Velfærdsstaten i fremtiden
10
Handler om statens rolle. Staten kan spille forskellige roller i forhold til pårørende. Den kan sikre alle velfærd.
En velfærdsstat kan forstås som, at * Staten, markedet og civilsamfundet alene eller sammen forsøger at skabe mest mulig velfærd inden for de mulige økonomiske rammer. * Graden af offentlig involvering er stor nok til at kunne modvirke konsekvenserne af markedsfejl (monopoler, arbejdsløshed og inflation), herunder sikre en garanteret minimumlevestandard.

I Danmark er det politisk bestemt, at fx børnepasning, ældreomsorg, sundhed og uddannelse primært er opgaver for staten. Sådan er det ikke i alle lande. Fx har man i Tyskland det, der kaldes for gensidig forsørgerpligt, hvilket betyder, at forældrene i starten af børnenes liv (barndom og ungdom) er forsørgere, men når de bliver gamle, påhviler det børnene at tage sig af deres forældre. Det civile samfund i Tyskland er således helt anderledes ansvarlig for, at den ældre generation har en form for velfærd. I Danmark overlader vi det primært til staten at varetage omsorgen for de ældre borgere. Denne og mange andre forskelle på velfærdsstater skyldes de beslutninger, som politikerne træffer, ideologiske holdninger og værdier om, hvordan samfundet er og bør se ud.
Et afgørende skridt i retning af den velfærdsstat, som vi kender i dag, blev taget i 1933, hvor man vedtog Steinckes socialreform. Det banebrydende ved denne socialreform var, at man samlede alle hidtidige sociallove i fire lov komplekser, der tydeliggjorde de sociale rettigheder, altså hvilke borgere der kunne dækkes, og hvordan dækningsgraden var. På nær aldersrenten (pension) og den offentlige forsorg, det, vi i dag kalder for socialhjælp (bistand), byggede socialreformen på forsikringsprincippet.
Men netop tydeliggørelsen af de sociale rettigheder betød, at opfyldte en person visse betingelser, fx når han eller hun skulle pensioneres eller blev syg, så ville denne person automatisk være berettiget til socialhjælp fra staten.
Denne automatiske tildeling af sociale ydelser kaldes for retsprincippet, hvilket betyder, at man som borger, er berettiget til sociale ydelser frastaten, når visse betingelser er opfyldt. Før 1933 var det gældende princip for tildeling af sociale ydelser skønsprincippet, hvilket var et ydmygende princip, fordi det betød, at den borger, der var nødsaget til at bede om offentlig hjælp, dels skulle vurderes (skønnes) berettiget til hjælp, og fik han hjælp, måtte han give afkald på sin politiske ret til at stemme (politiske rettighed).
Retsprincippet er det, der gælder i den danske velfærdsstat i dag.

Velfærdsmodeller
Esping-Andersen har i sin forskning påvist, at den danske velfærdsmodel er inspireret af den socialdemokratiske ideologi. Socialdemokratisme tager udgangspunkt i, at det kapitalistiske samfund skal ændres gennem demokratiske reformer. 1.
Socialdemokrater argumenterer derfor for en blandingsøkonomi, hvor staten blander sig i markedet for at sikre alle borgere mulighed for rimelige livsbetingelser. Alle borgere har de samme rettigheder i den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel, og alle betaler skat, men som bekendt ikke lige meget (progressivt skattesystem). Den høje beskatning, af særligt de højere indkomster i samfundet, sikrer en høj grad af omfordeling. | | Den universelle velfærdsmodel | | | | Denne omfordeling kan vi også kalde for ”Robin Hood-princippet”, fordi der tages fra de rigeste og gives til de fattigste. Den omfattende omfordeling i den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel forsøger desuden at udligne de økonomiske forskelle de sociale grupper imellem samt at skabe reelle lige muligheder for alle borgere i samfundet. | | Det er kendetegnende for den socialdemokratisk inspirerede velfærdsmodel, at staten spiller en central rolle for at sikre borgerne velfærd. Den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel findes hovedsageligt i de skandinaviske lande | |

2.
