæk højst et kvalificeret gæt. Det, som en tæt sproglig analyse kan hjælpe med, er at belyse isotopier i teksten. I Polterabend har vi peget på isotopien mellem en ubehagelig forretning og de rockere, der kører Eva bort, og selv om den isotopi højst kan hjælpe os til et kvalificeret gæt på en entydiggørelse af den løse ende en ubehagelig forretning, er den alligevel et værktøj, der kan lede en på sporet. Isotopi i en tekst kan således give en ramme for en fortolkning den kan pege på nogle fortolkningsmuligheder som mere relevante end andre. Man kan måske tale om en begrænsning af funktionel grammatik som analyseværktøj her, men man må også påpege, at den funktionelle grammatik kun skal fungere som en analyseramme, der går ind på tekstens vilkår, og teksten lægger ganske enkelt ikke ’spor’ nok ud til entydiggørelse af alle løse ender. Grunden til den forskel, der er på mulighed for entydiggørelse i vores respektive noveller, er måske i nogen grad, at man genkender jegfortællerens fortrængningsmotiv i William, mens fortællerens (eller fortællerstemmernes) motiv(er) i Polterabend er uklare. Hvis man inddrager Grices samarbejdsprincip, kan man sige, at teksten William samarbejder med os – ikke på øverste niveau, hvor jegfortælleren jo forsøger at ’sælge’ sin helt egen version af begivenhederne til os, men på et 88

andet niveau, hvor den overordnede fortæller lægger ’spor’ ud til os, som vi kan forfølge, og dermed giver os den nødvendige information – hvorimod Polterabend-teksten ikke samarbejder, for så vidt at den ikke giver os nok information til at kunne entydiggøre de mange løse ender, den indeholder. Den bryder altså med Grices kvantitetmaksime. Det er givetvis også derfor, man bagefter sidder med en følelse af Polterabend som en åben tekst, i modsætning til William. Vi mener, at når elementer i en tekst ikke kan entydiggøres, må åbenheden, eller tvetydigheden, være en pointe i den.

Distance
Under dette punkt vil vi uddybe det begreb om distance, vi introducerede under sidste punkt, hvor vi talte om sproglig distance som en måde at stille sig ’uden for’ en situation på, som en tilskuer. Her vil vi uddybe, hvordan denne sproglige distance har kunnet forstås med den funktionelle grammatiks værktøjer, og hvilken betydning vores forståelse af den har haft for forståelsen af novellerne i deres helhed. Den sproglige distance har primært kunnet ses gennem det, man med en fælles betegnelse kunne kalde upræcished i sproget. Det har været hovedsageligt ubestemte substantiver brugt om allerede introducerede objekter eller personer, indførelse af nye diskursreferenter, der entydiggøres til at referere til allerede kendte personer og uklar kohæsion. Den sproglige distancering har vi tolket bl.a. som en strategi for fortrængning i forbindelse med jegfortælleren i William, eller som fortællerens måde at fremstå som observatør (tilskuer), når han måske er aktør (i form af morder). I begge tilfælde er den sproglige distance en måde at føre læseren bag lyset, med det formål at skjule sit eget projekt. I forlængelse af dette udleder vi, at det generelt er et træk ved sproglig distancering, at det er fortællerens forsøg på at skjule sit projekt, og derfor er det ganske vigtigt for forståelsen af en fortælling, at man ’graver dybere’, når man støder på upræcished i sproget. Dette ligger i forlængelse af vores diskussion om ’spor’ i teksten under punkt to om entydiggørelse, fordi upræcished i sproget ofte vil være et signal om at være opmærksom på fortællerupålidelighed. I vores analyse af indførelsen af nye diskursreferenter i Polterabend har vi kædet skiftet fra kendte til nye diskursreferenter sammen med et skift i fortællerstemmer. Denne sammenhæng er interessant, fordi den peger på, at en konsekvent indførelse nye diskursreferenter, som det sker i Polterabend, kan give læseren en fornemmelse af at lytte til en anden fortæller. Dette er især vigtigt, når man betragter en tekst som en dialog mellem fortæller og læser, fordi sproglig distance så altså ikke bare, som i William, kan forstås som en upålidelig fortællers forsøg på at skjule et projekt, men yderligere som en fortællers forsøg på at fremstå som en ny dialogpartner i dialogen med læseren, som læseren må forholde sig anderledes til, end han må til en foregående dialogpartner. Dette må betyde noget for den måde, man som læser skaber et billede af fortælleren, og i vores analyse af Polterabend har det 89

