Sabrina Skinbjerg Hjorth 2.u

Dansk

27/1-­‐ 2016

Kunstens rolle I samfundet

Kunsten er under evig udvikling, hvilket altid har medført debat og uenighed omkring, hvilke værdier kunsten egentlig skal belyse. Med moderne kunst forsøger kunstneren at influere samfundet med kunstnerens ofte provokerende budskaber. Kunsten dyrkede førhen altid skønheden, men gør den moderne kunst faktisk bare verden grimmere, eller har den en fremmende og god effekt i samfundet? Dette er også emnet i artiklen ”Moderne kunst gør ver-­‐ den til et grimmere sted”, som er skrevet af Rune Selsing og trykt i Jyllands-­‐Posten den 29. Fe-­‐ bruar 2012.

Tekstens væsentligste hovedsynspunkt er, at skønheden er værd at hylde, og derfor kan grimheden og den moderne kunst ikke være det (s. 13, l. 10-­‐11). Til at underbygge dette syns-­‐ punkt siger Selsing, at de moderne kunstnere i dag bliver taget alvorligt for deres evne til at gøre os klogere på verden, og ikke for deres evne til at skabe eller genskabe skønhed (s. 13, l. 11-­‐13). Hovedsynspunktet fremgår også i dette citat: ”Derfor har samtidens kunst ingen værdi for mennesker. Dens grimhed gør selve tilværelsen grimmere, og dens ideer bryder det skønne ned” (s. 13, l. 17-­‐18). Som belæg til denne påstand siger Selsing, at de moderne kunstnere bare provokere og klatter med maling og dyrker det grimme, hvilket kan ses i citatet: ”De kan for-­‐ søge at provokere, klatte med maling, udtrykke obskur lommefilosofi, dyrke det grimme, det per-­‐ verse og det banale” (s. 13, l. 15-­‐16).

Ifølge skribenten gør den moderne kunst gør verden til et dårligere sted (s.1, l. 23). Belæg-­‐ get til dette kan ses i citatet ”Den fremmer ligegyldighed, ansvarsløshed, normløshed, seksuel af-­‐ stumpning, skilsmisser og taberkultur” (s. 1, l. 23-­‐25). Som hjemmel her til kan man sige, at da verden vil være et dårligere sted, hvis alle var ligeglade, ansvarsløse, normløse, seksuel af-­‐ stumpet og indgik skilsmisse, så gør kunsten verden til et dårligere sted.

I sin artikel benytter skribenten sig af en argumentationsform, der i høj grad er præget af

sandhedspostulatet, da han henviser til, at det er sandt, fordi han siger, at det er sandt. Han

postulerer at have ret, og henvises ikke til nogen autoritet ud over ham selv. Det er tydeligt, at han fastslår, at det han siger er sandt, selvom han ikke har andre der kan underbygge det han siger.

1

Sabrina Skinbjerg Hjorth 2.u

Dansk

27/1-­‐ 2016

Selsing skriver meget causerende, hvilket gør at han også forholder sig meget subjektivt. Han lægger på ingen måde skjul på, hvad han mener om kunstens rolle i samfundet. Han skri-­‐ ver meget direkte, og på et niveau som rammer en stor målgruppe.

Han fortæller os læsere, at han er en overbevidst empiriker, og derfor har svært ved udo-­‐ kumenterede påstande (s. 12, l. 22). Det at han giver noget personlig viden om sig selv gør, at læseren kan få et indtryk af ham som person, og måske derved lettere kan identificere sig med ham. Det giver ham troværdighed, at han helst vil forholde sig til troværdige og vandfaste påstande, men også dobbeltmoralsk idet han ikke selv overholder det. Det at han selv kommer med en påstand, som er udokumenteret, viser at han bruger gendrivelse, men i dette tilfælde styrker det bare hans troværdighed, da han viser, at han er opmærksom på eventuelle fejl. Han virker til at have godt styr på emnet, og benytter sig at appelformen etos, idet hans be-­‐ skrivelser og udtagelser får ham til at virke meget troværdig.