I andre lande indrettes fordelingen af velfærd anderledes. Esping-Andersen kalder den velfærdsmodel, der fx er i USA, for liberal, bl.a. fordi markedet er helt centralt for borgernes adgang til støtte og velfærdsydelser. Residual betyder ’resterende’ eller ’tilbageblevne’. | | I den residuale (liberale) velfærdsmodel skal staten kun gribe ind over for de svageste. Som hovedregel skal borgerne sikre deres egen velfærd via markedet. Det kan borgerne fx gøre ved at købe en privat forsikring af et forsikringsselskab. På den måde kan den enkelte borger selv vurdere, hvilke behov han eller hun har og derefter selv købe sig adgang til socialt sikkerhedsnet og velfærdsydelser. Staten i den residuale (liberale) velfærdsmodel er dermed mere passiv end i den universelle (socialdemokratiske)velfærdsstat. | | For det første omfordeler den i mindre grad. Når borgerne selv kan købe deres egne velfærdsydelser, skal staten kun give overførsler til den del af befolkningen, der ikke selv kan købe ydelser på markedet. | | Den residuale velfærdsmodel | | For det andet er skatten typisk lavere i stater med residuale (liberale) velfærdsmodeller. Staten skal ikke finansiere samme andel overførsler og serviceydelser som universelle velfærdsstater. Når skatten er lav, og fokus er på markedet, betyder det også, at den offentlige sektors serviceydelser ikke er af samme kvalitet som den private sektors serviceydelser. Et væsentligt udgangspunkt for den liberalistiske tankegang er, at markedet skal fungerer så frit som muligt. Derfor er målet i den residuale (liberale) velfærdsmodel, at staten ikke må hindre markedsøkonomien i at virke optimalt. Man kan sige, at staten ikke bør forstyrre markedet, og den skal holde sig fra at løse problemer, som borgerne selv kan løse. Således overlader den residuale (liberale) velfærdsmodel mest muligt initiativ til borgerne selv, hvilket gør modellen til stærkt individorienteret. Omfordeling og serviceydelser er forbeholdt de svageste og er ikke udtryk for, at staten er et serviceorgan for borgerne. 3. Den sidste velfærdsmodel, Esping-Andersen nævner, vil vi kalde den korporative (konservative) velfærdsmodel. At modellen er ’korporativ’, refererer til, at virksomheder og staten indgår i et tæt samarbejde og umiddelbart har et interessefællesskab i at sikre borgerne et vist velfærdsniveau. At den er ’konservativ’ hentyder til, at modellen tildeler civilsamfundet, fx kirken og familien, en helt central rolle. Overordnet set er familien den enhed, der først skal forsøge at tage sig af samfundets svageste, og hvis familien ikke kan løse opgaven, er det velgørende organisationer, fx kirkelige organisationer og/eller staten, der overtager opgaven. Det korporative element i modellen er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedstilknytning har en central betydning. Borgerne er hovedsageligt forsikrede gennem deres arbejdsplads. Sociale forsikringer er obligatoriske på arbejdsmarkedet, så alle med et job har sociale rettigheder i form af forsikringer mod fx lønnedgang ved fyring eller i form af sygeforsikringer. Finansieringen af sociale forsikringer betales på den måde af borgerne og virksomhederne, men staten yder ofte også betragtelige tilskud til disse. Et konservativt element i modellen er, at familien spiller en central rolle i tildelingen af velfærdsrettigheder. | | Den korporative velfærdsmodel | | | | De borgere, der står udenfor arbejdsmarkedet, har ikke samme adgang til social sikring, men er afhængige af andre familiemedlemmers indkomst og forsikringer. Ofte forsikres hele familien på samme forsikring, og dermed er det også hele familien, der tildeles de sociale ydelser – ikke individet, som i de andre velfærdsmodeller. Det vil sige, at hvis et familiemedlem har et job, så har det stor betydning for hele familiens mulighed for velfærdsservice og -ydelser. De