pågældende tekststed da også været en tungtvejende årsag til at dele fortælleren op i flere forskellige stemmer. På et konkret plan kan den sproglige distance, der manifesterer sig som fx uklar kohæsion eller nye diskursreferenter, fremstå som fortællerens usikkerhed til det ytrede som hos jegfortælleren i William eller, som nævnt ovenfor, udmønte sig i fortællerskift som i Polterabend. Der er en afgørende forskel på de to måder at fremstå på – afgørende for læserens forståelse af teksten. Hvor den usikkerhed, jegfortælleren udtrykker i William ved fx uklar kohæsion, fungerer som en slags katalysator i forhold til at udpege hans projekt, kan fortællerskiftet på side 89-90 i Polterabend ikke i sig selv udpege fortællerens projekt. I vores analyse har vi tolket fortællerskiftet som fortællerens måde at skjule sit projekt (mordet) på, men selve identifikationen af dette projekt har også beroet på fx forsøg på entydiggørelse af løse ender. Analyse af sproglig distance alene er altså ikke altid nok til at identificere en upålidelig fortællers projekt, men er et klart signal om, at den er der. Det er desuden vigtigt, når man taler om sproglig distance ikke kun at se den som en strategi, som noget vendt mod læseren, men også som noget vendt indad, mod fortælleren selv. Fx er usikkerhed vendt mod fortælleren selv. Når jegfortælleren i William bruger det der med i en ytring, er det ikke så meget et signal fra hans side, om hvordan han vil have, vi skal opfatte ytringen, men i første omgang et signal hvordan han selv opfatter den proposition, der ligger i ytringen.

Revision
Vi fokuserer her på, hvilke sproglige greb der skaber revision i novellerne, hvordan disse greb eventuelt er forskellige i hhv. William og Polterabend og hvad det betyder for vores forståelse af teksterne, at der sker denne sproglige revision. Det er interessant set i forhold til projektets fokus, fordi fortællerens upålidelighed hænger tæt sammen med revision. De grammatiske kategorier vi inddrager under dette diskussionspunkt er indrømmelsesaktivitet, præsuppositioner og kohærens. At revidere er at omskrive den information, der er kendt dvs. allerede fortalt i novellen, således at informationen ændres til det bedre. Denne ændring kan ske i større eller mindre grad, og revisionen kan derfor bevæge sig på en skala, der går fra mindre ændringer til deciderede usandheder. Hvorvidt informationen til at starte med eller først i revideret form er sand, er dog en vurdering, der hører hjemme i analysen af de konkrete brud – vi har inddraget den vurdering i den foregående analyse af William, fordi den bidrager til forståelsen af fortællingen som en del af jegfortællerens fortrængning, idet vi forstår fortrængning som revision af sandheden. Vi har kunnet lokalisere de tekststeder, hvor der foregår revision, af den årsag, at revision som sproglig strategi udgør et brud på Grices maksime om kvantitet, idet den information, der revideres allerede er sagt og dermed er overflødig og på maksimen om kvalitet, idet informationen ændres og 90