Selsing prøver at få os læsere til at tænke over, hvad vi egentlig føler omkring emnet. Når han appellere til vores følelser, så bruger han appelformen patos. Han benytter sig også meget at patos når han stiller os retoriske spørgsmål, da det får os til at tænke meget, fordi spørgsmå-­‐ lene egentlig ikke rigtig kan besvares. Han siger eksempelvis ”Derfor er kunstnere gennem ti-­‐ den blevet hyldet som genier for deres evne til at skabe og genskabe skønhed. Men hvorfor hylde kunstnere i dag? Hvis skønheden er værd at hylde, så kan grimheden vel ikke være det? (s. 13, l. 9-­‐10). Han bruger også disse retoriske spørgsmål, som en måde at overbevise læseren om, at det er rigtig det han siger, da man jo ikke rigtig kan modsige det.

Selsvig er meget velformuleret og bruger et neutralt sprog, men dog alligevel med nogle svære ord, som har fået en ordforklaring nederst på siden: ”teknokratisk-­‐rindalistiske” (s. 12, l.16) og ”weltschmerz” (s. 13, l. 1) . Det at han bruger disse svære og til tider højere akademi-­‐ ske ord giver et indtryk af, at han er en klog mand , som ved hvad han snakker om.

Han lægger ikke skjul på, at han er meget kritisk omkring emnet, og han kommer derfor of-­‐ te til at bruge nogle negative ord: ”knaldefyre” (s. 12, l. 15), ”taberkultur” (s. 12, l. 25), ”klatte med maling” og ”obskur lommefilosofi” (s. 13, l. 15).

2

Sabrina Skinbjerg Hjorth 2.u

Dansk

27/1-­‐ 2016

På den ene side må man give Selsing ret i sin påstand om, at moderne kunst gør verden til et dårligere sted, eftersom at den ofte viser den brutale sandhed, og ikke dyrker skønhed, som vi gerne vil have til udtryk igennem kunsten. På den anden side, så kan man jo ikke generalisere den moderne kunst og sige at den aldrig dyrker skønheden. Det er selvfølgelig ikke alt moder-­‐ ne kunst, som provokere og ”dyrker grimheden”, så derfor er det en skam, at kritisere alle nu-­‐ tidens kunstnere, for ikke at bringe skønheden frem. Kunstnerne bag ”knaldekunstnerne” ser nok ikke sin kunst som latterlig, men måske som skønhed vist fra deres sysvinkel. Det er klart at alle ikke ser det samme i kunst.

Nogle vil måske mene at et kunstværk som Mona Lisa udtrykker skønheden i mennesket, mens andre ser en grim og sur dame. Man kan ikke forvente at alle har den samme mening, og da kunst er et meget personligt emne, så vil der altid være stor uenighed omkring kunsten.

Selsing spørger om grimheden er værd at hylde, hvilket er et godt spørgsmål. Grimhed er ikke det samme i alles øjne, så hvis vi ikke skal hylde noget, som bare én enkelt person synes er grimt, hvad har vi så tilbage at hylde? Verden kan ikke blive enige om, hvad der er smukt og hvad der er grimt, og det skal vi heller ikke. Uenighed er en god ting, for hvis alle syntes det samme, så ville kunsten blive kedelig. Kunst handler om at udtrykke sig selv, og hvis alle me-­‐ ner at Mona Lisa er skønheden selv, så vil fremtidens kunst ligne kopier af Mona Lisa.

Det smukke ved kunsten er, at kunstneren kan udtrykke sig selv igennem den, og folk kan enten relatere eller lade være. Kunsten har som sagt altid betydet meget for samfundet, og det vil den også blive ved med i fremtiden. Vi er en generation, som tolerere forandringer, hvilket vi har brug for, for dem vil der helt sikkert komme mange flere af.

3