borgere, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet og heller ikke har familiemedlemmer, der kan hjælpe, er derimod de mest udsatte borgere i lande med korporative (konservative) velfærdsmodeller. Det er familien, der først og fremmest skal løse problemerne ved velfærdstab, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så er det velgørende organisationer, kirken og staten, der påtager sig rollen. Dette kalder vi for subsidiaritetsprincippet eller nærhedsprincippet, som er et katolsk princip, der går ud på, at problemer skal løses så tæt på borgeren som muligt og ikke først gennem en højere enhed, fx staten. Dette princip forsøger at undgå, at overordnede institutioner krænker borgerne eller gør dem til klienter. På linje med den residuale (liberale) velfærdsmodel spiller staten dermed en mindre rolle i samfundet end i den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel. Det betyder, at arbejdsmarkedet og civilsamfundet har en fremtrædende rolle i samfund med korporative (konservative) velfærdsmodeller. De sociale rettigheder er differentierede, hvilket betyder, at forskellige borgere har forskellige muligheder for at få sociale ydelser og velfærdsservice. | | | |

Behov
9
Den amerikanske psykolog Abraham Maslow har lavet en opdeling af menneskets forskellige behov i den såkaldte behovspyramide. Se figur 9.1. Pointen med behovspyramiden er, at menneskets behov kan opdeles hierarkisk. Først, når de nederste behov i pyramiden er opfyldt, begynder vi mennesker at tilfredsstille behov på et højere plan. De nederste tre lag i behovspyramiden kaldes mangelbehov. Det første og mest fundamentale mangelbehov er de fysiske behov – fx behovet for føde, vand, luft, søvn og sex. Dernæst er der behovet for sikkerhed – fx personlig sikkerhed og sikkerhed mod sygdom og ulykker osv. Og til sidst er der de sociale behov – fx behovet for at kunne indgå i sociale relationer. | | Disse tre former for behov vil vi for det meste kun opdage, hvis vi mangler dem, derfor kaldes de for mangelbehov. Mangelbehovene er helt basale behov, som skal være opfyldte, for at vi mennesker trives. | | | | | | De to øverste lag i pyramiden kaldes derimod vækstbehov og omhandler for det første, behovet for påskønnelse. Det drejer sig fx om, at vi mennesker styrker vores selvværd, hvis andre viser os anerkendelse, respekt og påskønnelse. Øverst i behovspyramidenfinder vi behovet for selvrealisering, som omhandler menneskers behov for at opnå deres mål og bruge og udvikle deres evner. | | De to øverste lag i behovspyramiden kaldes vækstbehov, fordi de ikke ’forsvinder’, hvis de opfyldes. Maslow mente nemlig, at hvis mennesket føler sig påskønnet og kan realisere sine vigtigste ønsker og drømme, vil dette motivere til endnu mere påskønnelse og selvrealisering. Mennesket har udviklingspotentiale og kan hele tiden opnå nye højder. Se også kapitel 3 og 4. De mennesker, der kan koncentrere sig om at få opfyldt deres behov for påskønnelse og selvrealisering, er derfor mere privilegerede end dem, der blot kæmper for at få opfyldt deres fysiske og sikkerhedsmæssige behov og behovet for sociale relationer. Vigtigt at pointere i sammenhæng med Maslows behovspyramide er, at de samme behov ikke kun kan opfyldes på én måde, men på mange forskellige måder.Velfærdstrekanten | |

Marked
Begrebet marked bruger vi om det sted, hvor købere og sælgere mødes og udveksler varer og tjenester. Hvis du fx køber en pakke tyggegummi i Netto, en mobiltelefon på eBay eller en togbillet i en billetautomat, så foregår det på et marked, fordi der er en eller anden form for udveksling af værdier mellem en køber og en sælger. Principielt indebærer et marked for en bestemt vare, at alle købere har adgang til alle sælgere. Danskerne tilfredsstiller mange af deres behov via markedet. De fysiske behov for føde opfyldes ved, at de går i supermarkedet og køber ind.