man derfor (muligvis) lyver. En af de måder revision, kommer til udtryk på, er som en kausal relation, der opstilles og derefter ændres. Der sker altså en indrømmelsesaktivitet, hvor afsenderen først etablerer en norm (en kausal relation), som han derefter 'indrømmer' ikke at følge. Brugen af konjunktionerne selvom og men kan eksempelvis føre til en sådan aktivitet. Der er dog tale om revision i en mild grad, idet den viden, der præsenteres, straks efter bliver revideret. I William anvendes denne type revision i udpræget grad, både som en strategi fra jegfortællerens side som går ud på at fortælle historien, således at han selv fremstår som den uskyldige i modsætning til Ulla, men hovedsageligt som en af metoderne til at fortrænge. I Polterabend er en konsekvens af, at fortælleren er én person med flere stemmer, at der ikke anvendes indrømmelsesaktivitet som revisionsstrategi. Fortællerens vekslen mellem stemmer umuliggør, at vi kan skabe et samlet billede af fortælleren, som kan fremstå som upålidelig ved hjælp af indrømmelser. Revisionen kommer også til udtryk i fortællernes præsupponerede information i novellerne. Fortællerne giver os først en information om enten handlingsforløbet, som i William, hvor jegfortælleren fortæller om Ullas voldsomme reaktion på mødet med William eller en information om vurderingen af handlingsforløbet, som i Polterabend, hvor fortælleren via sin brug af adjektivet galt vurderer situationen til at være ufordelagtig for hans plan. Derefter reviderer fortællerne ved at modsige den allerede kendte information i en præsupposition. I William kommer det til udtryk i jegfortællerens præsupposition at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det vi har sammen. Jf. vores analyse er dette afsnit det første efter konfrontationen, og det må derfor være en revision af sandheden, idet Williams fortælling netop kan ødelægge det, parret har sammen. I Polterabend, hvor fortælleren ellers er kendetegnet ved at være mindre vurderende eller til stede i ytringerne end i William, fordi en af fortællerens stemmer fungerer som en alvidende fortæller, vurderer fortælleren nu på side 88, at situationen så ganske afgjort modsvarede mine [fortællerens] forventninger. Der sker her en revision af den tidligere vurdering af situationens ufordelagtige tilstand. Fortællerne reviderer altså i begge noveller det vidensgrundlag, vi som læsere er blevet præsenteret for – og gør det tilmed så subtilt, at det introduceres som acceptabel og allerede vedtaget viden, idet det præsupponeres. Informationen i en præsupposition er, som vi nævner i teoriafsnittet, netop kendetegnet ved, at den tvingende må accepteres af modtageren, da ytringen ellers ikke ville tælle som en sproghandling, fordi accepten af det præsupponerede er en forudsætning for den fremsatte ytrings sandhedsværdi. Hvis man bestrider præsuppositionen i ytringen, bestrider man derfor afsenderens motiver og siger faktisk, at han lyver. Den forudsatte viden er således en vigtig brik til at karakterisere fortællerne og dermed også med til at afsløre, hvori deres upålidelighed består. Resultatet af at anvende revision vha. præsupposition bliver derfor det modsatte af, hvad man må antage er i den upålidelige fortællers (men nok ikke i den 91

overordnede fortællers) interesse: Læserens øjne åbnes for muligheden for, at ytringen simpelthen er løgn. Gentagelser som fører til uklar kohærens er en tredje måde at revidere på, som vi primært ser i William. Jegfortælleren gentager sine beskrivelser op mod tre gange med kun minimale, men meget skelsættende ændringer, hvilket gør, at man ved et første øjekast kan komme til at entydiggøre disse gentagelser til at betyde det samme. Han ændrer fx ikke de store chancer til ingen risiko, som giver en helt anden betydning, hvilket vi også har redegjort for i analysen. I andre tilfælde sker der en specificering, og idet man som læser har en forventning om, at en non-specifik reference som en vi kender i en gentagelse vil blive nærmere specificeret (til nogen af vores morsomme venner og bekendte), er denne type gentagelse en måde for jegfortælleren i William at skjule sine ændringer på. Umiddelbart ligner det nemlig en sandfærdig og ny information (ny på den måde, at den konkretiserer den tidligere indførte diskursreferent og dermed skaber kohærens) og man tror, at de er koreferentielle, men i virkeligheden drejer det sig om en helt ny diskursreferent, som indføres. De gentagelser, vi har set i William, bliver dog opfattet som fremsatte ytringer af læseren og er derfor mere synlige, idet informationen kan modsiges uden at anfægte ytringen som sproghandling, i modsætning til den præsupponerede information, som vi nævner ovenfor. Revision er således anvendt i langt højere grad i William end i Polterabend og det i sig selv er også interessant i forhold til vores forståelse af teksterne. William som fortælling er struktureret som en fortrængningsfortælling og af den grund vil revision af sandheden netop kunne ses i jegfortællerens udtryksmåde, i hans løbende genfortælling af begivenhederne. Polterabend derimod er som tekst sværere at få greb om, fordi de løse ender ikke bliver fæstnet og vi så at sige ikke kan gennemskue, hvad eller om der egentlig bliver revideret. Man kan sige, at revisionen i begge noveller kan være et resultat af en videreudvikling af begivenhederne i teksten mellem de to modstridende ytringer, og det kan da også forklare denne ændring i den allerede givne information. Dette understøtter dog netop vores udgangspunkt om, at en grammatisk analyse skal ses som et værktøj til øget tekstforståelse, idet det vidensgrundlag, fortællerne skaber og hvorvidt de reviderer dette grundlag, altid må vurderes i forhold til en samlet tekstforståelse. Revision kan sammenlignes med det aspekt i samtaler, man kalder reparatur. Afsenderen reparerer eller reviderer sin ytring, så den passer bedre til det, hun vil formulere. I talesprog er dette en konsekvens af, at kommunikationen foregår to veje, og det altså er muligt at tilpasse efter modtageren. Dermed giver anvendelsen af revision i planlagt, skriftlig kommunikation teksten et præg af talesprog, men gør det samtidig sværere for læseren at opfatte disse revideringer, fordi det egentlig hører talesproget til. Samtidig åbner teksten dog for en aktiv deltagelse fra læserens side. Netop denne deltagelse vil vi komme ind på i næste diskussionspunkt: Læserens stemme. 92

Læserens stemme
Vi har i analysen ved hjælp af polyfoniteorien kunnet opfange den dialog, som fortælleren indleder med os, og dette afsnit vil derfor forsøge at afklare, hvordan synligheden af dialogen mellem læser og fortæller kan bidrage til vores forståelse af teksterne. Hvad er fortællerens motivation for at inddrage læseren som en stemme i diskursen, og hvordan kan grammatiske redskaber bruges til at forstå dette? I vores analyser af William og Polterabend har vi ved hjælp af polyfoniteorien kunnet gøre de forskellige modsynspunkter til fortællernes ytringer eksplicitte. En vigtig del af arbejdet med polyfoni er at konkretisere sætningens diskursindivid til at være en deltager i tekstens diskurs og dernæst at afgøre relationen til det synspunkt, som deltageren bærer – at konfigurere. Mange synspunkter i de analyserede noveller har vi tillagt de andre personer i novellerne som fx Ulla i William eller jegstemmen i Polterabend. Men der er imidlertid synspunkter, hvor ansvaret har vist sig mere kompliceret at placere, og det har i visse tilfælde ført til en konfiguration af, at læseren må bære ansvaret for synspunkterne. Vi ser denne konfiguration som et udtryk for, hvilke forventninger læseren møder en tekst med, eksempelvis i den indledende sætning i Polterabend: Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet, hvor det polyfoniske modsynspunkt viser, hvordan en læser ville forvente, at en jegfortælling normalt blev fortalt. På den måde fungerer fortællerens ytring som et 'svar' på læserens undren. I Polterabend har placeringen af ansvaret for netop det modsynspunkt således givet os en nøgle til at forstå de brudte eller urealistiske fortællerpositioner, som novellen arbejder med og hjulpet os til en afklaring af, at fortælleren faktisk er én person, som kan 'tale' med flere fortællerstemmer. Man kan sige mere specifikt, at teksten udtrykker en læserstemme, der forventer realisme med hensyn til fortælleplanet. Og at teksten ikke modsvarer den forventning. I William har analysen af, hvordan læserens stemme polyfonisk kommer til udtryk også, men i mindre omfang, bidraget til vores forståelse. Det kan forklares med den måde, vi forstår novellen på, for der kan det snarere være jegfortællerens egne ufortrængte modsynspunkter, der 'svares' på. Men man kan også konfigurere nogle af modsynspunkterne (eksempelvis der var kun Ulla og mig øverst s. 11) til at tilhøre diskursindividet Modtager, dvs. læseren og dermed læserens undren over, hvordan det kan være, at hele episoden med William og mobningen tydeligvis bliver glemt, skjult eller fortrængt. Læseren bliver på den måde ansvarlig for de sande, ikke fortrængte modsynspunkter. I begge noveller er der desuden anvendt præsuppositioner, som med diskursindividet MAN også må inkludere læseren. På den måde tegner teksten sit billede af modtageren, og som vi nævner i afsnittet om Revision: Teksten stiller nogle krav til læserens aktive deltagelse eller afvisning, hvis man fx ikke vil inkluderes i de usande revisioner. Fortælleren forsøger altså at påvirke læsernes forståelse af 93