Det civile samfund
Det civile samfund er de sociale netværk og fællesskaber, der opstår, når mennesker forsøger at tilfredsstille hinandens behov af fx personlige, følelsesmæssige, solidariske eller moralske grunde, uden at modtage egentlig betaling. Familien, venner/naboer, lokale fællesskaber og frivillige foreninger er dekaktører, der udgør det civile samfund. Hvor regler, systematik, konkurrence og fornuft præger markedet og staten, er reglerne i det civile samfund grundlagt på mere uformelle normer og forventninger. Det betyder også, at der simpelthen er bestemte behov, der næsten kun kan tilfredsstilles via det civile samfund.
Staten
I Danmark er staten med til at sikre eller opfylde en bred vifte af borgernes behov. I Danmark iværksætter staten en lang række initiativer for at påvirke borgernes økonomiske og sociale forhold. Der er generel politisk enighed om, at staten skal forsøge at sikre, at ingen borgere falder igennem og marginaliseres i samfundet. Kort sagt: at alle borgere i det danske samfund har mulighed for at realisere et godt liv. | | Den danske stat kalder vi derfor også for en velfærdsstat, fordi staten omfordeler samfundets goder ved at opkræve skatter og afgifter fra borgerne for til gengæld at overføre penge til udvalgte borgere. Omfordelingen i Danmark skal på den måde sikre, at flest mulige borgere oplever et liv ikke nødvendigvis med velstand, men med velfærd. | |

Relevante ord:
Brugerbetaling:
Borgerne skal betale direkte for den service som det offentlige stiller til rådighed, fx lægebesøg.
Demografisk udfordring:
Kan være at der bliver færre på arbejdsmarkedet. På den måde er der færre som hjælper til med at skabe vækst og betale den skat, som skal til for at finansiere velfærdsstaten.
Empowerment:
Handler om at sætte folk i stand til at arbejde selv. Fx kan det civile samfund tage opgaver, som velfærdsstaten tidligere tog sig af.
Forsikringsprincip:
At personer på arbejdsmarkedet er dækket af sociale sikringsordninger. Forsørgerbyrden:
Den del af befolkningen som skal forsørges, fx ældre. Korporativ velfærdsmodel:
Velfærdsmodel, stat og virksomheder sikrer sammen borgernes velfærdsniveau. Borgerne er hovedsagligt forsikret gennem deres arbejdsplads. Civilsamfundet spiller en central rolle, idet det først og fremmest er familien, som støtter de svageste. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så støtter staten dem, som står udenfor for arbejdsmarkedet. Nedskæringsstrategi:
Der er beskæringer i velfærdsstatens serviceydelser. Overførelser:
Overførelser fungerer som et socialt sikkerhedsnet for danskerne, som gør, at de har mulighed for at få penge fra staten, til at leve for. I Danmark kan man få to goder fra staten, overførelser og serviceydelser. Progressivt skattesystem:
Jo mere man som borger tjener, jo mere skal man betale i skat. Residual velfærdsmodel:
Velfærdsmodel, staten spiller en beskeden rolle og kun yder støtte til de dårlige stillede. Forbindes med Storbritannien og USA. Restprincip:
Hvis det er objektive kriterier, der afgør om borgeren har ret til en ydelse. Fx arbejdsløshedsdagpenge eller folkepension. Objektive kriterier er fx alder, køn og bopæl; indkomst og formue anses almindeligvis også som objektive, selvom der her kan indgå et vist skønsmæssigt element. Serviceydelser:
To former for serviceydelser, de gratis serviceydelser (sygebehandling og skoleuddannelse) De statslige tilskud til serviceydelser (tilskud til børnepasningen og transport). Skønsprincip:
Princip, der betyder at man ved tildeling af sociale ydelser vurderer ud fra et skøn over ansøgers behov i det konkrete tilfælde. Udvidelsesstrategi:
Man udvider den danske arbejdsstyrke. Universel velfærdsmodel:
Velfærdsmodel, hvor staten spiller en stor rolle i fordelingen af goder. Målet er at sikre alle borgere en vis levestandard i form af mange gratisydelser og sociale ydelser på et højt ensartet niveau. Finansieringen sker igennem skatteindtægter. Universelle ydelser:
Grundlæggende ydelser som staten yder sine borgere. Øget individualismen:
Vi fokuserer i højere og højere grad på opfyldelse af egne behov og i mindre grad tager højde for fællesskabet.