teksten og gøre os til aktive deltager i skabelsen af et fælles forståelsesgrundlag ved at gøre os opmærksomme på, hvordan vi forventes at læse teksten. Ved at blive klar over vores forventninger kan vi netop frigøre os fra dem og forstå teksten på dens egne præmisser. Med Grices termer kan man sige, at ifølge samarbejdsprincippet vil læseren altid samarbejde med fortælleren, men det er netop dette teksterne forsøger at få os til at lade være med, således at fortællernes upålidelighed træder frem. Og derfor kan vi se upålideligheden i de sprogligt markerede brud. Vi har desuden iagttaget andre typer dialoger på tekstens plan. Læseren er selvfølgelig altid tekstens indirekte modtager, men i Polterabend kan de enkelte fortællerstemmer også henvende sig til hinanden: En af fortællerstemmernes vurdering (galt), bliver senere revideret af en anden stemme (modsvarede mine forventninger) jf. vores afsnit om Revision. Det at stemmerne kan tale til hinanden skaber en usædvanlig samtalesituation. På de steder, hvor der ikke er introduceret en person i handlingen som fortælleren kan tale til, forventer vi som læsere, at det han siger, siges til os. Vi forventer en dialog med fortælleren. Når fortællerstemmerne i Polterabend så taler til hinanden uden at eksplicitere, at det er det de gør, bliver vi som læsere placeret på sidelinjen i samtalesituationen, der nu indeholder tre samtalestemmer, og dermed ikke er en dialog mere. Når vores dialog med fortælleren på den måde ophører, er den eneste måde vi kan kommunikere med teksten, at træde et skridt tilbage og overveje vores rolle som læser. Man kan sammenligne dette med en Verfremdungs-effekt. Når dialogen ophæves bliver vi opmærksomme på vores kommunikation med teksten og, hvad der måske er endnu vigtigere, vores forventninger til denne kommunikation.

6. Funktionel grammatik som tekstanalytisk forståelsesramme William og Polterabend
De skiftende fortællerstemmer i Polterabend gør det svært at identificere sig med fortælleren eller for den sags skyld en af stemmerne. Vi kan ikke opretholde et samlet billede af ham, dels fordi vi får meget få oplysninger om fortælleren(fortællerstemmerne), der er substans i, og dels fordi det er svært at vide, hvilken stemme vi skal relatere disse oplysninger til. Det er også svært at identificere sig med de personer, der optræder på handlingsplanet, da de præsenteres uden dybde. De oplysninger, de grammatiske værktøjer har kunnet give os, har hjulpet os til at opdele fortællerstemmerne, men denne opdeling har dog haft et skær af tilfældighed, fordi stemmerne flyder sammen (ikke er klart afgrænsede). Den funktionelle grammatiks opgave er at synliggøre muligheder for fortolkning af tekststeder. Den kan også i nogen grad hjælpe til at afgrænse ved at pege på 94

sproglige mønstre i teksten, der gør én tolkning mere plausibel end en anden. I Polterabend har der dog været lige så mange løse ender, som der har været sproglige mønstre at fortolke efter, og vores sproglige kategorier har ikke kunnet entydiggøre disse løse ender på en måde, der har sat os i stand til at forstå novellen i dybden. I William derimod er det forholdsvis let at identificere sig med jegfortælleren – eller gennemskue ham, da han jo er upålidelig. Dette mener vi til dels skyldes, at de sproglige mønstre er tydeligere og mere konsistente, men også at de enkelte mønstre er nemmere at relatere til de enkelte personer i novellen. Et sprogligt mønster som revision i William er også et mønster der er lettere at genkende, fordi det relaterer sig til et generelt psykologisk projekt.

95

Litteratur Primær litteratur:
Sonnergaard, Jan; 1997; William in Radiator; s. 9-20 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Sonnergaard, Jan; 1997; Polterabend in Radiator; s. 81-91; Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.

Sekundær litteratur:
Abrams, M.H.; 1999; A Glossary of Litterary Terms; 7. Udgave; Heinle & Heinle. Andersen, John Edelsgaard og Lars Heltoft (red.): 1979: Sprogteori og tekstanalyse, Akademisk forlag Halliday, M.A.K. & Hasan, Rudiqiuia; 1976; Cohesion in English. Kap. 1; Longman. Halliday, M.A.K.; 1994; An introduction to functional grammar; Oxford University Press; Introduction Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 1998, Dansk skal tages alvorligt; in Humaniora nr. 4; Statens humanistiske forskningsråd. Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 2006 A; Anm. § 7.2 til s. 26 in Grammatik over det danske sprog, kap 2A; Roskilde Universitetscenter, Afdelingen for Dansk og Public Relations Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 2006 A; §13.2 Tempus s. 52-59 in Grammatik over det danske sprog, kap 2A; Roskilde Universitetscenter, Afdelingen for Dansk og Public Relations Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 2006 A; §15 Tempus s. 67-72 in Grammatik over det danske sprog, kap 2A; Roskilde Universitetscenter, Afdelingen for Dansk og Public Relations Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 2006 A; §18 s. 77 in Grammatik over det danske sprog, kap 2A; Roskilde Universitetscenter, Afdelingen for Dansk og Public Relations Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 2006 A; §57 Fokuskonstruktion (Sætningskløvning) s. 181-182 in

96

Grammatik over det danske sprog, kap 2B; Roskilde Universitetscenter, Afdelingen for Dansk og Public Relations Hansen, Erik & Heltoft, Lars; 2006 B; Præsupposition og faktivitet s. 30-36 in LEX – Udvalgte leksikonartikler om grammatik; RUC 2006. Heltoft, Lars; 2006; Da jeg følte en blød Haand paa min Mund – en sproglig-pragmatisk begrundet læsning af En Landsbydegns Dagbog; Endnu upubliceret. Jensen, Eva Skafte; 1997; Modalitet, in Nys 23 Jensen, Eva Skafte; 2006; Egentlig og faktisk og to slags spørgsmål polyfoniteoretisk anskuet in Andersen, Nina Møller mf.l. (red) Sproglig polyfoni Arbejdspapirer 6 Kock, Christian; 1980 A; Forudsatte synsvinkler i fortællende litteratur in Harder, Peter mf.l. (red.): Hvad går vi ud fra? Kock, Christian; 1980 B; Literature as a presupposition failure in Caie, Graham D. (red.); Occasional papers 1976-1977; Publications of the Department of English, University of Copenhagen. Nøhr, Anne Kirstine, Munch, Christine Monterossi & Købke, Karina Anée; 2002; Den sproglige foranledning af et bestemt forståelsesfænomen. En analyse af Jan Sonnergaards William, RUCprojekt. Nølke, Henning; 1989; Polyfoni – En sprogteoretisk indføring; in ARK 48, Handelshøjskolen i København, kap. 3: Nogle definitioner Nølke, Henning; 2005; På vej mod en sproglig polyfoniteori – problemer, fordele og perspektiver, ?? Svennevig J., Sandvik, M. & Vagle, W.; 2002; Tilnærmninger til tekst- Modeller for språklig tekstanalyse; Cappelen Akademisk Forlag, s. 97-112 Therkelsen, Rita; 2001; Indrømmeĺsesaktivitetens struktur og nuancer in Andersen, Hanne Leth, Jensen, Kjær & Nølke, Henning; Ny forskning i grammatik- Fællespublikation 9 Sandbjersymposiet

97

Therkelsen, Rita; 2004; Polyfoni som sproglig begrebsramme og som redskab i tekstanalysen; in Skrifter for dansk og public relations 1, ISOK RUC. Therkelsen, Rita; 1994; Tid og tempus, in Tekster om grammatik og tekstanalyse til Grammatik I Dansk RUC 2006. Thomas, Jenny; 1995; Meaning in interaction- an introduction to pragmatics; Longman.

Thompson, Geoff; 1996 Introducing functional grammar; Arnold

Togeby, Ole; 2003, Fungerer denne sætning? Gad side: 232

Togeby, Ole; 1979; Men hva' med kongen?, in Andersen, John Edelsgaard & Heltoft, Lars; Sprogteori og tekstanalyse; Akademisk Forlag.

Fra internettet ODS; 2006 http://ordnet.dk/ods Opslagsværk på internettet. Opslag foretaget i december 2006.

98